Den menneskelige fantasi er nærmest grænseløs og kan som en forfatters vigtigste redskab være kilden til dramatiske fortællinger, der holder læseren fanget – gerne dag og nat.
Sjældnere forekommer det, at en historie lander foran forfatteren og appellerer: ”Skriv mig”.
Men det var næsten, hvad der skete for journalisten Kirstine Kloster Andersen, da hun for nogle år siden havde lagt Nørrebro bag sig og var flyttet til Blokhus med sin kæreste Jørn Rosenmeier.
Jørn er én af de mange ”Aalborg-drenge”, der har holdt familietraditionerne i hævd og valgt Blokhus som centrum for sommerferierne. Det var i familiens gamle sommerhus i Pirupshvarre, Kirstines historie tager sin begyndelse en dag i 2013.
Kridtstregen
– Jeg trak en tilfældig bog ud af reolen, og det viste sig at være Erik Aalbæk Jensens ”Kridtstregen”, fortæller Kirstine. Romanen foregår i besættelsestidens Aalborg, og det, der især fangede min opmærksomhed, var et falmet avisudklip, som faldt ud af bogen. Det var elleve år gammelt og fra Jyllands-Posten. Under overskriften ”Smukke Vera” læste jeg den dramatiske beretning om naziagenten, Vera Schalburg.
Det var beretningen om en kvindelig spion, der mest var kendt som søster til den berygtede nazist Christian Frederik Schalburg. Veras liv havde også været dramatisk, hun var født i 1907 i zartidens Rusland, og Storfyrstinde Olga var hendes gudmor. Men efter familien flyttede til Danmark og siden Paris, måtte Vera bidrage til familiens økonomi, og hendes ungdomsdrøm om at blive balletdanserinde måtte justeres, så hun måtte optræde som danserinde bl.a. i Moulin Rouge.
En kvindeskæbne
Af artiklen fremgik desuden, at der havde været flere konspirationsteorier om Veras liv og skæbne efter krigen, bl.a. skulle hun være død i England i 1993.
Den fascinerende beretning greb mig, ikke så meget på grund af spionhistorien, men fordi den
rummer en usædvanlige kvindeskæbne. Min nysgerrighed var vakt, og da jeg læste biografien om
C..F..Schalburg, viste den sig at rumme et helt kapitel om Vera.
Den lange rejse
Den fascinerende beretning greb mig, ikke så meget på grund af spionhistorien, men fordi den rummer en usædvanlige kvindeskæbne. Min nysgerrighed var vakt, og da jeg læste biografien om C..F..Schalburg, viste den sig at rumme et helt kapitel om Vera.
For mig blev det optakten til en spændende rejse i Veras fodspor, som den var historisk dokumenteret indtil alle sporene slutter efter 2. Verdenskrigs ophør, og sideløbende med, at jeg fik vore to døtre, satte jeg mig for at dokumentere omstændighederne ved Veras død i England I 1993.
Jeg gik på jagt i arkiverne, og fandt snart ud af, at nazi-agenten Vera Schalburg en septembermorgen i 1940 nåede frem til den skotske kyst i en gummibåd. Med i båden var også to mænd, tyske spioner, der blev taget til fange og hængt. Af én eller anden grund led Vera ikke samme skæbne, hun blev taget til fange og sad under hele krigen fængslet i England. Men efter krigens slutning er alle spor slettet, måske levede hun videre under et andet navn? Var hun blevet ”omvendt” og i stedet blevet russisk spion?
Veras forældre iværksatte en eftersøgning i 1948, men uden resultat. Det sidste, der var registreret, var, at hun rejste til Tyskland i oktober 1945
Det var den del af historien, der fascinerede mig, for hvad var der i virkeligheden sket? Den del, havde ingen tidligere beskæftiget sig med, så nu var den videre fortælling op til mig, fortæller Kirstine.
Spurven
Selve historien kan læses i romanen, ”Spurven”, som udkom sidste år i oktober. Vi kan røbe, at det lykkedes Kirstine at finde Veras dødsattest, der afslørede, at hun faktisk døde i Hamburg i februar 1946.
Årsagen til, at hun var påstået død hele 47 år senere i 1993, kan tilskrive andre forfatteres letsindige omgang med sandheden, som angiveligt skulle tilpasses deres egne beretninger, men med Kirstines målrettede indsats, ser det ud til, at den rette historie omsider er kommet for en dag
Selv om det snart er 75 år siden, 2. Verdenskrig og besættelsestiden sluttede, forekommer det stadig, at nye vinkler og personer dukker frem af glemslen. Med SPURVEN har Kirstine sat lys på en kvindeskæbne, der sandsynligvis var forsvundet helt i glemslen, hvis det gulnede avisudklip altså ikke var kommet i hænderne på Kirstine.
Den 400 sider lange historie fik flotte anmelderroser ved udgivelsen, bl.a. skrev Jyllands-Posten ”Et gennembrud i særklasse”, så nu har Kirstine noget at leve op til, hvis hun en anden gang, ad besynderlige veje, bliver inspireret til en ny roman.
Nutiden i Blokhus
Det er bogstavelig talt i elvte time, vi besøger Kirstine og Jørn i Blokhus. Parret lever med flyttekasser, det skønne hus på Klitgaardsvej er sat til salg og et par dage senere siger familien farvel til Blokhus og Danmark.
– Vi har besluttet at flytte til Mallorca i et år. Ikke fordi vi ikke holder af Blokhus, for det gør vi, og når vi vender hjem, vil vi stadig tilbringe en stor del af vores tid i et nyt sommerhus, vi er i færd med at bygge fortæller Jørn. Han er far til hele fem døtre, de tre ældste er voksne og fra et tidligere ægteskab.
– Det var Kirstines job som journalist, der førte os sammen for 7 år siden, da hun opsøgte mig for at skrive en artikel til magasinet ”Computerworld” om salg af min IT-virksomhed.
I dag er pigerne henholdsvis fem og halvandet år, og indtil nu har Naturbørnehaven og vuggestuen i Hune været præcis de trygge rammer, vi kunne ønske for børnene. Men med tanke for fremtiden og pigernes skolegang, har vi besluttet os at bo i Aalborg, når vi vender tilbage. Det passer også Kirstine godt, for selv om hun er rigtig glad for Blokhus, er her lidt for stille om vinteren for en pige fra Nørrebro..
Vi skal bo i en lejlighed midt i det historiske, Palma, og vores ældste datter, Betty, er tilmeldt en international skole. Arbejdsmæssigt skal jeg først og fremmest passe mit bestyrelsesarbejde, så jeg kommer til at tilbringe en del tid i luften mellem Mallorca og Aalborg.
Vi har købt et gammelt hus i Hasseris, som i det kommende år skal gennemgå en nænsom renovering og ombygning, indtil vi vender tilbage fra Mallorca og et nyt afsnit i tilværelsen begynder, slutter Jørn Rosenmeier.
