Det er mere end 20 år siden, jeg første gang skrev om fysioterapeut Claus Rebild Jensen. Han er oprindelig fra Skørping, men rykkede nord for Limfjorden efter endt uddannelse. Efter en tid i først Langholt og siden Aabybro, havnede han i Pandrup, og det har han aldrig fortrudt. Her får vi en snak om 30 år som selvstændig fysioterapeut og tanker om fremtiden.
– Jeg er utrolig glad for at være her. Som nyuddannet arbejdede jeg på Sygehus Nord i Aalborg, men kunne godt bruge flere timer, fortæller Claus. Derfor passede det fint, da Britta Walker havde brug for en medarbejder i 15 – 20 timer om ugen i sin klinik i Aabybro.
Senere blev jeg kontaktet af fysioterapeut Birgit Esbensen, som tilbød, jeg kunne købe halvdelen af hendes klinik i Pandrup. Det var jeg meget interesseret i, for jeg overvejede netop at blive selvstændig. I fuld forståelse med Britta slog jeg til, og sådan havnede jeg i Pandrup i 1994. Birgit og jeg havde et fint samarbejde indtil hun trak sig tilbage i 2012, og siden har jeg været eneejer af klinikken, der i dag beskæftiger otte fysioterapeuter og to sekretærer
Og nu kan Claus glæde sig over at fremtiden er sikret gennem datteren, Caroline Urth Jensen, som vi også skal møde her.

Virksomhed i udvikling.
Både Claus og klinikken har udviklet sig i takt med tiden. Engang var fysioterapeuter ofte kvinder i hvide stivede kitler med faste, bløde hænder, der med præcision kunne trykke på kroppens ømme punkter. Siden er det videnskabeligt bevist, at kroppen bedst heles indefra gennem målrettet træning og øvelser. Klinikken i Pandrup tilbyder både individuel behandling og træning på hold.
– Vi har eksempelvis et hold på 58 mænd og kvinder, som træner her hver mandag, fortæller Claus. Desuden har én af vore fysioterapeuter et hold hver torsdag, hvor kvinder i alderen 60 til 80 år laver en times styrke- og kredsløbstræning, og de går til øvelserne med en fantastisk energi og godt humør.
Kvinder er meget bedre end mænd til at tage hånd om deres krop, for de forener ofte træningen med hygge og socialt samvær, mens de fleste mænd bare skal have træningen overstået og så hastigt videre med andre gøremål.
Gennem årene har Claus videreuddannet og specialiseret sig og i samarbejde med klinikkens medarbejdere tilbydes en bred vifte af behandlinger, herunder også hold i bassintræning.

To generationer
For nylig mødte vi far og datter i klinikken, der i dag har til huse i lyse, moderne lokaler på 1. sal i Jetsmark Idrætscenter med nem adgang til træningsfaciliteter, bl.a. i svømmehallen. Over en kop kaffe fik vi en snak om udviklingen før og nu.

Da Caroline blev født for godt 30 år siden, var det ikke i Claus’ tanker, at han stod med klinikkens fremtid i armene.
– Det skal man ikke kalkulere med, for sådanne forventninger kan blive en kæmpe belastning for et ungt menneske, erkender Claus.
– Men selvfølgelig er jeg glad for, at Caroline har valgt at uddanne sig til fysioterapeut og særlig glad for, at vi kan planlægge et fremtidigt generationsskifte i virksomheden. Jeg har også en datter på 25, Johanne, der har valgt at uddanne sig til sygeplejerske som sin mor. Efter en skilsmisse fik jeg Martha, min yngste, treårige datter, med min nuværende partner, Christina, så jeg kan se frem til at være far og bedstefar for en jævnaldrende børneflok, siger Claus, der for nylig passerede de 60. Han har ikke aktuelle planer om at trække sig tilbage, men lægger ikke skjul på, at fremtiden også skal rumme et væsentligt engagement i de tre døtre.
Caroline
Hun er uddannet fysioterapeut i Aarhus og fortæller:
– Jeg valgte Aalborg fra, fordi det var hensigtsmæssigt at komme væk fra lokalområdet. Eksempelvis var det i praktiktiden vigtigt, at jeg mødte op som mig selv og ikke som ”Claus Fysioterapeuts datter”.
Jeg har altid været sportsligt engageret og startede i sin tid som fodboldspiller på banen i Jetsmark og har tilbragt hele 9 års sommerferier med arbejde i Fårup Sommerland, og jeg føler mig tæt knyttet til egnen. Jeg kunne have valgt at slå mig ned så mange steder, men det betyder meget for mig at være tæt ved familien. Indtil nu har jeg boet i Aalborg sammen med min kæreste, Casper, der også er fysioterapeut og arbejder i Aalborg. Men netop i dag skal vi skrive under på slutsedlen, for vi har købt hus i Nørresundby, og dermed havner jeg igen på den ”rigtige side” af Limfjorden, men er samtidig tæt på Aalborg.

Jeg er interesseret i sport og har bl.a. været fysioterapeut for Fortuna Hjørring Fodbold og har nu gennem tre år rejst med U 19 kvindelandsholdet. Jeg ser frem til at engagere mig her i klinikken, samtidig med at jeg med 60 til 120 årlige rejsedage, kommer rigeligt ud og ser mig om. I nær fremtid rejser vi til Alicante i Spanien på et ni dages træningsophold, og samtidig skal vi gennemføre to venskabskampe med Norge og Italien for at afprøve nogle discipliner forud for EM-kvalifikationen i april. Adskillige uger går på den måde i de kommende måneder, og selvfølgelig synes jeg, det er spændende, det er ikke bare et arbejde, men også en stor interesse, der forenes.
Jeg er også bevidst om, at jeg skal gøre det NU, inden jeg har børn og større familiære forpligtelser, for pludselig har jeg ikke længere den samme frihed til at rejse.
Som fysioterapeut kan man gå to veje, enten at træne raske mennesker til sportslige præstationer eller man kan træne mennesker med handicap eller midlertidige fysiske skader til at bruge deres ressourcer optimalt.
Jeg valgte uddannelsen fordi den forener mine interesser for sport og kropslig udfoldelse med min interesse for mennesker. Jeg arbejder i øvrigt også i ”Sportsmedicinsk Center” i Frederikshavn, der har tilknyttet nogle af landets bedste idrætslæger.

Landmandsliv med heste
Claus har mange ”strenge at spille på”. Han har løbende videreuddannet sig, og gennem årene har han haft kontakt med en væsentlig del af borgerne i Pandrup/Aabybro-området.

På egnen er Claus også kendt som landmand/hesteavler og indehaver af Blokhus Ridecenter, der har mere end 100 islandske heste på græs og i stald. Mange, både lokale og turister har siden 2006 oplevet naturen, stranden og Vesterhavet fra hesteryg, anført af erfarne og kompetente ryttere.
25 heste har gennemgået speciel træning til handicapridning, en fantastisk mulighed for mennesker, der på grund af manglende førlighed kan få dejlige oplevelser af den tætte kontakt med en hest i ridehallens trygge rammer eller på ture i områdets skønne natur. Hver eneste uge møder ca. 100 handicappede til ridetimer hos Claus, der hele to gange har modtaget Jammerbugt Kommunes handicappris.


– Der er næsten ikke grænser for, hvor handicappet et menneske kan være, for at få glæde af at sidde på en hest. Kan rytteren ikke selv stige op, løftes han/hun på plads med en kran, og i nogle tilfælde skal rytteren støttes af en bagrytter, for det gælder om at føle sig tryg.
Selve ridningen giver balancetræning og rører samtidig nogle muskler inde i kroppen. På hesteryg har rytterne mulighed for at komme rundt og opleve den skiftende natur på en helt ny måde, meget forskelligt fra f.eks. at blive skubbet rundt i en kørestol. De rider hver uge og har også mulighed for at følge med i skiftende årstider, hvilket betyder rigtig meget, ikke kun fysisk men også mentalt. Det er vigtigt, også for handicappede, at være en del af en gruppe og have faste aftaler om ”noget at gå til”. Deltagerne rider i en time, og bagefter er der en time sat af til en kop kaffe og socialt samvær.


Hver onsdag eftermiddag har vi en gruppe handicappede børn, der rider, og det er så dejligt både at opleve børnenes begejstring og forældrenes glæde. Det er betydningsfuldt, at man midt i et liv med behandlinger og måske bekymringer kan sige, ”Nu skal jeg til ridning med mit barn” – også fordi der er en vis prestige i ridesporten, og for barnets bedsteforældre og andre pårørende betyder det noget at kunne deltage ved at give gaver i form af ridetøj og udstyr.
Jeg sammenligner det med dengang jeg fulgte med Caroline til fodbold og sammen med de andre forældre fulgte med og råbte af dommeren. Det giver en vis samhørighed.
Vi har elever til handicapridning fra hele Nordjylland og dækker et stort område, fra Løgstør og Aalborg op til Hjørring. Det er jo ikke nogen billig sport, men Regionens ydernumre dækker helt op til 45 timer om ugen, hvoraf vi i øjeblikket anvender de 25, forklarer Claus.

Claus er på rideskolen hver onsdag og i ugens løb har han 3 – 4 hjemmebehandlinger, hvor han tager ud til patienter, der ikke har mulighed for at komme på klinikken.
– Det betyder, jeg er ude et par timer midt på dagen, og jeg har det godt med, at mine arbejdsdage ikke er ens.



Fremtiden
Caroline arbejder i øjeblikket 15 timer om ugen på klinikken.
– Hun er et frisk pust, for hun kan noget, jeg ikke kan, bl.a. profilere os på Facebook osv,, forklarer Claus.
Planen er, at hun nu bruger et par år til at blive sikker på, at hendes fremtid ligger i klinikken i Pandrup, derefter går vi i gang med et egentligt generationsskifte. Det skal foregår ordentligt, også når det gælder økonomien, jeg har jo to andre piger, der også skal tilgodeses, så revisoren er også med i planlægningen.
Vi siger tak for i dag, mange nye opgaver venter far og datter, der går en spændende fremtid i møde.
