”Krage søger mage”, ja men HVOR?
I dag går kærlighedens veje ofte gennem en datingprofil, det kan naturligvis være praktisk, fordi en tjekliste på forhånd kan frasortere f.eks. rygerne, fodboldtosserne, de rødhårede, de overvægtige, svenskerne eller dem med anden etnisk baggrund. ”Bestillingslisten” udelukker fejltagelser, tror man.
Tidligere var det ofte til ”lørdagsbal” i forsamlingshuse/idrætsforeninger, på job eller hos fælles venner, man mødte ”den udkårne”, for de fleste vil gerne dele livet med et andet menneske og måske stifte familie.
Romantikken lever på film og i romaner, hvor forfatteren kan udleve sine egne fantasier og drømme, og heldigvis hænder det, at virkeligheden overgår fantasien.
Måske har vi i disse coronatider særlig brug for følelsesmæssige stimulanser og voksende behov for at varme vore hjerter, og selvfølgelig har boghandleren lige dét, du har brug for
Bogen dit hjerte trænger til at læse
sådan står der på bagsiden af ”Da jeg mødte dig”, en ny udgivelse, skrevet af Mads Nygaard og Tine Gøtzsche. Han er forfatteren fra Hirtshals, der blev landskendt via ”Venligboerne” og senest bogen ”De Uledsagedes Bog”. Hun er journalisten, der i mange år fortalte nyt fra ind- og udland i TV-avisen klokken 18.30 eller rapporterede fra de kongelige fester.
Umiddelbart forekom de to at være et umage par, og der gik da også toogtyve år fra deres allerførste møde til den martsdag i 2021, hvor vi mødte dem i huset i Mygdal. I virkeligheden var de slet ikke så umage, som de sidder ved spisebordet med 1000 brikker foran sig, samlet til et stort puslespil, der ikke skal limes på en plade, men bare skilles ad igen. Mads har siden barndommen været optaget af puslespil, og vil man være lidt filosofisk, kan man sige, at forholdet mellem ham og Tine også er et puslespil, der efter flere tiltag endte med at gå op.
Deres første møde var arrangeret af skæbnen eller tilfældighederne og fandt sted på en pub i London. Mads boede i et nærliggende kunstnerkollektiv og drømte om at blive forfatter, mens Tine var på gennemrejse på vej til Paris, hvor hun på det tidspunkt boede, og allerede næste dag rejste hun videre. Hun var 31 år og uafhængig, og i selskab med en gruppe journalister fra hele verden levede hun et forsinket ungdomsliv i byernes by.
Omstændighederne gjorde, at Tine overnattede hos Mads, der var ramt af kærestesorg. Sympatien var der, men mest husker hun hans sengetøj, der var dekoreret med Ninja Turtles. Deres næste møde var planlagt, Mads havde en opgave i Köln og kom til at tænke på Tine. Impulsivt sendte han en e-mail til Paris og foreslog, at de mødtes på halvvejen, i Bruxelles, foran ”Manneken Pis”, den kendte skulptur af den lille tissende dreng. Hun sagde JA. De mødtes og tilbragte deres anden nat sammen, hvorefter de skiltes i snestorm, og fra Bruxelles satte han sig i toget til København, mens hun tog tilbage til Paris. For Mads og Tine gik livet videre hver for sig. Men skæbnen havde ikke glemt dem, selv om der gik 20 år, før de mødtes igen i 2015 i København.
Mads har da været gift, er blevet far til tre børn, skilt og på vej ind i et nyt forhold. Tine har indstillet sig på et liv som single og har adopteret en dreng. Men da de mødtes igen, var de ikke tvivl om, at NU var det alvor.
Kærlighedens puslespil, endelig går brikkerne op
Det viste sig nemt at bygge bro over de mellemliggende tyve år. De sås oftere og oftere, mest i København, men også i Mads´ lille hus i nærheden af Hirtshals, 35 m2 oplyst af én lampe i stuen.
– Jeg blev mere og mere forundret over Mads, den lidt luftige forfattertype, der bruger al sin tid og energi på at samle penge og hjælpe andre”, fortæller Tine, men samtidig opstod en voksende fornemmelse af at være to, der sender på samme frekvens.
De hørte simpelthen sammen.
Bogen
– Der er ikke én vej til kærlighed, der er tusinder, erkendte Tine og Mads, og med baggrund i deres egen fortælling kontaktede de andre par, som havde lyst til at bidrage med personlige beretninger til vores bog. Ikke alle sagde ja, for det hører også til kærlighedens vilkår, at den ikke altid varer evigt.
Men ti andre par har bidraget, bl.a. Sussi & Leo, Ib Michael og Hanne Danielsen, Adrian Hughes & Verner Kristiansen og Preben Kristensen & Søren Hedegaard, og det er der kommet en dejlig varm bog ud af.
Mens Mads Nygaard har adskillige bogtitler på sit CV, er det første gang Tine Gøtzsche står med en bog med hendes eget navn trykt på forsiden, og efter vores besøg venter endnu en udfordring, idet Tine skal til Hirtshals og signere bøger i byens boghandel.
– Jeg glæder mig, både til at se bogen i butikkerne og til at møde læserne, for nu synes jeg, det bliver spændende, selv om jeg var lidt forbeholden, da ideen opstod.
Jeg er i virkeligheden et meget privat menneske, der ikke før har delt så meget ud af mit eget liv, men når jeg alligevel sagde ja, skyldes det, at det også er vores fælles historie. Mange har udtrykt overraskelse over, at det lige blev Mads og mig, der fandt sammen, og efterhånden har vi fortalt vores historie så mange gange, at vi ved, den er god og sjov, og selvfølgelig holder vi af at fortælle den.
I samtalerne med de øvrige par oplevede vi også, hvordan folk i virkeligheden husker de mest utrolige ting fra deres første møde, under samtalerne viste det sig ofte, at det var forskellige detaljer, parterne i forholdene betragtede som væsentlige. Vi er glade for at have hele to par fra Vendsyssel med, og Sussi og Leos historie er helt speciel, fordi de har kendt hinanden siden skoletiden.
Bryllup til sommer
Tine og Mads er i dag forlovede, og de drømmer om at gifte sig til sommer. Brylluppet skal stå hjemme hos dem selv med præst og massevis af gæster, 7 – 8 tusinde lyder det optimistisk fra Mads, for plads har de nok af. Datoen er derimod ikke fastlagt, for i øjeblikket kan Coronaen blande sig i alt, selv bryllupsplaner
——————
Historien vækker minder om mine egne møder med kærligheden gennem 60 år, enkelte uforglemmelige og erindret til mindste detalje, mens andre er blevet uskarpe, som et gammelt fotografi, der længe har ligget i regnen.
Her vil jeg fortælle om mit møde med min mand, Torben, det fandt sted i februar for 19 år siden.
Det var én af de dage, hvor alt var dækket af et tykt lag sne. Jeg boede på Gl. Toftegaard i Vildmosen, solen skinnede, da jeg gik en tur over markerne med min hund.
Pludselig fik jeg øje på min genbo, der gik og savede grene i et nærliggende hegn. Jeg overvejede at vende om, for trods naboskabet kendte vi ikke hinanden, og jeg oplevede ham som lidt utilnærmelig og studs. Han var næsten konstant på rejse, og jeg havde rigeligt i mit eget liv, da det sikkert var grunden til, at vi knap havde talt sammen i de otte år, vi havde boet med 5 -600 meters afstand mellem os.
Jeg overbeviste mig selv om, at det var noget pjat, så hunden og jeg gik direkte hen imod ham – på det tidspunkt vidste jeg ikke en gang, hvad han hed. Det var også uendelig ligegyldigt!
Da jeg nærmede mig, vinkede han af mig, for han havde et spørgsmål: ” Ved du, om den Ingemann, der tidligere boede på Gammel Toftegaard, også har været forstander på ”San Cataldo”?
Spørgsmålet overrumplede mig, for hvad kendte han dog til det ikoniske italienske kloster, hvor udvalgte danske kunstnere og videnskabsfolk kunne søge ophold og arbejdsro. Det viste sig, at han flere gange havde besøgt sine forældre, når de opholdt sig på San Cataldo
Og vi havde langt mere at tale om, end vi havde forestillet os, for selvfølgelig havde han også gjort sig tanker om, hvor ligegyldig jeg forekom at være.
Vi talte og talte, om sommeren kørte vi til stranden eller ud på Svinklovene med madkurv og så solnedgang, og vi snakkede. Inden sneen faldt på ny, flyttede han ind, mens kærligheden blomstrede, og vi skulle vænne os til hinanden, og den 3. maj året efter blev vi gift på Læsø.
Torben og jeg havde aldrig truffet hinanden på en datingprofil, for vores møde var af den ”gammeldags slags”, hvor skæbnen også spiller med.
Følelsen var, at det er NU, livet begynder..
