”Hvad hånden former er åndens spor”,
linjen falder mig ind, fordi keramiske værker ofte afspejler hænderne og mennesket, der har formet dem. Ligesom musik kan keramik have forskelligt udtryk, voldsomt og groft som vulkansk lava, eller så fint, sprødt og elegant, at man knap tør røre det.
Jens Hostrup er mangeårig indehaver af Rakugalleriet, der i dag ligger Under Lien 51 nær Slettestrand.
Vi besøger ham én af de sidste højtskattede sensommerdage, hvor solen stadig varmer, mens luften dufter af begyndende efterår. Her sidder vi i selskab med årets sidste insekter, mens Jens fortæller om et langt liv med musik og keramik
Jens behøver ingen nærmere præsentation i Jammerbugten, for udover kunsten er han kendt som leder af Fjerritslev Musikskole fra 1993 til 2007 og senere souschef i Jammerbugt Musikskole. I dag er han pensioneret, men musikken har stadig en fremtrædende plads i hans hjerte, og han øver helst et par timer hver dag på klassisk guitar. En gang imellem tager han ud og optræder, gerne med et repertoire om H.C.Andersen og Jeppe Aakjær i selskab med vennen, Per Iversen.
Begyndelsen
Jens Hostrups livsrejse begyndte i England for 68 år siden. .
– Min mor var engelsk og halvt ukrainsk. Hendes far, der var læge, stammede fra Kiev, som han var flygtet fra i 1917, og min mormor var fra Kanaløen, Jersey.
Min far var pæredansk, selv om hans mor havde spanske rødder. Mine forældre mødtes, da min far læste klassisk filologi i England. Efter min ældre bror var født, valgte far et arbejde, der skabte grundlag for at forsørge sin familie.
Jeg blev født i 1955 i Essex, nær London. Senere flyttede vi til Yorkshire, hvor min søster blev født, og efter tre års ophold i Tyskland, flyttede vi til Danmark.
På det tidspunkt var jeg 8 år, men min skolegang startede allerede, da jeg var 4, så jeg havde tyvstartet undervisningen i forhold til mine jævnaldrende.
Musikken
– Jeg voksede op i et musikalsk hjem, alle skulle spille som en del af opdragelsen, der var ingen pardon. Min far havde en overgang studeret musik og komposition, min farmor var koncertpianistinde, men måtte stoppe, fordi hendes nerver ikke kunne klare presset. Min farfar var mere alsidig rent musikalsk, så det er klart, jeg er arveligt påvirket.
Jeg begyndte at spille klaver, mens vi boede i Tyskland, men da vi kom til Danmark, havde jeg lyst til at spille valdhorn. Musikskolen i Allerød overtalte mine forældre til i stedet at lade mig spille tuba, sandsynligvis fordi skolen slet ikke havde undervisning i valdhorn.
Tubaen blev nu heller ingen succes, bl.a. fordi den var højere og uhåndterlig for en otteårig dreng. I stedet faldt valget på en blokfløjte, så det var fra den ene yderlighed til den anden.
Klaveret var heller ikke mit instrument. Det fandt jeg som 10-11-årig i min fars gamle guitar, og jeg var kun 13, da jeg begyndte at spille rockmusik i et band.
Jeg har virkelig været fremme i skoene. Jeg stoppede med at ryge hash som 16-årig, efter at have været i gang i 3 år. Jeg var nok præget af, at jeg mest var sammen med nogle, der var meget ældre. Da jeg var17 år flyttede jeg hjemmefra.
Målrettet
Et par år tidligere var jeg også begyndt at spille klassisk guitar, og jeg var seriøs og målrettet, da jeg som 18-årig startede på Musikkonservatoriet i København.
Jeg ville være musikpædagog, sikkert inspireret af, at jeg efter realeksamen arbejdede med børn på et fritidshjem. Det interesserede mig og passede med, at Konservatoriet samtidig oprettede en ny uddannelse med fokus på pædagogikken. Det hed sig ”man skulle kunne undervise fra vugge til grav”. Det var en nyskabende uddannelse, som virkelig passede mig, fordi vi skulle kunne alt mellem himmel og jord.
Det var nok en misforståelse, at uddannelsen lå på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og lærerkræfterne var måske heller ikke gearet til alt det nye. Eksempelvis var sangundervisningen lagt i hænderne på en tidligere operasanger, der ville have os til at synge ”Se den lille kattekilling”, som var det en opera. Det var håbløst.
At undervise børn, mens de udvikler sig, kræver særlig opmærksomhed, for hver enkelt kommer med anlæg, underviseren kan medvirke til at udvikle. Men trods begyndervanskeligheder fik jeg en uddannelse, som jeg siden har haft stor glæde af.
Efter konservatoriet uddannede jeg mig til folkeskolelærer, og sammen med min daværende hustru, Lise, der var læreruddannet, blev jeg ansat som højskolelærer i Egå.
Vi boede på højskolen, lige oven på spisesalen, og for at finde et fristed udenfor højskolen købte vi huset på Hjortdalvej i 1981.
Tilflyttere i Jammerbugten
Efter tre år flyttede vi permanent hertil, vi havde fået vores første barn og satsede på i en periode at være arbejdsløse. Det kunne man godt leve af den gang, især når man var to og boede billigt.
Sådan gik det ikke. Lise fik hurtigt et vikariat på Tranum Skole, og jeg blevet opfordret til at undervise på Tranum Musikskole, ganske vist kun et kvarter om ugen, idet der i begyndelsen kun var én elev. Men det ændrede sig snart.
Jeg fik flere elever, bl.a. på den nystartede Fjerritslev Musikskole og et vikariat på Tranum Skole, og sammen med den dygtige klaverlærer, Hanne McDonald, startede ”Brovst Børnemusikskole”, som snart fik ca. 60 elever, hvilket var mange i så lille et område. Men kreativiteten blomstrede, og Tranum havde på det tidspunkt et rigt kulturliv. Vores skole eksisterede indtil, der blev oprettet en kommunal musikskole i Brovst. Da jeg også underviste på Vedsted Friskole, fik jeg pludselig rigeligt at se til.
Modgang og medgang
For 10 år siden døde Lise efter fem års sygdom. Det var hårdt, for vi havde været sammen i mere end 40 år, og selv om vore to døtre for længst var voksne, og begge boede i København, var det et mentalt chok, der skulle bearbejdes.
Kærligheden blev vakt igen, da en ny Lise kom ind i mit liv. Jeg tog min tilværelse op til revision og sluttede som underviser. Lise, min nye kærlighed, havde på det tidspunkt Svinkløv Badehotel. Vi havde kendt hinanden i mange år, da jeg besluttede at gå på pension i en alder af 58.
Bag mig havde jeg 40 års undervisning, med alt hvad det krævede af tålmodighed og glæde ved at arbejde med eleverne. Som underviser har det været vigtigt at ”fylde på” de elever, der ofte giver mindst ligeså meget igen. I dag har jeg glæde ved stadig at have kontakt til nogle af dem.
Nu øjnede jeg muligheden for at fordybe mig i musikken på mine egne præmisser, samt dyrke min anden store interesse, keramikken, og dermed startede et nyt kapitel i min historie.
Keramikken
– Som keramiker er jeg selvlært, men interessen startede allerede i min barndom, da vi flyttede til Danmark. Der var ikke noget, der hed fritidsordning eller pasning af børn af den simple grund, at mødre næsten altid gik hjemme. Det gjaldt også min mor, der alligevel havde behov for ro en gang imellem, fordi hun oversatte dansk litteratur til engelsk.
Vores hjem var en del af datidens litterære miljø, bl.a. på grund af min fars nære venskab med forfatteren Villy Sørensen. Klaus Rifbjerg var også én af tidens forfattere, der kom i vores hjem, og når mor var optaget af arbejde, blev jeg passet af en keramiker i Allerød, så jeg var ikke ret gammel, da jeg første gang fik ler i hænderne, og jeg syntes, det var spændende.
I mine bedsteforældres hjem var der keramik fra forskellige kulturer, og jeg fik snart den vane at vende bunden i vejret på tingene, for at se hvorfra de stammede.
Sådan begyndte min interesse for keramik, og den blev yderlig skærpet, da jeg som 17-årig kom på højskole i Vestbirk mellem Vejle og Skanderborg. Det var en tid, hvor både håndens og åndens udvikling blev vægtet, og selv om musikken havde højeste prioritet, var det i højskolens keramikværksted jeg tilbragte mine aftener ved drejeskiven. Med en pottemager som underviser fik jeg rigtig meget ud af det halve års højskoleophold.
Kærlighed og kreativitet
Det var også på højskolen, jeg mødte min kommende hustru, Lise. Og udover interessen for hinanden, fordybede vi os begge i kreative udfordringer. Lise blev optaget af tekstil og billedvæv, en interesse, der fulgte hende gennem hele livet.
Efter højskolen ville jeg gerne fortsætte med keramikken, men jeg manglede ordentlige værkstedsmuligheder. Det fik jeg først på seminariet, og selv om musikken i de følgende år var mit erhverv, sørgede jeg altid for at have et arbejde, hvor jeg havde adgang til et værksted. Det løste sig, da vi flyttede til Hjortdalvej.
Galleriet
I 1987 byggede vi det første galleri, Rakugalleriet, i tilknytning til vores bolig, men senere greb det om sig, så vi byggede nyt og større galleri i en separat bygning.
Musikken var stadig mit egentlige erhverv, men med tiden lå det fast, at sommermånederne var helliget keramikken og galleriet.
Det har aldrig været vanskeligt at navigere mellem keramikken og musikken, for jeg var god til at adskille tingene. Når keramiksæsonen startede var det som om musikundervisningen ikke eksisterede. En yderligere motivation var, at jeg begyndte at sælge mine keramiske arbejder, og da det med tiden gav en pæn indtægt, var det en dobbelt glæde, at andre både satte pris på mine arbejder, og tilmed havde lyst til at erhverve dem.
Det er en ikke uvæsentlig anerkendelse på et område, jeg ikke er uddannet i.
Den forfinede stil
I mine keramiske arbejder har jeg altid været perfektionist. Jeg har aldrig kunnet smide tøjlerne og bare slå mig løs, klask, klask på leret, næsten at sammenligne med musikalske improvisationer.
Jeg kan godt misunde de, der tilsyneladende kan arbejde ustruktureret, men må samtidig erkende, at vi er forskellige. Og der kommer sjældent noget godt ud af at gå imod sin egentlige natur.
Jeg har fra starten lagt den perfektionistiske linje, og det vil nok være grænseoverskridende at gå nye veje i dag. Samtidig er det en udfordring, at der konstant bliver solgt ting fra hylderne, som selvfølgelig skal fyldes op med nye skåle og krukker..
Dermed kan kan man hævde, det er så som så med den kunstneriske frihed. Når det gælder musikken, er jeg langt bedre til at improvisere og kan sagtens slippe noderne, slutter Jens.
Nu kommer der kunder og de skal føle sig velkomne og have en fin behandling, på det punkt bliver der nemlig heller ikke improviseret.
I dag kan Jens Hostrups keramiske arbejder sagtens fylde udstillingen i det lille galleri, der er en del af værkstedet. De få billeder på væggene er lavet af den afdøde svenske kunstner, Børje Skohg, som Jens lærte at kende på en nordisk udstilling i 1992.
