Kig på din dåbsattest. Måske er du også én af de 9824 indbyggere i Jammerbugt Kommune, som er fyldt 65!
Det er nemlig mere end 25 % af kommunens indbyggere (i alt 38.334), og af dem er 322 fyldt 90!
I hele kommunen bor 289 i plejeboliger, resten bor i eget hjem, nogle modtager hjælp i det daglige, resten er selvhjulpne.
Nogen ”ÆLDREBYRDE” er der ikke i vores kommune.
Hvorfor nu disse tal??
Fordi jeg selv er én af de 9824 og fordi ”Ældre Sagen” i Aabybro for nylig fyldte 25 år og fejrede begivenheden med et muntert foredrag af skuespilleren Per Pallesen med efterfølgende kaffe, kage og is på ”Hotel Søparken”.
For ung til ”Ældre Sagen”
Indrømmet, navnet sælger ikke billetter. Personlig meldte jeg mig ind, da jeg var 50, på Pandrup Posthus lokket af en smilende Ghita Nørby
Men snart blev mine værste anelser bekræftet, for der var mange konkurrencer og reklamer for otiumstole og proteseklæbere i medlemsbladet. Løftet om rabatter på en lang række ydelser og varer, var ikke nok, jeg følte mig fejlplaceret og simpelthen ”for ung”, hvilket jeg meddelte ”sagen”, da jeg meldte mig ud.
I de efterfølgende 25 år er meget sket. Efterkrigsårgangene er blevet ældre og pensionister, selv om vi føler os 15 år yngre end vore forældre og bedsteforældre, da de var 70, 80 eller 90, og der er da også sket meget med os ”gamle” som jeg ynder at kalde os, der har passeret 75.
De fleste af os er blevet en del af den teknologiske tidsalder med alt, hvad det medfører på godt og ondt. Godt for alle, der har børn og børnebørn i verdenshjørner, vi tidligere kun kendte fra film og kryds- og tværsopgaver. Nu kan man på skærme følge med i deres liv, mens det udspiler sig.
Jeg ved godt, at mange i starten sagde nej tak til IT, Facebook, MitID og handel på nettet, og jeg kunne selv have været en af dem, der for 40 år siden betragtede computere som en slags spillemaskine for børn og unge.
Om vi vil det eller ej – vi, de store årgange, der var den første generation af teenagere i begyndelsen af 60’erne. Musik og mode blev tilpasset, verden var som skabt til os, vi kunne bare tage for os af retterne, arbejde var der nok af, og mens tidligere generationer måske lidt misundeligt så til, tog vi på charterrejser og fik villa, Volvo og vovse inden vi var fyldt 30. Ja, ja, jeg ved godt, det ikke gjaldt ALLE, men overordnet var vi en heldig generation, og mange af vore børn fik endnu bedre uddannelser, end vi selv havde opnået.
Alt har en ende, også for os. Ganske vist kan det virke, som om alderdommen er udsat…, hvis vi hører til de heldige, der ikke er ramt af sygdom så alvorlig, at førligheden eller livet ikke stod til at redde. Da vi var 70 besluttede vi, at vi var ”de nye 50ere” – Nu hvor næste step er 80 tager vi også det med ophøjet ro, lægevidenskaben er nået langt, og med fitnes, Botox og godt humør, kan vi forsøge at holde de værste alderdomsspøgelser på afstand.
De seneste tre år har alvoren dog holdt sit indtog – også for os. Også vi, der ikke blev personligt ramt, fik en forskrækkelse, da coronaen, vor tids ”spanske syge”, krævede afstand, mundbind og vacciner, hvis vi ville overleve. Selvfølgelig ville vi, og knap var faren drevet over, før krigen rasede i et samfund tæt ved os, og mennesker, der lignede os, blev hjemløse og måtte flygte til en uvis tilværelse. Tænk, at vi skulle opleve det. Vi fik ikke rationeringsmærker, som vore forældre og bedsteforældre, men i takt med at prisen på smør og dagligvarer tordnede i vejret, gik det op for os, at verden havde sat en ny kurs, og vi er næppe de eneste, der henlægger brug af vaske- og opvaskemaskine til de mærkeligste tidspunkter på døgnet, fordi vi pludselig går op i, hvornår det er billigst.
Tiden er pludselig ”blevet en anden”. Det er ikke nok at trøste sig med, at vi er så gamle, at bekvemmelighederne holder vores tid ud. For hvad med vore børn og børnebørn. Vi kan intet stille op, kun håbe…Og pludselig dukker en række praktiske spørgsmål op. Vi googler og ofte finder vi svaret på den forening artiklen her, handler om: Ældre Sagen, der ikke kun tilbyder rejser, rabatter og udflugter til medlemmerne, ofte er foreningens hjemmeside hurtigst ude med samfundsændringer, der vedkommer mig og alle mine jævnaldrende.
Om det og meget andet har jeg talt med Annemie Pedersen, der har været formand for bestyrelsen i Ældre Sagen, Aabybro siden 2006, hun fortæller:
– Dengang var jeg 60 år og den yngste i bestyrelsen. Min interesse for Ældre Sagen er en kombination af, at jeg altid har haft glæde af samværet med ældre, og at jeg siden min barndom i Hjallerup har været engageret i foreningslivet. Interessen fortsatte, da jeg som voksen flyttede til Birkelse. Det skyldes nok påvirkning fra min far, der var foreningsmenneske og engagerede sig i alverdens ting, det lå i luften, at ved en fælles indsats kunne man medvirke til en udvikling.
Efter tiden omkring 2. verdenskrig, var det gået op for folk, hvad fællesskab og et blomstrende foreningsbeløb betød for et samfund. Jeg er præget af den holdning, at vi skal behandle hinanden ordentligt, og man skal hjælpe hinanden. Jeg er enebarn og husker, hvordan jeg blev slæbt rundt til familiens gamle onkler og tanter, og jeg har altid haft glæde af at være sammen med ældre mennesker.
Det er også årsagen til, at jeg i en alder af 39 år lod mig vælge som formand for vennekredsen for det nye Plejecenter i Birkelse. Det undrede mange sig over – når jeg ”var så ung”, men jeg mente, der lå en opgave, der skulle løses, hvis plejecentret skulle komme godt fra start, og nu har jeg været formand i snart 40 år. Af samme grund sad jeg ni år i kommunalbestyrelsen i Aabybro. Jeg opstillede også til kommunalvalg ved kommunesammenlæg- ningen, men manglede 8 stemmer i at komme ind. Og set i bagklogskabens klare lys er jeg godt tilfreds, for jeg bryder mig ikke om tonen blandt nutidens politikere.
Jeg er ud af en arbejderfamilie. Min far arbejdede bl.a. på mejeriet og som murerarbejdsmand gennem min barndom, mens mor var hjemmearbejdende og syede for folk. Da min far i en periode var arbejdsløs byttede de roller, så far gik hjemme, mens mor fik arbejde på den fine kjolefabrik Racell i Aalborg.
Ældre Sagen, Aabybro
Vi var 1390 medlemmer i Ældresagen, Aabybro, da jeg tiltrådte som formand efter Tage Due, der dengang havde passeret de 80. I dag er antallet øget til 2220, og fremgangen kan måske skyldes, at jeg var så meget yngre end Tage. Det gik simpelthen op for folk, at man sagtens kan drage nytte af foreningens fordele, selv om man ikke er folkepensionist.
I dag er 935.000 danskere medlem af Ældresagen. Der er altså ikke tale om ”det tavse flertal”, men en væsentlig del af Danmarks voksne befolkning.
Som yngre, ny formand for Ældresagen, havde jeg nye idéer, der sikkert medvirkede til, at foreningen fik flere, også yngre medlemmer, forklarede Annemie, da vi for nylig mødtes over en frokost på Café Rohde.
Aktiviteter
Her vil jeg fremhæve Besøgstjenesten, som er omtalt andet sted i denne artikel. Det er en aktivitet, der har eksisteret i mange år, og den imødekommer et behov hos begge parter, både ”værten og den besøgende”.
Af nyere tiltag kan jeg nævne godt en snes deltagere, der en gang om ugen hygger sig med at spille bowling i Løvvangcentret i Nørresundby. Petanque tog vi også op på et tidspunkt, for det har vist sig at være en aktivitet, der både byder på frisk luft og samvær med andre. Idrætsforeningen stillede et område til rådighed på Viaduktvej , hvis vi selv anlagde banen. Det lykkedes på initiativ af Hans Jørgen Schmidt og hans hustru Sonja, der tidligere har drevet cafeteriet i Hallen. Det blev en succes, idet der gennem flere år var ca. 100 deltagere ad gangen.
Desværre har den forbistrede corona sat sit aftryk på alle aktiviteter, og det er svært at samle folk i samme udstrækning som tidligere.
Alle aktiviteter drives som frivilligt arbejde, der er altså ingen løn til instruktører. Til gengæld er vi åbne overfor nye idéer, og som noget har nyt vi sat et sølvkursus op, og det blev så populært, at vi har to hold om ugen, og vi har et hold på ti, der mødes på Birkelse Plejecenter til knipling.
Vore aktiviteter kan også benyttes af medlemmer fra Ældre Sagens øvrige afdelinger i kommunen. Det har været på tale at lægge de 4 afdelinger sammen til én, men det er foreløbig blevet ved tanken, fordi man frygter, det vil gå ud over fællesskabsfølelsen, for de fire foreninger repræsenterer jo hver især en del medlemmer:
Aabybro: 2220 Pandrup: 1967 Brovst: 1680 Fjerritslev: 1367
Det er ingen hemmelighed, at mange i de første år havde svært ved at overskride de tidligere kommunegrænser, men sådan er det heldigvis ikke længere. Ved fælles arrangementer for hele kommunen har vi senest samlet et par hundrede mennesker. Her i foråret har vi et fælles arrangement om ”fremtidsfuldmagter” på initiativ af afdelingen i København.
Hjælp til praktiske spørgsmål
Uanset hvor i landet man bor, har også ældre en række problemer til fælles, også helbredsmæssige, og mange spørgsmål kan Ældre- sagens jurister være med til at løse også for ældre, der ikke er medlemmer. Vores Søndagscafé har eksisteret i mange år hver anden søndag, bl.a. med musikalsk underholdning og fællessang. Noget så hyggeligt er det, men besøgstallet er desværre reduceret efter coronaen, vi håber det vender igen.
I min tid som formand kan jeg se, at aktivitetsniveauet er steget, i modsætning til tidligere vil folk i dag gerne deltage i aktiviteter, bl.a. vore længere udflugter. I år går turen til Sønderjylland og Fanø, og interessen for at deltager er stor.
Vi arrangerer også foredrag, bl.a. har vi haft besøg af ”Murerkjeld” fra Lønstrup, og Ole Rønnest her fra Aabybro. Lokalt har vi også arrangeret et møde med advokat Per Mogensen og med en bedemand om nogle af de mange spørgsmål, der melder sig, når livet nærmer sig afslutningen, også af hensyn til de efterladte, slutter Annemie.
Udover aktiviteterne er andre fordele ved medlemskabet, bl.a. rabat til benzinkøb og en række butikker og restauranter. Den lange snak med Annemie resulterer vist i, at jeg igen melder mig ind i Ældre Sagen.
Mariane og besøgsvennerne
Antallet af borgere over 65 år er hastigt voksende i takt med, at de store årgange når pensionsalderen, det gælder overalt, også i Jammerbugt Kommune
– Alene i Aabybro-området bor 1792 borgere, der er over 65. Antallet vokser støt, og heldigvis er de fleste selvhjulpne. Men jo ældre vi bliver, des større er risikoen for at miste vores ”sociale netværk” i form af familie og nære venner gennem et langt liv.
Et værn mod ensomhed kan bl.a. være Ældre Sagens besøgsvennetilbud. Nogle tror måske, at ”løbet er kørt”, men det er aldrig for sent at stifte nye venskaber, eksempelvis har vi en besøgsven hos en 100-årig, som ellers klarer sig selv, forklarer Mariane Andersen, der selv er 54 år og bor i Birkelse.
Ensom og gammel?
I dag er ensomhed ikke et kriterie for at få en plejehjemsplads, det betyder, at beboerne ofte er for helbredsmæssigt svage til at etablere nye venskaber. Vi kan savne tidligere tiders alderdomshjem, for selv om mange ønsker at være ”længst muligt i eget hjem” er mange ældre ofte for meget overladt til sig selv.
Mariane er valgt til kommunalbestyrelsen i Jammerbugt for Venstre, og de sidste tre år har hun siddet i Ældre Sagens bestyrelse.
– En af mine opgaver er at finde besøgsvenner til de, der har et behov. Jeg afløste Linda Norvin og blev opfordret til at påtage mig opgaven, fordi jeg via mit mangeårige engagement i foreningen, ”Børns Voksenvenner” har erfaring i at matche personer med samme interesser.
Besøgsvenner, hvorfor?
Mange ældre og gamle er godt dækket ind med familie, naboer og et langt livs bekendtskaber, men der er en gruppe, der af forskellige årsager tilbringer al for megen tid alene. Ægtefællen er måske død, børnene bor langt væk og hverken tv eller facebook udfylder det tomrum, der opstår, hvis man ikke lige har én af drøfte små og store hverdagsbegivenheder med.
Venner, måske for resten af livet
En besøgsven er et menneske, der med jævne mellemrum kommer på besøg, kan være af større betydning, end mange måske tror, og når alliancen lykkes kan venskabet blive en mangeårig gevinst for begge parter.
Mariane selv er et godt eksempel, for en del år siden blev hun voksenven til en fireårig pige, der i dag er 16 og i dag er blevet en del af familien.
– Jeg vil gerne understrege, at vi er besøgsvenner, og vi tager os ikke af personlig pleje, den opgave varetages af andre. Vores tilbud er rettet direkte til mennesker, for hvem ensomhed er problemet. Uanset, at der også kan være et behov, kan vi ikke tilbyde venskab med demente, for det er vi slet ikke uddannet til.
Det rette match
For at undgå misforståelser søger vi at matche personer af samme køn, der kan dog være undtagelser, bl.a. er jeg selv besøgsven hos en herre, men det skyldtes særlige omstændigheder.
Når jeg skal finde en besøgsven, sker det ofte med baggrund i en henvendelse fra Hjemmeplejen eller de pårørende, men ordningen er frivillig og vi sætter ikke noget i værk uden accept fra den ældre og eventuel familie. Som udgangspunkt aflægger jeg selv besøg i hjemmet, for at danne mig et indtryk af, hvilke interesser, der kan danne baggrund for et match.
Besøg bliver oftest aftalt til en fast ugedag og varigheden er normalt én til to timer. Længerevarende besøg vil ofte virke trættende for et ældre menneske, der ikke er vant til så megen snak.
Vi søger besøgsvenner
Vi har i øjeblikket 9 aktive besøgsvenner, og nogle af dem kan heldigvis afse tid til at komme hos flere. Men vi har folk på venteliste og kan også godt bruge flere mænd i besøgstjenesten, siger Mariane, og det budskab lader vi gå videre til læserne.
Jeg vil også gerne have flere yngre besøgsvenner, for selv om vore ældre besøgsvenner gør et godt arbejde, vil det være fint med en aldersmæssig spredning.
Respekt for den frivillige indsats
Et par gange om året samler jeg de frivillige til en uformel snak, hvor de får lejlighed til at udveksle erfaringer, for selvfølgelig kan vi lære af hinanden. Ældre mennesker gennemgår ofte en forandring, så de fra at være aktive og levende, kan blive ramt af demens og blive stadig mere passive, så besøgsvenskabet ikke længere tjener sit oprindelige formål.
Jeg lægger vægt på, at besøgsvennerne ikke overbebyrdes, så de føler opgaven som er sur pligt, vi kan sagtens bruge flere for vi har borgere på venteliste, men skal opgaven lykkes, skal man gå helhjertet ind i den og jeg lægger vægt på, at matche den rette besøgsven og besøgsvært, for at opgaven lykkes. Nogle kan af et godt hjerte komme til at påtage sig for meget, og det ender oftest galt.
Ældre er ligeså forskellige som unge
Nogle ældre har svært ved at definere deres behov, ”Du skal give mig én, der kan give mig noget, for jeg kan ikke selv komme ud”lyder det ofte, og så må jeg forsøge at lodde stemningen: Er det allerbedst, at vi sidder i den ældres hus og snakker om dagens avis, eller er det allerbedst med et besøg på kirkegården og en snak om den afdøde ægtefælle og familie? Mange ældre er mentalt ressourcestærke selv om de har et fysisk handicap, der forhindrer dem i at leve, som de gerne vil, og min opgave er at finde den besøgsven, der kan bidrage til samtalen, om emnet er sport, politik, kunst eller udviklingen i lokalsamfundet. Måske er det allerbedst at læse højt af en roman eller spille kort, skak eller Ludo, mulighederne er jo mange.
Jeg lægger heller ikke skjul på, at vi en gang imellem må sige nej, fordi vi ikke kan imødekomme forventningerne hos én af parterne. Der skal være rene linjer lige fra starten, ellers kan det ende ulykkeligt.
Meningsfyldt arbejde
Personligt er jeg meget glad for mit arbejde, både med besøgsvennerne og i Ældre Sagens bestyrelse. Opgaverne tilfører jo også en værdi til mit liv, og jeg ville kede mig, hvis jeg kunnskulle tage mig af de administrative opgaver.
At jeg samtidig sidder i kommunalbestyrelsen er kun en fordel, fordi jeg her oplever forskellen på tallene i den kommunale verden og som de opleves i virkeligheden. Selvfølgelig skal jeg adskille tingene, men bliver jeg bekendt med forhold, der bedre fungerer på papiret end i virkeligheden, undlader jeg ikke at gøre opmærksom på det.
Udvikling i landdistrikterne er noget af det, der ligge mig på sinde, ved sidste valg var der én, der sagde ”jeg stemmer ikke på dig, fordi du vil udvikling i ALLE landdistrikter”. Vedkommende mente, jeg skulle prioritere Ryå og Birkelse, fordi det er her jeg bor. Men det duer jo ikke, når jeg er valgt for hele Jammerbugt Kommune, slutter Mariane Andersen.
Ulf Jessens liv med data.
Vi møder Ulf Jessen på Aabybro Bibliotek en torsdag formiddag. Her giver han en hjælpende hånd til bl.a. de af Ældre Sagens medlemmer, der føler sig usikre i dataverdenen.
Ulf selv har livslang erfaring og har deltaget i næsten hele datalogiens udviklingsrejse.
– I mit erhvervsaktive liv var jeg ansat som programmør, planlægger og projektleder ved Kommunedata (senere KMD) i Aalborg. Efter 30 år havde de fået nok af mig, men hele min baggrundsviden kan jeg i dag bruge i min undervisning, selv om det naturligvis er helt andre behov
Undervisning
– Det var Per Iversen, der på et tidspunkt forslog mig at undervise i LOF, og vi startede i firserne med undervisning i skolernes EDB-maskiner, Commodore 64 både på Saltum Skole og i Birkelse, og senere underviste jeg også ved FOF i Aalborg. I starten var det næsten en leg, der samtidig skulle give lidt forståelse for maskinerne, og senere kom vi også i gang med lidt programmering.
Jeg fik min første hjemmecomputer i 1982, og den brugte jeg til at udvikle regnskabsprogrammer, mest for sjov.
Men også for alvor
Det var spændende at opleve, hvordan jeg ud af ”ingenting kunne lave noget”. Jeg havde et værktøj, resten var op til mig selv og min viden. Allersjovest var det, når der kom noget nyttigt ud af det, som f.eks. Nørhalne Cup, hvor vi for 25 – 30 år siden kunne styre turneringsprogrammerne via EDB. Sammen med Henrik Niss biksede jeg nogle programmer sammen på min hjemmecomputer, senere gik vi over til en bærbar uden farver på skærmen, og det var motiverende at opleve de mange muligheder, der pludselig var tilgængelige.
Ældre Sagen
Da en bekendt fortalte, at han underviste medlemmer af Ældre Sagen i Aalborg, foreslog han, at jeg trådte til som hjælper.
Da jeg senere erfarede, at Aabybro havde tilsvarende undervisning, bl.a. på Aktivitetscenteret i Biersted, besluttede jeg at droppe undervisningen i Aalborg for at koncentrere mig om vores lokalområde, og samtidig blev jeg medlem af Ældre Sagens bestyrelse.
Computere, et område i udvikling
Oprindelig foregik IT-undervisningen på stationære PC’ere. Bærbare computere var kostbare, så dem havde de færreste råd til. Men det var noget rod, når deltagerne blev undervist på én slags maskine, og selv skulle finde ud af at anvende erfaringerne på det hjemlige udstyr.
I takt med, at styresystemerne skiftede fra Windows 95 tilXP7 og 8, blev undervisningen besværlig indtil folk selv begyndte at medbringe deres bærbare. For selvfølgelig var det langt mere hensigtsmæssigt, at folk får undervisning og lærer at løse problemer på deres eget udstyr.
Jeg er ikke i tvivl om, at ønsket om at holde kontakten til børn og børnebørn, har medvirket til at skærpe interessen, for uanset om de slog sig ned i Aarhus, København eller på den anden side af jorden, kan bedsteforældrene følge med i deres liv, ganske gratis kan de tale sammen og se hinanden, lutter fordele, der gjorde det attraktivt at anskaffe sig en computer. Sidegevinsten var så, at man også kunne læse tilbudsaviser, besøge netbank, bestille rejser, søge alverdens oplysninger og imødekomme forventningerne fra ”det offentlige” om at holde sig orienteret digitalt.
I dag er de ældre ofte i besiddelse af en tablet, en iPad eller en smartphone, som erstatter pc’en i de fleste hjem.
Min 97-årige svigermor bor i Aalborg, på et tidpunkt forærede jeg hende en tablet, som hun anvender til ALT. Hun læser avis, googler, er på Facebook og har utrolig megen fornøjelse af at være på nettet.
Dalende tilslutning af indlysende årsager
I takt med, at ”de ældre” bliver ældre, er der dalende tilslutning til kurserne, for de fleste er blevet selvhjulpne og fortrolige med den moderne teknologi. Men nogle af de, der fravalgte IT for en halv snes år siden, har indset det hensigtsmæssige i at følge med udviklingen, og her er vi parate til at hjælpe.
Et langt liv med data
Ulf bor i dag i Nørhalne, han er opvokset i Hasseris, og det var lidt af et tilfælde, at han kom til at beskæftige sig med EDB.
– Min kone var blevet ansat ved Rigstelefonen i København, og efter min soldatertjeneste flyttede jeg med. Jeg havde nogle småjobs, mens jeg læste, bl.a. i Den Danske Bank som programmør. EDB viste sig ikke kun at være et arbejde, men også en vedvarende interesse. Efter kommunesammenlægningerne i 1972 søgte Kommunedata folk, så jeg fik mulighed for at vende tilbage til Aalborg. Vi valgte at slå os ned i Nørhalne og har boet her siden.
Åben datastue
Vi er her på biblioteket hver torsdag mellem klokken 10 og 12. Folk kan bare komme og behøver ikke melde sig til i forvejen. Vi har samme tilbud mandage fra kl. 14 til 16 i Kildevangens fælleshus på Gjøl. Her hygger folk sig også med kaffe, samtidig med at de får løst et problem eller lærer noget nyt. Vi er ikke eksperter, men vi har lyst til at hjælpe så godt, vi kan.
Ud over det har vi kurser i brug af iPad og iPhone et par gange om året, og i Biersted Aktivitetscenter er der workshop i slægtsforskning hver tirsdag.
Alt sammen passes af ni dedikerede it-frivillige I Ældre Sagen Aabybro’s regi.
Vi holder pause i undervisningen i december og januar samt juni og juli, ellers kan folk bare møde op resten af året på de fastlagte dage, og medlemskab af Ældre Sagen er ikke et krav. Folk kan komme og gå som de vil, vi hjælper alle, der har behov for assistance, slutter Ulf.
