Ikonerne på Dronninglund Kunstcenters juleudstilling vakte min nysgerrighed. Det er en særlig kunstart, langt fra impulsiv kreativitet, for ikonmaling er underlagt regler, hvis det skal gøres ”rigtigt.”. Jeg fik en aftale med én af udstillerne, Susanne Laage Vinther , der bor langt ude på landet nær Karup ved Sæby. Så langt ude, at vi i samråd med vejrguderne og Susanne besluttede at udsætte besøget til foråret, når vejen var fremkommelig.
Det var den en solskinsdag i marts, og turen gik ad en smal, snoet vej af den slags, der virker endeløs, indtil vi pludselig holdt på gårdspladsen, og Susanne bød velkommen til et hus fyldt med overraskelser. Bl.a. viste det sig, at Susanne kan meget andet end male ikoner, hun kan også fortælle historier.
Lidt Skagenshistorie
Selv om det er mange år siden Susanne flyttede fra Skagen, er hun stadig bevidst om sine rødder i slægten, byens historie og det miljø, som er levende skildret af bl.a. maleren Michael Anker, der var samtidige med Susannes tipoldefar, og hun fortæller:
– Min tipoldefar, Iver Andreasen, var som barn ven med den legendariske fisker og redningsmand Lars Kruse. Bl.a. fortælles en historie om, at de to drenge en dag fandt et stykke blåtræ, der var drevet i land, og drengene tog det med hjem og gemte det under sengen med henblik på at sælge det. Blåtræ blev brugt til indfarvning af stof, men da fundet tilhørte strandfogeden, kom drengene i konflikt med loven. Skæbnen indhentede Lars Kruse mange år senere, da han, efter at have reddet et par hundrede menneskeliv, skulle hædres med en fortjenstmedalje, for barndommens forseelse betød, at han ikke havde ren straffeattest, og dermed ikke var værdig til medaljen. At han alligevel fik den, skyldtes digteren Holger Drachmann, der lagde et godt ord ind for ham.
Ét af de mange forlis blev også skæbnesvangert for min tipoldefar, idet han var blandt de otte redningsfolk, der druknede under forsøg på at redde besætningen fra den strandede svenske brig, ”Daphne” den 27. december 1862. Redningsbåden forliste under aktionen, men med livet som indsats lykkedes det Lars Kruse i sin egen båd at redde den svenske besætning i land, og senere giftede Lars Kruse sig med min tipoldemor.
– Mine forældre havde en bladkiosk på Sankt Laurentiivej 4, hvor jeg boede de første 26 år af mit liv. Min far var ”ægte skawbo” gennem 5 generationer, og han blev penneven med min mor, som kom fra Nyboder i København, fortæller Susanne.
Min far havde gået på kunstskole i København. Og som ung uskyldig skawbo lærte han mere, end han havde drømt om, da undervisningen også omfattede croquis.
Far fulgte også opmærksomt med, da jeg som barn blev optaget af at tegne, og han sagde bl.a. : ”Husk, hvis du skal tegne ”Den tilsandede kirke”, at den har syv takker”. Det er der nu ikke på alle kirker har jeg siden erfaret.
Susanne finder inspiration overalt og har aldrig tøvet med at prøve nyt.
Efter 40 år i Nordjyske Banks udlandsafdeling, først i Skagen og senere i Frederikshavn, kan hun nu eksperimentere og udvikle sine kunstneriske evner på fuld tid bl.a. gennem kurser. Privat danner hun par med Lars, som hun for over 40 år siden blev kollega med i banken, og de blev gift i 1983.
West Dean College
I Sydengland findes et sted, hvor Susanne foreløbig har været på kursus otte gange, og hun drømmer om snart at komme derover igen..
– ”West Dean” er et kursussted udover det sædvanlige, fortæller Susanne. Det er en klassisk engelsk herregård opført af flintesten i år 1086, som gennem flere hundrede år havde forskellige ejere, indtil 1891, hvor den blev solgt til et velhavende amerikansk par, William og Evelyn James. Parrets eneste søn, Edward, arvede godset efter forældrenes død, og efter en fejlslagen affære med en kvinde, der ikke ville have med ham at gøre, kastede han sin kærlighed på kunst og kunsthåndværk, og han rejste jorden rundt, mens han dyrkede tidens koryfæer som Gaudi, Frida Kahlo og Salvador Dali. Interessen var årsag til, at han etablerede ”Edward James Foundation”, en velgørende uddannelsesfond til støtte for bl.a. musik og kunst, og nogle år senere åbnede ”West Dean College” som er center for uddannelse indenfor bl.a. billedkunst med midaldrende kvinder som målgruppe.
Susanne viser nogle af de malerier, der er inspireret af kurserne og fortæller:
– Én af de modeller, jeg har haft stor fornøjelse af til både croquis og påklædt, er Frankie ( Fransesca). Hun har så langt hår, at hun kan stå på det, og ved at sætte det op bliver hun en helt anden type. Desuden klæder hun sig spændende og utraditionelt, og hun er meget inspirerende at arbejde med.
Udover selve undervisningen betyder kurserne jo altid, at jeg lærer nye mennesker at kende, bl.a. har jeg flere gange deltaget sammen med en engelsk dame, som senere kom til Danmark, hvor vi var sammen på kursus med kunstneren Fadavi på Vrå Højskole.
Via Finansforbundet har jeg også deltaget i kreative kurser. Bl.a. havde vi på et weekendkursus en mandlig model. Da kurset nærmede sig afslutningen sagde han: Og nu skal I så male mig! Hvorefter deltagerne hver fik udleveret en rød pølse og nogle farver. Som ”pensel” skulle vi bruge den knækkede pølse, som bliver lidt svampet og er god til at suge farve, hvorefter vi gik i gang. Modellen blev malet over hele kroppen og kom til at ligne en totempæl, helt fantastisk så han ud, men bagefter fortalte han, at projektet havde lært ham, at det er praktisk at smøre sig i olie inden maleprocessen, for det havde taget dagevis at fjerne farverne.
Kirkekunst
Susanne arbejder også i tekstil, og i firserne lavede hun Gauguin-inspirerede billeder. Men midt i 90’erne blev hun inspireret af glasmosaikker og lavede tre tekstilmosaikbilleder á 70 x 100 cm, der udgør en skiftende udsmykning af prædikestolen i den nærliggende Karup Kirke.
– Senere fik jeg bestilling på en mosaik til kirken i Sisimiut i Grønland. Det skyldtes, at én af mine brødre døde og blev begravet, mens han arbejdede deroppe, og da præsten havde hørt om min udsmykning, bestilte han mig til at lave et billede til kirken. Jeg valgte et motiv over teksten om Jonas i Hvalen, for jeg syntes, det passede godt til stedet.
Decoupage
Selvfølgelig laver Susanne også decoupage både som billeder og meget originalt i kasserede vaskemaskinelåger, der har en passende størrelse og form som skåle. Udklip, servietter, glansbilleder, bladsølv osv. kan blive til eventyrlige billeder, som får et par gange lak til sidst.
Scrapbogen
Alt hos Susanne har en historie, også den tykke bog, der viser sig at være en kunstbog, som hun har forvandlet til en meget personlig scrapbog.
– Bogens oprindelige indmad danner grundlag for min egen historie med billeder og udklip. Jeg fandt ud af, at man sagtens kan male på fotografier, og resultatet bliver en helt anderledes bog, som det også er spændende at kigge i.
Nu finder Susanne et billede af en flok elge, der var tegnet efter en skabelon, hun havde fået på en færgen til Gøteborg. Og selvfølgelig har det også en historie.
– Jeg var til et foredrag med direktøren for Nationalmuseet, Rane Villerslev, der fortalte om en dramatisk oplevelse han havde haft i Sibirien med en flok elge, og jeg fik lyst til at sende ham et billede. Senere har han skrevet og fortalt, at billedet har fået plads på hans kontor, og det er jeg selvfølgelig lidt stolt af. Det er nok det tætteste jeg kommer at hænge på Nationalmuseet.
Ikonerne
Ikon er det græske ord for billede, og Susannes interesse opstod, efter hun for mange år siden deltog i et kursus hos kunstneren Nini Duncan i Tønder. Her blev hun undervist i moderne ikonmaleri, der bl.a. praktiseres af kunstneren Mogens Leander.
– Jeg lærte at støbe buer og andre elementer til at gøre ikonerne tredimensionelle, men da en medkursist fortalte, at han havde lært at lave ”rigtige ikoner” i Løgumkloster, blev jeg interesseret. Underviseren dér viste sig at være Annette Nepper-Christensen, som bor i Frederikshavn, og hun har nu været min lærer gennem 12 år
Ikonen males på en træplade, der er belagt med 10-12 lag gesso, som er harelim blandet med kridt, og slebet til en fuldstændig silkeglat overflade. Hvis man ikke har tålmodighed til denne indledende proces, kan man købe færdige plader, så man kan komme i gang med det, jeg synes er sjovest, nemlig at male.
Til det benytter man et forlæg, som bl.a. findes på nettet. Det hedder, at ”man ikke må lave om på motiverne”, men skal følge forlægget slavisk. Det tror jeg ikke alle tager så højtideligt, og jeg har aldrig hørt, at nogen fik vrøvl med ”ikonpolitiet”. Jeg har eksempelvis haft et forlæg, der var mindre end den plade, jeg havde sat af til formålet, og så var jeg jo nødt til selv at digte resten af forløbet. Der findes utallige muligheder, og afhængig af om man maler for dekorative eller af religiøse grunde, kan man vælge, om motivet skal være byzantisk, etiopisk eller koptisk, sidstnævnte er lidt mere naivistiske, mens de byzantinske er russisk ortodokse og mere traditionsbundne.
Farverne blandes af en æggeblomme rørt op med en halv æggeskal eddike og tilsvarende vand, som fyldes i pipette og blandes med det tørre farvepulver
Maleprocessen kræver fordybelse og er ikke noget, man giver sig i kast med, hvis man kun har 10 minutter til rådighed.
Triptykonen havde længe stået på min ønskeseddel, men jeg kunne ikke selv lave rammen. Heldigvis forbarmede, Per, der ligeledes laver ikoner, sig over mig en dag, hvor jeg var faldet og
havde slået mig, ”nu skal jeg nok lave din triptykon”, lovede han, og to år senere fik jeg rammen.
Indtil september er Susanne på efterløn og således begrænset i sine udfoldelsesmuligheder. Derfor er hendes hjemmeside i øjeblikket nedlagt. Men kun til september, hvor hun går på pension og igen må sælge sine værker.
Susanne var medlem af ”Sæbykunstnerne” indtil foreningen nedlagde sig selv, fordi ingen ville være formand. Det mest sejlivede var foreningens årlige julefrokost, der fortsatte indtil Coronaen også satte en stopper for den.
Selv om Susanne virker utrættelig i nysgerrighed og lyst til at lære nyt, bliver hun også træt. Så går hun omkuld i den flotte himmelseng, som hun og ægtefællen fandt efter lang tids søgen.
Og den ligner en perfekt ramme for Susannes drømmebilleder.
