Et spændende liv omgivet af kunst, kunsthåndværk og smukt tøj i en lækker lille strøgbutik eller måske i et eventyrligt gulkalket hus med store flotte rum, midt i naturen, står på mange kvinders ønskeliste.
Ikke alle drømme bliver realiseret, men her kan du læse, hvad der ventede Jytte Meyer, da hun som 60-årig forlod sin gode stilling efter mere end 25 år som filialdirektør i Nordea i Svenstrup og senere også afdelingen i Frejlev.
– Jeg har altid vidst, at jeg en dag skulle finde noget andet at beskæftige mig med, når jeg sluttede i banken, for jeg skal helst have noget at gå op i, forklarer Jytte, der i dag er 71 år.
Jeg satte mig det mål at skabe et nyt liv, hvor min mangeårig hobby som glaskunstner skulle være det kreative fundament for et galleri med udstilling af billedkunst og glas. Samtidig kunne jeg holde de glaskurser, som jeg ikke havde plads til i vores hus i Aalborg
Drømmehuset
Længe var jeg på udkig efter det ”rette sted”, bl.a. kom jeg på én af mine utallige køreture mellem Svenstrup og Frejlev forbi en landejendom med de smukkeste vinduer, som jeg besluttede skulle indgå i mit fremtidige drømmehus, der også skulle have sortglaseret tegltag, som netop på det tidspunkt var populære.
Den virkelige ramme om drømmene fandt Jytte under et tilfældigt besøg hos en ejendomsmægler i Tversted: Tronsmark Gamle Skole var til salg.
Jeg bad om en salgsopstilling. ”Vil du ikke med ud og se huset”, spurgte mægleren til min overraskelse, for den service var jeg ikke vant til fra Aalborg.
Det var i november måned 2008, og allerede ved synet af huset udefra, var jeg solgt. I tankerne gik jeg i gang med at indrette, og de kommende dage gik med praktiske overvejelser om økonomi osv.
Jeg skulle naturligvis også indvie Preben, min mand, i projektet, han kendte nemlig ikke til de planer, der fyldte mit hoved. Heldigvis var han positiv, og vi blev enige om at beholde begge huse, hvis altså drømmehuset blev mit. For der var mange, der var interesserede, men det krævede at man havde en plan for de mange kvadratmeter. Og det havde jeg.
Der gik et års tid, før handlen faldt på plads, vi skulle være enige om salgsprisen. Den var for høj, da huset både skulle have nye vinduer og nyt tag. Det blev røde og IKKE sortglasseret tegl (heldigvis), og det ville blive en bekostelig affære.
Heldigvis lykkedes det os at nå til enighed, så jeg fik mit hus. Da jeg skrev under, havde jeg hele min fremtidsplan klar, og så gjaldt det om at komme i gang.
Skolen
Bygningen blev nedlagt som skole i 1949, og har siden været privatbolig for skiftende ejere.
– Jeg har kontakt med den tidligere førstelærer Nielsens datter, Inger, hun er 94 år i dag og kommer her et par gange om året, og vi får en snak om husets fortid, forklarer Jytte, mens vi går gennem udstillingen i de mange rum.
Huset er på 256 m2, samt et uudnyttet loft. Vinduer er skiftet, og alt er udført med respekt for husets oprindelige stil. Der er ikke meget tilbage af indretningen som skole, men de flotte, afslebne gulve er fulgt med hele vejen og ser ud til at holde mange år endnu.
Galleriet
Udstillingen fordeler sig over flere af husets rum, og man skal sætte god tid af, hvis man vil se det hele. Den oprindelige plan blev fulgt, skiftende maleriudstillinger på væggene som supplement til Jyttes egen glaskunst. Indretningen er personlig og vidner om, at Jytte ikke er farveforskrækket. De skiftende maleriudstillinger blev snart suppleret med kimonoer/jakker i bomuld og silkesarier og tørklæder fra Indien, som Jytte flere gange har besøgt. Andre varer som tasker og smykker køber Jytte på årlige besøg på Mallorca.
Kunstnerisk blev det en succes fra starten, da den allerførste udstiller solgte hele 18 malerier på ferniseringsdagen.
– Med sådan en start var det svært at få armene ned, siger Jytte.
Farvel til banken
De første tre år fortsatte jeg i mit fuldtidsjob i banken. Preben og jeg kørte herop fredag aften, for at åbne her lørdag klokken 10 og så hjem igen søndag aften.
Jag havde travlt, for ved siden af underviste jeg i Nordea-regi. Selv om jeg altid har været en arbejdshest, måtte jeg også passe på mig selv.
Jeg besluttede at stoppe som 60-årig, men gik stille med dørene, mine kolleger vidste ganske vist, at jeg havde mit galleri, men mine fremtidsplaner underholdt jeg ikke med i ledergruppen. Heldet var med mig, da det tidsmæssigt faldt sammen med, at Nordea helt usædvanligt skulle afskedige 15 medarbejdere. Jeg meddelte straks, at jeg gerne ville søge om fratrædelse. Men så nemt gik det ikke, ”du er ikke med på vores liste, så det skal du ikke, Jytte”, sagde min direktør.
Så gik der tre uger før direktøren kontaktede mig igen, én af de øvrige medarbejdere ønskede ikke fratrædelse, så nu kunne jeg få mit ønske opfyldt.
Glad og lettet var jeg, for nu kunne jeg for alvor lægge fremtidsplaner, og i de godt 10 år, der siden er gået har jeg ikke et øjeblik fortrudt.
Eneste minus er, at jeg kan savne min gode løn, men det opvejes fuldt af de øvrige værdier, der siden er kommet ind i min tilværelse.
Ny inspiration
– I galleriet er der også sket ændringer, for efter jeg sluttede i banken, blev der pludselig plads til nytænkning og forandring. I dag laver jeg ikke længere glas og underviser heller ikke mere, til gengæld er jeg begyndt at male.
Det var under en ferie i Thailand, jeg blev inspireret af de smukke farvestrålende stoffer og tørklæder, pladsen havde jeg, så det var oplagt at handle med lidt ”anderledes” tøj.
Som sagt så gjort, og med spændende tøj på stativerne åbnede Jytte samtidig for en endnu større kundekreds, og Galleri Tronsmark er med årene blevet et populært udflugtsmål, også udenfor turistsæsonen.
Haven – også et aktiv
Herligheden fortsætter udendørs i den store parklignende have, hvor Preben netop har slået græs, en opgave, der strækker sig over godt et par timer. Grupper af hvidmalede havemøbler er i brug, når huset af og til besøges af selskaber, ofte kvinder, som beværtes med kaffe, mens de lytter til stedets og Jyttes historie. Det er også her, der nogle gange i sommerens løb arrangeres kunsthåndværkermarked, sidste gang i 2023 var 3. september.
Vi sætter os på én af de hvide havebænke, heldigvis skinner solen, og med god kaffe i kopperne lytter vi til Jyttes beretning om et arbejdsliv, der tog en forandring, da mange af hendes jævnaldrende gik i pensionstanker.
– Jeg elsker det her sted, siger, Jytte, og det kan ses, for her er intet overladt til tilfældighederne. Billeder, skulpturer, glas og tekstiler er ikke tilfældigt placeret, men i harmoni med omgivelserne og på det helt rigtige sted.
Galleriet er åbent torsdag til søndag hver eneste uge fra februar til midt i december, resten af ugens dage tilbringes i Aalborg, hvor Jytte lægger ”gallerikasketten” for at blive mormor for et par tvillinger på 9 år og deres 12-årige storebror. Han er nu så gammel, at han kan tage toget til Sindal, hvor Jytte henter ham, så de kan have et par hyggelige dage sammen.
-Det er så hyggeligt, siger Jytte, der allerede ser frem til efterårsferien, når ”ungerne” kommer igen til det, vi må kalde et slaraffenland for børn.
Forhistorien
Jytte kommer oprindelig fra Løgstøregnen, men boede i København i nogle år, mens hendes mand uddannede sig ved Toldvæsenet. Jytte, der havde afsluttet sin handelsskoleeksamen blev ansat ved Post- og Telegrafvæsenet.
Det var dengang, et ”fornuftigt valg” var en stilling ved stat eller kommune, med udsigt til pension og tryghed i ansættelsen. Sidst i tresserne gjorde minderne om 30’ernes arbejdsløshed, at ikke mindst forældrene var glade for at få afkommet afsat.
Hjem til provinsen
Efter nogle år i København, søgte parret tilbage til provinsen, det var i 1977, deres ældste datter skulle starte i skolen og Preben blev ansat på Aalborg Toldkammer. Jytte færdiggjorde sin uddannelse og søgte ind ved Postvæsenet, bl.a. i Aabybro dog uden held, for der var rift om stillingerne, og der var 6 – 7 i køen foran hende.
Måske lå hendes fremtid i bankverdenen, der dengang var i rivende udvikling? Pengeinstitutter oprettede filialer overalt, ikke kun i større byer, selv små samfund med et par tusinde indbyggere havde mindst to filialer med venlige bankrådgivere og kontanter i kassen.
– Jeg ringede til Spar Nord en fredag, og kom til samtale om mandagen. Jeg blev ansat som kontorassistent af Jørn Rytter i Nørresundby. Senere kom jeg på Sparekasseskolen, læste til merkonom om aftenen og blev ansat i den tidligere Andelsbank, der senere fusionerede med Privatbanken og Unibank, der til sidst blev til Nordea.
Udviklingen i bankverdenen er gået vildt hurtigt, også siden jeg stoppede. Jeg har stadig minder fra tiden her i huset, for da afdelingen i Frejlev flyttede til Svenstrup, blev der møbler i overskud, som medarbejderne kunne tage. Jeg var forudseende og erhvervede møbler allerede inden, jeg havde købt huset her, så vi sidder på ”stole fra banken”, når vi spiser frokost her i galleriet, slutter Jytte.
