Den 10.november har mange danskere, traditionen tro, mortensgås på bordet. Hvor kommer denne skik fra?
Martin er en historisk person, der levede i Tours i Frankrig i tiden 320- 397/401. Han blev født af hedenske forældre, men blev allerede som ung grebet af kristendommen. Martin levede et fromt liv og blev missionær og kendt som ”Galliens apostel”.
Hans liv gjorde indtryk på områdets beboere, der ville gøre ham til biskop, hvilket Martin en tid angiveligt modsatte sig og flygtede; han blev dog fundet og blev indsat som Biskop Martin de Tours indtil sin død i 397 (?). Han havde angiveligt helbredende evner, og i 650 blev han ophøjet til helgen, og den 11. november blev hans katolske kalenderdag og mindedag i den katolske kirke.
På dette tidspunkt på året er vin- og frugthøsten ovre, og franskmændene gjorde Martins dødsdag til en festdag, Martinsfest, hvor de holdt deres årlige fejring af afslutningen på vin- og frugthøsten. Martin var nemlig blevet vinavlernes helgen. Der var i Frankrig ikke nogen særlig omtale af gæs, så hvordan kom gåsen så ind i billedet?
Hans Ellekilde skriver i sin bog ”Danske højtidsskikke”:
”Fra Frankrig bredte Martinsdyrkelsen sig til Tyskland. Her traf Martins Mindefest den 11. November og Aftenen før sammen med en tysk hedensk Fest for Vinterens Begyndelse, ganske svarende til det nordiske Høstblot ved Vinterens Indtræden. Denne hedenske Høstfest maa have haft den Ejendommelighed, at Gaasen var det vigtigste Offerdyr, og den mest yndede Festspise. Gaasen spiller nemlig ingen Rolle i de franske Martinsfester …. Og Gaasen blev for Tyskerne Martins hellige dyr,”
Nu (altså i 1500-tallet, ifølge Jørn Piø) får den tyske legendedigtning travlt med at skabe en forbindelse mellem Sankt Martin og gåsen.
Bogtrykker Hans Hansen Skaaning i Ålborg udgav i 1616 en bog på næsten 100 sider om mortensgåsen, hvori han med en tysk kilde som baggrund forklarer, hvordan legenden opstod i den tyske legendedigtning. ”… for at undgaa at blive tvunget dertil [i.e. til at blive biskop] søgte han Tilflugt i en Gaasesti. Men gæssene røbede hans Skjulested ved deres Skrigen og Gækken, han blev fundet og tvunget til at være Biskop. Men St. Morten benyttede sin Myndighed som Biskop til at paabyde, at aarlig den 11. november … skulde man i alle Huse, Steder og Byer, Gæssene til evig straf for deres Aabenmundetheds Skyld, dræbe og lade slagte i det allerringeste en Gaas, den hellige Martin til Ære.”
Før reformationen i 1536 var danskerne som bekendt katolikker og havde ingen problemer med at tilbede katolske helgener. Efter 1536 kunne man selvsagt ikke fejre en katolsk helgen ved navn sankt Martin, heller ikke selv om han delte navn med Martin Luther, der i øvrig blev født netop den 11. november, så man ændrede navnet på mindedagen til Morten Bisp, for en god biskop kunne man vel mindes i den gode madtraditions navn.
Imidlertid holder danskerne jo deres fokus på mortensgåsen, der spises aftenen før; i kirkelig tradition holdt man ”Vigilie”, dvs. man vågede og gik i kirke aftenen og natten før en større kirkelig fest.
En af de første gange mortensgåsen nævnes i dansk sammenhæng er i et kort digt fra 1563, hvori en dansk adelsmand håner svenskerne for deres nederlag til den danske hær, der undsatte den dengang danske by Halmstad i Halland og tilføjede den svenske hær et nederlag.
I forhold til kulturerne længere sydpå kendes traditionen med mortensgåsen og mortensaften altså ret sent i Danmark, og den menes i lang tid kun at være blevet holdt af adelen og det bedre borgerskab, der havde de økonomiske midler. Også den sønderjyske bondestand vides dog fra en kilde i 1634 at have spist mortensgås.
I dag fejrer danskerne traditionen med at spise gås eller and om aftenen den 10. november, i.e. aftenen før selve højtidsdagen Mortensdag (11. november ) – i lighed med traditionen med at fejre juleaften aftenen for juledag og nytårsaften før nytårsdag. Fokus er typisk dansk med fokus på mad og drikke nærmere end på det ”tilbedelsesaspekt”, som fejres længere sydpå i Europa, nemlig helgenen Sankt Martin, da danskerne jo efter reformationen blev protestanter og derfor i mindre grad følger katolske skikke.
Danmark er heller ikke et vindyrkende land, så fejringen af Sankt Martin som helgen for vinhøsten indskrænker sig tit at nyde druen høstet længere sydpå sammen med anden, som herhjemme i høj grad har overtaget gåsens plads som aftenens måltid, da den er langt billigere og i størrelse passer bedre til størrelsen på en typisk dansk familie.
Men traditionen har helt klart hedensk iblandet katolsk baggrund forud for indlemmelsen i den evangelisk-lutherske tradition.
Ib Askhold skriver således i sin bog om årets højtider. ”Forskerne gætter … på, at kirken her i Danmark på denne måde har indføjet en hedensk germansk efterårsofring af fjerkræ i et mere acceptabelt kirkeligt univers; man gjorde helt konkret den hedenske skik mere spiselig! ”
Kilder:
Danske Højtidsskikke, Hans Ellekilde, Schultz Forlag, 1943
Det festlige år, Jørn Piø, Forlaget Sesam, 1997
Årets højtider, Ib Askholm, Askholms Forlag, 1999
Ib Jarlskov, Åbybro
