Nogle mennesker har fået et talent i vuggegave.
Andre må gå den slagne vej og øve, øve, øve, drevet af lyst eller interesse for klaverspil, fodbold, tegning, eller måske formning i ler. Nogle dyrker talentet som en livslang hobby, mens andre ender som anerkendte musikere, forfattere , sportsudøvere eller billedkunstnere.
Til sidstnævnte hører Jan Janus Langthjem, som vi har besøgt i Frederikshavn. Det er ikke første gang vore veje krydses, det skete nemlig allerede i firserne, da vi begge havde relationer til mediebranchen, jeg til det lokale dagblad, mens han arbejdede i reklamebranchen.
Gennem de senere år har jeg set hans malerier på flere udstillinger, men det var på Børglum Klosters store efterårsudstilling, jeg fik øjnene op for hans mangfoldige talent.
– Aftalen med Børglum Kloster kom i stand efter, at jeg i nogle år har deltaget i den tilbagevendende ”Ny åben kunst”, der hvert år finder sted på Klosteret, forklarer Janus, der nu ser nu frem til at levere billederne til sommerudstillingen om tre år, en kæmpeopgave, der kræver lang tids forberedelse.
Lang vej frem mod målet
– Jeg er langt fra ny i branchen, for jeg har udstillet i mange år forklarer Janus. Men nogen har måske svært ved at genkende mig, fordi jeg i tidens løb har dyrket meget forskellige stilarter. Med på Børglum var et lille billede, der hang helt for sig selv på en grå væg, det er malet i 1974 og betyder noget særligt for mig. Det var mit første oliemaleri, og første gang jeg nærmede mig min nuværende stil, jeg var slet ikke tilfreds, men det blev en milepæl og en åbning til den stil, jeg vidste skulle være min fremover. Der skulle gå nogle år, før jeg fandt ud af, at det var med akrylfarverne, jeg opnåede de ønskede resultater, arbejdsmæssigt ligger de mellem olie og akvarel. Farverne er ikke billigere, men de passer til min måde at arbejde på.
Det kommer mig tilgode, at jeg er stædig, for når man vælger at male så naturalistisk, kan man ikke springe over, hvor gærdet er lavest i håb om , at ingen opdager hvis horisonten er skæv eller lignende. Der er altid mindst én, der opdager en fejl, og det kan jeg ikke have med at gøre. Når jeg sætter mig et mål, gennemfører jeg, for jeg er en stædig rad, selv om det foreløbig ikke smitter af på økonomien.
Begyndelsen
Måske er jeg belastet af min fortid. Jeg er uddannet illustrator og tegner, og at jeg havnede i den branche skyldtes oprindelig Aasa. Hun var gift med indehaveren af W.A. Reklame, og hun måtte mene, jeg havde talent, for hun købte alt, hvad jeg lavede af krukker og vaser i keramik i ungdomsklubben. Hun opmuntrede mig og det var også med hendes mellemkomst, at jeg senere blev elev i hendes mands firma. Selvfølgelig drømte jeg stort, bl.a. om en fremtid hos Disney, men jeg fandt ud af, at virkeligheden i et reklamebureau i provinsen var en ganske anden.
Som illustrator har jeg lært de grundliggende tekniske færdigheder og kan både tegne og male med tusch, farvekridt og akvarel – og gennem årene kom jeg faktisk også til at løse en række specialopgaver for Disney.
Hidtil har maleriet været en, ganske vist væsentlig sidebeskæftigelse, men efter jeg har fundet mit personlige udtryk, arbejder jeg målbevidst hen imod at blive kunstner på fuld tid i 2026.
Fremtiden
”Kom ud af det hul” siger velmenende venner, og jeg ved, de mener, mine chancer ville være bedre i en større by end Frederikshavn. Jeg er slet ikke enig, som kunstner kan man bo hvor som helst, det er overhovedet ikke adressen, der er afgørende. Det væsentlige er, hvor man føler sig hjemme, og jeg er ikke i tvivl om, at det er her, jeg hører til.
Kunstnerisk har jeg derimod ikke noget imod at komme ud over bygrænsen, og jeg har da også solgt billeder til folk, der bor langt udenfor lokalsamfundet, bl.a. blev et stort billede solgt til USA fra udstillingen på Børglum Kloster. Jeg siger bestemt heller ikke nej til at udstille andre steder i landet, bl.a. har jeg en udstillingsaftale i Aarhus.
Jeg skal også passe på ikke at gabe over for meget, jeg har jo ikke ligefrem noget stort lager. Jeg kan sagtens afse 7- 8 billeder til en mindre udstilling, hvorimod en stor udstilling som den netop overståede på Børglum Kloster virkelig kræver lang tids forberedelse . Jeg hverken kan eller vil arbejde under stress, for det kommer der sjældent noget godt ud af. Jeg ved, hvad jeg taler om, for min datter og jeg havde i en periode en café med udstilling af kunst på væggene i Frederikshavn.
Jeg har beskæftiget mig med lidt af hvert, har bl.a. også haft selvstændigt reklamebureau. I en periode flyttede min kone og jeg til Spanien, hvor jeg havde stor succes med naivistiske billeder, ikke fordi jeg havde lyst til malestilen, men fordi billederne var populære og gik som varmt brød – ind til markedet var mættet.
Hjemme igen, fik jeg for alvor lyst til at male naturalistisk. Der gik ikke lang tid, før det første billede blev solgt, og siden er jeg fortsat. Mine billeder rummer ofte et budskab, ikke nødvendigvis et, der afspejles i titlen. Jeg kan nævne et motiv med en forladt plastikstol i strandkanten. En gæst fortalte, at hun fandt motivet vemodigt, fordi den tomme stol mindede hende om et barn, der havde mistet sin bedstemor. Det var hendes personlige udlægning af motivet, en anden ser noget helt andet. Jeg ved godt, at mange af mine billeder taler til følelserne, og det har jeg det fint med.
Jeg bliver naturligvis glad, når en nabo roser mine billeder, måske fordi han kan lide farverne og kan se, hvad det forestiller. Allermest glad bliver jeg, hvis han også forstår den dybere hensigt med billedet.
HAN er Jan Janus Langthjem
En kunstner med Langthjems naturalistiske talent kan frit vælge sine motiver. Jan har bl.a. valgt det nordjyske landskab, han selv bor i, naturen, himlen, havet og stranden som gennemgående motiver, og det er sikkert årsag til, at nogle sammenligner hans billeder med den populære, nu afdøde maler Poul Anker Bech.
– Den indlysende forskel på vores billeder er, at han var Poul Anker Bech og jeg er Jan Janus Langthjem, siger kunstneren, der ikke lægger skjul på, at sammenligningen godt kan virke lidt belastende.
Vi har forskellige sind, og det afspejles i billederne. Poul Anker Bechs motiver er gennemgående mørkere og har mere tyngde, men selvfølgelig kan jeg godt se, at jeg bevæger mig ud på en grænse, når jeg maler en ko på en strand. Man vil næppe heller se en transformatorstation i mine billeder, siger Janus, og dermed er det emne uddebatteret.
Inspirationen
Personlig henter jeg inspiration flere steder. Det kan være en aktuel begivenhed, det kan også være minder, som Jan 5 år, der sidder med mine forældre ved middagsbordet. De taler voksensnak, som børn den gang ikke blandede sig i: Husker mine forældre talte om en glad aften, hvor ”stoledans¨ havde været en del af underholdningen. Jeg anede ikke, hvad det var, men noget har fæstnet sig i min erindring og blev for nogle år siden til et billede med to havestole, der danser i klitterne. Jeg vil ikke være politisk i mine motiver, men det kan være vanskeligt at styre helt udenom. Inspireret af et Michael Anker-motiv har jeg malet et par mænd, der slæber en tung kasse i land fra havet. For mig er det et billede af ”fiskekvoter”, der bliver flyttet” – ja, lidt politisk kan det vel opfattes. Rent grafisk holder jeg meget af de rød/hvide malede bomme, som går igen i flere af mine billeder, til gengæld hader jeg alt, hvad der hedder ”forbud”, så her kommer jeg i konflikt med mig selv.
Terapi
Jeg var dreng før diagnoser blev almindelige. Men jeg var det, man kaldte en frisk fyr. og jeg har utvivlsomt haft ADHD. ”Stik ham en bagerpose og en blyant”, husker jeg min mor sagde, hvis vi var ude på besøg. Og det virkede, for så faldt der ro over mig. Sådan er det stadig, jeg finder ro med en pensel og et lærred, udenfor rækkevidde af regninger og telefonsamtaler er jeg i min helt egen uforstyrrede verden. Det har min kone også fundet ud af, ”Gå ind og mal”, kan hun sige, hvis jeg bliver for rastløs.
Jeg var ikke ret gammel, da jeg erfarede, at kunst kan blive til penge. Jeg var i færd med at sælge en af mine tegninger til en gæst i huset, og handlen var næsten i hus, da min far opdagede, hvad der var på færde. Og så fik han ellers sat en stopper for mit forehavende. Måske blev der allerede dengang sået et frø…I virkeligheden har jeg altid været en slags iværksætter.
Impressionisme med et twist
sådan omtalte én engang mine billeder. Men allerhelst undgår jeg at sætte ord på og lader billederne tale for sig selv.
Galleriet
Vores første samtale fandt sted, mens en del billeder stadig var udstillet på Børglum Kloster. Senere mødtes vi i Langthjems atelier/galleri på hjørnet af Asylgade og Ørnevej i Frederikshavn. En gang var her Frederikshavns første supermarked, nu er her højt til loftet og Jans billeder taler overalt til den besøgende, i dette tilfælde mig Det er her han arbejder og modtager kunstforeninger og gæster, som altid er velkomne efter telefonisk aftale.
