Tekst og billeder: Hans Michael Christiansen, Ølandlund
Harzen er simpelthen en fantastisk perle i Tyskland. Så enkelt kan det siges. Det er det første møde med rigtige bjerge på vores vej gennem Tyskland, og Harzen har gennem snart tre generationer været et af danskernes foretrukne rejsemål i det spændende og smukke Tyskland.
Med en afstand på 700 km fra Aabybro er Goslar – porten til Harzen – muligt at nå på en kort køredag.
På min rejse til Harzen havde vi både en interessant udrejse- og hjemrejsedag, og Harzen byder på stensikre og gennemprøvede udflugter, der med stor sikkerhed vil gøre dig tilfreds.
Jeg boede i den mest berømte Harzby af dem alle, Goslar. Opholdet var på det fire-stjernede Hotel Kaiserworth, som ligger ved Goslars berømte markedsplads og byder sig til med gode værelser og ophold med morgenbuffet og middag/middagsbuffet. Lige uden for hoteldøren ligger Goslars oprindelige bykerne med romantisk bindingsværk, charme og atmosfære.
Udrejse skete via Padborg. Jeg krydrede udrejsedagen med en lille byrundtur i Hamburg forbi bl.a. en del af det imponerende havneområde Hafen City og centrum omkring rådhuset. Herfra gik rejsen via Lüneburger Heide, Hannover og Hildesheim til Harzen. Jeg var fremme ved hotellet til aften.
Den første formiddag tog vi en ”byvandring” med Goslars Bimmelbahn, et lille traktortog som kører rundt i byen, forbi de mange, smukke seværdigheder såsom Kaiserpfalz og det gamle rådhus, hvor det naturligvis er oplagt at holde en pause og nyde stemningen. Om eftermiddagen kørte vi en hyggelig tur til de berømte feriesteder Hahnenklee og Clausthal Zellerfeld, hvor der var tid til at se henholdsvis stavkirken og Bjergværksmuseet.
En farverig oplevelse ventede på tredjedagen, nemlig de berømte drypstenshuler i Rübeland. Ved Rappbode Talsperre så vi det mægtige dæmningsanlæg, og herfra kørte vi videre til den sagnomspundne by Thale og Heksenes Danseplads, hvorfra der var lejlighed til at nyde den storslåede udsigt over det prægtige og grønne Harzen.
Næste dag besøgte vi Wernigerode, der er en utrolig flot by med masser af seværdigheder, velholdte bindingsværkshuse og et charmerende torv med et ikonisk rådhusbyggeri. Vi tog på byrundtur med det lille bumletog, der holder ved slottet, som knejser over Wernigerodes hustage, og hvor der er indrettet museer. Senere tog vi med damplokomotivet ad den berømte Harzer Smalsporsbane til Bloksbjerg og nød udsigten 1142 moh.
Selvom det er hjemrejsedag, skal der selvfølgelig stadig opleves noget, og derfor besøgte vi en af Europas fineste fugleparker i Walsrode. Det er absolut oplevelsen værd at komme indenfor og opleve de mange fuglearter i dusinvis af forskellige farver. Fra Walsrode gik rejsen retur mod Nordjylland.