Som et ”helle” i en travl hverdag har mange i Jammerbugt Kommune valgt at ”bo og leve, hvor kragerne vender”. Ikke af nød, men snarere en gevinst i tilværelsen. De har valgt byen og lysforureningen fra for at leve i og med naturen, stilheden og alle de små tegn, der lige nu viser, at foråret er på vej.
Vi besøger Trine
I nærheden af Vust i det yderste hjørne af kommunen bor Trine med sin mand og to hunde. Det er på grænsen mellem Jammerbugt og Thisted Kommuner. Vesterhavet er blot et stenkast væk, og så er der ellers natur, natur og natur så langt øjet rækker, og i dag, hvor forårssolen sender sine varme stråler, er idyllen fuldendt. Selvfølgelig er der tider, hvor landskabet viser sig fra sin barske side, men det betragtes sjældent som et problem.
For enden af indkørslen står skiltet, ”Place of Beauty”. Umiddelbart fristes man til at sige: Det ER gået op for os, at her er kønt, det behøver ikke ligefrem staves. Men forklaringen er en helt anden.
Bag vinduerne i det anonyme bondehus gemmer sig en helt anden verden. En verden, man kun troede fandtes i storbyer med celebre postnumre.
Æstetikken er gennemført. Det giver ro, når der er masser af plads, og hverken møbler eller billeder virker forstyrrende.
”Place of Beauty” er et sted, hvor kunderne bliver smukke i ordets egentlige forstand. Massage og ansigtsbehandlinger vækker den indre glød, der får mennesker til at lyse, selv om der også indgår lækre olier og cremer i behandlingen.
Det ses tydeligt på Anette Vestergaard, der netop får ansigtsbehandling og wellnessmassage, da vi er på besøg.
– Trines behandlinger er vanedannende, og jeg kommer snart igen, forklarer hun efter at være steget ned fra briksen. Jeg har skader i nakken fra flere fald fra heste, og selv om jeg har prøvet mange former for behandling, giver Trine præcis den nænsomme massage, jeg kan holde til, så jeg føler mig som et helt nyt menneske, hver gang jeg går herfra.
Anette er lokal og bor i Vust, hvor hun bl.a. bruger tid med sine heste. Oprindelig kommer hun fra 2900 Hellerup, hvor de færreste aner, hvor Vust ligger, medmindre man forklarer, at det er i nærheden af ”Svinkløv Badehotel”. Så er stedet placeret på landkortet.
Hvis væggene kunne tale
Det er et hus med historier.
I præcis disse rum boede John Lennon og Yoko Ono i vinteren for 50 år siden.
Det var i 1970, og måske var det tilmed her, han nynnede de første strofer til nummeret, der året efter skulle blive hans største succes. ”Imagine” spilles stadig verden over, også i ”Place of Beauty” hvor tonerne udgør fint akkompagnement til massage- og wellnessbehandlinger.
Da det berømte par flyttede ud, overtog et andet kendt par huset. Det var væveren Berit Hjelholt og ægtefællen Gunnar, der var psykolog. De byggede huset om til de nuværende 500 m2 bolig , bl. a. en stor vævestue, hvor bl.a. Berit Hjelholts mest kendte værk ”Som en rejselysten flåde” blev til. Den store gobelin hang indtil for et par år siden bag folketingets talerstol, og tilhører i dag Vendsyssel Kunstmuseum.
Det var nu ikke historierne, der var årsag til, at Trine og ægtefællen, Jørgen, købte huset og nu har boet der i tretten år. De fandt det ved et tilfælde i forbindelse med, at Trines forældre så på sommerhus ved Lild Strand.
– Vi havde en travl hverdag i Pandrup med virksomheden, Digigraf, som Jørgen kunne have svært ved at slippe i fritiden. Det var så nemt lige at smutte på arbejde nogle timer efter aftensmaden, og derfor så vi os om efter et sted i passende afstand. Jørgen skulle lige vænne sig til tanken om at flytte herud, for som mange andre i den nordlige del af kommunen, syntes han Vust lå frygtelig langt væk. Men det er jo kun til, man har kørt turen nogle gange, så finder man ud af, at det slet ikke er så langt borte fra ”civilisationen”, som man tror. Vi sætter pris på naturen og går begge på jagt, og vi nyder stilheden og friheden herude, forklarer Trine.
Men den 50 år gamle historie er ikke glemt, og her kommer fortsat mennesker for at se stedet, og ikke sjældent går der folk ude på græsplænen og fotograferer huset.
Kosmetolog og meget andet
Trine Klitgaard Jensen kommer oprindelig fra Brovst. Af gode grunde oplevede hun ikke Lennonbesøget, for det fandt sted samme år, som hun blev født.
Hun er oprindelig butiksuddannet i ”Gavlhuset”, den legendariske Aalborg-forretning med kunst og kunsthåndværk fra hele verden. Siden uddannede hun sig til klinikassistent og arbejdede i nogle år ved børnetandplejen i Pandrup. Senere vendte hun tilbage til butiksfaget og arbejdede nogle år i ægtefællens virksomhed, indtil hun besluttede at gå nye veje og uddannede sig til kosmetolog, og i november 2017 åbnede hun klinikken.
Ikke en strøgbutik
Det er klart, at det kræver tålmodighed at starte virksomhed udenfor lands lov og ret. Det vidste Trine allerede fra begyndelsen, men tiden og rygterne om den gode behandling arbejder for hende, så hun har allerede en fast kundekreds, både fra lokalområdet, Fjerritslev og Thisted, men nogle kører gerne 50 – 60 kilometer bl.a. fra Aalborg og Hals for at få behandling. For mange er det blevet en god vane at ofre penge på sig selv og sit udseende. Og mange kommer fast fire – fem gange om året og får en dybdegående ansigtsbehandling eller en wellnessmassage, som er balsam for en stresset krop. Klienterne er flest kvinder, men rigtig mange mænd har også lært betydningen af at investere i sig selv udover en klipning hos frisøren.
Jeg bor jo i et turistområde, og ferien er jo et oplagt tidspunkt at gøre noget ekstra for sig selv. Min brochure ligger på nogle af hotellerne, og jeg oplever, at flere og flere turister finder herud.
Behandlingerne
Udover traditionelle ansigtsbehandlinger tilbyder Trine specialbehandlinger til sart og skadet hud, til teenagere med hudproblemer, og voksne der ønsker at tage kampen op mod begyndende rynker. Hænder og fødder kan også få en kærlig behandling, men ligesom det ikke er Trine, der lægger en festmakeup, går kunderne ikke herfra med nylakerede negle.
– Jeg holder mig til det naturlige look, forklarer Trine. Det allervigtigste er jo, at ”fundamentet, den sunde, naturlige hud” er i orden og velplejet. Ikke fordi jeg har noget imod makeup, men rent praktisk skulle jeg have et kæmpelager af farver til øjne, kinder, læber og negle, hvis jeg skulle dække alle behov.
Men jeg tilbyder alt indenfor retning og farvning af bryn og vipper, også ”lash lift”, hvor vipperne bukkes så de fremtræder mere fyldige og tydelige uden brug af kunstige vipper, slutter Trine, der
har stort udvalg af hudplejeprodukter fra det anerkendte firma Medex, som også bruges på klinikken
Læs meget mere om www.placeofbeauty.dk