Maria blev ansat samtidig med, at Hawet åbnede i Blokhus. Hun bor ganske vist i Aalborg men ser turen med bussen som en oplagt mulighed for at slappe af før og efter arbejdstid.
– Jeg har ellers aldrig været en ”busperson”, jeg befinder mig i virkeligheden bedst ved at cykle, men nogle kameler må man sluge, når man vil have sit ønskejob. Af og til er jeg heldig at få kørelejlighed med en kollega, der også bor i Aalborg.
Helt almindelig er 45-årige Maria ikke, og det var måske også det, Kristian Engsig så, da han på anbefaling ansatte hende til sin nyåbnede smørrebrødsrestaurant i Blokhus.
-Efter mange år i restaurationsbranchen og senest Vester Bådelaug i Aalborg, havde jeg lyst til at prøve noget nyt. Men da Kristian kontaktede mig, havde jeg netop fået natarbejde i en helt anden branche, som viste sig slet ikke at være noget for mig. Da jeg fik tilbud om at lave smørrebrød i Blokhus, vidste jeg, at det var NU, jeg skulle sige JA.
Autodidakt
Jeg kendte stedet, for min far havde været revisor for den tidligere ejer, og jeg havde været her nogle gange som teenager. Min søster og jeg var ikke ret gamle, før vi fik nogle småopgaver på min fars kontor for at lære, at ”man må yde, før man kan nyde”. Da jeg kom i en alder, hvor jeg skulle lære rigtigt arbejde, kom jeg i køkkenet hos én af min fars klienter. Dengang skulle man være 15 år for at betjener maskinerne i et køkken, men snart lærte jeg mig selv at tilberede forretter og desserter til ”mad ud af huset”. Jeg har ikke noget diplom at hænge på væggen, men med 30 års erfaring har jeg lært mig selv alt, hvad jeg kan, autodidakt kalder man det vist, og så har jeg forresten også en universitetsuddannelse i sprog og internationale studier i virksomhedsøkonomi.
Kristian og jeg var enige om at starte med en tremåneders prøveperiode, som nu hat varet i over to år. Jeg kan godt lide, det er et selvstændigt og ansvarsfuldt job, for Kristian bor i København, hvor han driver en helt anden virksomhed, derfor er det vigtigt, vi gensidig har tillid til hinanden.
Men jeg er virkelig havnet på den rette hylde. Ganske vist havde jeg aldrig drømt om at blive pendler, men det blev jeg!
Alfred
Har du overvejet at flytte hertil?
– Ikke rigtig. Jeg er mere bymenneske, end jeg er til natur. For nogle år siden købte jeg en lejlighed midt i byen, for at være tættere på min familie, især min mor, der bor lige i nærheden. Det har jeg ikke lyst til at lave om på. Jeg er en fri fugl, og har kun min kanin, Alfred, at tage hensyn til. Jeg gætter på, at han, mens vi taler sammen, sidder hjemme og ser fjernsyn. Alfred betyder rigtig meget for mig. Der er en lejlighed ovenpå restauranten, hvor jeg kan overnatte, hvis jeg vil. Men både for Alfreds og min egen skyld, vil jeg helst hjem. Det er først, når jeg stikker nøglen i døren, at jeg rigtig slapper af.
Starten
”Hawet” åbnede i juni 2000, midt i ”coronatiden”, det var højsæson, og selv om her var masser af turister, mærkedes større usikkerhed blandt folk, selv om de fleste prioriterer at bruge penge i ferien. Det samme gælder den nuværende økonomiske krise, alligevel har vi hele tiden haft vækst, og det er vi naturligvis glade for.
Hawet er først og fremmest en frokostrestaurant, der også holder åbent om aftenen. Men det stiller nye krav til spisekortet, fordi de fleste helst spiser lidt tungere mad om aftenen.
Vi har plads til 50 mennesker i restauranten, og hvis alle kommer på en gang, får vi plads- problemer. Vi kan højst være fire i køkkenet, og der er netop plads til at lave 10 stykker smørrebrød ad gangen, men vi er gode til at tilpasse os og gøre plads til hinanden.
Vi fraviger ikke vore kvalitetsprincipper, Kristian og jeg er enige om, at alt skal være frisk og lækkert, så vi kan ikke lave et lager af halvfærdige stykker, som bare skal pyntes, når kunderne kommer. Vi går først i gang, når smørrebrødssedlen er udfyldt.
Madspild skal vi arbejde med og blive dygtigere til at reducere. Vi skal altid være forberedt til mange gæster, og kommer der så kun få, må nogle af råvarerne måske kasseres. Det hører med til at lave god mad.
Inden vi startede, havde Christian og en af hans venner gjort et stort studie i, hvad der skulle på menukortet, som var designet og trykt. Selv om jeg ikke kom med stor erfaring indenfor smørrebrød, sætter jeg en ære i at lave mange ting fra grunden, bl.a. mayonnaise, som er noget af det første, jeg laver, når jeg møder klokken ni.
Spisekortet
Jeg ser det som en udfordring at udvikle flere spændende stykker smørrebrød, vi har en halv snes forskellige stykker på kortet og skifter ud med mellemrum.
I øjeblikket er jeg i gang med at lave nye desserter, nogle vil gerne slutte frokosten af med lidt sødt, og der er også mange, der slutter en travetur langs stranden med en kop kaffe og f.eks. æblekage, eller om ikke længe er det æbleskiver, der er på programmet.
Suppe og simremad
Vi har haft en luksusbiksemad på spisekortet, og vil gerne kunne tilbyde flere aftenretter. Det kræver et lidt større køkken, og vi er i gang med at finde en løsning.
Det vil være godt for os, hvis vi kommer i gang med ”rigtig mad” om aftenen. Det er et ønske fra flere af vore faste kunder, for det er ikke alle, der føler, de bliver mætte af smørrebrød om aftenen. Det skal ikke være fine eller komplicerede retter, men en god suppe, eller simremad vil de fleste gerne have
Skiftende årstider
Sommeren er en skøn tid, hvor vi har rigtig travlt hele tiden, somme tider også for travlt til, at der bliver tid til at tale med gæsterne, sådan som nu. Jeg vil gerne have tid til at veksle et par ord med gæsterne, tage et billede med deres mobiltelefon eller hente en slikkepind til børnene, for jeg ved, at den gode kommunikation også er en del af gæsternes oplevelse ved at gå ud og spise. Ønskescenariet er selvfølgelig, at man kunne fordele hele sæsonen over alle årets dage, for udenfor højsæsonen kan der af og til blive lidt stille, filosoferer Maria.
Det lyder som om, du er kommet for at blive?
– Ja, jeg er så glad for både stedet og Kristian, som er en rigtig god arbejdsgiver – og det ved jeg, ikke er nogen selvfølge, slutter Maria, der i øvrigt hedder Nielsen til efternavn.