Som ung kom Peter Mouritzen på seminariet, for en ”ordentlig” uddannelse skulle man have i begyndelsen af tresserne, så kunne man skrive digte i fritiden, for ét eller andet sted skulle pengene komme fra.
Det skulle nu vise sig, at sparekassebestyrerens søn fra Nørresundby var gjort af det rette stof, lærer blev han ganske vist, men med Frank Jæger som forbillede og masser af flid blev han også én af Danmarks mest produktive forfattere, med foreløbig 120 titler
De fleste kender tressernes populære film- og tegneseriefigurer, ”Poeten og Lillemor”, der har Frank Jæger som forbillede. Peter Mouritzen har også sin ”Lillemor”, nemlig Birgit, der har været hans uundværlige livsledsager og støtte, siden parret mødtes på seminariet i begyndelsen af tresserne.
Tiden går
Birgit og Peter bor ganske vist i Vrå, men kun i vinterhalvåret. Siden barndommen er han nemlig kommet i Blokhus, hvor forældrene havde et lille hus på næsten samme adresse. Peter er tredje generation i Blokhus, for også hans bedsteforældre ejede et sommerhus der. De var pionererne, kan man sige. De havde ikke bil. De cyklede til Blokhus med en gryde med flæskesteg på bagagebæreren lørdag, når de havde fri fra arbejde, og hjem igen søndag.
For mange år siden fik Peter og Birgit deres eget sommerhus ”Bag Sømærket” i Blokhus, og her bor de hvert år fra påske og i hele sommerperioden. Peter er blevet et kendt ansigt, når han cykler sine daglige ture i området eller indtager stambordet på Futten. Hvorvidt folk i Blokhusområdet ved, at han også er én af landets mest produktive forfattere, er langtfra sikkert, for den slags går man ikke så stærkt op i i badebyen.
For nylig, sådan føles det, besøgte vi forfatteren i anledning af hans 60 års fødselsdag. Det var i 2006, og selv om vi er blevet mere bevidste om, at et godt helbred ikke bare er en selvfølge, er vi stadig de samme, synes vi. Blot med lidt flere erfaringer, men den slags kan også blive til en bog.
F.eks. blev Birgit for nogle år siden ramt af en blodprop i hjernen. En forskrækkelse som både Birgit og Peter sent glemmer, og heldigvis kom hun sig uden mén. Men for forfatteren gav oplevelsen stof til endnu én af hans utallige børnebøger, ”PROP”, beretningen om Bobs bedstemor, der efter en blodprop fik dobbeltsyn i en periode, og det gav anledning til mange pudsige episoder. Forfatteren formår på ægte vis at sætte sig i børnenes sted, og det kommer der altid noget godt ud af.
Sommeren 2020
Nu er vi her så igen i anledning af, at der er gået 50 år siden den første udgivelse. Peter Mouritzen har ”fejret sig selv” med udgivelse af foreløbig to erindringsbøger, ”Da jeg var ung digter” og ”Den røde parentes, erindringer med huskefejl”. Begge fysisk smalle boger med bredt indhold.
– Jeg har netop læst noget morsomt, fortæller Peter. Forestil dig billedet af én af de stramajpuder, der engang lå i bagruden på familiebilen. Motivet var en smuk blomsterbuket, men nedenunder stod ordene: ”Hvis du har en dårlig dag, så husk at du også er grim”. Det er sådan en man griner af, og det er i virkeligheden helbredende.
Forslaget om, at Peter daglig læser et par af sine egne tekster for at komme i godt humør, falder til jorden. – Jeg undgår helst at læse noget, jeg selv har skrevet, man er som forfatter ekstremt hudløs over for det, man har skrevet, måske er man bange for, at man pludselig synes det burde være formuleret anderledes eller for at finde fejl eller dumheder, man ikke har set. Det siges også om skuespillere, at de ikke bryder sig om at se de film, de har medvirket i. Og der er musikere, der ikke kan lide at lytte til deres musik.
Selvfølgelig er jeg nødt til at konfrontere mig med mine tekster, når jeg er ude at læse op, f.eks. på skoler.
En enkelt gang har jeg genskrevet store dele af en tidligere udgivelse, det var da Gyldendal ville genudgive ”Dødningedukken”. Normalt skriver jeg på den måde, at form og indhold er smeltet sammen til en uadskillelig enhed, men Dødningedukken var en undtagelse. Den har den berømte indledningssætning ”Der sad en død pige i klassen”, og det var en sætning så stærk, at resten af bogen på det nærmeste blot blev en fodnote og en forklaring til førstesætningen uden nogen særlig stilistisk udmærkelse. Jeg fandt ud af, at jeg sagtens kunne stramme og redigere resten af bogen. ”Dødningedukken” har været en succes som genudgivelse, den er nu udkommet i 2. oplag hos Gyldendal, den oprindelige udgave på forlaget Apostrof blev trykt i syv oplag. Den og ”Haltefanden” er nok mine mest kendte børnebøger.
PIMM´S i Corona-tiden
Peter synes, det lyder som titlen på en bog, men det er en frisk engelsk aperitif, som Birgit serverer med eller uden is sammen med kaffe, hjemmebagte boller med ost og en dessert. Det fornemmes, at lignende kaffeborde er en mangeårig tradition i sommerhuset.
Hvis væggene kunne tale, ville det være spændende at lytte, for her i huset spares ikke på ordene, hverken de skrevne eller de talte – og ligegyldigt er det aldrig.
Omsider har vi nået formålet med vores besøg: ”forfatterskabet”, der indtil nu omfatter ca. 120 udgivelser alle hentet fra samme, tilsyneladende uudtømmelige kilde.
Forfatterskabet
– Hvor ideerne kommer fra, ved jeg ikke, det er nok både fra Paradisets Have og Djævleøen, eller begge, jeg plejer at sige, at først skriver man med Djævlen og så med Gud, filosoferer Peter og retter sig op i stolen. For nu er det alvorlig snak.
Som ganske ung var jeg digter og poet, ligesom flere af mine samtidige. Vi var naturligvis inspireret af Frank Jæger, og vi elskede ham, selv om han så småt var begyndt at glide ud af billedet til fordel for modernister som Rifbjerg. Jæger tilhørte efterkrigsgenerationen, og jeg tror han følte sig lidt forfulgt af ”de frække drenge”, der med et nyt forfriskende sprog appellerede til både læserne og nye forfattere som jeg selv.
Men jeg beundrede Jæger, og på et tidspunkt dristede jeg mig til at skrive til mit idol. Det var dengang postvæsenet arbejdede hurtigt, og et brev nåede frem på en enkelt dag. Jeg kom ikke til at vente længe på svar. Frank Jæger svarede omgående, og bare en dag senere fik jeg brev, som startede en brevvekslen, der fortsatte nogen tid, og det var til stor glæde og opmuntring for mig.
Frank Jæger var jo ”rigtig digter”, én af den slags, der stod ved sin skrivepult og kløede sig i håret, mens han overvejede ”hvad han lige nu skulle skrive”. Men hans holdning var også, at én vellykket linje om dagen var nok – ja det var ligefrem stort. Han nød stor popularitet hos læserne, men i lighed med andre af datidens kunstnere, forfattere, skuespillere osv havde han et stort alkoholforbrug og døde forholdsvis ung.
Den første udgivelse
Jeg fandt sammen med en gruppe ligesindede forfattere, oprørske, rebelske og revolutionære med en fælles drøm om at se sine tekster på tryk. På det tidspunkt var det moderne med undergrundsforlag, og mine første digte blev stencileret og udkom i blot 100 eksemplarer på ”Arena SUB PUB”. I tidens ånd var ”udstyret” enkelt, duplikerede sider samlet med hæfteklammer, som blev skjult af sort isolerbånd. Prisen var 5 kroner, men det kneb med salget, så jeg forærede de fleste bort. I dag er bogen sjælden, og prisen er steget til 500 kroner antikvarisk!
Snarere fordi det er en kuriositet, end på grund af digtenes kvalitet, mener Peter beskedent, mens jeg når at skimte et digt om Blokhus Strand, ”hvor fiskernes både hviler som kæmpebabyer”.
Birgit hustru, muse mv
Birgit, der også dengang var digterens muse, har også jubilæum, for hun har været med på hele den litterære rejse. Birgit kom fra Skarrild på Herningegnen, og hun og Peter lærte hinanden at kende, da de begge gik på seminariet i Silkeborg.
– Vi boede i en lille et-værelses lejlighed med skabskøkken, og jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg gik ind til. Peter levede i to verdener, skolelærerens og digterens.
Én mand, to personligheder
– Mens nogle havde nemt ved at forene to sider af personligheden, var det vanskeligt for andre, bl.a. mig selv, siger Peter. Jeg fandt aldrig rigtig ud af at vælge side, før jeg sagde min stilling på Tårs skole op sidst i 70´erne, da jeg var i begyndelsen af trediverne. Det var naturligvis en stor beslutning at sige farvel til trygheden som offentlig ansat. Der var stor forskel på at leve af forfatterskabet og skrive i fritiden med sikkerhed for, at der hver måned gik en løn ind på kontoen.
Jeg vidste, at jeg næppe løb tør for ord, selv om jeg har oplevet perioder, hvor de ikke flød så let. Inspirationen kommer og går, og aldrig på kommando. Jeg har kunnet sætte mig til tasterne og skrive i overbevisning om, at her havde jeg idéen til en god bog, men jeg tog fejl. Måske har jeg hypnotiseret mig selv til at tro, det kunne fungere og har skrevet, til jeg måtte erkende, at det ikke duede. Flere gange er et manuskript røget i papirkurven, og jeg har måttet erkende, at tre måneders arbejde var spildt.
Men sjovt nok har jeg hver gang oplevet, at jeg umiddelbart forinden er gået i gang med at skrive den ”rigtige” tekst, den der kom til at fungere. Som om noget nyt er dukket frem efter at være holdt nede af det ”forkerte”, noget konstrueret og uægte, der simpelthen måtte i papirkurven for at komme videre.
Som forfatter kan man altid skrive på ”rutinen” og få det til at se overbevisende ud. Spørgsmålet er, om det er ægte, men sandhedens time kommer heldigvis, pludselig slår man sig for panden og så farvel manus!
At skrive af lyst og pligt er to forskellige ting. Og man kan forsøge at overbevise sig selv om, at resultatet af tre måneders arbejde er godt, men mindst af alt kan man snyde sig selv, og den erkendelse må man nå frem til.
At skrive for voksne – eller børn
– Oprindelig skrev jeg udelukkende digte, mit hjerte var ved lyrikken, men med tiden opstod behovet for at skrive noget, der lignede en roman. Men romanen falder ikke naturligt for en lyriker, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var romanforfatter.
Jeg mindes, at jeg som ung sendte et digt til Benny Andersen, det gjorde man dengang for at få en kollegas vurdering af teksten. Benny Andersen svarede, at han for tiden ikke var så inspireret til at skrive digte, så han trøstede sig med at skrive prosa. Det syntes jeg var stærkt sagt. Trøste sig med at skrive prosa! Det er ord vi digtere kan lide.
Farvel til skolen, goddag til børnebøgerne
– Efter jeg stoppede som lærer for at blive fuldtidsforfatter, var tiden inde til, at jeg også fik lyst til at skrive for børn. Jeg havde jo en familie at tænke på og skulle tjene nogle penge, og digte vidste jeg, at jeg ikke kunne leve af. Jeg skrev bl.a. et hørespil, som blev opført i radioen med Erik Påske og Hanne Riebens, og det var udmærket honoreret.
Så fik jeg lyst til at afprøve om ”mit skæve hoved” kunne få ”skæve idéer” til en børnebog. Jeg har altid haft en god og lidt skæv fantasi, ligesom det skæve ben jeg fik efter at have haft børnelammelse som toårig.
Hele min tilværelse har været præget af reminiscenserne efter det langvarige sygdomsforløb, og i dag tænker jeg af og til på, hvilken betydning sygdommen har haft på mit liv. Selvfølgelig har jeg lidt afsavn på grund af min dårlige fysik, til gengæld har jeg udviklet min fantasi. Om sygdommen har været til skade eller en gave til mit liv, finder jeg aldrig ud af.
Tidspunktet var godt for mig som forfatter, for jeg kunne bevæge mig fra børnebogens socialrealisme og ind i den fantasi, jeg havde i så rigeligt mål og som var mit rette element. Samtidig var der nu plads til, at en forfatter som mig blev accepteret, og jeg udkom på det nye forlag ”APOSTROF”, hvor man gjorde meget for at promovere mit forfatterskab. Aviserne, især Information, medvirkede også til blåstempling af mine bøger.
Jeg synes, jeg har været heldig, for selv om jeg aldrig er blevet en stor bestseller, har jeg altid haft et stabilt og godt publikum. Man sagde, at halvdelen af skolebibliotekarerne elskede mig, den anden halvdel hadede mig, der var ingen mellemvej. Til gengæld var børnebibliotekarerne mere venlig stemt, selv om jeg ikke tænkte i målgrupper, og hvad der var pædagogisk korrekt. Jeg ved, at mange af mine bøger aldrig var blevet udgivet i dag. De ville ikke engang blive skrevet af mig, for den spontane, kreative fantasi skal først spørge sig selv, om den må gå planken ud – i dag. Sådan tænkte jeg aldrig før. Da skrev jeg bare løs med en djævel bag øret. I dag er der så mange ting, man ikke må tænke, og så meget man ikke må skrive, så i virkeligheden er det hele ikke nær så sjovt, som det var engang. Og så er jeg jo heldigvis blevet gammel, så det er såmænd ligegyldigt alt sammen.
Huset i Blokhus
Selv om parret også har et stort hus i Vrå, lyder det som om, det er i sommerhuset i Blokhus livet leves.
– De fleste af mine noveller for børn og voksne er skrevet her i sommerhuset, fortæller Peter Mouritzen. Ligesom jeg som ung skrev digte i mine forældres sommerhus på Pirupshvarrevej, begyndte jeg at skrive noveller her i sommerhuset, efter vi købte det i 2001. I alt har jeg skrevet 100 noveller her, for jeg fik en novelle-dille, ligesom jeg fik en digter-dille i tresserne.
Nu skriver jeg erindringsstof tilsat lidt kreativ fantasi. Min seneste bog ”Den røde parentes” starter med sætningen ”Jeg blev født i 1899 af en fattig syjomfru i Lønning”. Sådan en vanvittig sætning sender mig af sted ud i fantasiegne, jeg ikke vidste fandtes.
Så hvis jeg bliver senil, siger jeg bare: ”Jeg er ikke senil, det er bare min fantasi”, slutter forfatteren. .
