– kærlighed til Gjøl, Limfjordshalvøen, der ligger tilpas afsides til, at kun de færreste kommer der ved et tilfælde. En del er blandt de ca. 1200 fastboende, men rigtig mange vender tilbage igen og igen, bare fordi de har lyst,

Befolkningen kan deles i to kategorier, de ”rigtige” Gjølboere, som har boet her i flere slægtled og så ”tilflytterne”, der respektfuldt har fundet deres plads i ”hierakiet” vel vidende, at også de bidrager og har betydning for udviklingen af det lille samfund. Som tilflytter får man ofte øje på de unikke detaljer, som gør et sted til noget bemærkelsesværdigt og særligt.

Det gjaldt blandt andet Niels Eske Nyhus, tidligere kulturchef i Aabybro og senere Jammerbugt Kommune, der flyttede hertil for ca. 30 år siden. Sammen med hustruen Bente blev han en aktiv del af det lille samfund, og ikke mindst var han en væsentlig drivkraft, da Gjøl i 2007 blev kåret som årets landsby.

Fra terrassen ved huset på Marken nyder vi udsigten over Limfjorden, én af årets allerførste solskinsdage med kølig vin i glasset og islandsk stenbiderrogn på hjemmebagte blinis. Nyhus fortæller, mens hunden Cognac og undertegnede spidser ører:

– Jeg kommer oprindelig fra Odder, forklarer Nyhus. Som tilflytter var jeg interesseret i samfundet, både den virkelighed, som blev en del af vores hverdag, og historierne, som jeg læste i forfatteren, Hans Kirks, ”Fiskerne”, der nogle år forinden var blevet filmatiseret og vist på TV.
Man skal ikke have boet her ret længe, før det står klart, at romanen betyder rigtig meget for både befolkningen og området.

Snart blev jeg også interesseret i både Gjøls og befolkningens historier, og det førte til, at jeg gennem en årrække har holdt foredrag med udgangspunkt i Hans Kirks roman, ”Fiskerne”. Desuden arrangerede jeg guidede ture for turister og andre interesserede, der ofte bekræftede, at Gjøl lever op til sit navn, ”Limfjordens Perle”

Da min kone blev alvorligt syg for et par år siden, holdt jeg en pause med de guidede ture og foredrag. Men det passede mig ikke at være inaktiv, og min datter kunne også godt se, at jeg trængte til nye udfordringer, og jeg var slet ikke træt af at formidle de mange gode historier og beretninger fra Gjøl.

Tilskyndet af min datter undersøgte jeg mulighederne for at gå nye veje. I dag sker megen formidling digitalt, og nu undersøgte jeg mulighederne for at omsætte mine historier til ”Podcast”.

Først skulle det økonomiske grundlag klares, for selv om jeg ikke personlig skal have honorar, er der andre udgifter til bl.a. studie og formidling, når resultatet skal fremstå professionelt. Heldigvis opnåede jeg støtte fra både Jammerbugt Kommune og projekt ”Liv i by og skole”, og herefter gik jeg i gang. Materialet var jo samlet gennem årene, og min første opgave var at udarbejde et manuskript, forklarer Nyhus.
Han er en mand med mange talenter, et af dem er ”stemmen” – som i denne sammenhæng er et uvurderligt ”værktøj”.
Neutral, med passende fylde og en uidentificerbar dialekt formidler stemmen budskaberne, i første afsnit om ”Fiskerne” sammen med skue-spilleren Mette Kolding.

Billedhuggeren Poul Isbak er født og opvokset på Gjøl og han har tegnet seriens logo, mens den ligeledes lokale pianist, Lene Frederiksen, har komponeret udsendelsernes jingle.

-Foreløbig er det blevet til 3 Podcasts, udover den ene om Fiskerne, har jeg lavet to om naturen og seværdighederne på Gjøl, hver af ca. en halv times varighed. Jeg er i gang med planlægningen til den fjerde, der skal dreje sig om overnatning og spisessteder, og senere supplerer jeg med nogle af de mange gode beretninger, der hører området til, slutter Nyhus.

Link til Podcasts: https://gjolenperleilimfjorden.buzzsprout.com/