For fem år siden vidste de færreste, hvad overskriftens to ord dækker. I dag er vi blevet, om ikke klogere, så vidende om at der her i landet befinder sig adskillige børn og unge, især drenge, der i deres korte liv har haft forfærdelige oplevelser, som vi knap har fantasi til at forestille os. Oftest er det lettest at vende ryggen til, ikke fordi vi (alle) er følelseskolde egoister, men fordi alene tanken om de mange skæbner er umulige at rumme, oven i indkøb, AULA, madpakker, SKAT, vasketøj, ”Vild med Dans” og hvad der ellers fylder i danskernes tilværelse.
Mads bor i dag i Mygdal og det rummelige ”skriveværksted” husede tidligere en keramiker. Hunden Chili, en syv år gammel fransk bulldog, byder velkommen og spotter lynhurtigt lommen, hvori der gemmer sig et par godbidder. Sådan blev vi venner, og da Mads og jeg sætter os i sofaen, der tydeligvis har kendt ”bedre dage”, er det med Chili som naturligt midtpunkt.
Samtalen har ingen ”indkøringsvanskeligheder”, men flyder fra begyndelsen i én strøm. At vi begge er opvokset i Hirtshals åbner til et fælles rum, for trods tyve års aldersforskel er Hirtshals altid Hirtshals,
Forfatteren
Da vi besøger Mads Nygaard, er der to dage til ”De uledsagedes bog” udkommer på Forlaget Jensen & Dalsgaard. Bogen rummer beretninger om og af ni unge drenge og en pige, der med livet som indsats er flygtet til Danmark fra krigen i Mellemøsten. Dagen efter skal Mads til København, hvor han sammen med sin medforfatteer, Michael Graversen, deltager i bogreception, dels på Charlottenborg, dels på Bremen Teater.
Efterfølgende har vi erfaret, at receptionen var et tilløbsstykke og gik over al forventning. 152 bøger blev solgt på Charlottenborg, og i kalenderen er der allerede afsat adskillige foredrag. Dem må der gerne komme mange flere af, for overskuddet går ligesom ved bogsalget til de unge uledsagede og deres bestræbelser for at få deres familie til Danmark,
Forfatterrollen er ikke ny for Mads, der indtil nu har skrevet seksten bøger for voksne og børn indenfor alle genrer.
”Venligbogen” fra 2017 fortæller hvordan foreningen ”Venligboerne” fra at være et lille lokalt projekt, bredte sig med eksplosiv hast og blev landsdækkende, og hvordan Mads ændrede status fra medarbejder ved Hjørring Asylcenter til ”særdeles forhenværende medarbejder”
– Jeg blev udsat for en helt urimelig skideballe og sagde op på stedet. Min ”forsyndelse” bestod udelukkende i, at jeg havde sørget for at 125 flygtninge fra Eritrea og Etiopien kunne fejre deres juleaften, som markeres 7. januar. Det kunne ikke lade sig gøre på Asylcentrets matrikel, så jeg fandt i stedet en nedlagt kirke, som vi benyttede. Det blev en uforglemmelig fest for alle deltagere, men indirekte kostede den mig jobbet.
Blandt Mads Nygaards øvrige bøger er den nok mest kendte ”FRØ”, en socialrealistisk roman, som foregår i barndomsbyen i det særlige, barske fiskermiljø, der altid har været en del af byens identitet.
Det samme miljø er blevet en del af Mads´ identitet i de mange år, han har haft skiftende jobs ved fiskeriet og som havnearbejder.. Over fyrre forskellige arbejdspladser kan Mads skrive på sit CV. Han er uddannet journalist, men er først og fremmest forfatter.
Flygtningestrømmen bliver til menneskeskæbner
– ”Venligboerne” var drevet af begejstring, og det var utvivlsomt årsagen til, at foreningen havde succes lige fra starten, forklarer Mads
Erfaringen med Venligboerne har vakt min nysgerrighed, for hvad er årsagen til, at stort set alle bevægelser dør efter ca. fem år?
Det har Mads sat sig for at undersøge som oplæg til sin næste roman, der skal handle om ”bevægelsens anatomi”
– ”Venligboerne” startede som et kæmpestort inklusionsprojekt, men endte med at lukke sig om sig selv, hvis man vel at mærke ikke selv var en del af det.
Hjørring Asylcenter åbnede i september 2014. En måned senere mødte jeg første gang Merete Bonde Pilgaard, og efter vi slog pjalterne sammen, voksede ”Venligboerne” med raketfart gennem de næste to år. I dag lever ”Venligboerne” fortsat i København med 40.000 medlemmer, mens ”gassen er gået af ballonen” i provinsen, hvor asylcentrene nu er lukkede. Tidligere var de baser, der stod for fælles arrangementer, som bragte forskellige kulturer sammen på uforpligtende vis, men i dag eksisterer disse mødesteder ikke længere.
Det betyder stagnation, for det kræver større overvejelser at invitere vildt fremmede mennesker hjem privat, end at mødes på ”neutral” grund. Jeg forstår det godt, for det kræver et særligt overskud at skulle rumme et menneske fra en fjern kultur og med en problematisk historie, man trods god vilje ikke kan sætte sig ind i.
Alle de gode historier
Medierne fokuserer næsten altid på de problematiske historier om flygtninge.
– Det er så ærgerligt, siger Mads, for vi er mange, der kender beretninger om flygtninge, der hurtigt er blevet integreret i Danmark, har lært sproget og har fået arbejde. Hvorfor er det ikke dem, der fortælles om i medierne?
Hvorfor startede Jammerbugt Kommune f.eks med at fremlægge en kriminalitetsstatistik, da der kom gæster til området? Man kunne jo have været positiv fra starten, slutter Mads og i mit stille sind lover jeg mig selv (og Mads), at vi snart igen vil fortælle en historie om vellykket integration
Vil du vide mere, anbefaler Mads Nygaard Stine Ellerbæks bog ”De uvelkomne”, der ikke kun skildrer asylansøgernes liv og baggrund i teltlejren ved Hanstholm, men også går i dybden med de tanker og følelser, der opstår i medarbejderne og lokalbefolkningen i mødet med de mange skæbner.
Allerede torsdag den 31. oktober holder Mads Nygaard foredrag på Brønderslev bibliotek, men mon ikke også der er biblioteker eller skoler i Jammerbugt Kommune, der vil stå for et arrangement?
