Galerie Provence i Vadum viser i øjeblikket en soloudstilling med kunstneren, Mads Dahl Pedersen, som er 49 år og født og opvokset i Bjergby og Hjørring.
Oprindelig havde han ikke planer om at blive professionel maler, men efter en uddannelse på Aarhus Kunstakademi og et efterfølgende lovende salg, fik han lyst til at forsøge, om talentet bar videre, – og det gjorde det.
Fra 1997 til 2014 boede Mads Dahl Pedersen i Berlin, indimellem med ophold i Grækenland og Polen og rejser i Europa, Amerika og Asien og sideløbende med adskillige udstillinger i Tyskland.
I dag bor og arbejder Mads Dahl Pedersen i Blankenburg i Harzen, og hans malerier kan ses på galleriet i Vadum hver fredag, lørdag og søndag til og med den 27. oktober.
– Eneste undtagelse er 19. oktober, hvor vi holder lukket, fortæller galleriejerne, Johnny Emil Larsen og Ove Folke Knudsen, der snart kan holde 25 års jubilæum i galleribranchen.
Oplevelsen ved et galleribesøg udvides med udstillingen ”bo med kunst”. Det tilstødende rum i galleriet er samtidig galleriejernes private stue, hvor næsten alt er til salg.
Men samtidig får publikum oplevelsen af, at ”sådan kan man altså også indrette sig”, og om ikke andet finde inspiration til at møblere lidt om i de hjemlige gemakker.