Lisbet Hansen er en af den slags kvinder, der tilsyneladende overkommer alt. Hun har forpagtet café Vognporten på Børglum Kloster og de kommende uger står i julens tegn. Når klosteret åbner det traditionsrige julemarked, er det fru Hansen, der står for serveringen, bl.a. til de mange virksomheder og private, der vælger klosterets rammer til at komme i den rette julestemning.
Da vi for nogle uger siden besøgte fru Hansen, havde sommeren knap sluppet sit tag, og flere gæster nød solen i den lune krog udenfor caféen. Og Lisbet havde lige en fritime til at fortælle om sit ikke helt almindelige liv.
De mødtes i Mexico
Jeg er årgang 1960 og kommer oprindelig fra Struer. Jeg har altid været glad for at rejse, siden jeg som ung rejste med Mellemfolkeligt Samvirke og bl.a. var i kibbutz i Israel.
Jeg mødte min mand, Uffe, da vi begge påmønstrede et skib i Mexico, han var kok, og jeg var stewardesse, og på turen havde vi god tid til at lære hinanden at kende og planlægge en fælles fremtid.
Senere fik vi vores datter Camilla, som siden har gjort os til bedsteforældre. Mens hun voksede op,
indstillede jeg min rejselyst, men var aldrig i tvivl om, at jeg en dag skulle ud at rejse igen. Foreløbig var jeg en slags ”medhjælpende hustru”, for siden 2002 har min mand drevet ”Den gamle smedje” ved Børglum Kloster, som i dag mest er for selskaber og events som vildtaftener og fiskeaftener. Ellers har han fuldt op at gøre i ”Hos Uffe”, teatercafeen i Vendsyssel Teater.
Rejselysten vender tilbage
Det var i fuld overensstemmelse med både Uffe og Camilla, da jeg for nogle år siden begyndte at planlægge min fremtid. Mellemfolkeligt Samvirke havde nogle seniorophold, og jeg overvejede at rejse til Mellem- eller Sydamerika. Men det ville blive dyrt, alt for dyrt, syntes jeg, men en dag kom Camilla hjem fra gymnasiet, hvor hun havde en veninde, der kendte én, der havde forbindelse til en dansk pige, Jane, der drev et krisecenter i Ghana. Her manglede de frivillig arbejdskraft, og da min eneste udgift var flybilletten, sagde jeg JA. I 2014 rejste jeg til Ghana, og dermed var min skæbne beseglet.
Krisecenteret var et sted, hvor mødre med børn kunne komme, når de ikke kunne få tilværelsen til at hænge sammen. Det var en omvæltning i mit liv. Men det var slet ikke så farligt, som jeg havde frygtet , og jeg lærte snart at begå mig og færdes sikkert i det slumkvarter, hvor krisecenteret lå, og jeg kom godt ud af det med Jane, der oprindelig kommer fra Brønderslev. Sideløbende hjalp jeg til på det lokale børnehjem, det var hårdt, for jeg var jo ikke uddannet til at tage mig af de syge børn, men måtte handle efter min intuition.
En dag mødte jeg Jesper, der var fra Hjørring. Han lavede brønde i Ghana og kunne godt bruge en hjælper. OK, tænkte jeg, det er ikke noget med syge børn, men konkrete praktiske opgaver, som jeg godt turde give mig i kast med.
Til hjælp med brøndbyggeriet havde Jesper nogle flygtninge fra borgerkrigen i Liberia. De boede i et nærliggende slumkvarter, ”Liberian Camp”, der var oprettet i 80’erne med støtte fra FN, og Jesper var oprindelig kommet derned som frivillig. Mange år senere havde han igen besøgt Ghana og mødt sine venner, og sammen havde de taget brøndprojektet op. Jesper og jeg tilvejebragte det økonomiske grundlag, mens folkene fandt ud af, hvor behovet for vand var størst..
Det er en yderst simpel måde at skaffe vand, noget med bilslanger og blå tønder, der graves ned i et dybt hul, der cementeres på siderne. Simpelt, men vigtigst af alt: det virker og går ikke i stykker i modsætning til mange uduelige, dyre pumper, jeg har set i Afrika! Vandet passerer gennem et rensende lag af sten, langt mere hygiejnisk end de mudrede vandhuller, man ellers var henvist til at hente vand fra. Foreløbig har vi lavet 10 af den slags brønde, der koster 10.000 kroner at bygge, én af dem har jeg samlet penge ind til.
Samtidig lærte jeg folkene at kende og begyndte også at komme hjem til dem privat, og her fik jeg indblik i livet i slumkvarteret, og ikke mindst børnene.
Børnene
De var ikke ligefrem underernærede, men i høj grad fejlernærede, fordi deres kost mest bestod af slik og hvidt brød af dårlig kvalitet.
En søndag i marts for ca. syv år siden, besluttede jeg og John, min højre hånd, der er fra Libanon, at vi ville lave et ordentligt måltid til børnene. Sammen med kvinderne i campen lavede vi madpakker som børnene fik udleveret i kirken, men det rygtedes, og snart var der slet ikke mad nok til de mange børn, der dukkede op. Senere har det udviklet sig til, at vi laver mad til ca. halvanden hundrede børn hver tirsdag og lørdag. Vi har lånt en gammel kirkebygning til formålet, og lokale kvinder laver maden over åben ild, i stedet for at lave pakker, serverer vi nu maden på plastictallerkner, sammen med en pose vand. Jeg holder øje med, at de passer opgaven, også når jeg ikke er dernede, for vi har en aftale om, at de sender et billede hver gang børnene spiser, menuen består altid af ris med en grøntsagsstuvning, samt små mængder røget fisk og kylling, det er vigtigt, at alle får et lille stykke kød. Det er nok de to bedste måltider børnene får i løbet af en uge.
Aldersmæssigt er børnene fra helt små, der kommer på ryggen af deres mor til unge på 15 – 16 år.
En stor opgave – og en GAVE
Jeg ved, det er en stor opgave, jeg har påtaget mig, men det er nu sådan jeg er.
Jeg synes, det er nemmere at træffe beslutningerne selv, fremfor en bestyrelse skal bruge timer på at diskutere småting på alenlange møder. Selvfølgelig er økonomien en udfordring, og jeg søger fonde og foreninger, for hver eneste krone tæller.
Med til historien hører også, at jeg for 4 år siden holdt et foredrag for en flok Lions-piger i Brønderslev.
På vej ud af døren blev jeg kontaktet af én af deltagerne, der viste sig at være bankrådgiver i et lokalt pengeinstitut. Hun havde en klient, der af og til donerede penge til humanitære formål, og hun ville kontakte ham.
Der gik lang tid, uden jeg hørte noget, og jeg havde faktisk glemt det, da bankrådgiveren kontaktede mig: Klienten var blevet alvorligt syg og havde besluttet at donere større beløb til Afrikaprojekter, og jeg var betænkt med 200.000 kroner. Glad var jeg, og historien blev endnu bedre, da bankrådgiveren ringede et par dage senere:
”Sidder du ned?”, spurgte hun. Det glade budskab var, at donationen nu var forhøjet til 400.000 kroner, en fantastisk håndsrækning til vores projekt, og de penge har vi haft glæde af lige siden… Bl.a. reddede pengene, 50.000 kroner, som kemo- og strålebehandling kostede, da vores kokkepige, Maria, havde fået kræft. En lille pige med vand i hovedet har vi også kunnet redde med de ca. 20.000 kroner operationen kostede. Lægebehandling er meget dyr dernede, og det er en stor glæde, når vi alligevel har penge til behandling.
Jeg har også gang i et projekt i det nordlige Ghana, hvor vi lige nu er ved at bygge en skole, et projekt, der løber op i 100.000 kroner, endelig har vi investeret i et areal landbrugsjord, som vi skal i gang med at dyrke.
Det har betydet meget for udviklingen dernede, at vi fik de mange penge, og heldigvis har jeg stadig 150.000 kroner tilbage, bl.a. som sikkerhed, hvis noget slår fejl. Jeg bruger 5.000 kroner hver måned til mad til børnene, og de penge skal helst komme ind via andre aktiviteter.
Nu skal vi have børnene på udflugt for første gang i tre år. Det beløber sig til 10.000 kroner, som det selvfølgelig ville være fristende at tage af ”kassebeholdningen”, men jeg håber vi kan få pengene samlet ind på anden vis.
Oprindelig opholdt jeg mig dernede i flere måneder ad gangen, men jeg har stabile folk på opgaverne, og med vores daglige kontakt via mobiltelefonen kan mange spørgsmål løses, og så tager jeg kun derned to gange af 2 – 3 ugers varighed om året.
Jeg ville have været dernede i oktober, men venter til efter jul, bl.a. af økonomiske grunde. Jeg har også opgaver her hjemme, bl.a. har vi haft vildtarrangementer i Smedjen her i efteråret og arrangementer på teateret.
Om fru Hansen
Navnet har jeg brugt i mange år, bl.a. i min webadresse, ”fru Hansen.dk”, det var nemt, for det er jo mit navn. I takt med mine aktiviteter i Ghana, blev det så til foreningen, ”Fru Hansens Plan”, som folk kan støtte økonomisk. I øjeblikket har vi ca. 100 medlemmer, der betaler kontingent, som vi anvender til mad til børnene.
Gennem nogle år har Lisbet forpagtet Café Vognporten på Børglum Kloster, og lige nu står hun foran det årlige klostermarked, der åbner den 18. november med alt, hvad det medfører af gæster, ikke kun private, men også mange firmaer, der inviterer medarbejdere med børn til julehygge.
Har den travle kvinde overhovedet tid til fritidsinteresser? Ja, i mange år har hun spillet violin i et kammerorkester i Brønderslev.
– Og så løber jeg lidt, bl.a. skal jeg til Berlin og løbe Maraton i næste uge!!
Jeg ved godt, jeg har gang i mange ting, men det har ikke været planlagt.
Jeg kommer fra et indremissionsk hjem, og jeg kan se, at mine forældre også havde kvaliteter, som har præget mig. Bl.a. husker jeg, at der i kirken kom et par tamilske flygtninge, og dem inviterede mine forældre hjem til kaffe, det var ret grænseoverskridende i 70’erne.
Mit liv har været præget af tilfældigheder, og jeg har aldrig villet fremhæve mig selv som noget særligt, men jeg er nysgerrig af natur, og har bl.a. ladet mig inspirere af mennesker, jeg har mødt. Ofte er det sådan, at det ene har ført det andet med sig, og selv om jeg har været usikker ved nye udfordringer, har jeg taget dem op og mærket glæden, når det gik godt. Jeg tror livet til søs, da jeg var ung, har rustet mig, så jeg har turdet overskride mine grænser, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.
Nu venter fire travle weekender, med masser af julestemning, håber jeg. Krisen er jo en ubehagelig medspiller, som kan vende op og ned på alting. Men jeg tror på julen, slutter fru Hansen, der allerede har fundet nissehuen frem af gemmerne.
Har du lyst til at støtte Fru Hansens Plan, kan du bruge mobilepay 30277496
