Som kunstner, lærer og galleriejer har Ib Adelborg været vidt omkring i sit lange liv. I Tranum og Nordjylland er han kendt som mangeårig indehaver af ét af områdets kendte og anerkendte gallerier, Billedstedet, i Fosdalen, som han i mange år drev sammen med hustruen Jonna, men også som keramiker har han fastslået sit navn.
Olding
Tirsdag, den 7. januar fylder han 90. Olding, kalder han sig selv med et drenget grin, for det er man, når man har passeret 85, hævder han!
I Nudansk ordbog er ”olding” en betegnelse for en ”meget gammel mand”. Til gengæld findes der ikke ord for en ”meget gammel kvinde”…
I dag er det ikke så meget CPR-nummeret som selve personen, der siger noget om alderen, for der er faktisk også folk på 45 år, som virker bedagede og – gamle. Det gælder for Ib som for mange andre, der har passeret 60 år, at alderen udviskes hos de mennesker, der fortsat deltager aktivt i livet.
Barndom
Ib blev født som den ældste af fire søskende, den 7. januar 1930 i ejendommen, Holbergsgade 16 i Aalborg.
Hans far var oprindelig uddannet møbelsnedker, men valgte i stedet at blive fiskehandler, og han drev én af tre fiskeforretninger i Aalborgs midtby. Forretningen lå, hvor indkørslen til Sygehus Nord er i dag, og på et tidspunkt flyttede familien ind i ejendommen overfor, hvor senere den berømte café Ib Rehné Cairo fik til huse i stueetagen.
At have fire børn betød en økonomisk balancegang for familien, ikke at nogen led afsavn, men der var heller ikke penge at rutte med. Det var kun et fåtal af skoleeleverne, der fik en studentereksamen. I gennemsnit to elever fra hver klasse, og Ib havde sandsynligvis evnerne til at blive nummer tre i sin klasse, og det havde banet vejen til den uddannelse som kemiingeniør, han drømte om.
Seminariet
Men drømmen måtte skrinlægges, og som mange andre af tidens kloge hoveder kom Ib på Ranum Seminarium og læste til folkeskolelærer.
Her måtte Ib også lære at sætte tæring efter næring. Hjemmefra fik han 100 kroner om måneden, hvoraf halvdelen gik til husleje og resten skulle dække øvrige udgifter. Heldigvis havde han altid haft talent for at tegne, noget hans far havde støttet ham i under opvæksten og sørget for, at han havde tegnekul og andre remedier til sin rådighed. Han specialiserede sig i at tegne Disneyfigurer, der på det tidspunkt var nye og moderne, og rent praktisk kunne han tjene lidt ekstra ved at sælge billeder til sine medstuderende.
Lærer i Sverige
– Som 21-årig var jeg færdiguddannet som lærer. I studietiden havde jeg været på en udvekslingsrejse til Sverige og havde forelsket mig i en svensk pige, så der måtte jeg op igen. Desuden var den svenske krone langt mere værd end den danske, så det betød noget for afvikling af studiegælden.
Forinden havde jeg arbejdet et år på Østermarkens Skole i Aalborg, hvor jeg måtte kæmpe for at få blot et minimum af undervisningsmaterialer. Det var yderligere en grund til at vælge Sverige.
Jeg søgte ind på den nystartede Framnäs Folkhögskole, som var en musikhøjskole, og jeg flyttede til Norbotten, hvor jeg kunne få alle de undervisningsmaterialer, jeg havde behov for.
Som udgangspunkt skulle jeg lære svensk, så jeg ikke bare talte, men også kunne undervise på sproget, og udover at modtage undervisning abonnerede jeg på en svensk avis og læste kun svenske krimier. Men det var umagen værd, for lønnen for en lærer i Sverige var dengang mange gange højere end de 600, jeg kunne opnå i Danmark. Arbejdstiden var også kortere, for hvor den i Danmark var 36 timer, var den kun 24 timer om ugen i Sverige.
Jeg var 12 år i Sverige, var blevet gift med min kæreste og havde fået en søn. Om sommeren tog jeg kurser i formning og underviste i tegning i Danmark og blev efterhånden en slags ”handelsrejsende i formning” rundt om i Sverige, hvor jeg også holdt ca. 200 foredrag om året. I 1964 vendte jeg hjem til Danmark og Aalborg med min familie. Her underviste jeg fire år i formning og fysik på Seminariet bl.a. sammen med Gunnar Kappelskov, der senere blev en af Nordjyllands kendte billedkunstnere.
Ægteskabet overlevede ikke flytningen til Danmark, vi blev skilt og et par år senere traf jeg Jonna på et sommerkursus i København.
TV
Det var i fjernsynets ungdom, 1966, Ib optrådte på danskernes fjernsynsskærme, da Voksenundervisningen under ledelse af Mogens Winkler sendte 16 udsendelser af en halv times varighed under titlen ”Form selv”.
Jeg var sammen med Gunnar Kappelskov, og gennem udsendelserne skulle vi både formidle kunsthistorie og undervise i discipliner som formning i ler, stof, sten, tegning, akvarel, oliemaleri osv. Der var det særlige, at udsendelserne blev sendt direkte, så der var ingen mulighed for at tage optagelserne om, hvis noget kiksede. Derfor måtte vi øve om og om igen, mens der blev taget tid, så vi vidste præcis, hvad vi skulle foretage os og i hvilken rækkefølge. Det var faktisk anstrengende men også sjovt. Jonna optrådte også, men man så kun hendes hænder, der var specielt udvalgt til opgaverne.
Familieliv
Vi boede i København og underviste begge i formning på Danmarks Lærerhøjskole, og i 1974 og 76 fik vi vore to døtre Nynne og Nadja. Da vi endelig besluttede at slå os permanent ned i Nordjylland, arbejdede Jonna stadig en tid i København og havde babyliften med i flyet.
Barnet var i dagpleje i nærheden af Lærerhøjskolen, og det var virkelig en kunst at få alle ender til at nå sammen.
Fosdalvej 29 på vej til at blive galleri
Allerede i 1971 havde vi købt ejendommen, der senere blev galleri. Vi var begge tiltrukket af Han Herred og Fosdalen, og med Lerup Kirke som udgangspunkt kontaktede vi ejendomsmægler Poul Hansen for at se på mulighederne. Han tog os med på en køretur, første stop var Fosdalvej 29, hvor en kvinde gik udenfor. Poul Hansen kaldte: ”Du Anna, var der ikke noget med, at I ville sælge huset?”
Jonna og jeg gik en tur hen ad vejen og kiggede på omgivelserne, og en halv time senere havde vi købt huset til en fornuftig pris. Det viste sig bagefter, at der stod nogle møbler på loftet, som vi skulle købe med, og de var til gengæld dyre. Men vi ville jo have stedet.
Dengang havde vi ikke travlt, for vi boede stadig i København og havde endnu ingen børn. Vi kunne sagtens vente med at flytte, så Anna og hendes mand, Thorvald, også havde tid til at komme ordentligt derfra. De havde tilmed et par gæsteværelser, som vi endte med at flytte ind i som logerende i det, der var blevet vores eget hus, mens Anna lavede middag til os hver aften.
Anna og Thorvald slog sig ned i Tranum, og de fortsatte i mange år med at komme her og ordnede haven og alt i og omkring huset. De havde tidligere haft hønseri og stor ægproduktion på stedet, og der var masser af minder fra den tid i form af hønsenet, der dukkede op overalt. Men med tiden kom det også væk
Operationen
I 1976 blev vores tilværelse forandret, da jeg fik konstateret kræft i det ene øje, som måtte fjernes. Vores oprindelige plan om at lave et kursussted blev skrinlagt, og i stedet satsede vi på galleriet. Jeg var stadig tilknyttet Lærerhøjskolen som leder af formningsafdelingen de følgende år, og kunne i vid udstrækning selv tilrettelægge mit arbejde. Men selv om jeg fik en fin behandling af min arbejdsplads, måtte jeg stoppe fire år senere, for operationen havde efterladt mig med fantomsyn, der betød, at jeg ikke kunne varetage mine opgaver som tidligere.
Til gengæld så jeg nye udfordringer i en tilværelse, hvor jeg tidligere skulle vejlede og undervise kommende kunstnerspirer, kunne jeg fremover udvikle mig selv som kunstner.
Billedstedet
I 1977 åbnede Ib og Jonna ”Billedstedet”, et moderne galleri i Fosdalen med skiftende udstillinger af dansk og skandinavisk kunst. Ib selv var en dygtig keramiker med sans for både former og farver. Om det skyldtes inspiration fra faderens fiskeforretning vides ikke, men Ib blev blandt andet kendt for sine keramiske fisk, der ”gik som varmt brød”. Jonna var oprindelig tekstilkunstner og billedvæver, og hun havde bl.a. succes med sine kattemotiver både i batik og som udsmykning på bl.a. keramiske fliser.
Med tiden opbyggede parret et af landets bedste og mest anerkendte gallerier, der hvert år havde mange tusinde besøgende. Én af de første kunstnere, der blev fast tilknyttet galleriet var Birger Brøndum, der i perioder boede og havde atelier på en nærliggende landejendom.
Slut – og dog…
Det er i virkeligheden hårdt arbejde at drive galleri, og i 2006 besluttede parret at lukke galleriet og sælge ejendommen.
Et nyt og mere stille liv ventede på Dybdalsvej i udkanten af Tranum, hvor parret har indrettet sig med farverige minder om mange års arbejde med kunst. For Ib er keramikken et afsluttet kapitel, mens Jonna blev inspireret til malerier og siden tuschbilleder, alle med kvinder som gennemgående tema, ofte humoristiske men også med hentydning til kvinders lod i tilværelsen på godt og ondt.
Billederne bliver præsenteret på en årlig påskeudstilling, der samtidig betyder gensyn med mange af de kunder, der gennem årene kom på Billedstedet. Og selv om Ib ikke længere er udøvende, har han fortsat et skarpt blik (med sit ene øje) på kunst, som den formidles i dag både i galleriverdenen og i kommunen, hvor han synes, der er plads til forbedring på kulturområdet.
90 år med appetit på livet
Som 90-årig stiger chancen for også at blive 100 år, og det har Ib Adelborg tænkt sig at blive.
– Så kan du komme igen og fortsætte historien, nu har du i alt fald gjort forarbejdet, – også i tilfælde af, at jeg ikke når de 100, for nu har du stof til en ordentlig nekrolog, fastslår, den 90-årige, der næppe foreløbig bliver glemt.
At farver fortsat er et vigtigt element i tilværelsen er tydeligt, for Ib Adelborg er ikke én, der falder i et med tapetet. Rød kasket, orange trøje og gul jakke er ikke et tilfældigt valg.
– Jeg ville have en gul fleece-jakke, og da jeg ikke fandt den i Danmark, bestilte jeg den hjem fra Schweiz, slutter Ib, der har anskaffet sig en rollator (med store hjul), for at komme sikkert frem, når han ikke kører bil.
