Historien udspiller sig den 12. juli 1982 på havet mellem Danmark og Sverige, ca. 15 sømil fra Læsø, da et privatfly nødlandede med far og søn i god behold. Dengang var historien på forsiden af landets aviser, og nu fyrre år senere genopstår den fantastiske beretning både som E-bog og fysisk bog.
”Spænd sikkerhedsselen -NU” er skrevet for 10 -16-årige børn og unge af forfatteren Hans Jerver og udgivet på forlaget ”FØLFOD”, der er hjemmehørende i Hune.
Vores beretning er for voksne, og den er lidt barskere, fortalt af piloten, der i mange år har boet på Gjøl.
Jørgen Sloth Nielsen var dengang 39 år og læge ved Aarhus Kommunehospital. Af og til tog han vikariat på et svensk hospital, og som indehaver af flyvecertifikat og en firepersoners Piper Cherokee 140 var det lille fly et bekvemt transportmiddel.
Fredag den 9. juli startede OY ANJ fra Kirstinesminde Flyveplads, der dengang lå, hvor Skejby Sygehus ligger i dag. Ofte havde Jørgen et af sine fire børn med på turen. Denne dag var det 12-årige Søren, der havde fornøjelsen af en udflugt og hyggelige timer alene med sin far, som selvfølgelig skulle passe sit arbejde, mens Søren havde både rulleskøjter og tegneseriehæfter at fordrive tiden med.
Landingen foregik uden problemer på den lille græsbevoksede flyveplads, ”Rörkärr”, der tilhørte Uddevalla Kommune og blev anvendt af den lokale flyveklub.
Hjemturen tre dage senere
Mandag morgen klokken 8.30 var det tid til hjemrejse. Før start gennemgik Jørgen den obligatoriske tjekliste med kontrol af fly og instrumenter, og alt fungerede tilfredsstillende,. Meteorologen ved Landvetter, Gøteborgs Lufthavn, oplyste, at vejret var fint med 10 km sigt, og bortset fra lokal varmedis var der ingen skyer under 5000 fod.
Den korteste flyrute tilbage til Kirstinesminde var planlagt til at passere Læsø og videre mod kysten og Djursland.
Den svenske skærgård var lagt bag, og alt fungerede planmæssigt, indtil en grå/hvidlig røg steg op fra motorrummet og bredte sig langs gulvet. Samtidig opstod en lugt af brændt olie, der snart ændrede sig til en kvælende stank. Røgskyerne blev mørkere og samtidig tabte motoren omdrejninger. Der lød dunkende bankelyde, som hastigt tog til i styrke, og olietrykket faldt til 0.
Mayday ….
– Atmosfæren i kabinen var kvælende, fortæller Jørgen, der 40 år senere stadig har hver eneste detalje i klar erindring.
Jeg skønnede, at der var opstået en lækage, og nu gjaldt det om at komme ned. Læsø var tydelig, ca 15 – 20 sømil borte.
Jeg forsøgte at holde motoren på 1800 omdrejninger i minuttet, men maskinen tabte højde. Instrumenterne stod af, og da jeg fornemmede, at radioen var død, skiftede jeg til nødfrekvens og meldte Mayday.
Landing på havet var uundgåelig.
Højden var 3500 fod, (ca.1100 meter) og indenfor rækkevidde var tre fartøjer. En tankbåd og to fiskerfartøjer.
Jeg satsede på at lave en ”ditching”, dvs en glidende ”landing”, mellem fiskerbådene. Jeg havde ingen sikker indikation af vindretningen, men konstaterede at vandoverfladen virkede rolig.
Det her skal vi sagtens klare, Søren
Søren sidder ved siden af mig, anspændt men tryg og rolig. Jeg lægger flyets to redningsveste i hans skød og instruerer ham i, hvad der venter.
Så åbner jeg døren, lukker for tankene og giver fuld gas for at tømme karburatorer og rør for benzin.
Ved 900 – 1000 omdrejninger forværres motorens mislyde. Nu stopper propellen og alle kontakter afbrydes.
Vi er ca. 1000 fod over vandoverfladen, da jeg spænder mine egne og Sørens seler. En sidste gang instruerer jeg ham i, hvordan han skal forholde sig, for når vi rammer vandoverfladen, har jeg brug for al koncentration. Og jeg gentager: ”Det her skal vi sagtens klare, Søren, for vandet er varmt og vi tager bare en lang svømmetur!”
Men jeg vidste også, at vi risikerede at blive slået ihjel, når vi ramte havoverfladen. Det er utroligt så mange tanker, der farer gennem hovedet i sådan en situation.
Nødlandingsforløbet
Opbremsningen og den ublide landing var voldsom, og værre end Jørgen havde forestillet sig
Tegningen viser præcis flyets bevægelser, fra det ramte vandoverfladen. Inde i kabinen pressedes begge mod loftet (tegning 4) og (tegning 5) her vendte de på hovedet, indtil selerne kunne udløses. Jørgen blev trukket ud af maskinen af de voldsomme rotationskræfter, der pludselig blev aktiveret, og først troede han, at Søren også var sluppet ud. Men det viste sig, at han sad fast og havde problemer med at udløse sin sele. Heldigvis lykkedes det Jørgen at samle al energi så han fik sønnen fri, inden OY ANJ fortsatte sin rejse mod havets bund.
Happy end
– Livsglæden var overvældende og temperaturen var behagelig, da Søren og jeg lå i vandet, uskadte, bortset fra en bule i hovedet. Vandoverfladen havde lukket sig om de dramatiske begivenheder, og kun et par redningsveste, en træsko, et par gummisko og en toilettaske vidnede om, at noget var foregået. Der var ca.50 meter hen til den ene fiskerbåd, som viste sig at være bemandet med et dusin svenske lystfiskere. De havde interesseret fulgt vores ”nødlanding og nogle havde tilmed filmet den larmende maskine, der trak en lang stråle af røg efter sig.
Fra dækket kiggede jeg ud over havet, da jeg pludselig fik øje på mine træsko og toilettasken, der ikke var kommet med om bord. Og hvad gjorde jeg? Jeg sprang naturligvis i vandet, og fik hentet vore ejendele, mens lystfiskerne måbende så til. De har tænkt, at jeg ikke var rigtig klog!
Skibet havde alt moderne kommunikationsudstyr om bord, og mens vi hurtigt sejlede ind i Skærgården, fik jeg kontakt til min kone og alle relevante myndigheder, bl.a. Søredningstjenesten og Havarikommissionen.
Dagene efter var Jørgen og Søren på avisernes forside. Det, der kunne være endt så gruelig galt, blev en god historie, som tåler at blive fortalt igen og igen..
Atter på forsiden
Havariet satte punktum for Jørgens lyst til at flyve, selv om maskinen var forsikret. Men han ville gerne have bevis for, at det var en teknisk fejl og ikke hans evner som pilot, der var årsag til havariet. Forsikringsselskabet havde ingen interesse i at bjærge maskinen, der nu var værdiløs. Men den lå på 42 meter vand i en sejlrende, så af sikkerhedsgrunde besluttede man at hente det op – en dag.
Tidspunktet opstod før end ventet. Et fiskerfartøj fik OY ANJ i sit trawl, der herefter blev kappet og stedet afmærket.
Af sikkerhedsmæssige grunde blev flyet herefter hævet med en flydekran fra Flådestation Frederikshavn. Nu blev vraget undersøgt af et par mand fra Havarikommissionen, og Jørgen Sloth Nielsen, øjnede mulighed for at få sagen endeligt opklaret.
Det viste sig, at et rør mellem flyets oliekøler og motoren var sprængt. Umiddelbart var utætheden ikke synlig, fordi røret var indpakket i asbest. Senere målinger viste, at oliebeholdningen på hele syv liter kunne forsvinde gennem revnen på mindre end et minut, hvorefter motoren ville brænde sammen.
Opdagelsen var en lettelse for Jørgen, for endelig var alt opklaret. Men begivenheden førte efterfølgende til ændring af konstruktionen.
På Gjøl
I dag er Jørgen Sloth Nielsen pensioneret efter mange år som kirurg og overlæge på Aalborg Sygehus, men begivenhederne den 12. juli 1982 står stadig lyslevende i hans erindring.
– Af og til vågner jeg om natten, badet i sved. Situationen har ændret sig, nemlig til det, der IKKE skete, at jeg ligger i vandoverfladen, mens Søren forsvinder i baggrunden.
Underligt at jeg skal blive ved at genopleve det mest forfærdelige, i stedet for den lykkelige slutning, slutter Jørgen.
Tak til???
Nogen ville takke Gud for den mirakuløse redning, Jørgen er mere tilbøjelig til at takke sig selv for at have været en opmærksom elev, da han nogle år tidligere tog svæveflyvecertifikat. Her lærte han nemlig at udnytte vinden, en viden, der kom ham til gode, da motoren stoppede og han skulle lande mellem skibene.
