Mange kvinder har en drøm om en butik med salg af alt det, de selv kunne ønske sig. I august 2021, da sommeren gik på hæld, realiserede Anni Østergaard Volden og Ida Bogø Olsen en fælles idé og startede den spændende webshop, ”AIAI Vestkysten”.
De kom godt fra start og har allerede kunder over hele landet, og for nylig besøgte vi virksomhedens showroom, som med beliggenhed midt i Fjerritslevs hovedgade også har fysiske kunder fra byen og omegn.
Indehaverne
Anni og Ida lærte hinanden at kende for syv år siden, da de var i samme mødregruppe, men dengang var der intet, der tydede på, at de skulle have en fælles fremtid.
Ida var uddannet indenfor både kontor, salg og kommunikation, før hun gik i gang med at læse HD i regnskab.
– Men studierne blev sat på pause, da jeg besluttede at koncentrere mig 100 % om vores virksomhed.
– Min baggrund er en helt anden, forklarer Anni. Jeg er uddannet grafisk designer og har arbejdet med marketing i reklamebranchen. Senest var jeg ansat hos Dragsbæk i Thisted, men sideløbende har jeg fulgt udviklingen indenfor sociale medier, influencers og onlinehandel, fordi det har interesseret mig, og i mange henseender er jeg selvlært. Jeg var i færd med at skabe en webshop for en anden virksomhed, da Ida kontaktede mig.
– Jeg spurgte Anni, om hun kendte nogen, der havde brug for en deltids bogholder, forklarer Ida.
Det gjorde Anni ikke. Hun var hjemme, fordi hendes tidligere stilling var flyttet til Vejle. Landet var lukket ned på grund af corona, og foreløbig købte og solgte hun loppefund via en Instagram profil.
– Jeg fik hurtigt en fornemmelse for, hvad der interesserede folk, og hvad der kunne sælges, men umiddelbart så jeg det ikke som en levevej. Da jeg samtidig er en skovl, når det gælder økonomi, turde jeg ikke binde an med et større projekt.
Til gengæld havde jeg i tankerne skabt rammerne til et spændende projekt, og de tanker delte jeg med Ida, da hun kontaktede mig.
Langsomhed et must
Vi blev enige om at skabe noget sammen, men hvad vi ville sælge?
Det skulle ikke være noget med hurtig omsætning som f.eks. tøjbranchen, hellere noget med kunsthåndværk og design, f.eks. keramik og andet, der er håndlavet. Det kan betyde, vi må acceptere længere leveringstider, til gengæld lægger vi vægt på bæredygtighed og ordentlige produktionsforhold, og vi har indstillet os på, at varerne ikke bliver revet ned fra hylderne fra det øjeblik, vi modtager dem.
Vi har lært, at nogle ting kræver tid, før salget går i gang, og vi har måttet minde hinanden om, at det netop var vores mål, at tingene ikke skulle gå for hurtigt. Vi har ting i mange prislag, lige fra strømper, der går som varmt brød og impulskøb til 59 kroner. De dyre ting hører typisk til gaveønsker.
Vi har fået præcis den livsstilsbutik med ”hverdagsluksus med omtanke”, som vi drømte om, siger Ida, vores holdning er præcis den modsatte af supermarkedets ”køb, brug og smid væk-kultur”. Det er kvaliteten, der afgør, at vi skal have 100 kroner for et produkt, når Netto sælger noget, der ligner for 25 kroner.
Men vi præsenterer tingene pænt og pakker ind i både silkepapir og gavepapir for at understrege, at vi har respekt for tingenes historie og de mennesker, der har produceret dem. Selvfølgelig skal man glæde sig selv med en billig ting, som ikke kræver overvejelser, men det ligger også i tiden, at man handler med omtanke, og det er de signaler, der ligger bag vores butik.
Varer på hylderne
Da Anni og Ida var blevet enige om konceptet, gjaldt det om at komme i gang og finde varer til hylderne. Anni havde fundet nogle ting, før de gik i gang, men ellers var første skridt at tage på messe, og de lagde ud med håndklæder.
– Tænker du nogensinde på, hvem der har produceret det håndklæde, du tørrer dine hænder i?
Anni og Ida viser nogle smukke, tyrkiske håndklæder i flere størrelser. De er håndvævede i en lækker økologisk bomuld. Multifarverne er lavet af overskudsgarn fra andre tekstiler, så intet går til spilde. De er ikke billige, men heller ikke dyrere end mange andre håndklæder på markedet.
– Gennem mange år på Instagram har jeg fundet en række leverandører, mindre firmaer, der kan noget særligt og vægter høj kvalitet. Bl.a. fik jeg via et par piger i Aarhus kontakt til det dansk/tyrkiske iværksætterpar, der har kontakt til det lille væveri i Tyrkiet, hvor håndklæderne produceres på gamle håndvæve, så der ikke er tale om masseproduktion.
Det gode match
Det viste sig hurtigt, at vi er gode til at samarbejde. Vi er meget forskellige, og netop det er vores styrke. Vi har en god arbejdsfordeling, hvor vi ikke blander os, men hver især gør det, vi er bedst til. Vi gik praktisk til værks lige fra starten. Vi havde begge testet vores personlighedstyper, som viste, vi er et godt match, som lover godt for samarbejde og partnerskab.
Fra vores tid i mødregruppen vidste vi, at vi kunne lide hinanden, men det er jo ikke nok, når man vil skabe en virksomhed, for det er jo som et økonomisk ægteskab med alle de faldgruber, det medfører. I starten var der situationer, hvor vi gik skævt af hinanden, men fordi vi var opmærksomme og arbejdede for sagen, klarede vi skærene, inden det blev til problemer.
Fra starten var planen at lave en webshop, med lager hjemme og hos Idas mor. Men da de fik øje på det tomme lokale, hvor der engang har været bl.a. bank, revisor og møbelpolstrer, forhørte de sig om prisen, der viste sig at være til at betale. I tilgift fik de så et showroom og butik, hvor flere og flere lokale kigger indenfor, når de mangler en særlig gave til sig selv eller andre.
God start
Anni og Ida er kommet godt fra start, og selv om virksomheden går over al forventning, er det foreløbig ikke sig selv, de belønner. Ingen af dem medbragte en formue til projektet, alligevel er det lykkedes at undgå at stifte gæld. Foreløbig går overskuddet direkte til butikken og flere spændende varer til hylderne, bl.a. planlægger de at tage på ”Formland Messe” til februar – og senere lokker en spændende hollandsk messe.
Selvfølgelig drømmer de om at fylde mange flere varer på hylderne, men de ved også, at det fornuftige tempo, hvor de uden at forhaste sig skaber den virksomhed, der passer til dem. De køber fornuftigt ind med omtanke for kvalitet og bæredygtighed, så de ikke pludselig ligger inde med et kæmpe varelager, som slår bunden ud af økonomien.
Selv om Anni og Ida ikke er kommet sovende til succesen, fremhæver begge de gode muligheder, der er for en nystartet virksom her. Bl.a. har de fået uvurderlig hjælp fra VÆKST Jammerbugt.
– Vi tror på fremtiden og på at vores plan holder, slutter Anni og Ida, der er i fuld gang med planlægning for den kommende sæson.