For 64-årige Peter Klitgaard ændrede tilværelsen og fremtidsplanerne sig radikalt i 1997.
Det var en augustdag, han havde netop fået ferie fra sin arbejdsplads, Gaza, i Aalborg og havde opsparet så megen frihed, at han glædede sig til at komme i gang med opførelsen af familiens nye hus på Perleraden i udkanten af Store Vildmose.
Dengang havde Peter en ”gør-det-selv-mand” i maven og havde netop nået at rive det gamle hus på grunden ned og havde markeret hjørnerne i det nye hus, som han selv ville bygge.
Men han skulle lige køre en tur for at præsentere sin kvindelige afløser for kunderne, da ulykken skete.
Bilen blev påkørt bagfra af en lastbil, og såvel bilens fører som passageren brækkede nakken.
I lang tid var Peter ude af stand til at bevæge sig fra halsen og ned, men med stædighed og gåpåmod tog han de nye udfordringer op og indstillede sig på at tage det lange seje træk, der skulle til for at genskabe et liv.
Cykel til salg
– Tiden efter ulykken kan deles op i faser. Chokfasen, hvor jeg godt vidste, den var gal, men alligevel ikke fattede rækkevidden.. Jeg var ved fuld bevidsthed hele tiden og har altid været kvik i replikken. Det var nok også grunden til, at én af lægerne vovede at spørge mig, om jeg havde en cykel? ”Ja, det havde jeg da, oven i købet en helt ny”. ”Den kan du godt sætte til salg”, sagde han så! Jeg kunne ikke slå ham, for på det tidspunkt var jeg totalt lammet. Jeg kunne trække vejret og tale. Det var alt!
Det er den slags, man ikke tror rammer én selv, men når det skulle være, synes jeg, at jeg har været heldig. Jeg var ikke helt ung, og jeg var heller ikke for gammel til at få et godt liv igen. Familieforholdene og økonomien var i orden, og det skabte grundlag for at komme videre.
Nu bliver det ikke værre
– Diagnosen hed ”spastisk tetraplegi”, og erkendelsesfasen var den vanskeligste, for den kan være som en ond spiral, hvor man risikerer at blive hængende.
Jeg husker tydeligt, at jeg lå på Neurokirurgisk i Århus. Over mit hoved viste et TV Dianas begravelse, og jeg var i rigtig trist humør. Én af sygeplejerskerne kom med brochure om et genoptræningsophold, jeg skulle på i Viborg, og i
én af brochurerne, som hun holdt op foran mig, var der et billede af en båd, der udløste en voldsom reaktion hos mig. Jeg brød fuldstændig sammen ved erkendelsen af, at jeg, der altid har sejlet meget, aldrig ville komme til det igen. Efter 2 – 3 timer var jeg ovre det, og jeg var heldig, at sygeplejersken var der, så jeg havde én at tale med. Efterfølgende sagde jeg til mig selv: ”Så kære ven, nu kan det ikke blive værre. Nu er resten op til dig selv!”
Fremskridt
– Gennem hård genoptræning på et specialafsnit i Viborg begyndte jeg ganske langsomt at gøre fremskridt.
Det var en langvarig proces, indtil der en dag ikke længere var fremgang, fordi jeg ligesom alle andre blev indhentet af min alder, og jeg er stadig meget spastisk, især i benene. Men ikke alle klarer omstillingen så godt, for min medfødte stædighed og kampgejst er virkelig kommet mig tilgode under genoptræningen. Det kunne jeg tydeligt se på de af mine medpatienter, der havde langt vanskeligere ved at tilpasse sig de nye udfordringer.
Men jeg synes også, jeg nåede vidt, for udover at bruge mine hænder og arme, kan jeg faktisk støtte på benene, så jeg f.eks. selv kan klæde mig på, og lidt følesans i kroppen har jeg også.
Jeg klarer i videst muligt omfang mig selv i dagligdagen, og min bil er indrettet, så jeg kan betjene det hele selv.
Huset på Perleraden blev opført af professionelle håndværkere, men det store hus voksede os med tiden over hovedet.
Jeg har altid sagt, at man skal flytte, mens man kan, for jeg har set alt for mange eksempler på folk, der ikke har kunnet give slip i tide. Men flytningen var ikke nogen let beslutning, erkender Peter, der for ca. femten år siden flyttede ind i en andelsbolig i udkanten af Tranum, hvor han stadig bor.
– I samme forbindelse flyttede min kone og jeg fra hinanden i erkendelse af, at vores liv havde udviklet sig i forskellig retning. Men vi er stadig gift, og vi er de bedste venner og ses ofte. Økonomisk blev jeg heldigvis ikke ramt, bl.a. fordi jeg fik en arbejdsskadeydelse, da det var under arbejdet, jeg blev påkørt. Sammenlagt med min pension giver det en normal indtægt.
Peters historie er langt fra enestående. Hver eneste dag oplever raske mennesker, at tiden nulstilles. Den før så funktionsdygtige krop står af, og alt, hvad der tidligere var en selvfølge, er pludselig umuligt eller meget vanskeligt.
Livet blev ikke, hvad han havde drømt om, men den brækkede nakke fik ham ikke ”ned med nakken”.
– I starten mødte jeg ofte mennesker, der græd, når de mødte mig, fordi de havde oplevet det drive, der tidligere var karakteristisk for mig. Jeg forstår det godt, for vel var det da en forfærdelig skæbne, der ramte mig, men i sådan en situation er det vigtigt at huske, at familien er mindst ligeså hårdt ramt.
Tilværelsen som handicappet
Peter har nu tilbragt mere end tyve år som kørestolsbruger, og han er blevet en masse erfaringer rigere.
Og netop erfaringen har han i mange år brugt til at gøre omverdenen og ikke mindst kommunen og Teknisk Udvalg opmærksom på, hvordan man kan medvirke til at lette hverdagen, ikke kun for folk, der som han selv sidder i kørestol, for det er sjældent handicappedes behov er helt ens.
Peter sidder i Handicaprådet og har i seks år været formand for Dansk Handicap Forbund i Aalborg og Jammerbugt kommuner, og han er desuden bisidder for medlemmer, der har problemer med offentlige instanser, hvilket desværre også forekommer i Jammerbugt Kommune.
Tilgængelighed
Ofte har man skabt nye projekter uden at tænke på tilgængeligheden for kørestolsbrugere, og gennem årene har jeg haft en del opgaver for kommunen med henblik på at gøre tingene ordentligt og tænke,inden man bygger.
Eksempelvis er det ikke ligegyldigt, hvordan hældningen og belægningen er på en kørestolsrampe, om dørene er brede nok, eller om pengeautomater er placeret, så de er tilgængelige fra en kørestol,.
Med tiden er Peter blevet Jammerbugt Kommunes ”tilgængelighedskonsulent”, og sammen med Bent Pedersen, der er blind og bor på Øland, har han deltaget i en række kurser indenfor både Dansk Handicapforbund og Dansk Byggeforskningsinstitut, og i dag bliver de taget med på råd før projekteringen og opførelsen af nye byggerier i både Brovst og sikkert også den kommende fornyelse i Aabybro.
– Første gang, jeg blev kontaktet af kommunens folk, var ved etableringen af Blokhus Bæk, hvor jeg både kunne påpege fejl og komme med løsningsforslag.
Jeg får ikke løn for mit arbejde men får dækket mine kørselsudgifter i det omfang, jeg får skrevet en regning. Det er heller ikke for pengenes skyld, jeg arbejder, men simpelthen fordi det er så vigtigt, at handicappede kan være selvhjulpne i videst muligt omfang.
I dag kan jeg komme på alle kommunens rådhuse, bortset fra Fjerritslev. Her har man ganske vist anlagt en rampe, men for at gøre den skridsikker, har man forsynet den med en nopret belægning, som ryster alle mine knogler løse, hvis jeg forsøger at køre på den. Desuden er den for stejl til, at jeg tør køre op, og jeg tør slet ikke overveje at køre ned af den
Tilgængelighed gælder i øvrigt ikke kun kørestolsbrugere, men også blinde, udviklingshæmmede og de mange andre former for handicaps, der findes.. Området er langt bredere end folk almindeligvis forestiller sig. Tilgængelighed kan også dreje sig om hjemmesider bl.a. fra det offentlige, som henvender sig til en bestemt gruppe mennesker
Ferie og fritid
Peter har altid været riffelskytte, og han skyder stadig en til to gange om ugen i Vadum. Madlavning er hans store hobby, bl.a. saltning og røgning af fisk.
– Jeg elsker klipfisk men vil ikke give 200 kroner kiloet. Og selv om jeg ikke selv fisker, har jeg fornøjelsen med selve tilberedningen. Jeg laver også gerne mad til venner og bekendte, men kun kød og fisk, det øvrige tilbehør vil jeg ikke have med at gøre.
Om kort tid skal Peter på sin årlige ferie, en uge på Tenerife.
– Arrangøren er en rejseklub under Dansk Handicapforbund, og vi kommer hver gang på det samme hotel. Det er fine arrangementer, hvor der er taget hensyn til deltagernes forskellige handicaps og det nødvendige antal hjælpere, der er med. Nogle sidder ligesom jeg i kørestol, andre er blinde, men da mange af deltagerne er de samme år efter år, kender vi hinanden, ligesom personalet på hotellet kender os. Det er dejligt at komme hjemmefra og ned til lidt højere temperaturer og deltage i de udflugter, der er arrangeret i ugens løb.
Lava
Da Pysse, Peters atten år gamle kat døde, besluttede han, at nu skulle han ikke have flere husdyr.
Men igen var skæbnen på spil, da Lava, en smuk abyssinier på ni år, blev ”herreløs”. Hun havde i mange år delt adresse med Robin Løkken, der pludselig døde nytårsnat. Robins hustru Tove var død et halvt år tidligere, og nu skulle huset sælges, men familien ville gerne finde et nyt hjem til Lava, uden hund og børn og med adgang til det fri .
Et opslag på Facebook gav resultat, for selv om Peter havde besluttet, at han ikke ville have en ny kat, var han i virkeligheden ikke så vanskelig at overtale, og så flyttede Lava ind på Ørnevej og har ligesom tidligere adgang til
”Herrens Mark”, det velkendte naturområde bag Robins hus på Bogfinkevej.
– Det passede mig fint at få en ”seniorkat”, og jeg er allerede blevet glad for hende, selv om jeg skal vænne mig til, at hun er fuld af krudt og meget livlig. Jeg tror, det går over, når hun igen får lov til at gå ud. Lige nu er kattelemmen spærret, for jeg vil ikke risikere, hun forsvinder.
En af grundene til, at jeg sagde ja, var faktisk hendes alder. Jeg synes nemlig, jeg er for gammel til en killing. Min tidligere kat blev over tyve år, og jeg tør ikke satse på, at jeg bliver langt op i firserne, derfor er de 9 år passende.
Vi skal også lige vænne os til hinanden, og hun er ikke i vigør hele tiden. I går lå hun i mit skød hele eftermiddagen, og jeg er sikker på, vi får det godt sammen.
Seneste skud på stammen
Ikke kun en ny kat er kommet ind i Peters liv, for tre måneder siden fik datteren nemlig en lille dreng, Peters tredje barnebarn, som kommer på besøg samtidig med, vi er på vej ud af døren.
Og noget tyder på, at han og Lava fremover må dele pladsen på Peters skød.
Peter er født og opvokset i Nørresundby, hvor forældrene drev en læderhandel. Han er direkte efterkommer efter den navnkundige Klitgaard, der i sin tid drev skudehandel i Blokhus. Hans bedstefar var grosserer i Aalborg og ejede ”Ellen Marsvins Gård”, hvor Peter tilbragte mange dage i barndommen.
Men det er en helt anden historie, som vi kan vende tilbage til en anden gang.
