Esther og Knud Jensen er 91 og 93 år, og torsdag den 24. september er det 70 år siden, de foran alteret i Brovst Kirke lovede hinanden livslang troskab. Løftet har de holdt, og de har ikke bare holdt ud, men i høj grad også holdt af, og det gør de stadig.
Brudens flotte kjole var rosa og ikke uskyldens hvide farve. Det skyldtes den tids moralopfattelse. Nogle måneder forinden var parret blevet forældre til en lille dreng, der blev døbt Johnny om formiddagen, som vielsen fandt sted om eftermiddagen..
Det var ikke noget stort bryllup, der blev fejret hos Esthers forældre i Brovst, men det var en dejlig dag.
Der var ikke noget, der hed bryllupsrejse, og allerede om mandagen var Knud tilbage på arbejde på Slagteriet i Nørresundby.
Lejlighed og motorcykel
Parrets første hjem var en lille lejlighed i Østergade, i den nuværende butik ”Stær Living”. Her var dengang to lejligheder i stueetagen, Esther og Knud boede i den mindste, med soveværelse, stue og køkken var det alt nok til en start.
– Da jeg begyndte på slagteriet i 1950 var ugelønnen 127 kroner før skat, og arbejdsugen var på 48 timer, fortæller Knud.
Vores indbo var beskedent, spisebord med fire stole midt i stuen, et dækketøjsskab, en divan og mønstret linoleum på gulvet. Kravene var ikke store, og det var et stort øjeblik, da vi købte vores første lænestol i uopskåret mekka. Vi var tilfredse og følte ikke, vi manglede noget.
De første år tog jeg rutebilen til arbejde, men i 1953 købte jeg en motorcykel. Den havde vi megen glæde af, for vi tog også på ture, hvor Esther sad bagpå.
Én gang gik det galt. Vi skulle med slagteriet på udflugt og medbragte madkurv og en halv flaske snaps. Vi glædede os til turen, men den fik en brat ende, da en cyklist svingede ud foran os i Lindholm, og vi havnede på sygehuset, hvor vi lå i en uge. Det kunne være gået langt værre, jeg havde ganske vist styrthjelm på, men det havde Esther ikke, så vi slap i virkeligheden heldigt, mindes Knud.
Kattedamsvej 38, rammen om et langt liv
I 1954 købte parret hus. Kattedamsvej 38 kostede dengang 25.000 kroner, og gennem årene har huset gennemgået om- og tilbygninger i takt med skiftende behov. Knud har selv lavet det meste, for hans hænder har altid været skruet rigtigt på. I 1957 blev familien forøget med endnu en dreng, som fik navnet Kurt.
Knud stammer fra gården Aastrup ved Aabybro, og det var hans far, der gjorde parret opmærksom på, at huset på Kattedamsvej var til salg. Udover beboelsen var der en lille butik, et brødudsalg, som Esther kunne passe ved siden af de huslige gøremål. Lidt kendte hun allerede til branchen, for da hun mødte Knud, var hun kokkepige hos bager Olsen, der drev Afholdshotellet.
– Allerede i 1962 lukkede vi brødudsalget, for i takt med, at der skete ændringer i folks indkøbsvaner, blev forretningen urentabel, især da vores nabo, Brugsen, også begyndte at sælge brød, og vores fortjeneste var for dårlig, kun 10 %.
Men lokalet skulle jo bruges til noget, og derfor startede jeg rulleforretning.
Jeg har ganske vist trappet ned, men jeg er glad for kontakten med kunderne, så jeg starter stadig rullen en gang imellem. Det er én af de rigtig gamle, fyldt med kampesten, hvor tøjet rulles op på rundstokke af træ, et rent museumsstykke.
I nogle år har Knud og Esther været skrevet op til en lejlighed i midtbyen, men de har slet ikke lyst til at flytte fra deres hjem gennem 66 år. De passer selv hus og have, og har kun hjælp til lidt rengøring en gang imellem. De vil heller ikke væk fra kvarteret og de mennesker, der betyder så meget for dem, ikke mindst genboerne, Jytte og John Hedelund, som er blevet en slags nær familie. Esther og Knud håber, de kan blive boende i huset resten af deres dage.
Selvfølgelig er de bevidste om, at livet slutter indenfor en overskuelig årrække, men det er ikke tanker, der fylder i hverdagen. De har nogle ”småskavanker”, men ikke værre end Knud stadig afløser i sit mangeårige ”pensionistjob” som feje- og altmuligmand i AabybroCentret, et job han fik for ca. 25 år siden, da han stoppede på slagteriet.. Og siden Esther fik en pacemaker, har hun også haft det godt.
Gamle?
Parret har oplevet mere end et halvt århundredes forandring i danskernes levevis og
har opnået en alder, nogle vil kalde ”gamle”.
– Men sådan føler vi os bare ikke, siger Knud, der også selv er lidt forbavset over, at de ikke mærker alderen trykke. Tiden er fløjet af sted, og jeg synes, vi har det så godt, at jeg en gang imellem må knibe mig selv i armen og spørge ”Drømmer jeg, eller er jeg vågen”.
Jernbryllup
Esther og Knud har aldrig forsømt nogen anledning til at feste, alle runde fødselsdage og bryllupsdage, senest krondiamantbryllup, er blevet fejret med masser af gæster, altid på ”Hotel Søparken”, og nu gælder det jernbryllup efter hele 70 år sammen.
– Det er mange år med den samme kone, filosoferer Knud, men med det humør parret lægger for dagen, har det vist været en udmærket alliance.
– Jeg kan huske, da vi aftalte middag på ”Søparken” til min 80 års fødselsdag. Vi blev frarådet at bestille vin ad libitum,for ”folk i jeres alder drikker ikke så meget”, lød det. Men de blev klogere på ”Søparken”, for vore fester er nok lidt anderledes end sædvanligt for vore jævnaldrende. Vi er ikke bange for at skåle, heller ikke selv om jeg ved, det koster hver gang.
Vi er glade for at feste, og selvfølgelig mærkes det, at dem vi omgås er 30 – 40 år yngre end os, nærmest på alder med vore sønner, men det mærkes ikke, når vi er sammen.
De følger med tiden
Det er en rivende udvikling Esther og Knud har været vidne til gennem deres lange liv. Ikke alt er lige positivt, men mange af tidens opfindelser sætter de alligevel pris på. Esther drømmer stadig om at få en GPS til bilen, for selv om de efterhånden kun kører i lokalområdet, synes hun, den kunne være praktisk.
Knud har taget tidens tekniske udfordringer op. Han har fundet ud af at bruge den smart-phone, han købte for nogle år siden, den var vist den første Expert i Aabybro solgte til en 90-årig, og nu er den allerede afløst af en nyere model. .
Parret har to computere, en stationær og en bærbar, og de medvirker til at forkorte afstanden til USA, hvor sønnen, Kurt, bor med sin familie. Han er den direkte årsag til parrets mange oversøiske rejser. Oprindelig til Australien, hvor Kurt mødte sin kone. De fik en søn og en datter og flyttede siden til USA. Knud og Esther har flere gange besøgt dem, og hvis helbredet holder og corona-restriktionerne lempes, er de parate til at rejse derover igen. Men heldigvis kan familien mødes hver søndag på Skype, og det er trods alt noget helt andet end et luftpostbrev i ny og næ. Parrets anden søn, Johnny, bor i København. Han har to døtre og familiens første oldebarn, Elliot, der er 5 år.
Alder – er kun et tal
For Knud og Esther er alder mest et tal, selv om de begge føler, at de daglige gøremål tager lidt længere tid. Knud mindes en episode, for mange år siden på apoteket.
– Jeg mødte den tidligere skoleinspektør Abildgaard, en statelig herre, som nåede at blive 97 år. Jeg forbandt ham ikke med ordet ”gammel”, men da han fortalte, at hans søn netop var fyldt 70, gjorde det alligevel indtryk på mig, og nu er jeg selv i samme situation.
Interesser
Parret har bil, men det er slut med de lange ture over Storebælt, i dag bruges den mest til indkøb og korte ture i nærområdet eller ”Syng Sammen”- aften i Aalborghallen eller Visesang i Mediecenteret.
Tidligere har Knud dyrket harmonikaspil og deltaget i adskillige træf bl.a. i Bindslev. I dag bliver det kun til lidt hyggespil hjemme i stuen, for det er blevet for tungt at slæbe instrumenterne ud af huset.
Men parret følger nøje med i, hvad der sker omkring dem, for hvis de holder op med at være nysgerrige og følge med udviklingen, risikerer de bare at blive gamle, og det har ingen af dem lyst til.
Nu venter endnu én af livets store festdage, ”jernbryllup” er usædvanligt, og det bliver sandsynligvis også bemærket på Amalienborg, så Knud og Ester får deres tredje lykønskningstelegram fra Dronning Margrethe.
