Lars Holt er kendt som en besindig mand, der ikke handler overilet, og der ligger garanteret grundige overvejelser bag beslutningen om, at hans navn ikke skal på Venstres liste til det kommende kommunalvalg.
Vera
For nylig var vi ”hjemme hos Lars Holt” i Nørhalne, hvor han allerede har taget hul på sit otium sammen med hustruen, Vera, som er en højt skattet ”sidegevinst” fra årene med kommunalpolitik og ikke mindst venskabsbysamarbejdet.
Parret traf første gang hinanden i den polske by, Strzelce Krajenskie, den fælles venskabsby for Jammerbugt og tyske Stadt Tornesch, der ligger tæt ved Hamburg. Lars repræsenterede Jammerbugt Kommune, mens Vera arbejdede for Stadt Torneschs borgmester, Roland Krügel. Udenfor mødeprogrammet fandt de to ud af, at de havde fælles interesser udover venskabsbysamarbejdet, og efter adskillige weekendmøder i henholdsvis Stadt Tornech og Nørhalne, besluttede parret at skabe en fælles fremtid. For syv år siden blev parret viet af Mogens Chr. Gade på Bratskov med borgmester Roland Krügel som et af vidnerne. Og så flyttede Vera til Nørhalne.
I virkeligheden var Lars parat til at flytte til Stadt Tornech, men det syntes Vera ikke var nogen god idé. Hun havde langt mere lyst til at bo i Danmark, fordi det var hyggeligere, og sådan blev det.
Kommunalbestyrelsen
Lars Holt havde siddet i flere bestyrelser, bl.a. den lokale antenneforening, Vandværket og Frysehuset, men byrådsarbejdet var nyt, da han i 2005 blev valgt for Venstre til den første kommunalbestyrelse efter kommunesammenlægningen i 2007. På det tidspunkt havde han været lokal formand for partiet i syv år, og han arbejdede i Spar Nords storkundeafdeling i Aalborg med kundekontakter overalt i landet.
– Jeg havde fuld opbakning fra min arbejdsgiver og favorable vilkår, da jeg påtog mig byrådsarbejdet, og det er ikke nogen selvfølge. Jeg kunne godt ønske, at flere arbejdsgivere delte den holdning, for det ville skabe en bredere repræsentation i kommunalbestyrelserne, fastslår Lars.
Viceborgmester
At Lars allerede som nyvalgt politiker fik posten som viceborgmester skyldtes ikke mindst hans personlige indsats.
– Da jeg som ganske ung blev ansat i banken, der senere blev til Nordea, var jeg meget genert. Jeg tror, der gik et halvt år, før jeg overhovedet turde tage telefonen, for det var jeg slet ikke vant til. Men jeg indså også, at det krævede en personlig indsats at blive hæmningerne kvit, og med støtte fra et par gode kolleger lykkedes det heldigvis, så jeg ikke siden har haft problemer med f.eks. at holde tale i større forsamlinger.
Derfor ville jeg heller ikke sidde og gemme mig, da Venstres gruppe første gang mødtes efter valget. Vi var 13 medlemmer, der skulle dele udvalgsposterne, og som den første rakte jeg hånden op og meddelte, at jeg gerne påtog mig opgaven som viceborgmester, og at jeg forresten også gerne ville i Økonomiudvalget.
Mogens Gade, der sad lige overfor, så på mig og sagde: ”Du er ikke ked af det. Jeg er sikker på, at netop de ønsker deles af hele forsamlingen”.
Jeg fik da også kun mine ønsker delvis opfyldt, for naturligvis var der erfarne og garvede folk, der også skulle tilgodeses. Jeg kom ikke i Økonomiudvalget, men viceborgmesterposten fik jeg. Endvidere fik jeg en plads i Tema- og Udviklingsudvalget, og det skulle vise sig at være både spændende og lærerigt.
Hele Jammerbugt Kommune
Ved kommunesammenlægningen havde jeg som mange andre, kun sporadisk kendskab til områderne udenfor Aabybro. Jeg plejede at smøre en ekstra stor madpakke, hvis jeg skulle så langt som til Fjerritslev, men snart gik det op for mig, at den fysiske afstand mellem kommunens byer var betydelig kortere end den mentale.
Nu fik jeg god anledning til at lære hele kommunen at kende, for snart kom jeg overalt, på virksomhedsbesøg, åbning af udstillinger, vielser eller besøg hos 100 års fødselarer, og uanset anledningen blev jeg bænket med en kop kaffe sammen med spændende mennesker, der altid havde noget at fortælle.
Farvel til banken
Med udgangen af 2019 lod Lars sig pensionere fra banken.
– På det tidspunkt havde jeg været 49 år i henholdsvis Nordea og Spar Nord. Desværre betød mit jobskifte undervejs, at jeg ikke kunne få Dronningens 50-års fortjenstmedalje. Ellers var jeg gerne blevet nogle måneder endnu, for selvfølgelig havde jeg været glad for en medalje som et flot punktum efter de mange år i bankverdenen.
Men den lange karriere eksisterer ikke bare i Lars Holsts erindring, dokumentationen er i orden, for han hører til typen, der gemmer og kan dokumentere sit lange arbejdsliv med samtlige lønsedler, bilag og selvangivelser i den sirlige orden, der er blevet hans kendemærke. På ét eller andet tidspunkt skal arkivalierne afleveres på ”rette sted”, det vil sige lokalhistoriske arkiver såvel her på egnen, som hans fars hjemegn, Visborg ved Hadsund, der allerede har fået masser af papirer og billeder.
– Det er vigtigt at aflevere sådan noget som billeder et sted, hvor personerne har chance for at blive genkendt, forklarer Lars. Jeg føler et ansvar for at aflevere tingene og det er noget af det, jeg har brugt en del af mit første pensionistår på. Jeg bliver ikke arbejdsløs foreløbig, bl.a. har jeg også gemt min fars julekort, hvert år samlet i en elastik, og i den forbindelse satte jeg mig for at finde ud af hvem af afsenderne, der stadig var i live. På den måde er jeg kommet i kontakt med en kusine, som jeg ikke havde talt med i 24 år.
Samlergenet omfatter papirer, aviser, især de lokale nyheder fra Tylstrup, alt sammen beretter om et samfund i udvikling helt tilbage fra fyrrerne, og heldigvis synes Vera også, det er spændende læsning, fordi hun på den måde får indblik og baggrundsviden om sit nye land. Men Lars har også passion for mindre papirer, nemlig frimærker, og der går næppe en dag, uden han beskæftiger sig med sin samling, der omfatter Norden, bortset fra Finland. Interessen for frimærker deler han i øvrigt med sin datter.
– Jeg samler kun stemplede mærker og har stor fornøjelse af at studere de enkelte motiver. I virkeligheden kan man lære en masse om et lands historie gennem frimærkerne, i Island er de rigtig dygtige til at skildre landets storslåede natur.
Lidt ærgerligt er det, at frimærkerne ikke længere kan vaskes af kuverterne. Man bliver nødt til at klippe dem af tæt ved mærkets kant. Derfor er der heller ikke længere noget med at skåne takkerne. De findes ganske enkelt ikke længere, så filatelisternes interesser er der ikke længere taget hensyn til. Lars Holt har naturligvis kontaktet Postvæsenet og det viste sig, at årsagen til de ændrede mærker er, at for mange breve ryger ustemplede gennem sorteringen. De nye tiltag skyldes derfor, ”at man vil forhindre, at forbrugerne vasker de ustemplede mærker af, og genbruger dem!”
Købmandens Lasse
Han blev født i Kraghede, nær Øster Brønderslev, hvor hans far drev købmandshandel, centralt beliggende midt i byen overfor mejeriet.
– I dag er der stille, men i min barndom var vi så mange børn, at vi kunne stille med et fodboldhold, fortæller Lars.
Det kommer næppe bag på nogen, at Lars er født i Jomfruens tegn, og han vedkender sig ”Jomfruens kendetegn”, den systematik og orden, der hersker i alt, hvad han foretager sig.
– Det er lykkedes Vera, at forandre mig lidt, for hun siger, at man godt må kunne se, at der bor rigtige mennesker i huset. I dag kan jeg godt gå tre gange forbi en avis, der ligger på bordet, før jeg fjerner den.
Når vi går tur, kan jeg slet ikke lade være med at tælle bilerne fra vi kommer ud på vejen, til vi er hjemme efter en travetur, griner Lars, der er bevidst om, at han næppe deler sin passion med mange.
Lars har også klæbehjerne, og der knytter sig små anekdoter til mange erindringer, bl.a. var han med til at navngive sin yngre bror:
– Jeg blev spurgt, ”hvad synes du lillebror skal hedde, Lasse?”
”Jens Sørensen”, svarede jeg hurtigt, uden at ane, hvorfra det kom. Men min bror blev døbt Jens, dog med efternavnet Holt.
Jeg har overtaget slægtens papirer efter begge mine forældre er døde. Min far dyrkede også slægtsforskning, og jeg fortsætter, hvor han slap, ikke kun slægtens historie, men også udviklingen indenfor købmandsbranchen som er gået hurtigt siden 1950’erne.
Facebook – et værn mod ensomhed?
– Selvfølgelig er der forskel på Facebookvenner og venner, man har kendt i et langt liv. Jeg har ca. 1000 såkaldte venner på Facebook, bl.a. på grund af de mange interessegrupper, jeg er medlem af. Men samtidig har jeg fået kontakt til mange fra fortiden, bl.a. gamle soldaterkammerater. I denne uge dukkede Rudi op, han er en skolekammerat fra Øster Brønderslev, som jeg ikke havde haft kontakt med i 51 år. Som barn i Kraghede kendte jeg en pige, som jeg via Facebook fandt ud af fyldte 60. I mine gemmer havde jeg et billede af hende som 5-årig, som jeg lagde på Facebook, hvorefter et par søstre dukkede op med kommentarer. Det er jo en måde at holde historien i live, siger Lars.
Vera er også på Facebook, men mindre aktiv end Lars.
– Jeg er slet ikke på Facebook hver dag, for det synes jeg mit liv er for kort til. Jeg vil hellere bruge kræfterne på slægtsforskning, mine historiske interesser og opgaverne som bogholder i den lokale idrætsforening. Men jeg har da også haft glæde af Facebook, ved at følge mine børn på deres rejser i udlandet.
Vera er faldet godt til i Danmark og føler sig ”fuldt integreret” i Nørhalne og det gode naboskab, der bl.a. betød, at hun lærte kunsten at koge klejner til jul.
Et ”underligt år”
Det første år som pensionister har ikke levet op til parrets oprindelige planer, og det skyldes naturligvis coronaen og den manglende frihed. Men med alle de interesser er der ingen fare for, at Lars kommer til at kede sig de første mange år. Og så har vi endda ikke en gang nævnt haven, som parret også passer i fællesskab.
Det største afsavn har været, at Vera har måttet undvære at se sin mor og sine tre voksne børn på 35, 32 og 26 år så ofte, som hun gerne ville.
– Min mor er en ældre dame, der har passeret de 80, og hun har naturligvis følt sig ensom. Jeg besøgte hende ved juletid. Senest tilbragte jeg en uge sammen med børnene i februar. Først havde jeg meldt min ankomst hos myndighederne i Kiel og forklaret, hvor jeg skulle bo, og hvad hensigten var med mit besøg. Jeg slap for isolation, fordi jeg udelukkende besøgte min nærmeste familie.
Hjemme igen blev jeg testet, og så gik jeg i 5 dages isolation her i huset.
– Jeg var solidarisk, siger Lars. Efter at have købt stort ind kunne vi sagtens klare os i fem dage uden at gå til købmanden. Det lader sig jo gøre med lidt planlægning. Da min far havde købmandshandel i min barndom, kom kunderne jo heller ikke hver og hveranden dag.
Efterfølgeren
Endelig er der jo mere end et halvt år tilbage, før det også er slut med arbejdet i kommunalbestyrelsen, men Lars er ikke manden, der efterlader ”løse ender”, og selvfølgelig lægger han vægt på, at alt er i orden, når han overlader posten i kommunalbestyrelsen til sin efterfølger. Hvem, det bliver, er naturligvis op til vælgerne, men som det ordensmenneske Lars Holt er, lægger han også vægt på at kunne stå inde for en ny Venstrekandidat fra Nørhalne.
– Jeg kunne godt have taget fire år mere i politik, for jeg fylder først 68 til sommer, og jeg synes stadig, arbejdet er spændende. Derfor stopper jeg heller ikke, fordi jeg er træt af politik, tværtimod. Årsagen er, at tiden er inde, fordi Claus Svendsen har meldt sig, som den helt rigtige kandidat til den kommende kommunalbestyrelse. Da jeg ved, at gode kandidater ikke hænger på træerne, gælder det om at bane vejen for ham, og selv om jeg også ved, jeg kommer til at savne arbejdet, har beslutningen om at stoppe været længe undervejs.
Livet efter arbejdslivet
Selv om jeg ikke ligefrem mærker alderen trykke, kan jeg godt mærke, at nogle ting tager længere tid end tidligere, bl.a. at læse dagens avis. Hvis det ikke var for coronarestriktionerne havde vi også brugt mere tid på at pleje venskaber, men forhåbentlig går vi en normal sommer i møde
Jeg har netop talt med en tidligere kollega i Spar Nord, og vi talte om den forandring, det er, når man trækker sig tilbage. Helt ærligt kunne jeg sige, at jeg savner mine gamle kollegaer og kunderne, men jeg savner ikke jobbet, bl.a. fordi arbejdet i finansverdenen har ændret sig meget gennem de senere år.
Afslutningsvis taler vi om Lars´ livslange interesse for frimærker. Men på det område er der også sket forandringer.
– Jeg ved, at hvis jeg viser dig de nyudkomne frimærker fra de sidste par år, vil du næppe genkende dem.
Og det er jo ganske rigtigt. Der kan gå måneder imellem, at jeg modtager et ”rigtigt brev”, forsynet med et ”rigtigt frimærke”.
Alt har som bekendt sin tid, -og det gælder både frimærker og politikere…
