Kaj og Børge har gjort det igen..
De har skrevet og udgivet en bog, denne gang om minkavlens storhed og fald på Gjøl.
Historien skal allerhelst skrives af dem, der har oplevet den på egen krop, og selv om nogle mener, der er skrevet nok om mink og minkavlere, kan vi anbefale ”Minkavlen på Gjøl, hele historien”, skrevet af tidligere minkavler Kaj Christensen og fotograferet af Børge Lindegaard.
Bogen blev skrevet, mens mange af begivenhederne fandt sted. Kaj er selv vokset op med mink, hans far var landmand og Kaj var ikke i tvivl, han ville gå i sin fars fodspor. I 1958 blev han 16 år gammel ansat som landbrugsmedhjælper på en gård med tilhørende minkfarm.
Hans interesse for minkene må have været åbenlys, for allerede året efter fik han en stump jord hos sine forældre i Østerkær, og her opførte han en lille minkhal med 20 bure, hvorefter 4 parrede minktæver flyttede ind, 2 pastel og 2 silverblue.
Siden blev Kaj én af Gjøls 36 minkavlere, og bogen beskriver et fag med stolte traditioner og familiernes indsats – i medgang og modgang – lige til den forfærdelige dag for to år siden, da alt blev forandret, og der blev sat et brat og uskønt punktum for et stolt erhverv.
Landbrug, fiskeri OG mink
– Gjølboerne har i mange år ernæret sig ved fiskeri og landbrug, men køerne forsvandt i takt med at minkavlen viste sig at være en succes, og snart var det kun ”koklapperlauget”, der kunne mønstre en ko, fortæller Kaj.
Det hele startede i begyndelsen af fyrrerne, da én af Harboørefiskerne etablerede en lille minkbesætning, og siden udviklede det sig, så mange flere kom til.
Bogen
– Det var slet ikke vores idé at skrive en bog om minkavlen på Gjøl, fortæller Kaj og Børge., da vi mødes hjemme hos Kaj over en kop kaffe. Idéen opstod, da vi på én af vore mange cykelture mødte Verner Skole fra Lokalhistorisk Forening. Vi faldt i snak om minkavlens mangeårige betydning for Gjøl og Gjølboerne, og Skole gjorde opmærksom på, at lokalhistorien ikke rummede særlig meget materiale om minkavl, om ikke vi lige kunne mødes til en snak?
Umiddelbart syntes vi ikke, der var så meget at skrive om, højst et par A4- sider i et ringbind, indtil det pludselig gik op for os, at historien jo ikke kun skulle dreje sig om mink, men i høj grad også de mange familier, der ofte i generationer havde ernæret sig ved minkavl og de fag, der efterhånden knyttede sig til i takt med udviklingen. Vi skulle skrive en rigtig bog med stift bind osv., og det var jo en helt anden sag, og nu måtte vi tænke større og mere ambitiøst.
Det var jo pludselig noget af en opgave, vi stod overfor, men vi har fået fantastisk hjælp af Lokalhistorisk Forening og vores landskonsulent indenfor minkavl. Hertil kom selvfølgelig fordelen ved, at vi kendte alle avlerne på Gjøl, og de, der var aktive i 2020 er hver omtalt med et par sider i bogen. Alle bortset fra en enkelt har været interesserede i at bidrage til bogen.
Vi startede i februar 2021, samtidig med historierne om afviklingen udspillede sig, og det var vigtigt, for hvis begivenhederne udelukkende skulle genopleves i erindringen, ville meget gå tabt. Selve arbejdet frem til trykningen har varet 1 år og 8 måneder, en stor opgave har det været, men også spændende, sætninger blev vendt og drejet, for alt skulle jo være i orden, og for Børge var det en sidegevinst, at han på den måde lærte alle minkavlere på Gjøl at kende, siger Kaj.
-Ja, jeg har fået masser af viden, også ting jeg aldrig havde forestillet mig, fortæller Børge, der har været med på besøg hos samtlige medvirkende i bogen. Folk ville gerne fortælle, og for mange var det ligefrem god terapi, mens følelserne endnu lå helt udenpå kroppen. Det har da også været bevægende samtaler, men da vi for nylig præsenterede bogen på kroen, kom mange af de medvirkende og takkede. Det har været godt at få sat ord på begivenhederne, og mange udtrykte glæde over at kunne give beretningerne videre til børn og børnebørn.
Vi er glade for, at vi kom hele raden rundt og også fik følgevirksomhederne med, slutter Kaj.
”Minkavlen på Gjøl – hele historien”
Bogen er på 212 gennemillustrerede sider, og den udkom den 11. november. Bag udgivelsen står ”Gjøl Lokalhistorisk Forening” der så nødvendigheden af at fortælle om minkavlen, der gennem næsten 80 år var det bærende erhverv for området. I forordet skriver journalist Lars Borberg bl.a.:
”Det er blevet et stykke enestående erhvervs-, kultur- og samtidshistorie, samlet og registreret før det blev for sent. Bogen er skrevet med dyb indsigt og kærlighed til fag og branche, samt med den unikke, personlige viden det giver, at Kaj har været nær kollega, bekendt og ven med alle de mennesker, han skriver om.
Et stykke faglitteratur, erhvervs, kultur- og samtidshistorie med hjerte, nerve og dybt personligt engagement. Med sidehistorier og anekdoter om livet med pelsdyrene, om gensidig hjælp og udveksling af idéer og erfaringer, opfindsomhed, problemløsning og frugtbart samarbejde”
Statsminister Mette Frederiksen får også et par linjer med i bogen og naturligvis er et par eksemplarer sendt til Christiansborg, hvor fremtidige politikere og embedsmænd får mulighed for at tage ved lære af fortidens fejltagelser.
Bogen sælges bl.a. i Gjøl Brugs og hos boghandleren i Aabybro, prisen er 200 kroner.