Mange har en uopfyldt ungdomsdrøm om et liv som musiker, helst kendt, så man kan leve af sin hobby, ligesom Gustav Vinkler, Keld Heick eller Johnny Hansen fra Kandis.
Trods flid og småjobs får de færreste drømmen opfyldt, og mange følger velmente råd fra familie og venner om at have et ”ordentligt job” at falde tilbage på. De tager en uddannelse, mens guitaren eller bassen samler støv i et hjørne af stuen, mens drømmen fortoner sig.
Men en gang imellem lykkes det. Vi har besøgt Jens Erik Jensen, der ganske vist har en uddannelse at falde tilbage på, men uden at stille op i X-factor er det i høj grad lykkedes ham at ”blive noget ved musikken”. Ganske vist er det vennen, Johnny, der er bandets ansigt udadtil, men Jens Erik har været en del af Kandis siden starten i 1989.
– Jeg har det godt med at holde mig i baggrunden, og det er en fordel at være opvokset og bo i et lille samfund, kendt af alle, for så er jeg ikke så interessant, især når jeg ikke stikker næsen frem., forklarer Jens Erik, da vi mødes en forårsdag ”hjemme” på den stille villavej i Brovst. Vi har selskab af Bella, en charmerende Løwchen, som opmærksomt følger med i alt, hvad der foregår. Hun er ifølge Jens Erik ubetinget ”mors hund” og mindre lydhør overfor ”fars” formaninger om at være stille, mens vi får historien.
.
Arveligt ”belastet”
– Det hele startede midt i 70’erne, min far har spillet så længe, jeg kan huske, og som mange andre investerede mine forældre i et el-orgel, der pludselig var meget populære. Jeg startede med at få privat undervisning og fortsatte på et hold med 7-8 deltagere i Aalborg. Først senere lærte jeg at spille bas og diskant på klaver og keyboard.
Jeg var ikke ret gammel, da jeg begyndte at spille til private fester her i området. Første gang var en Sankt Hans aften på Øland Kroen, og senere fik jeg til opgave at spille to timer hver søndag eftermiddag, når kroen serverede kaffe og æbleskiver.
Sidst i 70’erne fik jeg fast engagement på Hotel Hanstholm, hvor jeg spillede hyggemusik i restauranten hver aften i tre uger af min sommerferie, og det var der, jeg mødte trommeslageren, Torben Andersen. Han og jeg dannede duo gennem 7 år, indtil vi startede Kandis i 1989.Torben var ældre end vi andre, og han stoppede efter et par år.
Med tiden blev det at spille et arbejde for mig, og jeg spiller aldrig herhjemme, medmindre jeg skal øve et nyt stykke, for når vi er så meget ude at spille, har jeg ikke behov for mere.
Ufrivillig pause
Coronaen gav os en lang, ufrivillig pause i 2020. Den varede ca. halvandet år, hvor vi kun spillede ganske få gange. Først fra sommeren og indtil december 2021 var vi lidt i gang igen, men så blev der lukket ned igen. De lange pauser gik naturligvis ud over rutinen, men selvfølgelig gjaldt det bare om at øve, og nu er vi helt klar igen og både i april og maj måned har Kandis over tyve engagementer.
Koncerterne
Vi har aldrig en fast sætliste til en koncert, men vi har et kæmpe repertoire at vælge fra. Vores nuværende trommeslager, Frank Thøgersen, spillede tidligere i ”Bamses Venner”, og efter han har været med i ti år, sker det stadig, vi bliver opfordret til at spille et gammelt nummer, han ikke kender. På grund af Frank spiller vi også et par gamle Bamse-sange, for det kan publikum godt lide, men ellers har vi vores eget repertoire.
Vi passer lidt bedre på os selv i dag. Tidligere kunne vi godt spille en hel lang aften til halbal, hvor vi startede under spisningen og senere spillede til dans til klokken to, ofte syv timer med bare to pauser. Det gør vi ikke i dag, hvor vi oftest spiller 3 x 60 minutter mellem klokken 21 og 01. Det passer godt til både publikum og os, for vi bliver jo alle sammen ældre. Selv om nogle arrangører stadig mener, at festen bliver bedre, jo længere, den varer.
De fleste af vore engagementer er halballer, som næsten er blevet vores”varemærke” og gennem årene har samlet et stort, trofast publikum. Måske er ”Kandis” med til at holde den tradition ved lige, så halballerne måske slutter den dag, vi lukker og slukker.
Mange steder et ”Kandis” blevet en tradition, så vi vender tilbage år efter år, fordi arrangørerne ved, at vi samler fulde huse , og der er steder, vi er kommet gennem hele 25 år.
De senere år er der sket en forandring. Allerede før coronaen havde nogle af spillestederne fået ny bestyrelse, der fandt, at tiden var inde til forandring. For os er det helt i orden at blive valgt fra, selv om vi også har set spillesteder lukke, når traditioner brydes. Derimod kommer vi helst ikke tilbage, for det kommer der sjældent noget godt ud af.
Vores publikum er bredt og omfatter både børn og gamle. At vi blev et ”dansktop-band” skyldes vel en tilfældighed. Johnny har ganske vist prøvet med country eller solo-cd med en anden form for pop-musik, uden det rigtig slog an. Alligevel er der sket en udvikling, siden vi i 90’erne lavede de oprindelige Kandissange som ”En lille ring af guld”. I dag er grundstammen i vores musik mere guitarpræget end tidligere, bl.a. inspireret af tysk ”afterski”-agtig schlagermusik. ”Det er dit navn” er f.eks. inspireret af østriske DJ Ötzi´s ”Ein Stern”.
I dag har vi ikke et fast nummer som afslutning på en koncert. Engang havde vi ”God Nat”, en supergod stille og rolig sang, men det veksler, så jeg i øjeblikket ikke kan nævne en bestemt. Derimod er næstsidste nummer i øjeblikket ”Hotel Himmel”, som ligeledes er en stille sang.
Om sommeren spiller vi til en del festivaler, bl.a. er der startet en ny ”dansktop festival” i Svendborg. Vi spiller også til en del handicapfestivaler, hvoraf nogle er ret populære. Om sommeren er der ”by night” på programmet og udendørs koncerter, bl.a. spillede vi for nogle år siden for 5000 mennesker på Torvet i Blokhus, det var sjovt, da der var 5000 mennesker.
Vi kommer overalt i Danmark i vores turbus, der er knap så stor som det lyder, samt en lastbil med to mand, der transporterer alt vores udstyr. Og ofte kører jeg selv, for så bestemmer jeg selv, hvornår jeg kører hjem, hvad jeg gerne gør, hvis vi spiller i Jylland. Er vi på Sjælland eller Lolland Falster med engagementer to aftener i træk, overnatter vi selvfølgelig på hotel.
Samarbejdet
– Gennem årene har Johnny skrevet de fleste af vore sange, men i dag omfatter vores repertoire også en del tyske og svenske numre.
Vi er naturligvis meget afhængige af hinanden, fordi vi alle har en væsentlig funktion, men det er da sket, at en af os har måttet gå på scenen holdt oppe af Panodiler. Det er svært at sætte andre ind, til nød har vi kunnet tage en anden trommeslager ind et par gange. Men tidligere var det f.eks. mig, der som den eneste kunne spille samtlige numre, Johnny spiller ikke melodierne, men det er ham, der styrer teknikken og synger sangene i Kandisrepertoiret, mens jeg synger de øvrige. I virkeligheden synger vi alle. Bliver Johnny syg, må vi aflyse, for uden ham kan vi ikke holde en koncert. For nogle år siden blev jeg opereret i skulderen, og heldigvis var det lige før en efterårsferie, hvor jeg havde et par uger at restituere mig i.
Indbyrdes har vi et utrolig godt samarbejde, og det er også nødvendigt, for i perioder er vi mere sammen med hinanden end med vores familier. Vi er som en gammel familie, der med årene har slebet kanterne af hinanden, det er jo nødvendigt, fordi vi alle har en nødvendig funktion også udenfor scenen. Geografisk er vi spredt, Johnny bor i Hurup, bassisten i Thisted, trommeslageren i Brabrand og vores nye guitarist, Mads Hyldahl, bor i Hals. Han er 37 år og en snes år yngre end vi andre, og han er som et frisk pust, hele gruppen nyder godt af.
Familien
At være musiker er en livsstil, der også stiller krav til familien, for vi arbejder normalt, når folk ellers holder fri. Min kone, Bente, er uddannet smørrebrødsjomfru, og da jeg lærte hende at kende, var hun ansat i Quickly i Thisted, senere var hun i Favør i Aabybro og Brugsen i Brovst. Da børnene var små, havde hun altid halvtidsjob, så hele familien kunne være sammen. I dag er hun glad for sit arbejde på et bosted i Brovst, og drengene er blevet voksne, 25 og 26 år, og ingen af dem er gået ”musikvejen”.
Skiftende tider
-Godt det samme, for det er meget vanskeligere at skabe en karriere indenfor det folkelige og underholdende, som ”Kandis” har været heldig at opnå. I gruppen taler vi somme tider om, at vi er de sidste, der lever som os, antallet af halballer og spillesteder er også reduceret, og vi kan kun være glade for, at heldet var med os. Da vi startede var der masser af juleballer og lignende, det er helt slut nu. I Brovst var der flere jule- og nytårsarrangementer i hallen og på hotellet, ingen af dem eksisterer mere. Vi har tradition for at spille 4. juledag i Snedstedhallen og 5. juledag på Farsø Hotel, tidligere spillede vi også til enkebal på Vinderup Kro.
I dag mødes folk på nettet, og musikalsk er det via YouTube og konkurrencer unge gør lynkarriere og er på toppen en tid, hvorefter de forsvinder. Det er en helt anden tid, vi lever i, unge i dag danser jo heller ikke, det gør jeg for øvrigt heller ikke selv, men det skyldes mest manglende tid.
Guldplader
Bandets succes gennem årene kan bl.a. aflæses på væggene i kontoret. Væggene er bogstavelig talt tapetseret med de mange sølv, guld og platinplader, ”Kandis” har modtaget for pladesalg gennem årene.
– Men her er det kun en brøkdel, der er hængt op, resten er pakket væk, for der er ingen grund til at fylde hele huset med plader, siger Jens Erik, der ikke har ladet succesen stige sig til hovedet.
– Jeg er jo bare en del af en gruppe, der har været heldige. Udadtil er ”Kandis” lig med Johnny, og det har vi andre det fint med.
Meget har gennem de senere år forandret sig, og pladesalg er heller ikke, hvad det har været. I dag er der ikke længere noget, der hedder sølvplader, og hvor en guldplade tidligere var for salg af 25.000 plader, er det i dag kun 10.000, og det skyldes vel at mærke ikke svigtende publikuminteresse, men den digitale udvikling, hvor musikken streames.
Jeg tror, vi nu har udgivet 45 studiealbums, måske inklusive nogle Johnny har udgivet alene. I begyndelsen af 90’erne kom vi til ELAP i Pandrup, der på det tidspunkt havde erfaring, efter at have udgivet alle ”Shubiduas” produktioner på CD.
Der er sket meget i de år, vi har været i gang. ”Kandis I og II” udkom på LP og kassettebånd, men der gik ikke lang tid før CD-erne overtog hele markedet. For sjov skyld udgav vi nr. 19 på LP, men blandt vores publikum var interessen begrænset. Lyden på en LP er bedre, men det er mest entusiaster indenfor rock og jazz, der går op i det.
– Tidligere kunne en plade sælges i både 40 og 50.000 eksemplarer, men den tid er for længst forbi, for nu er ”toppen” et salg på 10.000. Alligevel er vi kommet med nye plader i både 2020 og 2021, og der kommer én igen til julehandlen i år. Vi har aldrig selv betalt for pladeudgivelser, men det kan åbenbart stadig betale sig. Og vi er naturligvis glade for at have nye plader med til salg i forbindelsen med koncerterne.
Haven
Interessen for haven deler Jens Erik med hustruen, Bente. Den blev anlagt i 1995 samtidig med, at huset blev opført. Oprindelig med græsplæne, bede, køkkenhave og drivhus, som med årene er afløst af surbundsbede, fortrinsvis med Rododendron, som næsten passer sig selv, bare man af og til går en runde og fjerner det efterhånden sparsomme ukrudt.
– Interessen er dalet med årene, måske efter jeg for nogle år siden fik opereret min skulder. Men vi nyder begge at gå derude, for det er utrolig afstressende. I haven er der ikke plads til negative tanker, men nu, hvor arbejdet ikke længere fylder så meget, kan vi også sidde på terrassen og bare nyde synet.
Udlandet og en film, der blev berømt
Kandis har gennem 33 år nået det mange musikere drømmer om. Ikke bare at kunne leve af at spille, men tilmed leve godt og holde sig på toppen i mange år og den anmelderroste film.
– Vi forstod vist ikke, hvad det var for en film, der skulle laves, at det var en biograffilm forekom lidt surrealistisk. Senere viste det sig jo også, at den mere handler om vores publikum end om bandet, og det er jo ganske tankevækkende. Men aldrig har vi fået så megen omtale som efter filmen også blev vist i tv.
Vi har været heldige at være på rette sted i rette tid og har bl.a. spændende minder fra utallige koncerter i Danmark. Rejser i udlandet er det også blevet til. Bl.a. var vi i USA det år, hvor Brødrene Olsen, vandt Melodi Grand Prix, sammen med dem og de svenske ”Vinkingerne” optrådte vi i Los Angeles og senere på et krydstogtskib med kurs mod Mexico. Flere gange har vi optrådt i Sverige og Norge, hvor vi også er engageret i år. Det har været hyggeligt, men efterhånden som kursen på svenske kroner er dalet til 70 øre og vi har folk med, der skal have løn, kan det ikke betale sig, selv om det også har været hyggeligt.
Desuden har vi været i Australien, hvor vi indenfor en uge optrådte i bl.a. Sidney og Brisbane. De, der hjemmefra havde booket os til de danske klubber, har ikke tænkt over afstandende, at der mellem to byer kunne være lige så langt som herfra til Mallorca, så al vores tid gik med at spille, flyve og sove. Jeg vil rigtig gerne tilbage til Australien og have tid til at opleve landet. Desuden har vi været flere gange på Færøerne og i Grønland, hvor vi var heldige, fordi det var på et tidspunkt, hvor man kunne flyve med helikopter til kanten af indlandsisen.
Foreløbig har det været gode og fantastiske år med mange spændende oplevelser, og vi har efterhånden nået en alder, hvor det også er hyggeligt at være hjemme en lørdag aften, bare en gang imellem, slutter Jens Erik.
