En opvækst på ”Solsiden” (Nørresundby) er ikke garanti for en fremtid i lyset, ikke desto mindre blev det sådan tilværelsen formede sig for Keld Ahlmann, der i sine fleste erhvervsaktive år var tæt forbundet med firmaet Louis Poulsen og dermed også de ikoniske PH-lamper.
Der skulle en række forgæves aftaler til, før det lykkedes at møde Keld i villaen på Bøgetoften i Aabybro. Han hører til nutidens travle pensionister, der ofte har kalenderen fyldt, desuden erkender vi begge at have nået en alder, hvor aftaler må ændres, fordi en begravelse eller bisættelse pludselig har første prioritet.
Men endelig lykkes det, og vi bliver budt velkommen af Keld og hunden Bella, der opmærksomt følger med i alt, hvad der foregår. Bella er hyggeligt selskab for Keld, der bor alene, efter hustruen, Bodil, pludselig døde for nogle år siden.
Huset er moderne, indrettet med både kunst og minder om slægten, bl.a. Kelds farfar, der engang var én af hele fire skræddermestre i Vadum. Hans symaskinebord, der dengang var et travlt arbejdsredskab, står nu til pynt og giver anledning til beretninger om livet, som det levedes – for ikke SÅ længe siden.
Opvækst
Keld er født i 1947 i Nørresundby, hvor forældrene havde en bagerforretning på hjørnet af Spiesgade og Vestergade.
– Jeg var efternøler, fortæller Keld, mine forældre var fyldt fyrre, da jeg blev født. Jeg har en 12 år ældre bror og en 9 år ældre søster, som nu er død, så i princippet er jeg opvokset som enebarn. Jeg gik på Skansevejens Skole, og min opdragelse var præget af bedsteforældre, der alle var medlemmer af bevægelser indenfor Indre Mission. Jeg har respekt for deres holdninger, som var meget forskellige. Min mors forældre praktiserede ”den lyse side”, der var rummelig og ikke så tynget af forbud, hvorimod min farmor praktiserede den mere dystre side, måske fordi hun havde mistet et barn, som blev kørt ned af en bybus i 1931. For hvad var meningen med det? Og jeg husker, hvordan der på hendes fødselsdags-hilsener altid var noteret et skriftsted fra Biblen.
Som mange andre blev jeg ulveunge som 8-årig, og jeg var super aktiv i spejderbevægelsen til jeg var 20 år.
Dengang var der ikke så mange valg at tage, enten spillede man fodbold eller blev spejder.
– Nej, sikke en flot uniform, du har på, sagde Bodil, da jeg mødte hende første gang som 18–19-årig. Måske var det uniformen, hun først faldt for. I hvert tilfælde markerede jeg hendes 60 års fødselsdagsfest ved at møde op i uniformen, som jeg stadig har og tilmed kan passe, fordi min praktiske mor insisterede på, at købe den, så den var til at vokse i. Siden har jeg dog forladt spejderbevægelsen, men i lighed med mange andre tidligere spejdere blev jeg senere medlem af Sankt Georg gilderne i Aalborg.
Bydreng
Som mange andre fjorten/femten årige blev jeg bydreng hos den lokale købmand, og i sommerferien var jeg tilmed mælkedreng og oppe klokken 5. Jeg havde ”varerne” med på budcyklen og udenfor lejlighederne i ”mit distrikt” stod tomme mælkeflasker med en bestillingsseddel i: en kvart fløde, en halv liter kærnemælk osv., som jeg spænede ned og hentede på cyklen.
Ung i Nørresundby
I skolen valgte jeg at tage en ”teknisk realeksamen”, der henvendte sig til de ”praktisk begavede”, som stilede mod at blive håndværkere. Jeg anede jo ikke, hvad jeg ville være.
Jeg havde ganske vist en onkel, der boede i København og havde en dreng på min alder. Han foreslog, at jeg som led i min udvikling flyttede over til dem, sikkert i den bedste mening, fordi mine forældre var ”gamle”, og han var i tvivl om mine evner blev ordentlig udnyttet.
Men det kunne der ikke være tale om, jeg skulle ikke til København! Min fætter blev for øvrigt præst, og det kunne jeg måske også have tænkt mig, men mit liv skulle forme sig anderledes.
Hvad ville jeg være? Min bror var maler og min søster var i en tøjbutik. Tiden var inde, hvor jeg skulle træffe en beslutning. Jeg kørte somme tider med en nabo, der reparerede og servicerede kaffemøller i kolonial-branchen. Han var elektriker, og det kunne jeg da også tænke mig at blive. Jeg havde ganske vist et job hos et papirengrosfirma, som jeg var vældig glad for. Men nu måtte jeg vælge, og jeg kom i lære som elektriker ved Ryø på Nytorv i Aalborg.
Efter tre års læretid fandt jeg på, at jeg ville være skolelærer og kontaktede rektor på seminariet. Det kunne sagtens realiseres: ”Du kan starte uden HF- eller studentereksamen, den 12. august 1967, men det kræver naturligvis, du stopper som lærling”, sagde han.
Jeg kørte hjem og fortalte min mor den gode nyhed. ”Har du talt med far?”, spurgte hun.
Endnu ikke, men det gjorde jeg, da han kom hjem. Meldingen var klar, far kiggede over avisen: ”I vores familie, gør vi tingene færdige” – og så var den sag afgjort”.
Sådan var tiden dengang, havde det været i dag, havde jeg jo slet ikke blandet mine forældre ind i beslutningen, for jeg var jo voksen. Men dengang var vi langt mere autoritetstro, som jeg også fortæller mine børnebørn.
Sparebud – julens glæde
Torsdag og fredag havde jeg i min læretid et ekstra job som sparebud ved Nørresundby Sparekasse. Mit distrikt var et stort boligområde mellem Engvej og Nørre Uttrup, hvor der boede mange arbejderfamilier. Dengang fik man jo ugeløn, og mange kvinder stod udenfor og tog imod manden og lønningsposen, så han ikke lod sig friste til en fyraftensøl med kollegerne. Jeg solgte sparemærker til 1, 2, 5 eller 10 kr., satte dem i bogen, og beløbet blev normalt hævet til jul, deraf navnet ” julens glæde”.
Voksen og etableret
I sommeren 1968 var jeg udlært, og så startede jeg på HF på Nørresundby Gymnasium, for jeg VILLE læse videre. Men da havde jeg lært Bodil at kende, vi blev gift i 1969, nu skulle vi være en familie, og jeg måtte tjene penge, så jeg kunne forsørge min familie, der allerede året efter blev udvidet med vores søn, Peter. Jeg kørte hvidevareservice for AEG indtil 1. januar 1972, hvor jeg begyndte at læse til elinstallatør. På det tidspunkt havde vi også købt hus i Aabybro, og Bodil arbejdede ved en revisor.
Efter endt uddannelse blev jeg ansat som servicechef ved Ginge-Raadvad, der netop havde etableret sig i Brønderslev på egnsudviklingsstøtte. I den periode var det moderne at virksomheder flyttede ud i landet fra København.
Tre år senere mødte jeg en afdelingschef fra elgrossisten, Havemanns Eftf., som fristede med et teknisk sælgerjob i branchen.
Jeg sagde ja, og var der i 7 år, indtil jeg fik et nyt fristende tilbud fra Philips, men stoppede, da jeg efter 5 år blev jeg bedt om at flytte til Aarhus, hvilket hverken Bodil eller jeg var interesseret i.
En ny mulighed viste sig, da en kollega i Frederikshavn gjorde opmærksom på, at Louis Poulsen søgte en ny chef i Aalborg, om det ikke var noget for mig?
Jeg søgte og fik jobbet, senere blev mit område udvidet med Færøerne og Grønland, og de sidste 10 år var jeg én af fem danske regionschefer.
23 gode år blev det til, fra februar 1988, til jeg gik på pension i sommeren 2010. Det var en travl men spændende tid, og selv om jeg længe havde besluttet at stoppe, når jeg blev 60, nåede jeg altså at blive knap 63 år.
Louis Poulsen var el-grossist med alle materialer til hele elbranchen, serviceopgaver, byggeri, industri, kommunikation og naturligvis belysning, som er kendt blandt de fleste danskere.
Ikke bare en lampe
Forfatteren, arkitekten Poul Henningsen, bedst kendt som PH, har sat sit præg på nutidens lampedesign.
Om samarbejdet mellem PH og lampefirmaet fortæller Keld:
– I 1874 havde Louis Poulsen lejet et lokale i en ejendom på den ”mindre pæne side” af Nyhavn. Han var forud for udviklingen, for elektrisk forsyning startede først i 1891 med det første elværk.
En dag i tyverne dukkede Poul Henningsen op i en tredjedagsbrandert medbringende en skitse på en bagerpose, og selv om han sagde til direktøren: ”jeg har noget I kan bruge”, blev han bedt om at vende tilbage, når han var ædru.
Det var han, da han otte dage senere vendte tilbage, og han medbragte tegningerne til det nye lampedesign, der skulle blive en af fremtidens klassikere.
En genial idé
Forinden havde Poul Henningsen uden held kontaktet to andre elgrossister, der ikke mente, at ”et stort fad og en skål sat sammen med en kop uden hank” lød af noget særligt. Men det viste sig, at delene samlet i perfekt harmoni kunne blive til én af de ikoniske PH pendler, bord og væglamper i forskellige materialer til indendørs og udendørs brug, som siden er søgt plagieret med større og mindre held.
Poul Henningsen blev ansat hos Louis Poulsen, men ville ikke sælge patentet, som efter hans død i 1967 fortsat er i familiens eje. Ikke nogen dårlig arv at efterlade sig, for knap 20 år siden udgjorde rettighederne et anseligt beløb hver måned.
Louis Poulsen har i årenes løb haft forskellige ejere. Firmaet har 150 års jubilæum i år, og Aalborgafdelingen eksisterede fra 1968 til 2010.
Louis Poulsen-mand langt ind i sjælen
Mens vi taler, går det op for mig, at Keld ikke ”bare” har haft et job. Firmaet ”Louis Poulsen” blev en del af hans identitet, en følelse mange vil genkende, hvis de arbejdsmæssigt er ”havnet på den rette hylde”.
– Mit råd til unge mennesker er, at de skal prøve lidt forskelligt, indtil de bliver midt i fyrrerne, og har opnået erfaring til at vælge rigtigt, siger Keld.
Gennem årene har jeg haft glæden ved samarbejde med mange forskellige medarbejdere, der i vid udstrækning har haft ”frit spil”. Jeg har aldrig været bange for at uddelegere ansvaret, for jeg sætter pris på selvstæn-dighed. Men jeg bakker gerne op, hvis noget går galt, og i vid udstrækning er det min holdning, at ”det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse”
Grønland i haven
Keld er glad for sin have, der ikke er stor, men fyldt med oplevelser. Den er opdelt i flere mindre rum, og børnene påstår, det er fordi han i god tid kan øve sig til den dag, han eventuelt skal have en lille rækkehushave
Den nuværende have var først og fremmest Bodils værk, og den er fyldt med minder, bl.a. abetræet, som Keld fik af børnene, Mette og Peter til sin 60 års fødselsdag.
Flere steder ligger der store granitsten, som var de vokset op af jorden. De stammer fra Grønland og Keld fortæller historien:
– I forbindelse med mit arbejde har jeg ofte besøgt Grønland, et par uger ad gangen. Hele 25 besøg blev det til gennem årene, og et par gange havde jeg også Bodil med, så vi fik en fælles oplevelse.
De mange besøg har givet mig lejlighed til at følge den klimamæssige udvikling. Bl.a. har jeg to fotografier, taget samme sted, det første i 1995, da vi i en firehjulstrækker kørte til kanten af Indlandsisen. Det sidste er fra efteråret 2023, da min veninde Britta og jeg skulle prøve at være turister i det dejlige land. Billedet blev taget stort set samme sted, men nu ventede en travetur på flere kilometer ind til isen.
Tydeligt eksempel på klimaforandringen.
Grønlandsk granit.
Et år besøgte jeg én af vore største kunder, ”Monberg & Thorsens Arssarnerit” ( hvilket betyder nordlys). En aften, vi var ude og spise, fortalte jeg om den nye have, vi var ved at anlægge, og jeg sagde ja tak til at modtage lidt grønlandsk granit til haven.
Jeg vidste ikke, hvad jeg takkede ja til, for efter en måned ringede en medarbejder fra firmaet, der ville høre hvor meget granit, jeg ville have.
– Åh, 2 – 3 store sten, der kan ligge på en palle, svarede jeg. Stor var overraskelsen, da de ringede fra vores speditør:”vi har en container til dig, den vejer 12,5 tons, hvad skal vi gøre med den? Og der er forresten yderligere 4 tons på vej”.
Trods overraskelsen fandt vi anvendelse for det hele, og da Bodil døde valgte vi en særlig sten, der havde ligget udenfor vores køkkenvindue, og som en særlig hilsen fra Nuuk blev den gravsten til Bodil.
Skulpturen
Stenhuggeren Knud Erik Christensen fik til opgave at lave en skulptur til Louis Poulsens domicil i Aalborg, en solopgang på den ene side og firmaets gamle logo og en stiliseret kogle på den anden.
– Inden jeg gik på pension blev Louis Poulsen solgt til jerngrossisten Lemvigh Müller, og da bygningerne på Gugvej skulle sælges, tilbød vores administrerende direktør, at skulpturen måtte høre til i vores have. Det var jeg slet ikke ked af.
Nye udfordringer
Da jeg forlod Sct. Georgs Gilderne, kom jeg med i Rotary i Aabybro. Det var på opfordring af Bodil, der syntes jeg skulle engagere mig lokalt.
Jeg var præsident i perioden fra 2007-2008, en givende og udviklingsmæssig spændende opgave.
Og rigtig pensionist blev jeg ikke, for pludselig viste der sig nye muligheder, og som altid havde jeg fuld opbakning fra ”hjemmestyret”.
Der skulle være valg til Nyfors Repræsentantskab, om ikke det var noget for mig?
Jo da, og med min elfaglige baggrund mente nogle, at jeg også var selvskreven i bestyrelsen, da der pludselig blev en ledig stol.
Da der efterfølgende skulle vælges bestyrelsesmedlemmer til Bredbånd Nord blev jeg valgt, først som næstformand og efter kort tid, blev jeg formand.
På et tidspunkt opstod der fusionstanker, og vi var på besøg hos bl.a. DONG og Himmerlands Elforsyning, indtil vi besluttede at fusionere med SE Syd Energi i Esbjerg.
Nyfors Vækstpulje
I forbindelse med fusionen, skulle vi finde ud af hvem, der ejede mest, Nyfors eller SE Syd Energi. Det viste sig, at vi var mere værd pr. forbruger, og da Nyfors tilmed havde for en del millioner kroner DONG aktier, som yderligere steg ved salg, endte vi med at have så mange penge, at vi kunne etablere vækstpuljen Nyfors.
Jeg er næstformand i den 5 personers valgte bestyrelse.
Da hele regnestykket gik op, var der 100 millioner kroner tilbage. Efter 10 år er der fortsat 50 millioner, som vi med stor glæde kan dele ud af til forskellige formål i Jammerbugt og ca. halvdelen af Brønderslev Kommune. Typisk giver vi penge til innovative virksomheder, og projekter, foreningslivet såvel sportsklubber som spejderbevægelser, idræts- og kulturlivet, sportshaller og forsamlingshuse, ja kort sagt alt der kan gøre en forskel for vores andelshavere.
Men vi støtter kun ”ting” ikke events som koncertarrangementer o.l., siger Keld.
Med små og store donationer har mange således nydt godt af vækstpuljen, der modtager ansøgninger tre gange om året, på billedet er det Autismecenter Nordbo i Aabybro, der for nogle år siden fik midler til etablering af en terrasse med møbler og blomsterkasser udenfor værkstederne.
Undertegnede har også været heldig at få en donation til afstøbningen af det bronzetyrehoved, der for mange år siden blev fundet i Vildmosen og nu kan ses på Rådhuset i Aabybro. Senest fik www.jammerbugtnu.dk penge til anskaffelse af en ny computer, en donation af stor betydning, når alt arbejde sker på frivillig basis og uden tilskud af annoncekroner.
Aktivt liv som pensionist
Som det fremgår har Keld rigeligt at lave, selv om han for længst har forladt arbejdsmarkedet.
Jeg har bl.a. haft den spændende samfundsopgave at være domsmand gennem nogle år, lige som jeg flere gange har haft æren af at holde dimensionstalen for de studerende på Techcollege. Nævnes skal det også, at jeg er optaget i Chr. IV Laug.
Gennem 10 år har jeg været i bestyrelsen for Aabybro Vand, heraf 5 år som formand, og i indeværende periode og frem til november har jeg været medlem af Menighedsrådet i Aabybro.
Endelig ser Keld frem til at få tid til de sysler, der er gemt til pensionisttilværelsen.
– Bl.a. har jeg haft en gammel Vespa, som jeg har hygget mig med at skrue og køre på, og så har vi gennem årene samlet en del togvogne, som min søn og jeg skulle hygge os med at samle til en togbane. Men det er afhændet igen.
Desuden har jeg et par hundrede Storm P-bøger som jeg har samlet gennem årene. og dem ser jeg frem til at nærstudere.
Erindringer for eftertiden
Afslutningsvis fortæller Keld, at et barnebarn havde fået den gode idé, at nærværende interview kan danne udgangspunkt for de erindringer, familien har efterlyst til glæde for slægtens efterkommere.
Familien består i dag af 2 børn, 2 svigerbørn og 8 børnebørn. Det tredje oldebarn er på vej.
– Jeg har en æske med hele 4 CD´er, som min afdøde svigermor har indtalt på opfordring af min kones fætter. Han boede i København og tog en flyver herop alene med det formål at fastholde beretningerne, ikke kun om familiehistorien, men også om hendes skoletid, datidens julefester, om den revolution, det var, da elektriciteten, traktoren og malkemaskinerne holdt indtog, samt hvordan det var at arbejde som ung pige på Svinkløv Badehotel.
Og vi slutter med tak til Keld, for at han vil dele sine erindringer med os, for på den måde bidrager vi til, at fortiden får en plads i fremtiden
