Det er knap tre år siden Finn Kruse og hans hustru Else-Marie flyttede til Øland, bogstavelig talt uden at kende en sjæl. Det var naturen og huset, de bor i, de faldt for.
Den tidligere bankmand har altid haft fotografi som hobby, og han var derfor med på idéen, da en ven i den lokale kunstforening, Hans Christian Nielsen, beskrev et spændende projekt han havde oplevet i en tysk by, hvor 100 indbyggere i alderen 1 – 100 år var portrætteret.
Noget tilsvarende måtte kunne praktiseres i Jammerbugt, og som sagt så gjort.
101 – er faktisk mange
Godt hjulpet af hustruen og Lise og Hans Christian Nielsen begyndte arbejdet med at finde de mange deltagere. 101 personer ER mange, når man ”bare” sådan skal finde de rigtige.
Alder og køn skulle passe, fra 0 – 100 år, begyndende med en 14 dage gammel pige, og herefter var det drenge på ulige datoer og piger på lige. Den nødvendige geografiske spredning gav samtidig Finn Kruse anledning til at køre på kryds og tværs af hele Jammerbugt, og dermed har han på rekordtid opnået større lokalkendskab end mange, der både er født og opvokset et sted i kommunen.
– Alle har taget meget venligt imod mig, fortæller Finn Kruse. Det er kun ganske få, der har afslået at være med.
Vandreudstilling
Finn Kruse har ikke fået betaling for sit arbejde, men kommunen har betalt indramningen og kan fremover disponere over portrætterne. Selve afsløringen fandt sted den 6. september ved åbningen af udstillingen ”KUNST PÅ ØLAND”. Næste ophængning bliver på Rådhuset i Pandrup, og herefter kommer udstillingen på ”vandring” ad foreløbig ukendte veje. .
Der er allerede stor interesse for de mange billeder, for selv om de sort/hvide billeder umiddelbart ser anonyme ud og hverken er forsynet med navn eller adresse, men kun et årstal, går der ikke lang tid, før ét ansigt træder frem.
Er det ikke? – tænker man og spørger måske de omkringstående.
Og jo, det er det, og så går snakken.