Der er tradition for, at topledere i såvel private som offentlige erhverv bliver portrætteret på et tidspunkt i karrieren. Oftest når de har vist, de formår at holde fast i stillingen.
Det gælder også Mogens Christen Gade, Jammerbugt Kommunes foreløbig eneste borgmester, der forinden var borgmester i Brovst i én periode. I alt er det blevet til 17 år i borgmesterstolen, deraf 10 år med den meget roste borgmesterkæde, som guldsmeden Andreas Exner skabte. De 30 små billeder symboliserer forskellige egne af Jammerbugt Kommune, og kæden bliver bemærket og beundret overalt, hvor den er med til at kaste glans over Jammerbugtens borgmester.
I Jammerbugt Kommune skal det ikke hedde sig, at man ”sløser med pengene”. Her fastholdes principperne om ikke at bruge penge på ”tant og fjas” i tider, hvor der skal spares på offentlige udgifter .til plejehjem, børnehaver, skoler osv. Og vel kunne vi end ikke drømme om københavnske tilstande, hvor en borgmester lod sig portrættere (fotografisk) til den nette sum af 90.000 kroner. Beløbet holdt sig ganske vist under det tilladte budget på 110.000 kroner, men det affødte en del kommentarer fra offentligheden.
Den gik ikke her hos os!
Men nogen har alligevel hvisket Erhvervsforeningens formand, Brian Bertelsen, i øret, at man godt kunne markere borgmesteren og kædens 10 års fødselsdag med et portræt, som skulle være det første i en endnu ukendt række af borgmestre i Jammerbugt Kommune.
En smule overtalelse skulle der også til, for selv om Mogens Gade er en beskeden mand, der ofte foretrækker gåture med hunden Trunte og spejdernøder onsdag aften fremfor gourmetmiddage på fine restauranter, så er han ikke ukendt med, at der på adskillige af landets 97 øvrige rådhuse er gjort væsentlig mere ud af såvel borgmesterkontorets som borgmesterens udsmykning.
Valget af kunstner til opgaven faldt på Kim Groth, der bor ved Vodskov. Han har ved flere lejligheder vist evner som portrætkunstner både på TV i DR´s konkurrence blandt landets kunstnere og på adskillige udstillinger, bl.a. Nørhalne viser Kunst.
Forelagt opgaven sagde Kim Groth ja til at forevige borgmesteren, og de to mødtes første gang i maj 2018 på borgmesterkontoret. Her tog maleren og modellen hinanden i nærmere øjesyn og sammen søgte de at måle sig frem til maleriets størrelse, hvis det placeres i gangen udenfor byrådssalen.
Processen
Sommeren gik, efterår, vinter, forår ligeså. Kim Groth havde fotograferet Mogens Gade fra alle tænkelige vinkler, så borgmesteren har ikke tilbragt utallige timer som model i atelieret. Til gengæld tilbragte han som bekendt en periode som patient og rekonvalescent efter en hofteoperation, der heldigvis gik fint, men samtidig kostede nogle kilo, der ændrede ansigtet en smule. Men det er der rådet bod på, og da vi første gang så det færdige resultat, var der fuld overensstemmelse mellem maleriet og modellen.
Og Kim har ikke kun foreviget Mogens Gade. Samtlige kædens 30 led er så minutiøst gengivet, at selv guldsmeden, Andreas Exner, er imponeret.
En gave til kommunen
Det er kommunens fire lokale pengeinstitutter, Klim Sparekasse, Nørresundby Bank, Nordjyske Bank og Sparekassen Vendsyssel, der sammen med Erhvervsforeningen har skillinget sammen til maleriet, der for nylig blev præsenteret for kommunalbestyrelsen og pressen.