Vi var glade, da vi i løbet af den første måned fik lagt 30 historier ind på vores nye blog. Det er dog for småting at regne, sammenlignet med vores absolutte overmand.
”Dovregubben”, alias Jesper Hansen, bor på Øland, og for nylig rundede han hele 3000 indlæg, alle med spændende indhold og substans.
Vi har besøgt Jesper, der ikke kun er en skriftens mand, han er også en spændende og engageret fortæller, der kan øse fra en tilsyneladende uudtømmelig kilde.
Der er langt til både Grønland og Tromsø i Norge, og det var tilfældigt, at Jesper og hans hustru havnede på Øland efter at have skiftet folkeregisteradresse ca. 35 gange.
Efter 10 år har de ingen planer om at flytte. Bl.a. fordi det er et kæmpearbejde at pakke alt ned i kasser, så måske bliver de boende.
– Én af reglerne i Ølands Frikommune er desuden, at landets rygeregler ikke gælder her, forklarer Jesper og tænder en cigaret, hvilket animerer fotografen til at gøre ham selskab med et stilfærdigt: ”Hurra for det naturlige liv”.
De, der forestiller sig, at der næppe kan ske noget særligt i det lille Limfjordssamfund, opfordres til at besøge ” www.Dovregubben.Blogspot.com”, navnet stammer fra Jespers tid i Tromsø, hvor bloggen tog sin begyndelse, næsten som en slags terapi i en engelsksproget verden..
Blandt de foreløbig 3000 indlæg er der nok at vælge imellem, og vi på www.Jammerbugtnu.dk har i øvrigt fået tilladelse til at bringe nogle af Jespers indlæg, og det gør vi med tak.. I dag om rødder.
Hvem er Jesper Hansen?
Jesper kommer oprindelig fra Farsø. Hans far var sygehuschef ikke kun i Farsø, men også Terndrup, Løgstør og Nibe
– Det var dengang børn måtte komme på sygehuset. Jeg lærte en masse af at være med far på arbejde. Op mod jul var der ikke mange patienter, så de, der var, fik ekstra opmærksomhed, og det smittede af på mig. Især havde økonomaen på Nibe Sygehus et godt øje til mig.
Som ung flyttede jeg til Aarhus, hvor jeg læste dansk, og siden boede jeg nogle år i Aalborg, mens jeg læste erhvervsøkonomi. Det var i lokalradioernes ”ungdom” , og jeg fik bl.a. en tjans med at vende plader om natten, hvilket var noget sjovere end at læse. Samtidig havde jeg et bijob som meddeler til Aalborg (nu Nordjyske) Stiftstidende, hvor jeg som 14-årig fik min allerførste lønseddel for et billede af et færdselsuheld. Jeg var på tæerne, hver gang sirenen lød i Farsø, det var oftest brandbilen, der kørte til én af datidens mange gårdbrande, og så gjaldt det om at følge efter på cykel. Bagefter hjem og fremkalde billedet, lægge det i en konvolut, for hurtigst muligt at sende det med bussen til Aalborg. Her var et bud, der samlede alle kuverter fra oplandet, hvorefter de havnede i avisens spalter.
Grønland
I dag er det svært at forestille sig den møjsommelige arbejdsgang, men sådan var det. Kandidat blev jeg aldrig, men jeg fik da en HA, og efter nogle år i reklamebranchen havnede jeg i Grønland i 1993. Det tidligere KGH skulle opløses, og der skulle oprettes en supermarkedskæde, hvilket faktisk var et område, jeg vidste en del om. Jeg havde bl.a. været med til at skrive en bog om ændringer i dagligvaresalget og indførelsen af discountbutikker. Desuden har jeg medvirket ved udviklingen af fremtidens kassesluse med laserscanning, der bruges den dag i dag. Ydermere havde jeg haft et job som ”demonstratrice” for Better Brands spiritus og serverede smagsprøver i butikkerne fredag og lørdag.
I Grønland viste det sig at være en ekstra kvalifikation, at jeg selv kunne fremkalde film og lave billeder, og når en ny butik åbnede eller en medarbejder havde jubilæum, var det vigtigt at få det bragt som en nyhed. Det var før internettet og halvdelen af mit job bestod af logistik. Jeg kunne Grønlandsfly´s fartplan i hovedet, så mine billeder hurtigst muligt kunne bringes i én af de to grønlandske aviser og i vores personaleblad. Det betød, at jeg lærte den beboede del af Grønland rigtig godt at kende.
Siden blev Jesper informationschef i Nuuk Kommune, og undervejs i samtalen dukker Jespers hustru Dina op.
”Hjemmestyret” lyder Jespers præsentation. Dina og Jesper har været sammen i 25 år og var formentlig én af grundene til det lange ophold i Grønland.
Sproget
Jesper taler og skriver grønlandsk, men som sprogrøgter og perfektionist ville han godt være endnu dygtigere til det grønlandske sprog, hvor selv bittesmå nuancer eller et enkelt bogstav kan forandre en sætning.
Her er Dina ikke den helt store hjælp, for hun har nemlig talt dansk siden hun var ganske ung.
– Jeg var opvokset på Diskoøen i Nordgrønland. Jeg ville gerne i butikslære, en uddannelse der varede fire år, og da jeg ikke kunne sige et eneste ord på dansk, besluttede jeg at lære sproget, godt støttet af en dansk sygeplejerske, der var gift med én af min fars bekendte.
Som 14-årig kom jeg på efterskole i Nuuk
Senere kom jeg i huset hos et dansk lærerpar med to drenge på fem og syv år, og mod at jeg lærte drengene grønlandsk, skulle de lære mig dansk. Mødet med Jesper gjorde, at mit dansk blev yderligere forbedret, for han rettede mig, når jeg lavede fejl, og det har været mit held, siger Dina.
Norge
I 2007 flyttede parret til Tromsø i Norge. Jesper var blevet seniorrådgiver i ”Arktisk Råd”, der af daværende udenrigsminister Per Stig Møller blev fremhævet som ”den mest veldrevne internationale organisation”.
– Det skyldtes sikkert, at vi kun var tre medarbejdere. Men jeg var åremålsansat til en ret god løn, og da jeg tilmed heller ikke skulle betale skat, tjente jeg rigtig godt, og vi besluttede at vende hjem til Danmark, når min kontrakt udløb.
Danmark
Jeg havde en gammel drøm om at flytte til Blokhus. Dels fordi det var dér, jeg tilbragte min barndoms ferier, dels var det i Blokhus, vi lejede sommerhus gennem årene på Grønland. Desværre var huspriserne i Blokhus steget voldsomt, og da jeg ikke havde lyst til at bruge alle mine penge på hus, begyndte vi at se os om efter et andet sted at slå os ned, og tilfældigvis så jeg, at huset her i Østerby var til salg. Det var lige, hvad jeg drømte om, stort og lidt gammeldags, altid med håndværksmæssige udfordringer til én som mig. De daværende beboere skulle skilles, og jeg fik huset til en rimelig pris, og så rejste jeg tilbage til Tromsø som husejer.
Vejen til Øland
Måske endestationen? Dina siger ”ja”, og Jesper fortæller, at han har plantet et valnøddetræ, som man oftest gør, når man finder et blivende sted.
– Da vi flyttede hertil, var det med en drøm om en helt anden tilværelse. Jeg var træt af kommunikation, træt af at skrive, og havde mest lyst til en stille og rolig tilværelse med at ryge fisk og avle lidt kartofler mv. Jeg kunne måske leje et stykke jord til et mindre gartneri og så køre rundt og sælge på markeder og ved dørene. På min Facebookprofil skrev jeg ”kartoffelavler”, og det resulterede i henvendelse fra grossister, der ville købe større partier. I en annonce for en konkurrence, hvor jeg skulle være dommer, stod der tilmed ”kartoffelavler Jesper Hansen, Øland”. Men jeg stoppede i tide. Det gik op for mig, at bagagerumssalg ikke var som ”i gamle dage”. Jeg skulle momsregistreres, have kasseapparat, og i røgeriet, som jeg selv havde bygget, skulle opsættes hvide fliser. Tilmed skulle jeg selv betale for, at Fødevarekontrollen kom på uanmeldt besøg, så i erkendelse af, at Danmark ikke behandler sine små fødevareproducenter særlig godt, slog jeg drømmen ud af hovedet.
Det gode liv
I dag laver jeg lidt af hvert. Jeg har fortsat opgaver i Grønland og er deroppe ca. hvert halve år. Jeg udfører kommunikationsopgaver for de, der ved, jeg kan skrive om andet end Grønland. Jeg skriver artikler til dagblade, bl.a. erhvervsstof til en grønlandsk avis, og hver fjerde uge leverer jeg en klumme til Nordjyske Stiftstidende.
Jeg er fra naturen udstyret med både klæbehjerne og en vis rastløshed. Havde jeg været barn i dag, havde jeg sikkert fået en diagnose.
Min store interesse er fortsat fotografering, naturen og min have, hvilket er en udmærket kombination. Desuden har jeg altid været skrap til at lave mad, også til rigtig mange mennesker, bl.a. wogmad over bål til 825 personer. Madinteressen er sikkert en kombination af. at jeg har været spejder og senere har deltaget i et kursus hos en fransk stjernekok på Sct. Gertruds kloster i København.
I forlængelse med den gastronomiske interesse, har jeg genoptaget min gamle interesse for vin, og siden 2016 har jeg været vinmand, og i nogle timer hver måned assisterer jeg kunder i Bilka med valg af vin til særlige lejligheder og fester.
Alt har en ende
Det gælder også samtalen med Jesper, hvor vi kommer vidt omkring. Nu forstår jeg pludselig, hvordan han har kunnet finde stof til hele 3000 indlæg, for han har evnen til at fordybe sig i næsten alt, han støder på. Og han deler gerne ud.
