I dag er vi (næsten) alle blevet en del af den digitale udvikling, hvor kun fantasien sætter grænser, fordi vi ”næsten kan alt”. Men ligesom rigtige mennesker kan også vore virtuelle venner blive ramt af en virus.
Med tanke for nutidens corona-epidemi forstår vi alvoren. Pludselig oplever vi, at vi ikke kan bevæge os hen, hvor vi vil. Døre og veje er lukkede, gode råd er dyre, og det kræver ikke bare mundbind og håndsprit, men også eksperthjælp, hvis vi fortsat vil være en del af det store fællesskab.
Doktor PC i Halvrimmen
Det er seks år siden Jesper Faarup startede virksomheden, ”Dig Og Din Pc” i Halvrimmen, med reparation og salg af brugte computere, iPads og mobiltelefoner
Motorcyklen og sportsvognen måtte rykke ud af garagen for at gøre plads til Jespers fremtidsdrøm som iværksætter, og der gik ikke mange dage, før den nystartede virksomhedsejer vidste, at han var på rette kurs. Der var brug for én med hans kompetencer indenfor it.
Bag den lille butik gemmer der sig et større værksted med lager og de to medarbejdere, Anna og Flemming.
Jesper bor privat i nabohuset, og han fortæller:
– Oprindelig købte jeg huset for at have et sted, hvor jeg kunne hygge mig med at skrue på gamle motorcykler, sportsvogne og lignende. Jeg havde kørt bybus i Aalborg i seks år, og tanken om selvstændig virksomhed var fjern. Jeg var glad for kontakten med mennesker, og selv om jeg af og til var træt af chefen, havde jeg umiddelbart ikke fantasi til at finde noget andet at leve af.
Skæbnen ville, at én af mine bekendte, der driver selvstændig virksomhed, et par gange henvendte sig for at få løst computerproblemer. Måske andre havde tilsvarende behov? En snak med min revisor gav grønt lys for et liv som selvstændig, og sådan kom jeg i gang.
Problemet, der løste sig selv
Spørgsmålet var, hvad jeg skulle lave i den tid, hvor der ingen opgaver var, men efter bare tre dage, havde det problem løst sig selv. Der var nemlig rigeligt at lave.
Jeg startede 2. maj, og allerede midt i august ansatte jeg min første fuldtids medarbejder. I dag har jeg to deltidsmedarbejdere med hver deres kompetencer. Flemming, der er nørd inden for PC og spil, og Anna, der ganske vist blev ansat til kontoropgaver, men blev den, der udfører de fleste reparationer af mobiltelefoner.
Vi påtager os stort set alle opgaver indenfor Windows computere, Apple computere, iPads og iPhones. Android telefoner overlader vi til en samarbejdspartner, forklarer Jesper.
Baggrund
47-årige Jesper er oprindelig uddannet systemingeniør ved Microsoft og som driftsleder indenfor landbrug, teknisk er han derfor klædt på til lidt af hvert.
– Men selv om jeg er uddannet til at sætte netværk og servere op for store virksomheder, synes jeg, det er langt mere tilfredsstillende at løse problemer for hr. og fru Madsen, selv om jeg økonomisk har mindre ud af det. Men jeg har truffet et valg og sætter pris på min frihed, som er langt større, end hvis jeg skulle ansætte medarbejdere til at servicere store firmaer alle døgnets timer.
I forbindelse med starten deltog jeg i nogle iværksætterkurser hos Jammerbugt Kommune, og af holdets 20 deltagere, var der vist 15, der startede egen virksomhed med god hjælp af Knud Christensen. Årsagen til, at kun tre har overlevet, er sandsynligvis, at vi havde et realistisk projekt at bygge på.
Interessen for computere fik jeg allerede som dreng, og jeg brugte alle mine konfirmationspenge på at købe en Commodore 64 og var den første i min skoleklasse, der fik computer. Dengang var det en kostbar hobby, og voksne betragtede det mest som legetøj, fordi ingen rigtig havde indsigt i, hvad det hele drejede sig om. Det må ligge i generne, for min storebror arbejder med reparation indenfor radio og tv.
Både Flemming og Anna er deltidsansatte og flexjobbere. Flemming kom oprindelig i butikken i sin tidligere egenskab af it-medarbejder på en lokal skole, men da kommunen sparede ham væk, sagde Jesper ”haps”.
– ”Man smider jo ikke guld på gaden”, forklarer Jesper.
Kunderne
– Vi startede med butik, lager og værksted i det lille lokale, men ikke overraskende blev pladsen for trang, og så måtte vi udvide.
Kunderne kommer ikke kun fra Jammerbugt Kommune, men også fra Thy, Mors, Hjørring, Brønderslev, Aalborg, Hals, og mange kommer også fra områder syd for Limfjorden. Vi er ikke billigere end andre, men vi er kendt for at levere kvalitet og service, og det betyder rigtig meget. Vi servicerer Aalborg-virksomheder, der handler med Apple-produkter, bl.a. fordi vi har investeret i det rigtige grej og sælger reservedele til andre værksteder.
Gamere
Flemming må gerne lege i arbejdstiden. Han arbejder lige nu med test af gameropsætning i forbindelse med udvikling af nye løsninger, så gamere uden problemer kan starte med at anvende nutidens avancerede spil uden at blive ruineret.
– Og vi står inde for funktionaliteten, så kunderne får det, de har brug for, og ikke bare noget, der ”måske virker”. Det betyder noget for kommende konfirmander, der har gamer PC øverst på ønskelisten, forklarer Jesper..
De siger, ”de kan alt” – og jeg tror på dem
Skindet bedrager, for den lille ydmyge butik henvender sig jo ikke kun til kunden, der skal have skiftet glas på sin iPhone, her løses også tekniske problemer, som undertegnede end ikke har evner og fantasi til at formulere.
Og selv om jeg kun forstår en brøkdel af, hvad der foregår i det lille værksted med de utallige reoler med kassevis af reservedele, er jeg en hel del klogere, end da jeg kom.
Som altid skal man ikke lade sig snyde af størrelsen og indpakningen, for det er ”indholdet, der tæller”.