Forandringsparathed er en positiv egenskab, når man driver en udstillingsvirksomhed som Dronninglund Kunstcenter. Efterår- og juleudstilling måtte desværre aflyses, og siden oktober har stedet været lukket. Men nu glæder Stinne Teglhus og husets mange frivillige sig til – omsider – at åbne Palmesøndag.
Restriktionerne overholdes.
Der må være 30 besøgende inde ad gangen, og antallet styres med et såre enkelt system: Hver gæst ”låner”en brik ved indgangen og afleverer den efter besøget. Det skaber løbende overblik over, hvor mange, der befinder sig i huset. Eventuel ventetid er slet ikke spildt, for udenfor kan man opleve nogle af stedets mange skulpturer.
”Det spirer og gror” er ikke en decideret påskeudstilling, men en ”forårsudstilling”, der kan ses frem til 2. maj, og den lange udstillingsperiode gør den mindre følsom overfor pludselige lukkerestriktioner.
– Vi havde planlagt en spændende udstilling af Fantasy-art med kunstnere fra hele landet, men desværre måtte vi aflyse, da coronaen kom i vejen, forklarer Stinne Teglhus midt i travlheden med at skabe overblik over de mange værker, der er bragt til huset af 25 forskellige kunstnere.
Nu glæder vi os og er taknemmelige over den store velvilje og imødekommenhed fra de mange kunstnere, der med kort varsel har gjort det muligt at lave en så flot og alsidig forårsudstilling. Indtil for ganske nylig var vi i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kunne åbne til påske.
Ikke ”bare et hus”
Kunstcenteret er en imponerende bygning, der i sig selv er et kunstværk, husets mange skæve vinkler gør det ekstra spændende at gå på opdagelse i udstillingen – og forundres over den kreativitet og skaberkraft, der kan samles på ét sted, uden at værkerne forstyrrer hinanden.
Ophængning og placering af så mange billeder og skulpturer er nemlig også en kunst, og i dette tilfælde er der masser af ros til ”de ansvarlige”, for udstillingen er flot komponeret og udgør en helhed..
”Det spirer og gror” skal tages bogstaveligt, foråret har nemlig holdt sit indtog i Dronninglund Kunstcenter. Overalt står blomster og grene i krukker og spande, parate til at springe foråret og gæsterne i møde.
Butikken
Husk også at besøge butikken, som så mange andre museums- og galleributikker finder man her et anderledes og spændende udvalg af gaveidéer.
læs om kunstcentret og de mange gode kræfter , der står bag: http://www.jammerbugtnu.dk/at-loefte-i-flok-er-ogsaa-en-kunst/