København – Oslo – Miami – Grønland – Island – Hanstholm og Tranum er nogle af de steder, der har betydning i Lui´s kunstneriske karriere.
Det er halvandet år siden Lui, der i virkeligheden hedder Helle-Louise Kierkegaard, flyttede ind på Tranum Strandgaard. Vi møder hende midt mellem kæmpelærreder i de sarte farver, der er ”hendes”, og alle forestiller kvinder, som fortæller hver sin historie.
Efter at have hilst på hunden Carla, sætter vi os med kaffe ved et af bordene, der er malet som en del af Helle-Louises billeder, og så lytter vi til en ikke helt almindelig historie.
Lang historie – kort fortalt
49-årige Helle-Louise er oprindelig uddannet i billedkunst på seminarier i København, Kolding og Odense, og undervejs blev hun mor til tre døtre, Smilla, der i dag er 22, og tvillingerne Rosa og Vigga på 15.
Jeg blev skilt fra pigernes far for 12 – 13 år siden, men vi har altid prioriteret børnene og har derfor boet i nærheden og indrettet os efter hinanden.
Da jeg gerne ville imødekomme hans gamle drøm om at vende tilbage til sine rødder i Svendborg, passede det med at Vigga og Rosa kunne afslutte deres skolegang på Rantzausminde skole.
Hele familien flyttede ind i et stort hus i Svendborg, og samtidig blev jeg inviteret til at deltage i en udstilling på Tranum Strand.
Her foreslog én fra bestyrelsen mig at flytte ind i den tomme lejlighed på 1. sal i Strandgaarden, jeg slog til og skrev kontrakt med Jammerbugt Kommune om lejemålet, og opholder mig her en halv snes dage ad gangen.
Coronaen ændrede mine planer, så jeg i stedet for at finde et sted nær Svendborg, nu betragter Tranum Strandgaard som mit hjem og med med hyppige besøg i Svendborg. Jeg må jo erkende, at Svendborgsund ikke inspirerer mig på samme måde som Vesterhavet.
Vi har indrettet os på en anden måde end de fleste børnefamilier, men vigtigst af alt er, at vore døtre er blevet sunde og harmoniske mennesker, der tilmed er meget selvstændige. For en del år siden var vi igennem en længerevarende sygdomsperiode, hvor både jeg og pigernes far var ramt af cancer, og selv om vi ikke bor sammen, har det medvirket til yderligere at styrke vores sammenhold som familie. Vi lærte vigtigheden af at leve hver eneste dag, og det samme har vi opdraget pigerne til. Smilla flyttede et år til Spanien efter gymnasiet, og her oprettede hun sit eget lille firma med undervisning i engelsk for spaniere. For nylig har hun slået sig ned i Aarhus, og tvillingerne er jo også så gamle nu, at de er på efterskole og har deres eget liv, og det giver selvfølgelig også mig en ny frihed.
Fra Islands Brygge til Tranum Strand
I København drev jeg galleri med udstilling og salg af mine egne billeder gennem ti – femten år, bl.a. lige i hjertet af Islands Brygge. Nogle undrede sig og mente, jeg måtte have en rig onkel, der financierede mig, for det var dyrt, og udgifterne var voldsomme. Men nej, jeg har selv knoklet mig til det hele, og i dag kan jeg godt undre mig over, hvorfra jeg fik tiden og kræfterne.
Det var også et lidt barsk kvarter. Bl.a. var én af de lokale flyttet ind på min trappesten, hvor hun tilbragte nætterne med sine flasker. Hun var øvrigt kendt fra TVs ”Familien på Bryggen”. Hun sad der hver morgen og generede ingen, men respekterede som regel, at trappen var min alene i galleriets åbningstid.
Islands Brygge er næsten Tranum Strands diametrale modsætning, jeg er glad for at have prøvet begge dele, men jeg kunne ikke tænke mig at vende tilbage, for jeg nyder daglig stilheden og lyset og at høre til her ved Vesterhavet.
Det eneste, jeg savner, er et stort, dejligt værksted, helst her i området, for jeg kan ikke bo et bedre sted, og selv om det var min oprindelige plan at flytte til Island i en periode, føler jeg, at jeg er kommet for at blive.
Miami og Apple-girl
– På grund af min mands arbejde flyttede hele familien tre år til Miami i 2008. Smilla var på det tidspunkt 7 – 8 år og gik i skole, mens tvillingerne var bittesmå. I den periode tog jeg også en diplomuddannelse i fine art fra Miami Universitet.
Men især én begivenhed fik afgørende betydning for Helle-Louises videre kunstneriske karriere:
I forbindelse med et hjertestop havde jeg en nærdødsoplevelse, hvor jeg forlod min krop og oplevede min sjæl svævende i et vidunderligt varmt lys i de skønneste farver.
Oplevelsen gav mig inspiration til en helt ny type billeder, og jeg deltog i den udstilling, der for alvor satte gang i min kunstneriske karriere. Der er rigtig mange dygtige kunstnere i Miami, men i 2008 deltog jeg i den internationale udstilling ”Art Fair” i Miami med min første ”æblepige”, der siden blev en slags signatur for min kunst
Maleriet havde titlen: ”The unbearable ligthness of being”, og til min store overraskelse vandt billedet udstillingens førstepris.
Da byens borgmester overrakte prisen og bl.a. sagde: ”hun maler med en englevinge, en blanding af sarthed og rå kraft” havde jeg svært ved at tro, at det var mig, der var så heldig. Men det var også en anerkendelse, der for alvor gav mig lyst til at fortsætte.
Jeg fik travlt, masser af bestillinger, tre børn, der skulle passes, og en mand, der sjældent var hjemme. Selvfølgelig kom jeg også til at arbejde for hårdt, og det havde en pris, for jeg blev faktisk syg og mistede ind imellem bevidstheden, og her fik jeg hjertestop og den omtalte nærdødsop- levelse.
Selv om det var en spændende oplevelse at være udlandsdansker, var tiden inde til at vende hjem igen, nu med masser af inspiration i bagagen.
Oplevelserne inspirerer mig stadig, og jeg arbejder ofte med temaer som”Din stemme i mit hjerte” eller ”Lost and found”, for der kan være inspiration til billeder gennem et par år. ”Æblepigen”, mit hjertebarn, er stadig aktuel, og hvert tema rummer i virkeligheden flere historier, hvis man har øje for dem.
Musik og Kunst forenes
– Mange af mine malerier er kæmpestore, bl.a. har jeg for nylig malet et maleri på 2 x 1,80 meter til musik af Martin Knakkergaard. ”Crushed Cats” er et virtuelt band, der for kort tid siden udgav et nyt album: ”Cracked Circuits”. Værket er afbildet på CD-coveret, men skal ellers indgå i en stor soloudstilling, jeg skal have i Strandgårdens galleri i sommeren 2022.
Martin bor i nærheden, og vi har netop afsluttet et fælles projekt til Grønland. Jeg deltager med en serie akvareller til Grønlands Nationalmuseums udstilling til markering af 300-året for Hans Egedes ankomst til Grønland, fortæller Helle-Louise.
Tid til kunderne
– Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg er kommet ”gennem nåleøjet”, så jeg kan leve af min kunst.
Udover at male holder jeg små og korte kurser for få deltagere her på Tranum Strandgaard, og et par gange om året laver jeg fire dages retræte, fortrinsvis for tidligere deltagere. Det er ikke noget, jeg lever af, men mest for hyggens skyld, hvor vi fordyber os i i farverne, landskabet og spiser god mad.
For nylig købte jeg en varevogn, for det er praktisk, at jeg kan komme rundt og besøge mine kunder, der bor overalt i landet. I dag oplever jeg en frihed, som jeg sætter stor pris på.
Jeg arbejder ofte flere uger på et billede, for værkerne består ofte af 6 – 7 lag maling, der indimellem skal tørre. Derfor maler jeg flere billeder ad gangen, lag på lag, det er en langvarig proces, men jeg lægger vægt på at skabe den stoflighed, der giver mine billeder karakter. Men det er også grunden til, at de store lærreder hober sig op.
Derfor håber jeg, at jeg snart finder et stort, godt arbejdslokale…helst i nærheden af Tranum Strandgaard….
Om billederne
Mine billeder opstår dels i min egen fantasi og er typisk dem, der sælges via gallerierne. Dels maler jeg gerne efter bestilling. Ofte meget personlige værker, som gerne må rumme symboler, der forbinder én eller flere personer til en fælles historie. ”Sjælemalerier” kalder jeg de lidt naivistiske værker, som beskriver en del af menneskers livshistorie, og det betyder meget for mig, at jeg hører historien og gerne oplever stedet, hvor billedet skal hænge.
Lige nu arbejder jeg på et billede, der beskriver en kærlighedshistorie og skal være morgengave til den mand, hun skal giftes med til efteråret. Sådan en opgave holder jeg meget af, slutter Helle-Louise.
Vi siger farvel og tak til Carla og Lui. – også en tak til Martin Knakkergaaard, der gjorde opmærksom på, at en så spændende kunstner har slået sig ned på Tranum Strandgaard.
