Ikke alle venskaber tager udgangspunkt på nettet, denne historie er bevis på, at mennesker også mødes i den ”virkelige virkelighed”.
Den starter en dag i august, da to par fra henholdsvis Aarhus og Nørhalne mødes på ”Kom-bar-do Expressen” fra Jylland til Sjælland. ”Vores” lokale billedkunstner, Vibeke Leighton og ægtefællen, Lasse, mødte Dorthe Birkmose, samler gennem mange år af australske aboriginale kunstneres naturmalerier og skulpturer, samt Dorthes ægtefælle Mogens, der er biolog med myrer som speciale. Men det er en historie for sig.
– Lasse og jeg havde fundet pladser, da Dorthe og Mogens, dukkede op og så sig søgende omkring, og vi tilbød selvfølgelig, at de kunne slå sig ned hos os, fortæller Vibeke.
– Umiddelbart lidt overraskende, supplerer Dorthe, for vi var netop vendt hjem efter et længere ophold i Italien, hvor vi havde oplevet en naturlig venlighed og åbenhed overfor fremmede. Det var en modsætning til Danmark, hvor man ofte søger at undgå øjenkontakt og breder sig over nabopladserne for at oprette en privat zone. Derfor var det dejligt og overraskende at møde Vibekes venlige blik og signal om, at vi endelig skulle slå os ned.
Der gik kun et øjeblik før snakken gik, om hvad vi hver især var optaget af, bl.a. fyldte kunst og kultur en del. Mens Dorthe fortalte om rejser til Australien med samling af lokal kunst, kom jeg til at tænke på IFN´s Kunstvenner og bestræbelserne på at finde nye og spændende udstillere.
Nørhalne viser ”Up North – down under”
Det møde er baggrunden for både et nyt venskab og for, at der den 9. november var fernisering på udstillingen, hvor kontrasterne i natur og landskaber i Norden og Australien mødes.
Nina Høj er ligeledes biolog og har rejst sammen med Dorthe både i Danmark og flere gange til Australien. Nina er optaget af at fotografere nordiske kulturlandskaber, stenformationer, landskabernes flydende bevægelse og læhegn, de af dem, der er tilbage.
– Enkelte steder kan man opleve et enkelt træ, der har nægtet at bøje sig for vinden men bliver stående, mens alt andet er væk. Andre steder er det ikke vinden, men mennesket, der i et behov for rationalitet sammenlægger marker, der bliver kilometerlange, mens gemmesteder og ynglepladser for fugle og smådyr forsvinder.
Ninas fotografier viser bl.a. de sarte farvenuancer, der kan være i en tåget morgen i et midtjysk landskab eller blandt stenformationer på Hebriderne.
Udstillingen kan ses indtil den 2. februar.