Den 12. november er det 10 år siden den danske kunstner Kurt Trampedach døde. Han blev 70 år og efterlod en lang række værker, der giver indtryk af et usædvanligt menneske, begavet med et usædvanligt talent.
Det kunne man for nylig opleve på ”Galerie Provence” i Vadum, der udstiller en snes værker fra forskellige perioder i Trampedachs liv.
Maleren er død, men kunsten lever. ”Mystiske, flotte, fascinerende, uhyggelige” meningerne er mange. Alle bliver berørt ved synet af de mange billeder, fortrinsvis portrætter, for de viser en genkendelig menneskelig tilstand af sorg, vrede eller frustration. Alt sammen inspireret af kunstnerens eget liv som maniodepressiv.
Både kærlighed og kunsthandel kræver god kemi
Johnny (Emil Larsen) og Ove (Folke Knudsen) er oprindelig begge uddannede kokke. Deres samarbejde startede for mange år siden i køkkenet på Hotel Phønix i Aalborg, da Ove ansatte den 16 år yngre Johnny som elev. Siden er de fulgtes, arbejdsmæssigt og privat væk fra gryder og pander, ad kunstens uransagelige stier. De to udgør en helhed, og måske er det deres særlige konstellation, som er årsag til de mange eventyrlige oplevelser, der gennem årene har ramt deres vej.
– Vi er smeltet sammen som par, vi er altid sammen, dag og nat. Eneste undtagelse er den ugentlige time, hvor Johnny går til sangundervisning i Vrensted, siger Ove.
– Ofte siger folk ”johnnyogove”, som var det et sammenhængende navn, og mange kalder os Johnny og Ove i flæng uden at vide hvem, der er hvem, fortæller parret over en kop kaffe med Johnnys hjemmebagte boller og kanelkrans.
Nu skal vi høre beretningen om, hvordan det gik til, at de blev venner med én af Danmarks internationalt kendte kunstnere, Kurt Trampedach. Tilmed fik de lov at udstille og sælge hans billeder, en opgave mange ældre og langt mere erfarne galleriejere nok har misundt dem.
Foran på bordet ligger adskillige ringbind fyldt med fotografier. og nu mangler jeg bare at tjekke optageren på min telefon.
Det begyndte med en vinetiket
De startede i det små, efter de havde erhvervet Aalborgs populære Restaurant Provence.
De brød sig ikke om etiketten på ”Husets vin”, og de besluttede at få lavet deres egen.
Erfaring havde ingen af dem, de var begge opvokset i Aalborg i hjem uden kunst. Dog må Ove af uvisse årsager have haft en spirende interesse for kunst, siden han som 14-årig var købmandsbud i Bispensgade og brugte en del af sin løn til små femkroners bøger om Van Gogh og Picasso i Viggo Madsens Boghandel.
– Vi besluttede at få lavet et litografi i begrænset oplag sammen med årets vinetiket, og det blev en tilbagevendende succes gennem 10 år. Den første kunstner i serien var Lise Færck, det gik fint, og i begejstringens rus, skrev jeg til Dronning Margrethe, om hun måske havde lyst til at få et af sine værker mangfoldiggjort via os, fortæller Ove.
– Der skete jo ikke noget ved at spørge, og da jeg vidste, at Dronningen ikke måtte modtage honorar, foreslog jeg, at alle indtægter ved salg ubeskåret skulle gå til et velgørende formål efter hendes valg.
Dronningen sagde NEJ
Men vi fik et venligt brev fra Hofmarskallatet med nej tak og ønske om, at vi kunne få en anden til at løfte opgaven.
– Nå, vi lod os ikke slå ud. Når vi ikke kunne få Dronningen, ville vi satse på ”blomsternes konge”, Tage Andersen. Han sagde heldigvis ja ligesom den tredje i rækken, Anne Just!
Allerede dengang ville vi forfærdelig gerne have Kurt Trampedach, men vi anede ikke, hvordan vi skulle komme i kontakt med ham.
Jeg havde været begejstret for hans billeder, siden jeg første gang så dem udstillet på Nordjyllands Kunstmuseum i november 1978. Jeg havde tilmed allerede investeret i et par litografier, fortæller Ove, der ikke forsømte nogen anledning til at indoktrinere sine kokkeelever, herunder Johnny, der dengang kun var 16 år.
– Jeg var ligeså begejstret, siger Johnny, og fire år senere købte vi det første oliemaleri af Trampedach på Galleri Moderne i Silkeborg.
Vi var i mellemtiden blevet faste kunder i det kendte galleri, og vi bad indehaveren, Henrik Omme, undersøge muligheden for at få Trampedach til at lave et litografi til restauranten. Han kontaktede Kurt, og vi blev enige om en pris for det sædvanlige antal, 92 litografier og et par tusinde vinetiketter.
Første møde
Da litografierne skulle signeres, tog vi til København. Det var første gang, vi mødte Kurt, og vi spiste frokost sammen på Kanal Cafeen. Bagefter tog vi hjem i hans lejlighed på Vimmelskaftet 39, hvor vi også mødte hans søn, Jonas. Vi havde det vældig hyggeligt.
Få dage senere skulle litografierne og vinen med de nye etiketter præsenteres i vores restaurant, og Kurt Trampedach havde lovet selv at være tilstede.
Det skulle være en stor dag og mange af vore kunder havde set frem til at møde den berømte kunstner. Pressen var naturligvis også adviseret.
Beklageligvis blev alle skuffede, nogle ligefrem vrede, da Kurt glimrede ved sit fravær. Han var pludselig rejst hjem til Baskerlandet, fordi der var opstået en utæthed i taget på hans hus. Det var ikke så godt.
Næste møde.
Der gik et par år, før vi mødtes igen. Det var på ”Fiac”, den internationale kunstmesse i Paris, og det var tvivlsomt om han genkendte os fra starten. Men sammen med Kurt og hans kæreste, Sofie, deltog vi i et større middagsselskab om aftenen. Det var hyggeligt, så hyggeligt, at Kurt på et tidspunkt foreslog, at vi besøgte ham i hans hus på bjerget i den franske del af Baskerlandet.
– Der var ikke noget vi hellere ville, men som sagt: ”Vi nordjyder, dukker ikke bare op uden forudgående aftale, vi vil have en ”rigtig” invitation.”
Det første galleri
Vi havde indrettet vores første lille galleri på Vesterbro i Aalborg, da vi blev kontaktet af Henrik Omme fra Galleri Moderne: Om vi havde lyst til at lave en udstilling med nogle af Kurts værker? – Eneste betingelse var, at vi skulle garantere et salg på 50.000 kroner. Det kunne vi sagtens, om ikke andet kunne vi selv købe et billede, så selvfølgelig sagde vi ja.
Og det blev en udstilling, der gav genlyd i hele kunstverdenen. Vi solgte adskillige mapper med 10 litografier i serien: ”Kvinden er som bjergene, og bjergene er som kvinden”. Vi måtte konstant bestille flere mapper fra Galleri Moderne, som bestemt også var tilfredse med vores succes, for de tjente jo også på handlerne.
Vi var tilmed så heldige, at TV i julen 1995 sendte Sten Baadsgaards udsendelse ”Manden på bjerget”, og vi valgte derfor at forlænge udstillingsperioden til hele januar.
Det væltede ind med folk, mange greb en tilfældig ting fra den efterhånden halvtomme udstilling, bare for at få noget, og snart kunne vi næsten melde udsolgt. Dengang kunne det dyreste værk, et halvstort maleri. erhverves for 40.000 kroner. I dag vil prisen være 2-300.000 kroner, så der var mange, der gjorde en god handel.
Kunderne var glade, vi var glade og Galleri Moderne var glade, og vi mindes det som en spændende begivenhed i galleriets historie.
Telefonen ringer
I maj 1997 ringede telefonen en sen aften i restauranten, hvor Johnny var på arbejde. Det var Kurt, der ville høre, om vi ville være hans kunsthandlere i Europa?
– Mit svar var: ”Kurt, tak for tilbuddet, men den opgave tror jeg simpelthen ikke, Ove og jeg kan løfte”.
Vi var jo bare to nordjyske kokke, der var vilde med hans billeder.
Men Kurt havde ingen betænkeligheder, han havde oplevet vores ægte engagement og kærlighed til hans kunstværker, og han var slet ikke interesseret i at overlade opgaven til en kunsthistoriker eller lignende.
Det var helt surrealistisk, men vi forstod, at spørgsmålet ikke var til debat, for Kurt havde besluttet sig.
Og vi var selvfølgelig smigrede, men samtidig nervøse. På den anden side var det også et fristende tilbud, der kunne få stor indflydelse på fremtiden i vores lille galleri.
I stedet for at afvise, skulle vi måske prøve, bare et års tid.
Men hvad sagde Galleri Moderne og Villy Omme, det skulle jo nødig hedde sig, at vi havde hugget én af hans kunstnere. Villy var en gentleman, der altid havde behandlet os ordentligt, så den følgende dag kørte vi til Silkeborg, fordi han skulle have nyheden af os.
Men der var ingen problemer, både Villy Omme og hans søn, Henrik, ønskede os til lykke og udtrykte glæde over, at det netop var os, Kurt havde valgt.
Måske havde de ikke problemer med at slippe Kurt, der jo var en kunstner med et kompliceret væsen og store forventninger, og som galleriejer kan man med tiden godt blive slidt op i sådan et samarbejde.
Johnny & Ove på BJERGET
Da vi på et tidspunkt fortalte Kurt, at vi skulle feriere i Frankrig, foreslog han, vi besøgte ham ved samme lejlighed.
Ahh, det ville betyde en omvej på 800 kilometer, så det var vi ikke indstillet på. Desuden havde vi én gang fortalt ham, at vi ikke tager imod løse invitationer. Men han gav ikke op:
– OK, hvornår forventer I, at I kan komme?
Nu slog vi hurtigt til og foreslog følgende onsdag. Ove gik i gang med planlægning af ruter, tidsplaner mv., for netop overblik er hans kompetence.
– Den slags kan jeg slet ikke finde ud af, men jeg ved, planlægningen er i gode hænder hos ham, det går ikke hurtigt, men han er grundig, og Oves planer har fungeret uanset hvor i verden, vi har rejst, siger Johnny.
-Vi er rigtig gode til at opleve, og der dukker altid sjove minder op, som den gang Johnny fik øje på en ged i landskabet, fortæller Ove. Det var imidlertid ikke en ged, men en trillebør, og episoden var vist årsag til, at Johnny fik briller?
Det var ægteparret Lene og Svend Grønlykke, der havde inspireret Trampedach til at slå sig ned i Baskerlandet. Han havde lånt deres hus sidst i 70’erne og var blevet så begejstret for naturen og området, at han besluttede selv at finde et sted og flytte derned.
Og nu skulle Johnny og Ove omsider selv på besøg, og aftalen blev, at Trampedachs kæreste, Sofie, skulle møde dem i den nærliggende by, Sare, så de sammen kunne køre op på bjerget, hvor Kurt ventede dem.
– Vi var rystende nervøse, mindes Johnny. Og så kom vi op til verdens sødeste mand, der stod med åbne arme og kaffe og bød os velkommen. Vi faldt omgående til ro, følelsen af nervøsitet og starstruck var som skyllet af på et øjeblik. Sofie havde lavet dejlig mad, og snart indfandt sig en stemning af varme og tryghed, så vi sad til langt ud på natten og snakkede.
Eventyret nåede uanede højder, da vi skulle i seng. De, der senest havde overnattet i den blåmalede dobbeltseng var nemlig prins Joakim og daværende prinsesse Alexandra, som sad model til et dobbeltportræt!
30 billeder i bagagen
Vi kørte derfra med 30 nye værker. Alle malet på papir, som de fleste af Trampedachs billeder efter 1995. Efterfølgende bliver værkerne klæbet op på lærred eller træ.
– Jeg spurgte, hvordan vi fik dem indrammet? mindes Ove, hvortil Kurt svarede:
”Jeg har malet dem, resten må I finde ud af!”
Sådan var opgaverne fordelt, og det var da også helt rimeligt. Vi allierede os med den største ekspertise i Danmark, Ove Olsen i Valby, der lavede fornemt rammearbejde med sølv- og bladguld.
Udstillingen blev naturligvis et tilløbsstykke, og der gik ikke mange dage, før vi kunne melde UDSOLGT! Vi var glade, Kurt var også glad, og snart måtte vi af sted igen.
En ulykke og hverdag på Bjerget
Johnny og Ove besøgte Kurt på Bjerget 3 – 4 gange årligt i den tid, deres samarbejde varede.
Én gang boede de på Bjerget i en hel måned, fordi Johnny kom til skade med sit ben. Det var under opførelsen af det nye atelier. Johnny havde været ovre og fodre hestene, da han uforvarende kom til at gå ind i en sav, som var anbragt med tænderne i forkert retning. På skadestuen konstaterede de, at alle muskler var skåret over, og senerne havde ligeledes taget skade,
Lægen, der havde kompetence til den slags skader, var en sportskirurg, han var til fest, men blev kaldt hjem, så Johnny kom under behandling. 4 timer varede det at sy de mange skader, kun under lokalbedøvelse,
– Jeg har aldrig oplevet så mange smerter, både under behandlingen. og da jeg bagefter blev sendt hjem med bare to smertestillende piller.
– De skulle vare til apoteket åbnede den følgende dag, mindes Johnny, jeg holdt den heldigvis gående, mens Kurt, Ove og Sofie sang for mig. Men det var en frygtelig nat, indtil jeg kunne blive ordentlig smertedækket.
Benet skulle naturligvis plejes under helingsprocessen, alligevel gik der stafylokokker i såret. Det blev jo ikke var ordentlig behandlet, for vi skulle jo selv skifte forbindingen hver anden dag under ikke optimale hygiejniske forhold.
Hjemme i Aalborg kom jeg omsider på hospitalet. Fik såret renset i bund, og forbindingen blev skiftet daglig i tre måneder. Det var en voldsom omgang, men heldigvis slap jeg uden væsentlige men.
I den tid lærte Johnny og Ove ikke bare kunstneren men også personen, Kurt, at kende.
Han passede jo sit daglige arbejde, og da han ikke spiste frokost, kørte de lange ture i området og spiste på alle de franske og spanske stjernerestauranter, de kunne finde.
Hver dag blev en fest, for i modsætning til Ove, måtte Johnny jo gerne drikke alkohol.
Ove påtog sig huslige pligter, han vaskede Kurts tøj, vaskede gulv og stod for aftensmaden. Alligevel var det næsten som en ferie.
3. søndag i hver måned var der loppemarked i en nærliggende by. Der ville Kurt gerne hen.
Johnny blev parkeret et sted, hvor han blev serviceret med mad og drikke, mens Kurt og Ove købte ind i så store mængder, at hele fire flyttekasser skulle fragtes med Silkeborg Flytteforretning til Danmark.
Ove, der normalt ikke er vild med hunde, oplevede at få en ven, idet Lunni, Kurts hund, blev hans ”madkæreste” under hele opholdet..
Bryllup
Vi havde fornøjelse af at være med til at arrangere Kurts bryllup med Sofie. De blev gift på Rådhuset i Hillerød, men festmiddagen blev holdt på ”Kong Hans” i København.
Forinden spurgte vi til brudebuketten, som Kurt næppe havde tænkt på.
– ” kan I ikke klare den”, spurgte han.
Vi vidste, at Sofie elskede franske anemoner og foreslog at få Tage Andersen til at lave en flot buket. Men nej, det var alt for dyrt, sagde Kurt, så om mandagen, dagen før brylluppet, gik vi på jagt efter blomsterne.
Det var den 7. december, og alt var udsolgt på grund af julen. Til sidst gav vi op, og uden Kurt fik det at vide, fik vi Bering til at lave en smuk buket, som Sofie fik i en fin æske om morgenen på sin bryllupsdag.
Kurt var jo født og opvokset i Hillerød, det var også dér, han i sin tid blev udlært bygningsmaler. Før selve brylluppet ville han gerne besøge sin mor, og vi fik taxaen til at køre lidt rundt, så han kunne gense byen.
På Rådhuset var det vanskeligt at fastholde Kurt ved sagen, meningen var trods alt, at han skulle sige ja til Sofie. Men han var mere optaget af at studere et stort maleri af slottet, end af selve højtideligheden. Ikke fordi, han ikke fattede situationens alvor, men han var med tiden blevet så egocentreret, at han vanskeligt kunne engagere sig for noget udenfor sig selv.
Egoet vokser, men hukommelsen er fantastisk
Vi havde vænnet os til, at det var mig, mig, mig hele tiden. Næsten daglig havde vi timelange samtaler med ham i telefonen, og konstant bragte han sig selv på banen. Vi skulle slet ikke nævne andre kunstnere, til nød store navne som Picasso og Giacometti. Men han var lynhurtig tilbage på sporet.
Han havde en hukommelse som en elefant, alt, hvad der blev sagt, kunne han referere flere år senere. Én gang overraskede han virkelig. Vi skulle til Paris og lave tre nye litografier i et lille oplag på 69 af hver, som vi skulle have med hjem til en kommende udstilling.
– Vi bliver i Paris til samtlige litografier er trykt og signeret sagde Kurt, og det var ok.
En uge senere var prøvetrykkene færdige, men noget gik galt, så hele processen blev forsinket i 30 dage.
– Skal vi ikke tage ind og besøge jeres franske kunstner? Foreslog Kurt til vores store overraskelse. Vi blev forbavsede, fordi han aldrig havde interesseret sig for andre end sig selv. Men det viste sig at være dansk/franske Ludmilla Balfour, han mente, og som sagt så gjort.
Senere sad vi bænket i Ludmillas lille lejlighed, Kurt var i strålende humør. og han spurgte interesseret til hendes kunst, mens han afslørede, at han havde sat sig grundigt ind i hendes kunstneriske udvikling.
Han var rigtig sød og interesseret, mens vi forbavsede så til..
Sightseeing i Paris
Da der der gået en uge, kunne Ove være blevet taxichauffør i Paris, for han havde kørt med Kurt overalt.
Men nu ville Kurt besøge et firma ca. 30 kilometer udenfor byen. Firmaet havde specialiseret sig i nedbrydning af slotte til genopførelse hos rige amerikanere. og de handlede desuden med antikviteter, som Kurt interesserede sig for. Bagefter satte vi kurs mod Orly-lufthavnen, hvor Kurt heldigvis nåede et fly, mens vi kørte hjem til Danmark.
30 dage senere vendte vi tilbage med de nye tryk, som Kurt skulle signere. Herefter tilbage til Danmark med de tryk, vi skulle have indrammet til en udstilling. Vi brugte faktisk megen tid i det samarbejde, men Kurt var også et spændende, om end lidt anstrengende bekendtskab.
New York
I 1999 fandt han pludselig ud af, at vi skulle til New York. Allan Stones havde tre af Kurts malerier med på en Art Fair- udstilling, og ”det ville være godt for os at opleve kunsthandel, som den foregik ”over there””.
Vi landede i New York og var indkvarteret på vores hotel, da telefonen på værelset ringede. Vi var desorienterede, for ingen vidste, hvor vi boede, men det viste sig at være Sofie, som meddelte, at Kurt ikke kom som aftalt den følgende dag.
Sagen var, at han var blevet fornærmet i et fly fra Biarritz til Paris, hvor en stewardesse havde fejltolket hans lange hår og spurgt ”Hvad ønsker De, Madame?”
Dernæst var en afgang fra Paris til New York blevet aflyst, og eneste mulighed var et fly, der landede i Newark i stedet for Kennedy Airport.
Pligtskyldigt kørte vi til Newark, for at tage imod ham.
Det var sent om aftenen, alligevel insisterede Kurt på, at vi kørte direkte ud til Allan Stones i et område, der hed White Plains. Vi havde købt en særlig lækker kage, som vi havde med i taxaen.
Nå, vi ringede på døren, som blev åbnet af en mand, der viste sig at være bror til Glenn Close. Han gik for at vække Allan Stones. og imens blev vi anbragt i en spisestue, der var så spækket med kunst, så vi aldrig havde oplevet noget lignende. Skulpturer på gulvet dækkede simpelthen for væggene, så man ikke kunne se billederne. Efter sigende havde han 1/2 million kunstværker, og
Kurt sagde, ”det er småting, så skulle I se hans opholdsstue”.
Situationen udviklede sig lidt pinligt. Allan Stones skulle jo vækkes, vi skulle spise kage, og Kurt skulle sove deroppe. Vi skulle tilbage til hotellet, for vi havde også fået underholdning nok for den aften. Allan Stones havde bestilt en Limousine til os (i stedet for en lille almindelig taxa) – og så kom vi endelig hjem i seng.
Næste dag skulle vi jo arbejde, vi skulle ud og hænge de tre malerier op på udstillingen.
Det viste sig, at standen var meget lille, kun ganske få kvadratmeter, og der var vældig diskussion om anbringelsen af billederne. Men til sidst skar vi igennem, billederne blev hængt op efter vores anvisninger- og så fik vi masser af ros for vores ”Europæiske ophængning”, der åbenbart præsenterede billederne bedre en sædvanlig american style.
Næste dag ville vi deltage i åbningen af udstillingen, men måtte opgive. Det viste sig at være et velgørenhedsarrangement, hvor det kostede flere tusinde dollars at komme ind. Og der var desværre udsolgt til de tidligere forevisninger, så vi måtte vente længe på at få lov at betale et par tusinde kroner for at komme ind og se den udstilling, vi selv havde været med til at hænge op den foregående dag. Men så var der også champagne og pindemadder
Den følgende dag havde Kurt besluttet, at vi skulle spise på en restaurant, han kendte fra et tidligere besøg. Hans søn, Jonas, var også med, og da Kurts yndlingsbord tilmed var ledigt, blev det en dejlig aften.
Et kompliceret venskab
Vi kunne jo godt lide Kurt. Han var diagnosticeret maniodepressiv, men hans skiftende luner vanskeliggjorde somme tider vores samarbejde. Vi vidste aldrig hvilken udgave af Kurt, vi mødte. Det sled på vores forhold, der jo ikke udelukkende var af venskabelig karakter, men også rummede et væsentligt forretningsmæssigt element
I efteråret 1999 havde vi lejet en stor stand på Art Copenhagen i Forum, alle sejl blev sat til, det var Kurts første separatudstilling i Danmark i 16 år, og de udstillede værker var alle udført i hans nye atelier på Bjerget.
Udstillingen var i september, og i august kørte vi ned for at hente billederne hjem. Halvvejs op ad Bjerget mødte vi Sofie, der havde en trist besked: ”Kurt ville alligevel ikke medvirke på udstillingen”.
Nå, det måtte vi lige høre fra kunstneren selv, så vi kørte op til Kurt og forklarede, hvordan der var lagt ekstraordinære kræfter i, at denne udstilling skulle blive helt særlig, og udelukkende ville vise hans værker.
Det lykkedes at overtale ham, og han var helt upåvirket af de problemer han havde forårsaget. Han ville tilmed selv medvirke på udstillingen.
Da vi hentede ham i lufthavnen, sagde han: ”I flyveren kom jeg til at tænke på, hvad mit liv egentlig var, før jeg mødte jer”.
I dag kan vi godt grine af det, men det var langt fra et problemløst samarbejde.
Udstillingen i Forum, en kæmpe succes.
-Vi boede på samme hotel som Kurt, og hver morgen drak vi morgenkaffe på vores værelse. Det foregik på den måde, at Johnny og jeg sad i sengen og talte gårsdagens omsætning i checks, kontanter og Dankortnotaer, forklarer Ove. Imens sad Kurt og guffede 7 – 9 stykker wienerbrød i sig. Bedre morgenmad kunne han ikke tænke sig.
Vi hyggede os, for Kurt var i strålende humør, han signerede bøger og plakater, talte med kunderne og var rigtig sød. Alt gik fint i den uge udstillingen varede.
– Det rygtedes, at nogen havde set Kurt Trampedach i København med to livvagter. Det var os, griner Johnny,
Udstillingen sluttede en søndag, og Kurt blev i København et par dage mere. Han ville nemlig selv med ud og aflevere værkerne til de købere, der boede i området.
Alle var begejstrede, også pressen, der holdt Ove travlt beskæftiget med at booke aftaler.
Antabus, nej tak
– Den sidste aften spiste vi på Restaurant Els i Store Strandstræde. Da vi reserverede bord, skulle vi lige sikre, at de havde Schweppes Tonic, det eneste Kurt drak efter, han i begyndelsen af 80érne lagde alkohol på hylden.
Tidligere havde han haft et fast ritual: Når kirkeklokken i Sare slog klokken 17, trak han proppen op af den første flaske Rioja, som i nattens løb blev til fire! Indtil hans læge påpegede, at det alkoholforbrug var for stort og foreslog ham at tage antabus.
Det ville Kurt ikke, han holdt i stedet helt op med at drikke og levede resten af sit liv som ædru alkoholiker.
Tonic kunne han godt drikke 30 af i løbet af en dag. Han kendte ikke til mådehold, heller ikke, når det gjaldt piskefløde, han købte 12 liter ad gangen til sin kaffe, og han kunne sagtens ryge 80 cigaretter i løbet af en dag,
De rummelige baskiske kopper købte Sofie i dusinvis på loppemarkeder. Kurt kunne sagtens drikke 20 – 30 af dem hver dag, med masser af sukker.
Det var et fast ritual, når vi besøgte Kurt på Bjerget, at han stod udenfor og ventede os med kaffe i de store kopper. Nescafe med masser af piskefløde. Vi har forsøgt at genkalde smagen her hjemme, men det er ikke lykkedes. Det må skyldes den særlige stemning, der herskede hos maleren på Bjerget.
Forbindelsen glider ud
– De seneste år så vi ikke så meget til Kurt, han havde helbredsproblemer, og lægen havde forbudt ham at male i et år.
Men Johnny og jeg mindes med glæde og taknemmelighed de mange gode og sjove oplevelser, vi fik med én af dansk kunsts mest betydningsfulde malere i nyere tid, slutter Ove.
