Fredag den 26. juni 2020 er endnu en mærkedag i Gølbådens historie.
Præcis 3011 dage efter det gamle skib blev transporteret ad landevejen til Gjøl fra Nørresundby, blev det med lige dele ekspertise og forsigtighed løftet over på en blokvogn, der i lighed med den mobile kæmpekran var stillet til rådighed af Niels Helledie, N.H. Løft i Østervrå.
Som tilskuere havde vi kun én opgave: At undlade at gå i vejen. Derfor var der mulighed for at betragte den nye Gølbåd fra alle vinkler og samtidig opleve, hvordan medarbejderne fra N.H. Løft ikke kun løste opgaven, men også udviste en korpsånd, der (tilsyneladende) fik opgaven til at glide som en leg.
Da skibet lå sikkert på blokvognen, blev kursen sat mod Gjøl Havn. Ikke langsomt men i passende tempo kørte kranen i forvejen for at være parat, når skibet ankom, til med stor forsigtighed at blive søsat ved kajen.
Her skal båden ligge to – tre uger, mens træet vænner sig til det våde element. Bagefter begynder de afsluttende opgaver for malere, elektrikere mv.
Rygtet om søsætningen havde bredt sig, selv om flytningen og søsætningen skulle foregå i ”stilhed” med respekt for tidens forsamlingsregler. Alligevel havde mange interesserede samlet sig på havnen i det dejlige vejr, og byens nye stolthed fik masser af anerkendende ord med på vejen.
Historien
Den 25. maj 1908 har der sikkert været fest på Gjøl, for den dag afleverede skibsbygger K.J. Rasmussen passager- og motorbåden m/s Gøl til kroejer Poulsen. Skibet var en jagt med hjælpemotor, bygget af egetræ med en mast og et dæk.
Kroejeren skulle bruge skibet til at sejle passagerer og gods mellem Gjøl og Aalborg, for det var på den tid den hurtigste forbindelse mellem de to havne. Der var afgang fra Gjøl klokken otte om morgenen og halvanden – to timer senere lagde skibet til ved Vesteraa i Aalborg.
Prisen for pasagerer var 1 krone, og fragt kostede 25 øre pr. 100 kilo. Skibet kunne laste 2-300 sække á 100 kilo eller 50 store dyr.
Med tiden blev ruten udkonkurreret af biler og lastvogne, og den lukkede ved anden verdenskrigs begyndelse, og i nogle år blev m/s Gøl udelukkende brugt som udflugtsbåd.
I januar 1943 blev skibet solgt/byttet til N.C.O. Christensen og Arne Flyvbjerg, der hver fik en halvpart, hvorefter m/s Gøl blev ombygget til stenfiskerfartøj og fik navnet ”Svend” efter Flyvbjergs søn.
Skibet blev herefter anvendt til at hæve mindre fragtskibe, som var minesprængt under og efter krigen, og i 70’erne blev det anvendt ved uddybningen af Gjøl Havn.
Den 14 januar 1994 forærede Arne Flyvbjerg m/s Svend til Aalborg Marinemuseum, der dog aldrig fik rejst økonomi til at renovere skibet til udstillingsbrug.
I adskillige år lå skibet ”strandet” ved Jernbanebroen på havnen i Nørresundby, indtil det stærkt forfaldne skib blev beordret fjernet senest den 30. marts 2012. Alternativet var, at skibet blev hugget op.
Det var årsag til at en gruppe gjølboere skred til handling og stiftede en forening til skibets bevarelse for eftertiden. ”Redningsfolkene” fra Gjøl skred til handling den 28. marts om morgenen, for nu skulle skibet hentes ”hjem” til Gjøl ad landevejen.
Fotografen, Torben Agersted, bevidnede det historiske øjeblik, og samtidig fik han et af de sidste billeder af et forbipasserende tog på jernbanebroen, der nogle timer senere blev påsejlet af et Finsk containerskib. Og som mange vil huske, var broen herefter lukket frem til 29. april 2013.
Visionen om fremtiden
Der gik ca. halvandet år, før vi igen så det gamle skib. Det var i mellemtiden blevet 104 år, og alderen havde bestemt sat spor. Mens en flok handlekraftige gjølboere planlagde skibets fremtid, lå det i laden på ”Breddamgaard” og afventede sin fremtidige skæbne. Efter en gennemgribende renovering skulle båden igen gøres sødygtig for som en slags udflugtsskib at medvirke til at promovere Gjøl og områdets historie.
Selv om gamle fotografier viser båden med 100 passagerer på dækket, forventes nutidens skrappe søfartsregler kun at tillade ca. femten ombord.
Foreningen
Med stor lokal opbakning blev ”Gøl Bådens Træskibslaug” stiftet og fik snart ca. 40 aktive medlemmer og 70 – 80 støttemedlemmer, og den første store opgave var at rejse økonomi til at starte det store renoveringsprojekt.
Som det første blev der etableret et firma ”Breddamgaard” med adresse på gården af samme navn. Den 450 m2 store lade skulle isoleres og ombygges til et lille værft med faciliteter som samlingsrum, toiletter og bad til én eller to bådebyggere, der skulle ansættes. Man kunne have valgt at overlade opgaven til et etableret værft, men det var vigtigt at arbejdet blev udført et sted, hvor lokalbefolkningen kunne følge udviklingen.
Prisen forventedes at løbe op i 3 – 4 millioner kroner, og fra starten var der Landbrugs-LAG, Anlægsfonden og Landdistriktsmidler fra Jammerbugt Kommune. Og så gjaldt det ellers om at kontakte relevante fonde
Tilflytter med visioner
”Breddamgaards” indehaver, Jesper Schlotfeldt, blev valgt som foreningens formand. Han var ganske vist tilflytter og havde kun boet på Gjøl i et par år, da skibet ”havnede” i hans lade. Til gengæld havde han en uvurderlig ekspertise indenfor skibe.
Jesper var ud af en slægt med søfolk i fjorten generationer og kom oprindelig fra Marstal. Han var lods og havde på daværende tidspunkt orlov fra Lodsvæsenet, mens han i to måneder ad gangen udnyttede sin tidligere erfaring i at sejle tankbåd på Grønland. Det gav ham sammenhængende frihed til at engagere sig i renoveringen af det gamle skib.
Da vi var på besøg i august 2013 viste Jesper rundt i den oprindelige lade, der nu var omdannet til skibsværft.
– Jammerbugt Kommune har en lang kyststrækning mod Limfjorden, hvor der i øjeblikket ikke sker noget særligt, forklarer Jesper. I Løgstør og Aalborg er der mange aktiviteter, mens området midt i fjorden er lidt overset. Det må der gøres noget ved. Tidligere var der stærke bånd mellem Nibe og Attrup, og det vil være oplagt at genetablere nogle af tidligere tiders forbindelser. Der er masser af historier at bygge på, og vi har allerede indledt samarbejde med museet i Løgstør.
Foreløbig skal båden gennemrenoveres, og efterfølgende er der formentlig kun 20 % tilbage af det gamle skib, forklarede Jesper.
Det tal skulle vise sig at være meget optimistisk, men det fandt man først ud af mange år senere.
Der fandtes ingen tegninger af skibet, men de gamle billeder fra 1908 blev så grundigt studeret, at det var muligt at genskabe Gølbåden, som den oprindelig så ud. Den var den sidste karavelbyggede båd af sin art i Danmark, og den restaurerede båd holder de oprindelige mål, 4,32 x 13,80 meter.
Men havde jeg vidst hvor stort et arbejde, der lå forude, havde jeg måske tænkt mig om en ekstra gang, inden jeg satte projektet i gang. Men nu fanger bordet, og heldigvis er vi mange om at bære, sluttede Jesper Schlotfeldt, intetanende om den skæbne, der ventede.
Ulykken
Søndag morgen, den 11. oktober 2015, skete én af den slags ulykker, man kun kan betegne som meningsløs. Jesper var på vej hjem til Gjøl fra sit arbejde ved DanPilot, da han på motorvej E 45 blev ramt af en spøgelsesbilist, der kørte mod færdselsretningen.
Jesper døde i en alder af 45 år, og samtidig forandredes tilværelsen, for hans kone, Ida og parrets tre børn. Alle i det lille samfund var berørte af ulykken, og naturligvis fik den også konsekvenser for ”Gølbådens Træskibslaug”.
Videre – trods alt
Det stod snart klart, at projektet skulle fortsætte efter den oprindelige plan. I første omgang indtrådte Jespers hustru, Ida Rytter, som formand for bestyrelsen. Hun medvirkede ved reorganiseringen af projektet, især på det administrative område, indtil Ivan Kristensen overtog formandsposten.
Da Ida på et tidspunkt besluttede at sætte ”Breddamsgaard” til salg, var ladens tid som træskibsværft også talte. Skroget af Gøl-båden holdt igen flyttedag, denne gang til en ladebygning på ”Bjergetgaarden”, ikke langt fra dæmningen til Øland.
Her ventede en ubehagelig overraskelse. Det viste sig nemlig, at de 20 år på land ikke var gået sporløst hen over det gamle træskib, og næsten hele det gamle skrog måtte udskiftes.
På ”Bjergetgaarden” blev etableret en hyggelig og effektiv arbejdsplads med en 10 – 11 mand stor bemanding. De fleste er pensionister og efterlønnere med hænderne skruet rigtigt på og alle med kompetencer indenfor smede, snedker og elektrikerfaget. Af og til trådte ekspertisen, skibsbygger Peter Hoven fra Aalbæk, til, ligesom fagfolkene fra Han Herred Havbåde under hele processen var til stor hjælp.
Interesserede kan læse den detaljerede logbog på www.goelbaaden.dk.
Se også Facebooksiden ”Til minde om Jesper Schlotfeldt Jensen”.
Ida
For ganske nylig besøgte vi Ida Rytter på ”Breddamgaard”, hvor en del af ladens indretning nu har givet plads for fire værelser, oprindelig til skibsbyggere og andre, der arbejdede med båden, men i dag udlejes de som B&B.
Udover interessen har Ida ikke længere noget med Gølbåden at gøre. Hun er uddannet landinspektør og er ansat ved Jammerbugt Kommune. Med tre børn, en hund, to gæs og en flok høns har hun nok at se til, og så har hun fortsat renoveringen af ejendommen og bl.a. væltet et par ajlebeholdere og en lade, der var ved at falde sammen. I virkeligheden er der masser af det, der kaldes ”udfordringer” på ”Breddamgaard”. Alligevel er der tid til en snak om de mange omvæltninger, der de sidste fem år er sket i hendes og børnenes liv.
Historien
Ida kommer oprindelig fra Lindholm. men fik som nyuddannet landinspektør arbejde ved Nordborg Kommune.
– Det var mens Jesper læste til navigatør på Ærø, så i en periode boede vi på hver sin ø. Vi havde mødt hinanden til en privat fest i Kongerslev, og efter en halv snes år giftede vi os i 2000. Vi vidste, at vi skulle have en fremtid på landet, gerne med lidt landbrug og et par heste, et sted, hvor der også var frirum for børnene. Især Jesper ville ikke kunne trives i en by, og vi fik det da også som vi drømte om, selv om ikke alle økonomiske dispositioner har været lige gennemtænkte
Først i 2011 flyttede vi her til Gjøl, så jeg har i virkeligheden boet her længere tid alene end sammen med Jesper.
Interessen for Gølbåden opstod vist i Lokalhistorisk Forening og blandt efterkommere af kroejeren, der oprindelig byggede båden. Jesper har altid været interesseret i gamle skibe, og vi havde jo pladsen til at have den liggende i hallen, hvor vi tidligere havde renoveret vores egen båd, en lodsbåd fra 1924. Den blev senere solgt til Belgien, efter at vi havde investeret alle vore sparepenge i den.
Selv om jeg ikke delte Jespers interesse for skibsrenovering, har jeg altid holdt meget af at sejle, og vi har haft båd alle de år, vi var sammen og har bl.a. tilbragt dejlige ferier på fjorden.
Hvorfor?
Jeg havde svært at finde mig selv efter Jespers død, og i tiden efter var alt kaotisk med utallige spørgsmål, jeg skulle tage stilling til og beslutninger, der skulle træffes bl.a. også Gølbådens fremtid.
Børnene var den gang 7, 11 og 15 år, og når jeg i dag ser billeder fra den tid, slår det mig, at de ikke var ret gamle, da Jesper døde. David, den yngste, skulle jeg især tænke på, fordi han ikke forstod så meget. Han fik lov til at sidde med mig i rustvognen, da vi kørte fra kapellet i Aalborg og lagde vejen omkring ”Breddamgaard”.
Og selvfølgelig spørger jeg somme tider mig selv, hvorfor skæbnen ville, at Jesper netop befandt sig på den bakke og i det sving, da den modkørende uventet dukkede op.
Jeg flyttede væk i en periode, havde også en kæreste en tid, fordi jeg havde brug for også at være sammen med et voksent menneske. Jeg er ikke én, der spekulerer på, hvad andre mennesker tænker, jeg går mest op i, hvad der er rigtigt for mig selv og børnene. Jesper efterlod sig et kæmpe tomrum, for han var et menneske, der fyldte meget.
Vi havde et dejligt liv sammen, vi var lige impulsive og kunne også tage tåbelige beslutninger som at købe en luftpudebåd. Heldigvis fik han fornøjelse af den et par år, selv om den også kostede os rigtig mange penge.
Set i bakspejlet kan jeg undre mig over, hvad jeg overkom i tiden efter ulykken. Af og til handlede jeg impulsivt, og i nogle sammenhænge havde jeg ikke overskud til at tænke mig ordentlig om. Jeg har aldrig været perfekt, og det var heller ikke det, jeg øvede mig i at være i den periode.
Fremtiden
Det er ikke lykkedes at sælge gården endnu, og nu har jeg besluttet at blive her et par år endnu. Renovering af ”Breddamgård” har foreløbig kostet mig 800.000 kroner, men jeg har ikke lyst til at fortsætte, fordi jeg aldrig selv kommer til at udnytte stedets muligheder.
Engang forestillede jeg mig, at stedet kunne blive en fast base for børnene, men i takt med, at de bliver ældre, kan jeg godt se, at de næppe bliver boende. Lige nu bor de alle tre hjemme igen, men de synes efterhånden også, det er lidt træls, at der altid er praktiske gøremål, de skal involveres i, når de er her.
Min datter har sluttet sin treårige uddannelse på HF Søfart i Frederikshavn, først og fremmest fordi hun gerne ville sejle med Skoleskibet Danmark, ligesom sin far, og så vil tiden vise, hvad hun ellers bruger uddannelsen til. David, der er 12 år, har et år tilbage i skolen, og den mellemste arbejder i øjeblikket i Brugsen, men skal i gang med at læse.
Herefter står alle muligheder åbne, for at jeg kan starte et nyt liv. Og nu er tiden snart inde, til at jeg vil gøre en fornyet indsats for at sælge ”Breddamgaard”.
Mit råd til andre mennesker er, at hvis de har drømme, skal de udleve dem, så vidt det lader sig gøre, for man ved aldrig, hvornår livet tager en helt anden drejning, slutter Ida.
