Solen skinner og temperaturen nærmer sig 10 grader. Der er lang tid til sommerferien, men ”ferie” kan også være en enkelt dag eller to…måske til én af de mange danske øer.
I Limfjorden har vi for længst besøgt Mors, Fur og Egholm, men af uransagelige grunde skulle der gå mange år, før turen gik til Livø. Udenfor sæsonen skulle det være, så midt i juni 2021 satte vi kurs mod Rønbjerg Havn og gik om bord på ”M/S Bertha – K” , der ifølge redningskransen tidligere var hjemmehørende i Fåborg. Men nu var Bertha sammen med ”M/S Svanen” Livøs forbindelse med fastlandet.
”Bertha-K” er ren og ”pæn uden at være prangende”, og selv om overfarten varer mindre end en halv time, siger vi ja tak til en udmærket kop kaffe, serveret af skipper selv.
Naturens stillekupé
Den 300 ha grønne ø har siden 1990 hørt under Miljøministeriet, og Skov- og Naturstyrelsen står for driften. Landskabet er så varieret, at det rummer elementer af hele Danmarks natur. De kun syv fastboende er landmanden, driver avlsgården, skipperen, der står for el og vand samt færgedriften om vinteren, og så er der forpagteren af Feriecenteret med købmand, café, teltplads og overnatning i husene.
”Naturens stillekupé” som øen kaldes i Naturstyrelsens brochure, lever op til sit navn. Her er hverken biler, motorcykler eller knallerter til at bryde idyllen.
Det var stort set, hvad vi vidste, da vi steg i land .
”Den lange vandring”
Fejlagtig troede vi, at færgen lagde til i øens beboede område. Da vi kom i land ventede en ca. 700 meter lang travetur, der kan vare alt fra 5 til 20 minutter afhængig af ben og fysik. Det var en vidunderlig dag, solen skinnede, alt var nyudsprunget og duftede saftigt og grønt, mens fuglene sang og havde travlt med reder og yngelpleje. Hensynsfuldt er der opstillet bænke med passende mellemrum, så trætte ben kan tanke ny energi.
Betragt dette som en serviceoplysning, for vi mødte en dame, der aldrig nåede længere end til at slå sig ned på en bænk, da hun ikke var forberedt på forholdene.
Livø er for fodgængere, afstandene på øen er så korte, at det ikke forventes, øens gæster medbringer cykler, ligesom hunde heller ikke er velkomne af hensyn til øens dyreliv.
Teltplads
Skiltet mindede os om, at her ikke altid er så stille som denne forsommerdag. I løbet af sæsonen befolkes området af lejrskoler og skiftende events, og i den nærliggende flotte skolebygning er der 20 sengepladser og badefaciliteter.
God nat på Livø
Vi traver videre og kommer snart ind til den lille rødstenskirke, der også viser sig at blive brugt som forsamlingshus. Videre til selve ”byen”, der består af en samling meget velholdte, hvidkalkede huse. Et par håndværkere er beskæftiget med kalk- og malerkoste, og én af dem fortæller, at herlighedsværdien mere ligger i det udvendige end inde i husene, der er spartansk og enkelt møblerede sovesale med senge til overnatning for de talrige besøgende, der dukker op i årets løb.
Her er 265 senge, fordelt på 65 værelser i 7 huse!
Og så er der den kombinerede købmand og kro, som vi vender tilbage til. Den åbnede først en time senere, men heldigvis var der høflig selvbetjening, så vi kunne fejre vores ankomst med en kold øl fra Thy.
Avlsgården
Stilhed er mange ting. Vi bor selv på landet og synes, her er stille uden rigtig at registrere lyde i det fjerne af en traktor eller en bil, der bremser. Livø mindede om min barndoms sommersøndage i halvtredsernes Hirtshals midt i kirketiden, så stille, at man næsten føler sig som ”Palle alene i verden”.
Det første menneske vi mødte, var Naturstyrelsens medarbejder, Martin, der er ansat som skovløber. Han har en bolig på gården og fortalte beredvilligt om opgavefordelingen blandt øens få beboere, landmanden, skipperen og ham selv.
– Skipperen er også øens maskinmester. Han passer vandværket og elværket og klipper hækkene om sommeren, når han har god tid, fordi færgedriften passes af turistfærgen.
Jeg selv er ”fyrmester”. Det er mig, der står for pasningen af vindmøllen og solcellerne, samt sørger for flis fra skoven til opvarmning og varmt vand året rundt i husene. Hvis elforbruget er lavt, bliver strømmen i stedet anvendt til opvarmning, så vi nærmer os at være selvforsynende.
Vi har hver vore faste, definerede arbejdsopgaver, men ingen af os går af vejen for at give en hjælpende hånd, hvor der er behov.
Landmanden kan også sejle, når det er nødvendigt, og vi kan alle deltage både i marken og ved pasning af dyrene. Vi har et godt indbyrdes forhold og hjælper hinanden, sådan fungerer det bedst.
Vi er selvforsynende med grøntsager til vores private husholdning, det samme gælder landmanden, der også dyrker kartofler til brug i feriecentret.
Landmanden boede her allerede, da jeg flyttede hertil. Familien havde dengang fire børn, hvoraf en gik på gymnasiet og en endnu boede hjemme, men i dag er alle børn flyttet fra øen.
I dag er jeg den eneste, der stadig har skolesøgende børn, og når vi bor her, sejler de hver morgen over på fastlandet for at gå i Vilsted Friskole.
Både min og skippers kone arbejder på fastlandet, vi bor her kun en del af året og indretter os efter hinanden
Ø-kuller
Med den korte afstand til fastlandet, må det næsten være umuligt at få ø-kuller?
– Nej, men faktisk er der nogle af håndværkerne, der synes her er for stille. De kan næsten ikke komme hurtigt nok herfra efter arbejdstids ophør. Jeg tror ikke de bryder sig om, at de ikke bare kan sætte sig ind i bilen og køre væk, slutter Martin.
Lidt historie
I perioden 1157 til 1536 hørte Livø under Vitskøl Kloster, som tydeligt ses, når man kigger mod øst. I 1600-1700 tallet var der to gårde, drevet af fæstebønder på øen.
Den nuværende avlsgård er fra 1870erne, hvor et sjak svenske stenhuggere flyttede hertil og stod for opførelsen af bygningerne.
I 1911 overtog ”De Kellerske Anstalter” Livø, som en del af Nordeuropas største anstalt for åndssvage og udviklingshæmmede. Lægen Christian Keller var leder af institutionen, der havde hovedkvarter i Brejning, og husene på Livø blev opført som bolig for åndssvage, ofte kriminelle mænd, hvis forseelser kunne være alt fra voldtægt til cykeltyveri. I 1923 opførte man en tilsvarende institution for kvinder på Sprogø i Storebælt, og i begge tilfælde var det overordnede formål at forhindre beboerne i at formere sig.
Livø var ikke et fængsel i gængs forstand, for beboerne kunne bevæge sig frit omkring og havde til opgave at passe landbrug, skoven og værkstederne.
En overgang var der et par hundrede beboere på Livø, hvoraf personalet udgjorde halvdelen, men i
1961 blev anstalterne på både Sprogø og Livø nedlagt.
Forpagteren
For nylig var Jesper Lynge Bergholdt en glad mand. Han fik fornyet sin forpagtningsaftale vedr. feriecenteret på Livø.
Opgaven omfatter driften af købmandsbutikken, kroen, teltpladsen og overnatningshusene, og aftalen indgås for 5 år ad gangen.
Da vi var på besøg, mødte vi en veloplagt Jesper i butikken, der også er en del af kroen. Og mens han luner kringle og laver kaffe, fortæller han om et liv, der hidtil har været alt andet end kedeligt.
– Jeg er oprindelig uddannet civiløkonom, men har arbejdet som alt muligt andet. Allerede som 12-årig startede jeg på Radio Aalborg og har lavet mange ting i mit liv.
Siden begyndelsen af 90erne har jeg været engageret i forskellige opgaver i turistmæssige sammenhænge, og som restauratør og eventmager har jeg i mange år været involveret i musikarrangementer og karneval i Aalborg og Aarhus.
Jeg var forpagter på Lindholm Høje, da jeg erkendte, at mulighederne var udtømt, jeg havde brug for større rammer at udfolde mig i. Heldet var, at jeg i 2017 blev kontaktet af en medarbejder hos ”Aage V. Jensens fonde”, om den ledige forpagtning på Livø ikke var noget for mig?
Ulla, min kone og jeg havde få dage forinden mødt hinanden. Mens vi en dag sad og spiste et stjerneskud i Rønbjerg, fortalte jeg om min gamle drøm om at komme til Livø. Det var umiddelbart ikke en drøm, hun delte, alligevel lagde jeg en ansøgning ind, det samme gjorde en snes andre, men vi var heldige at vinde udbuddet, og er her nu på 5. sæson.
Jeg bor her selv på fuld tid, hvorimod min kone bor her to dage om ugen, resten af ugen er hun i Haderslev af hensyn til vores børn. Sådan er det, når man mødes sent i livet, og der er forpligtelser, man må indordne sig efter. Lige nu gør vi klar til, at der kommer godt 100 mennesker til spisning på lørdag, vi er fire, der laver mad og står for arrangement. Med god planlægning klarer vi det, og vi er vant til store arrangementer i form af festivaler, højskoleophold, diverse musikarrangementer, bl.a. Folkfestival og genoplivning af Livø Jazz. Hertil kommer private fester og bryllupper.
Vinteren går med færdiggørelse af årets projekter, planlægning af den kommende sæson og gerne lidt ferie
– Livø har gennem årene haft skiftende forpagtere. Man finder hurtigt ud af, om man kan trives herovre, min forgænger var her f.eks. kun i kort tid. Det er en stor, men også spændende opgave at påtage sig, og vi har mange fremtidsplaner, som vi forhåbentlig får lov til at realisere.
Min kontrakt skal genforhandles i 2022, og jeg håber, vi får lov til at blive, for vi er slet ikke færdige med Livø og har mange flere planer, der gerne skal blive til virkelighed, forklarede Jesper sidste sommer.
Min intension med Livø er, at den skal være ”folkets ø”, et sted, der blomstrer med kultur, natur og forretning som omdrejningspunkt. Mange af vore brugere kommer her kontinuerligt, Livø er i høj grad præget af græsrødder og frivillige, der alle er drevet af begejstring, slutter Jesper.
Fyldt med mange indtryk vandrede vi tilbage til ”Bertha”, hermed sluttede første, men bestemt ikke sidste besøg på Livø.
