og Jørgen Lange Thomsen medvirker gerne til at finde den, for en retsmediciner SER ALT.
Det er en kendsgerning, at alle mennesker skal dø, vi kender blot ikke omstændighederne: Om døden afslutter et langt sygdomsforløb, skyldes færdselsuheld eller anden ulykke. Der er altid en årsag til, at et menneske dør. Ofte uden skelen til alder eller position selv om det kan forekomme ”uretfærdigt”, når et menneske kun bliver halvt så gammelt som statistikken stiller i udsigt.
Hvert år dør ca. 1% af danskerne. De sover stille ind, omkommer eller bliver revet bort, vendinger der oftest bruges i dødsannoncer, måske for at undgå den enkle kendsgerning, at personen er DØD.
Et levende menneske med døden som speciale
Efter en vel overstået hjerteoperation er han en mand med masser af engagement i tilværelsen, som bl.a. forfatter og foredragsholder. Han er 75 år, bor i et byhus midt i Odense, hvor hans ligeledes lægeuddannede hustru i øjeblikket er valgt som rådmand. Han er far til en anseelig børneflok, hvoraf den yngste er en dreng på elleve år, der stadig bor hjemme, og så har familien forresten en Sankt Bernhardshund.
Et af de mennesker, der kalder døden ved sit rette navn, er Jørgen Lange Thomsen, retsmediciner, de sidste tre år professor emeritus. I dag forfatter og aktiv foredragsholder. Det var i sidstnævnte egenskab, han for nylig besøgte Brovst Bibliotek, og et par timer forinden mødtes vi på Skovsgaard Hotel. Han er kommet hertil med tog og bus fra Aarhus, hvor han aftenen før holdt foredrag for pensionerede politifolk, og allerede dagen efter går turen til København og den årlige bogmesse.. Valget af offentlige transportmidler skyldes, at her er en velkommen mulighed for at slappe af og læse på turen rundt i landet.
Det er ikke til ære for forfatteren, at hotellet til overflod er pyntet med balloner. I salen er der dækket op til middag, og blandt de mange gæster, der dukker op, er adskillige ansigter fra politik og erhvervsliv. Det er nemlig i aften kommunens Iværksætterpris for tiende gang bliver uddelt.
Derfor bliver vi henvist til Slyngelstuen, som er ligeså hyggelig som navnet.
Her sidder vi så overfor hinanden ved et lille bord med rødternet dug og finder snart den røde tråd, der skal føre os gennem samtalen uden for mange svinkeærinder. For vi har maks en time til rådighed, før Jørgen bliver afhentet og kørt til Brovst Bibliotek.
Med kaffe til os begge og hotellets sandwich samt en Thy Classic til gæsten breder den gode stemning sig. Nu kan vi tage fat på emnet, bl.a. hvorfor Jørgen ikke har valgt at bruge sin erfaring på levende mennesker?
– Det gjorde jeg også umiddelbart efter min uddannelse, for jeg var ikke født til at være retsmediciner. Men jeg var interesseret i at lave videnskabeligt arbejde og var på en Medicinsk Afdeling på Amager, da jeg blev far til mit første barn, en dreng, som jeg aldrig så, fordi jeg også arbejdede i weekenderne. Jeg besluttede at søge ind på et universitet, hvor forskning var en del af arbejdsopgaverne, og det var her, det gik op for mig, at retsmedicin var et spændende område, som måske nok kunne være noget for mig. .
Retsmedicin
Det er både et samfundsfag og et socialt fag, selv om de fleste opfatter det som et kriminologisk fag, fordi det er i den sammenhæng, vi især er kendt i samfundet. Hvad de færreste ved er, at vi udfører flere undersøgelser af levende end af døde mennesker, forklarer Jørgen.
Obduktioner udføres ikke kun ved mistanke om drab, andre forhold spiller også ind. Dødfundne der er alene involverer altid politiet, der bl.a. skal udelukke en mulig forbrydelse. Hvis dødsmåden ikke umiddelbart kan placeres i én af syv kategorier, skal politiet anmode om obduktion.
Siden ca. 1970 har det været praksis at obducere narkomaner for at fastslå hvilket stof, der har forvoldt døden. Eksempelvis blev heroin kategoriseret som ”dræberstof”, og undersøgelser skulle bl.a. vise, hvilke sygdomme stoffet forårsagede, koncentrationen osv.
De grundige undersøgelser har ført til, at Danmark nok er det land i verden, hvor man ved mest om misbrug, narkotika og de enkelte stoffers virkning.
Selvmord hører til de dødsfald, vi bliver involveret i. Oftest forårsaget af hængning eller piller, nogle skyder sig. Færre vælger at drukne sig, selv om jeg personlig synes, der er noget fredeligt ved døden i havet, som jo er det element vi biologisk kommer fra. Jeg forestiller mig, at de, der vælger at springe ud fra et højhus, må opleve forfærdelige sekunder på vej ned, hvis de pludselig fortryder, og der så ikke er nogen vej tilbage.
Hver 40. obduceret
– Kun 1500 af de ca. 50.000 danskere, der hvert år dør, bliver obduceret. Det svarer til 2,4%, og
vi er i virkeligheden langt bagud i forhold til de europæiske lande, vi ellers sammenligner os med, siger Jørgen Lange Thomsen og nævner bl.a. Sverige, hvor obduktionstallet er 7 – 8 % .
Dog skal nævnes, at der årligt foretages ca. 10.000 ligsyn, som er en undersøgelse, der kan føre til obduktion, når det skønnes nødvendigt.
Man vil så vidt muligt undgå fejlskøn, og det er én af årsagerne til, at lægestuderende undervises grundigt i, hvad der kræver særlig opmærksomhed. Opstår der ved pludseligt dødsfald mistanke om erhvervssygdom, forsømmelse fra læge eller hospitalsvæsen, skal politiet kontaktes.
DNA
Udviklingen af molekylær genetik herunder DNA har haft enorm betydning i retsmedicinerens arbejde, både når det gælder levende og døde.
– Det har betydet helt nye muligheder, bl.a. har vi fundet mutationer, der f.eks. kan føre til en hjertesygdom. Det hænder, at folk falder døde om under udøvelse af sport uden forudgående varsel, og da jeg startede min karriere indenfor retsmedicin, var der ca. 10% af alle dødsfald, hvor vi ikke kunne påvise nogen egentlig årsag. ”Overanstrengelse” havde sat hjertet i stå, sagde vi til hinanden i mangel af bedre viden. Men i dag ved vi, at hjerteflimmer kan skyldes DNA-mutationer.
Sammen med forfatteren, historikeren Maria Helleberg har jeg skrevet bøgerne ”Kendte dødsfald” om bl.a. Karen Blixen, Tove Ditlevsen, Cæsar og Jesus. I ”Hvad døde kongerne af” fortæller vi om kongelige dødsfald fra Svend Tveskæg og til Christian den fjerde. Overraskende viste det sig, at halvdelen af 31, jeg beskæftigede mig med, var faldet døde om, pludseligt og uden symptomer. Desværre har jeg foreløbig måttet stoppe undersøgelserne grundet manglende materiale.
Fascination af retsmedicinerens arbejde
Døden både tiltrækker og frastøder, og siden den amerikanske tv-serie ”Quincy” blev populær i 70´erne, har retsmedicineren fået samme status, som kriminalpoliti og detektiver i bøger og film. Jørgens seneste bog ”Liv og død” har i modsætning til hans tidligere faglitterære udgivelser væsentlige skønlitterære træk.
– Ud fra obduktionen og det jeg kender til forløbet, har jeg givet historien en fiktiv vinkel, hvor jeg beskriver afdødes liv, som jeg forestiller mig, det har været op til dødsfaldet. Det er åbenbart lykkedes, for efterfølgende blev jeg af en anmelder opfordret til at skrive en decideret skønlitterær roman.
Videnskabeligt arbejde har fyldt meget i mit liv, og jeg har rejst meget rundt om i verden. Jeg har undersøgt torturofre, deltaget i åbning af massegrave, jeg var i New York efter 9/11, i Indonesien efter Tsunamien, hvor det bl.a. lykkedes at identificere samtlige danske ofre bortset fra en enkelt kvinde, der var forsvundet i havet.
Efter jeg er blevet pensioneret, rejser jeg for FN og har bl.a. besøgt fængsler i Ukraine. For nylig deltog jeg for Røde Kors i undersøgelsen af en halshugget mand, en indisk læge, der var blevet bortført og tortureret i Pakistan. Han var muslim, men da Røde Kors nægtede at betale en million dollars i løsesum, hvilket organisationen slet ikke havde mulighed for, kostede det ham livet.
Fremover bliver der længere mellem rejserne, men så får jeg jo mulighed for at skrive og fortælle ud fra et helt livs erfaringer.
Døden
Folk tror, jeg ved en masse om døden. I virkeligheden ved jeg ikke mere end så mange andre, det, jeg kender til, er omstændigheder, der fører til dødsfald.
En kollega har humoristisk udtalt, at efter at have mikroskoperet utallige døde mennesker er det aldrig lykkedes ham at finde ”sjælen”.
Når jeg taler med pårørende efter et dødsfald, er det heller ikke spørgsmål om ”det hinsides”, de er optaget af, de er mere interesserede i, om afdøde havde smerter, om de kunne have gjort noget i situationen, og om det var en arvelig faktor, der førte til døden.
Forfatteren
Jørgen Lange Thomsen besidder en enorm viden, ikke bare om retsmedicin og forbrydelser, men i det hele taget om mennesker. Og han fortæller gerne, øser af sine mange erfaringer, bl.a. i en efterhånden anseelig bunke bøger, som ikke kun er fagbøger. Blandt udgivelserne er også litteratur for ”almindelige mennesker”, der til afveksling eller som supplement til gængse kriminalromaner med stort udbytte kan læse nogle af retsmedicinerens skildringer fra den ”virkelige virkelighed”. Bl.a. har han i samarbejde med forfatteren, Kristian Ditlev Jensen, der tillige er sognepræst i Skagen, lavet radioudsendelser og skrevet bogen, ”Hvorfor må vi ikke tale om døden”, og Jørgen har lige nu en aftale med Gyldendal om endnu en bog, og lever dermed op til påstanden om nutidens pensionisters høje aktivitetsniveau.
Fremtiden
Udviklingen betyder, at der hele tiden bliver nyt materiale at arbejde med for Jørgen Lange Thomsen og hans nuværende og fremtidige kolleger.
I øjeblikket fokuserer medierne på, at ikke bare voksne men også mindreårige børn vælger at skifte køn
– Jeg finder det bekymrende, for det forekommer helt sindssygt, når mennesker på den måde vil spille Vorherre, siger Jørgen Lange Thomsen, der forudser at nye, komplicerede opgaver venter på løsninger af fremtidens retsmedicinere.
Tanken om døden
En retsmediciner må nødvendigvis gøre sig tanker om døden, som ikke kun er hændelser, der overgår andre mennesker.
– Forfatteren Soya udtalte, at han tænkte på døden hver eneste dag, og bortset fra mit arbejde havde jeg personlig anledning til at overveje mit liv og min død, da jeg for nylig var indlagt til en hjerteoperation. Det er vigtigt, at man får afklaret vigtige spørgsmål med sine pårørende i god tid, for ellers kan et dødsfald skabe mange komplikationer.
Har du afklaret dine forhold? Spørgsmålet er rettet til mig, intervieweren, og uden tøven svarede jeg: Ja, jeg har besluttet, at jeg skal brændes!
– Det skal jeg ikke, måske fordi jeg har så kæmpestort et ego, at jeg ikke bare kan forsvinde, slutter Jørgen, og sådan blev en forløsende latter afslutning på samtalen.
