Vi har besøgt Per Halsboe-Larsen, tidligere lektor ved Fjerritslev Gymnasium og socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen i foreløbig 28 år i Fjerritslev og Jammerbugt Kommune. Her er han en slags ”alderspræsident”, idet kun få måneder skiller ham fra at have ligeså mange år på sit politiske cv, som borgmester Mogens Gade.
På et tidspunkt gik Per også efter borgmesterposten, nemlig ved første kommunalvalg i Jammerbugt Kommune, og dengang ærgrede han sig over ikke at blive valgt. Den ambition har længe været skrinlagt, og skuffelsen var til at overse, da Per for nylig måtte se sig slået med 12 stemmer af Diane Aarestrup som borgmesterkandidat til det kommende kommunalvalg,
– Denne gang stillede jeg op på opfordring, fordi ingen andre kandidater meldte sig. At jeg tabte, var der ikke noget at gøre ved, det er jo medlemmerne, der bestemmer.
Per ved godt, at borgmesterposten er krævende, og han befinder sig godt som menigt medlem af kommunalbestyrelsen, med den indsigt og erfaring han gennem årene har opnået. Han har prøvet det meste og både været viceborgmester, mangeårigt medlem af Økonomiudvalget og haft formandsposten i samtlige udvalg, bortset fra Teknik og Miljø. Engagementet holder, og derfor påtager han sig gerne fire år mere i kommunalbestyrelsen. Per er også næstformand i Jammerbugt Forsyning og vedstår gerne, at han er medansvarlig for de mange nødvendige opgravninger, der i øjeblikket sinker trafikken i Halvrimmen og Fjerritslev midtby. Upopulære beslutninger hører også til politikernes lod.
– I øvrigt har jeg lyst til at oplyse, at uanset hvilke rygter, der i perioder bringes til torvs, er samarbejdet i vores kommunalbestyrelse forbilledligt, sammenlignet med andre kommuner. Selvfølgelig er vi ikke altid enige, for folk har deres demokratiske ret til at lufte personlige standpunkter, men vi kan tale sammen, hygge os og grine sammen, og flere af os er private venner på tværs af politiske tilhørsforhold.
Farvel til Gymnasiet
I 2018 gik Per på pension efter 36 år som lektor på Fjerritslev Gymnasium, tidspunktet passede med, at der kom ny gymnasiereform.
– På det tidspunkt havde jeg ”slidt” fire rektorer op, jeg var fyldt 65, og da jeg havde haft ti af mine kolleger som elever på gymnasiet, tænkte jeg, at tiden var inde.. Selvfølgelig kunne jeg have taget et par år mere, men timingen var rigtig, især da en god kollega, Jørgen Thomsen, samtidig trak sig tilbage. Vi to var de sidste af ”de rigtig gamle”, som forsvandt, så nu er vejen banet for, at nye kan indtage pladserne som ”gymnasiets ældste”, siger Per.
Hustruen, Aino, passer fortsat sit job som leder af Familiecenteret i Jammerbugt Kommune, så i øjeblikket er det Per, der står for den hjemlige husholdning.
Han ville godt have haft en hund som selskab i det daglige. Tidligere havde familien boxeren Sif, som for Per er hunden, og selv om det er fristende at anskaffe sig en afløser, må fornuften råde. Som hundeejer indgår man en kontrakt på en halv snes år, om alt går vel. Det er ikke givet, at mennesker på 75 – 80 år stadig har ressourcer til at være ”hundens bedste ven”, og Per går ikke på kompromis, han er ikke interesseret i en lille, mindre krævende hund, – og så er der lige det med at være bundet:
– Vi har altid rejst meget, og fortsætter gerne, når forholdene igen er til det, og vi besøger selvfølgelig også gerne børn og børnebørn i København og Aarhus.
En mand af ”mange ord”
Den gode lærer er blandt andet kendetegnet ved evnen til at engagere eleverne gennem sin egen indsigt og viden, og det mærkes, at Per er vant til at tale og fortælle. Ordene flyder let, og overgangen fra det ene emne til det næste er umærkelig, og da det ikke er ligegyldig snak, der flyder fra hans mund, tager vi endnu en mundfuld af den gode, stærke kaffe og lytter.
Vejen til Jammerbugten
Per er oprindelig sønderjyde, født og opvokset i Sønderborg, og det var mens han gik på Syddansk Universitet i Odense, han traf Aino, som han giftede sig med.
– Jeg havde en god kammerat, Ole,som jeg arbejdede godt sammen med. Vi havde bl.a. skrevet en del undervisningsbøger til tysk-faget, som også var blevet udgivet. Efter endt eksamen mente vi, det var en formssag at finde arbejde, ingen af os kunne drømme om at komme væk fra Fyn, men vi blev klogere. Ole fik et vikariat i Aars, og efter jeg i 1980 havde taget et halvt års pædagogikum på Mulernes Legatskole i Odense, kom brevet fra Civilforsvarsstyrelsen med ordre om at stille i Middelfart 1. marts det følgende år.
Jeg havde fået udsættelse med militærtjenesten, og ligegyldigt hvor mange gode ord rektor på Mulernes Legatskole lagde ind for mig, var der ingen vej udenom. Militærpligten kaldte, og da jeg igen var en fri mand, var der desværre indført ansættelsesstop, og jobmulighederne var indskrænket.
Jeg fik et vikariat i Vejle og tog hver dag toget frem og tilbage, indtil min daværende rektor blev kontaktet af en kollega, som manglede en underviser til tysk og idræt i Fjerritslev.
Jeg søgte og blev kaldt til samtale en lørdag formiddag, det var dengang ansættelsen hørte under Amtet, og den endelige afgørelse lå i Amtsrådet.
Aino var med i bilen, og da vi holdt ved T-krydset ved kroen, udbrød hun: ”Her kan man da ikke bo”.
Jovist kunne man bo i Fjerritslev
Jeg fik jobbet, og nu skulle der handling til for at Aino også fik mod på en fremtid i Fjerritslev. Det var allerede rygtedes, at både Aino og jeg var gode til at spille håndbold, og det var et aktiv. Hjælpsomheden fra kommunen var stor, og vi fik anvist et midlertidigt hus. Aino var endnu ikke helt færdiguddannet og rejste frem og tilbage til Odense. En dag blev jeg kontaktet med spørgsmålet, ”om jeg havde set, at Fjerritslev Kommune søgte en socialrådgiver… Vel at mærke kommunens eneste?”
Jeg indvendte, at der var et halvt år til, Aino var færdiguddannet, men det betød intet. Hun SKULLE bare søge, lød ordren. Og det gjorde hun naturligvis og fik stillingen, selv om hun i mellemtiden også var blevet gravid med Ane, vores ældste datter.
Alle problemer blev fejet af bordet. Dengang var det kutyme, at der blev trukket i de nødvendige tråde, og man ansatte en vikar, til Aino var klar. Det var i de ”goe gamle dage”, hvor det betalte sig at kende én, der kendte nogen osv. Sådan er det slet ikke mere.
Fjerritslev Gymnasium havde kun eksisteret i tre år, da Per blev ansat, og siden har unge i flere generationer kunnet takke ham for deres tyskkundskaber.
– I 1983 købte vi vores nuværende hus og har boet her siden. Vi har tre børn, Lea, der er psykolog og bor i Aarhus, Teis er advokat og bor i København, den ældste, Ane, bor ligeledes i København og er socialdemokratisk medlem af Folketinget.
En minister i familien
Ane Halsboe-Jørgensen var Danmarks forsknings- og uddannelsesminister, indtil hun for ganske nylig blev udnævnt til kultur- og kirkeminister. Og jo, Per er naturligvis stolt, men ikke overrasket over sin datter.
Forleden holdt der igen en ministerbil udenfor huset på Havremarken. Nu en anden model med ny chauffør, Ane skulle deltage i Kulturmødet på Mors, og så var der lige lejlighed til et kort besøg ”hjemme”.
– Reglen er, at både bil og chauffør udskiftes, når man tiltræder i et nyt ministerium, børnene var godt nok lidt trætte af det, for de var glade for den tidligere chauffør, men sådan er reglerne, fortæller Per. Det er slut med at cykle til arbejde med ungerne på barnesæder for og bag. Chaufføren kommer hver morgen og kører først børnene i institution og fortsætter med Ane til dagens første opgave.
En anden ufravigelig regel er, at chaufføren bliver i bilen under besøget, ikke noget med at komme med ind til kaffe, sådan er det!
Et politisk hjem
– Ane er præget af sin opvækst i et politisk hjem, samtalerne ved spisebordet har i høj grad været præget af politik, og det var ikke tilfældigt, hun allerede som 14-årig meldte sig ind i DSU, fortæller Per.
Men hun oplevede også tidligt, hvad det politiske engagement indebar, for hun var ikke ret gammel, da hun spurgte sin mor: ”Hvad laver fædre, der ikke går til møder?”
Allerede i folkeskolen udviklede Ane en social bevidsthed, for hun kunne sagtens se, at ikke alle havde så nem en opvækst som hun og hendes søskende.
Jeg vil også påstå, at der altid har boet en minister i maven på Ane. Hendes pæne smilende ydre dækker også over, at hun altid har været både målbevidst og stædig. Hun gjorde sig tidligt bemærket ved at stå ved sine meninger, hvilket nok var årsagen til, at Helle Thorning i sin tid udpegede Ane, en nyvalgt kvinde, som næstformand for folketingsgruppen.
Og hun rystede ikke på hånden, da hun fyrede en departementschef blot tre uger efter sin udnævnelse til forsknings- og uddannelsesminister.
Tror du, Ane en dag bliver statsminister?
– Nej, for selv om hun er ambitiøs, tror jeg slet ikke hun går efter den post.
Jeg er ikke i tvivl om, at Ane kan klare de opgaver, hun bliver stillet overfor. Men det er jo næsten en naturlov, at regeringsmagten skifter med nogle års mellemrum. En minister har virkelig magt og indflydelse, og jeg tænker på, hvordan det må være for ministre at omstille sig den dag, de atter befinder sig i opposition og må acceptere, at andre pludselig tager alle beslutningerne, også dem man ikke er enig i. Men det er jo en del af virkeligheden på Christiansborg
Ministerens kulturelle rygsæk
Kultur er ikke raketvidenskab, og forældre kan sagtens give børn en kulturel ballast uden at gøre noget stort nummer ud af det, udelukkende ved det gode eksempel.
– Her i huset har vi altid haft en bred interesse for musik, billedkunst og litteratur, og det har naturligvis præget børnene. Under deres opvækst har vi forlangt, at de deltog aktivt i foreningslivet, vi har læst meget med dem, og vi har været så privilegerede, at de har fået lov til at dyrke de fritidsinteresser, de havde lyst til. Kun én gang havde jeg et problem. Ane ville gerne gå til ridning, men jeg er bange for heste og bryder mig slet ikke om de store dyr. Det var mit held, at Ane i begyndelsen faldt af hesten og mistede lysten – og så var vi (heldigvis) ovre det.
Familien har rejst meget, og når vi har kørt Europa tyndt i ferierne, har børnene som noget selvfølgeligt lært, hvilke lande og byer, vi passerede undervejs, viden om de forskellige steder har vi leget ind i dem, og vi har aldrig forladt en by uden at have besøgt den lokale kirke, mens børnene har suget viden til sig i det omfang, de selv viste interesse, indtil de på egen hånd begyndte at tage på festivaler.
Kultur er også mod til det ekstraordinære
Er der noget, jeg kunne ønske anderledes for kulturen i Jammerbugt Kommune, er det mod til at lave noget ekstraordinært som ”Operafestivalen i Rebild”, som jeg godt kan misunde dem. Musik må gerne være så meget andet end ”at stå med en spade” i hånden. Jeg har været både glad og stolt de gange, det f.eks. er lykkedes at trække Symfoniorkesteret hertil.
Per holder af musik, og han har tidligere spillet flere instrumenter, bl.a. trompet. I dag holder han sig til at formidle og arrangere musik som medlem af bestyrelsen for MusikCompagniet, en mangeårig forening for rytmiske musikarrangementer
I hjemmet er der god kunst på væggene, billeder, der ikke er tilfældige, men udvalgte og hver med sin historie. Naturligvis læser han, og i dag er det meget gerne biografier og krimier.
Når det gælder fysisk udfoldelse, har Per lagt håndbolden på hylden og dyrker i stedet tennis.
Men lige nu gør han klar til efterårets kommunale valgkamp, og så følger han naturligvis opmærksomt med i Anes politiske liv
– Der venter hende et helt nyt liv som kulturminister. Den ene dag på Mors, i aften i Operaen og i morgen til bispevielse i Helsingør. Der venter hende en travl, men også spændende tid med mange nye udfordringer.
Men jeg er ikke bekymret, for jeg ved, at uanset om man sender Ane til fodbold i Parken eller til et arrangement med Dronningen, så falder hun ikke igennem, slutter Per.
