Årets Sild er en hædersbevisning, der en gang om året af Øland Sildelaug gives til en eller flere, der har lavet en særlig positiv indsats for hele Øland og øboerne. Det er ikke en betingelse at være medlem af sildelauget for at kunne tildeles titlen.
Titlen som Årets Sild 2019 gik til Hardy Lauridsen og blev overrakt af oldermand Michael Christiansen ved sildelaugets årlige ledsagersammenkomst, der blev holdt i Øland Medborgerhus.
– Der var i år rigtig mange gode kandidater, der alle ville være værdige modtagere. Det har været svært at vælge. Mange M/K har både synligt og i det skjulte uselvisk gjort rigtigt meget for alle os andre. I et lille udvalg har vi drøftet kandidaterne og deres indsats for alle os andre øboere. Vi – exoldermanden og jeg – har efter mange overvejelser udpeget dette års modtager af hædersprisen Årets Sild, fortalte oldermanden.
– Hardy Lauridsen har gennem mange år været succesrig tovholder for et af de store og gode projekter på Øland. Modtageren ynder at være i skyggen som en lokal grå eminence, der med et godt miks af klogskab, indsigt, forhandlingsevne og naturlig autoritet har skabt respekt om de projekter, han involverer sig i.
Da skolen lukkede var der lokalt enighed om, at der fortsat burde være lys i vinduerne på skolen.
– Årets modtager tog førertrøjen på, stod for frugtbare forhandlinger med Jammerbugt Kommune og fik samtidig sammensat en lokal arbejdsgruppe, der kunne og ville sikre den tidligere skole til samlingssted for øboerne. Og siden har han stået i spidsen for udviklingen af vores medborgerhus, så det i dag danner den fysiske ramme om fritidsaktiviteter for både børn og voksne, er hjemsted for mange foreninger og interessegrupper samt en festlig ramme for rigtig mange fødselsdage og andre familiefester.