Begge hendes forældre var af solid bondeslægt fra Jerslev. Som unge flyttede parret til Købehavn, hvor de fik tvillinger, en dreng og en pige, der fik navnet Mette Stapriis.
Skæbnen og årene har gjort hende til kosmopolit og verdensdame med adresse i København, Beirut, Kairo, Rom og Paris, men i dag er der ikke langt, hverken fysisk eller mentalt mellem nutidens rødstensvilla i Vrå og familierødderne midt i Vendsyssel. Mette fortæller:
– Før krigen solgte min far biler. Tidligere havde han sejlet som hovmester, og med den erfaring åbnede han en skibsproviantering på Christianshavn. Så længe, jeg kan huske, tilbragte min bror og jeg ferierne hos familien i Vendsyssel, bl.a. faster Paula der havde en gård ved Skæve. Allerede som barn følte jeg mig som vendelbo i hjertet, og der gik ikke mange dage, fra jeg ankom, til jeg talte rent og uforfalsket vendelbomål.
Når ferien var slut flyttede dialekten med ind på min skole, ”Den Classenske Legatskole” til stor underholdning for mine kammerater.
På et tidspunkt må mine forældre have trængt til forandring, for min far købte købmandsgården i Langå, og så flyttede vi. Jeg var 12 år, og de få år, vi boede dér, mindes jeg som en forfærdelig tid, for jeg trivedes slet ikke i skolen. Heldigvis gik der ikke lang tid, før vi flyttede ”hjem” til Vendsyssel. Ellers har jeg har altid været god til at tilpasse mig, og høre til ”alle steder og ingen steder”. Alligevel føler jeg et særligt tilhørsforhold til Vendsyssel,, og skulle jeg tvivle, kan jeg besøge Jerslev Kirkegård, hvor mine oldeforældre og hele min slægt er begravet
Pressefotograf på Vendsyssel Tidende
Jeg var i gang med en uddannelse indenfor design, da jeg en dag i Hjørring mødte Thorkild Balslev, Vendsyssel Tidendes navnkundige, flyvende pressefotograf. Han tilbød mig en læreplads indenfor faget, og helt impulsivt sagde jeg ja tak. Det var både spændende og lærerigt, selv om jeg nok også blev udnyttet til at lave opgaver, som Thorkild ikke selv gad. Efter halvandet år blev jeg kaldt til samtale på chefredaktør Ejner Glerups kontor. ”Frøken Stapriis, har De nu tænkt Dem om? At blive en ældre fotograf er ikke klædeligt”, sagde han. Og efter nogen overvejelse besluttede jeg at vende tilbage til København og min uddannelse som designer.
Ti år i modebranchen
– Jeg var én af de første designere, der arbejdede med mode, et område, der hidtil mest var forbeholdt skræddere. Det var nyt og spændende, da jeg fik mit eget værksted i tre etager i baghuset ”Olfert Fischersgade 2”, lige i hjertet af København. Primitivt vil nogle måske kalde det i dag, men sammen med mine dygtige medarbejdere skabte jeg et levende og spændende miljø, hvor kunderne kom fra alle, ikke mindst kunstneriske kredse. Mange kiggede indenfor klokken 15 til tepause, eller måske snarere for at se på de dejlige piger, der arbejdede for mig.
Det var en omskiftelig branche. Jeg arbejdede sammen med stoftrykkere, vævere og kunsthåndværkere, og kunderne var bl.a. ”Den Permanente” og ”Håndarbejdets Fremme”, der bl.a. eksporterede til USA. Jeg designede og producerede også for ”Skjalm P.” og skabte mine egne kollektioner i batik og håndtrykte mexikanske og syriske stoffer, som jeg solgte overalt i Danmark. Jeg lavede desuden kollektioner for fabrikker i Herning og Viborg i en periode, hvor jeg uafbrudt var på rejse, til messer i Europa og ugentligt til Jylland.
Ægteskab
Mange af os, der var unge sidst i tresserne, oplevede årene som en fest, hvor næsten alt kunne lade sig gøre.
Mette havde mødt journalisten Ib Rehné og var via ham blevet en del af en festlig kreds af skøre og dejlige mennesker med tilknytning til Danmarks Radio.
– Ib, der var tyve år ældre end mig, var født og opvokset i Kongens Lyngby. Oprindelig havde han studeret medicin, men havde skiftet til et studie om inkaindianerne, og han kom til DR som studenterspeaker. Under krigen havde Ib været med i modstandsbevægelsen, men det var en tid, han aldrig talte om.
Vi blev gift den 1. april 1969 på Lyngby Rådhus, og vi var kun os to til stor fortrydelse for min mor, der havde sat næsen op efter et stort bryllup. Det fik hun heldigvis et halvt år senere, da min tvillingebror giftede sig.
Ib var frankofil, og naturligvis kørte vi på bryllupsrejse til Frankrig. Det blev i øvrigt en fast tradition, så vi gennem årene spiste os gennem de forskellige departementer, og jeg fik virkelig fransk mad, vin og kultur under huden.
Året efter, den 30. juni 1970 blev Anna født, hun var en dejlig stor pige på 3900 gram. På det tidspunkt boede vi i et paradis for børn og voksne, ”Hovmarksgårde”, den oprindelige hovgård til Bernstorffs Slot, lå i Bernstorffsparken, hvor kaperhestene fra Dyrehaven var opstaldet.
Mellemøsten
Ib og jeg var begge eventyrlystne, og vi var enige om den beslutning, som i mange år ændrede tilværelsen for vores lille familie. Ib havde længe rejst som korrespondent for DR i Kuwait, Bahrain, Yemen og Israel, og da jeg havde lyttet til ham og hans reportager, følte jeg mig forberedt på, hvad jeg gik ind til.
Men nu skulle vi rejse som familie og makkerpar, jeg skulle være sekretær og tage mig af ”baglandet”. Tilværelsen med mode og design var dermed slut, men nu ventede et nyt, spændende kapitel, og i 1975 rejste Anna, Ib og jeg til Beirut.
Jeg er Ib dybt taknemmelig for, at han tog mig med på den lange rejse, som både blev lærerig og til stor inspiration for mig. Jeg stiftede virkelig bekendtskab med Mellemøsten og var næppe blevet maler, hvis ikke jeg havde lært Egypten at kende.
Efter Beirut flyttede vi til Kairo, der både var forfærdelig og fascinerende. Møgbeskidt, men den gamle kultur brændte alligevel igennem, for den var overalt. Efter fredsforhandlingerne mellem Israel og Egypten åbnede verden sig. Mange politikere, forfattere og forretningsfolk mødtes i vores hjem til middage sammen med vore egyptiske venner, og det var en hektisk og spændende tid med gryende handel med udlandet og vækst for Egypten. Desværre varede det ikke længe, før mordet på Sadat satte en stopper for den positive udvikling, men da var vi flyttet til Rom.
Meget andet end hustru og mor
Det var i Rom, jeg for alvor kom i gang med at male, og jeg fortsatte, da vi senere flyttede til Paris. Midt i 90’erne rejste jeg hjem til Danmark, fordi Anna skulle begynde på kostskole. Samtidig havde jeg via Birger Christensen fået kontakt til et tekstiltrykkeri i Frankfurt, der kunne bruge mine egyptisk inspirerede silkestoffer, og pludselig kom der gang i min kunstneriske karriere.
Som noget af det første tegnede jeg ”Hellig Tre Konger”, en serie til FDBs 1600 butikker, og senere tegnede jeg flere andre motiver til deres kaffedåser. Hele 270.000 dåser blev produceret i England med mit design, og på den måde blev mine motiver landskendte. I 1987 modtog jeg ”Metalprisen” for netop mine dåser. En dommerkomite havde ud af 242 indstillede valgt mig som prismodtager , og det var naturligvis en stor ære.
Senere lavede jeg også dåser til Netto og Fakta, og danske motiver til plakater, postkort og servietter inspireret af H.C. Andersens eventyr og P.V. Globs beretninger om Gilgamesh-sagnet og historiske lokaliteter.
Desuden udførte jeg opgaver for Industrien og offentlige virksomheder, herunder Superfos og Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det var en spændende tid, hvor jeg også mødte mange spændende mennesker. Privat boede jeg en overgang på hele tre adresser, i Paris sammen med min mand, i en lejlighed i København og på mine forældres ejendom, Løgtved i Vendsyssel, som min mor ganske vist solgte i 1984, men som vi købte, da den igen blev til salg i 1987, og i 1993 flyttede jeg ind.
Ib døde i 2005, han boede på det tidspunkt i Frankrig, mens jeg i stadig højere grad opholdt mig i Danmark, og vi var gift indtil hans død.
I dag er Mette Rehné stadig glad for at bo i Vrå, selv om familien er reduceret og nu kun omfatter fætteren, Kjeld Larsen, der i mange år var overlærer i Tversted, samt ikke mindst, datteren Anna og hendes familie. Anna er i dag sygeplejerske i Brønderslev og var tidligere ansat i Jammerbugt Kommune.
Vildmosen og Aabybro Skole
Mette Rehné er stadig aktiv som kunstner, og hun laver først og fremmest bestillingsopgaver. For nogle år siden malede hun billederne til de flotte plancher, der kan ses ved Trædestenene, Vildmoseporten Gård 18 og Højmosen ved Damvej, det unikke moseområde, der er udlagt til bevarelse med støtte fra Aage V. Jensens Naturfond. Plancherne er naturligvis vejrbestandige kopier, hvor områdets flere tusinde årlige besøgende her kan danne sig indtryk af gamle dages liv i mosen i Mettes streg.
Og de originale billeder har fået den bedste af alle placeringer, nemlig som udsmykning på den nye Aabybro Skole, og mon ikke nogen får den gode idé at bestille Mette Rehné til også at lave oplæg til udsmykning af den kommende Jetsmark Skole. Idéer er der masser af, og på den måde kan kunsten skabe forbindelse mellem Jammerbugtens to moderne skoler.
