Historien handler om fødder, kærlighed, Gjøl og om en lokal virksomhed med vokseværk
Vi har besøgt Annette Hovmark Jensen, gennem snart tre år indehaver af ”Klinik For Fodterapi” i Bredgade i Pandrup, og det blev en snak om meget mere end fødder
39-årige Anette stammer fra Sønderhå i Thy, og som ung valgte hun en helt anden branche.
Jeg blev udlært butiksassistent i Kvickly i Thisted. På et tidspunkt fik jeg lyst til at opleve verden udenfor Thy og arbejdede senere i Kvickly i Bovet ved Nørresundby og i en butik i Hjørring.
Undervejs blev jeg træt af arbejdet, lønnen var ikke særlig god og som mellemleder følte jeg mig ofte lidt klemt, og jeg kunne mærke, at tiden var inde til at prøve noget andet.
Jeg søgte ind som sygeplejeelev, uden at komme ind, og i min videre søgning læste jeg om uddannelsen som fodterapeut og en branche med mulighed for at blive selvstændig. Pludselig var jeg ikke i tvivl, for det var præcis det, jeg havde lyst til.
Fodterapeut med egen klinik
Uddannelsen tog jeg på en skole i Randers, mens jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg havde valgt rigtigt.
Halvandet år senere var jeg færdiguddannet, og da Eva Christensen, den tidligere ejer af klinikken, søgte en medarbejder, fik jeg stillingen, og dermed havnede jeg i Pandrup.
Da Eva valgte at afhænde klinikken, spurgte hun, om det var noget for mig? Jeg svarede ja efter at have talt med med banken og min kæreste, der også syntes, det var en god ide. Og pludselig var jeg selvstændig.
Det gik let, og bankens velvilje skal sikkert ses i lyset af, at der var mangel på fodterapeuter. Det skyldtes dels de mange sukkersygepatienter, der af helbredsmæssige grunde skal passe på deres fødder, dels at stadig flere oplever betydningen af gode og sunde fødder og kommer her som et led i den personlige pleje.
I dag driver jeg klinikken sammen med to andre statsautoriserede fodterapeuter, Lisa Guldbæk, der bor i Aalborg og Diane Sørensen fra Biersted. Begge driver deres egen virksomhed, men i mit regi, og det fungerer godt, fordi vi supplerer hinanden og undgår alt for lang ventetid for patienterne.
Kunderne/patienterne kommer fra et stort område, der strækker sig fra bl.a. Løkken, Brovst, Aabybro, Aalborg og selve lokalområdet, og det er så heldigt, at bussen holder lige udenfor døren.
Dating – en vej til kærlighed
At jeg valgte at slå mig ned i Pandrup, skyldes Lars. Vi traf hinanden på en netdatingside, da jeg var 35 år og ikke havde lyst til at være alene resten af livet.
Det lyder måske ikke så romantisk, men er i virkeligheden en god måde at lære hinanden at kende på., når man uden at have truffet hinanden skriver og fortæller hinanden om løst og fast.
Han skrev: ”Jeg har for resten to børn, er det ok for dig?” Jeg sagde ja, men havde det været et problem, var det nemmere at trække sig, inden der var alvorlige følelser i klemme.
Efter nogen tid mødtes vi omsider i Blokhus over en kop kaffe. Det var en dag, hvor det stormede helt vildt, men kemien var i orden.
Manden i mit liv
Jeg havde tidligere været på dates, hvor det hurtigt stod klart, at vi ikke skulle mødes igen. Nogen hævder, at ”datingpar” går glip af den første stormende forelskelse, men det gælder ikke os. For allerede ved det andet møde, hvor vi gik en tur langs stranden og talte sammen i tre timer, var jeg vild med ham og slet ikke i tvivl. Han var manden i mit liv, og kort tid efter flyttede vi sammen i hans hus på Gjøl. Jeg var 35 og Lars 37, og i den alder skal man ikke bruge for megen tid på overvejelser, hvis kemien er i orden.
Familie som ”pakkeløsning”
Jeg fandt hurtigt ud af, at ”gjølboere flytter man ikke”. Ville jeg have Lars, måtte jeg tage Gjøl med, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Det er et rigtig dejligt sted, jeg er faldet godt til, og føler mig som en del af lokalsamfundet.
Lars er tømrer og har to piger på 7 og 10 år fra et tidligere forhold. Det betyder, at jeg også blev bonusmor, men pigerne har taget imod mig med åbne arme, og jeg nyder dem, når de er hos os hver anden uge. Lars og jeg har også forøget familien med endnu en lille pige, Andrea, der er knap et år. Pigernes egen mor bor også på Gjøl, og vi har et fint og ukompliceret forhold til hinanden, hvilket betyder meget for trivslen for både voksne og børn.
Jeg har også fået dejlige svigerforældre, så alt fungerer fint. Jeg ved fra veninder, at det ikke er nogen selvfølge, så jeg er lykkelig for tilværelsen med min nye familie.
For nylig flyttede vi. Mine svigerforældre ville gerne have mindre plads, Lars og jeg kunne derimod godt bruge mere plads, så vi byttede hus. Nu bor vi på Marken med flot udsigt over Limfjorden og masser af plads. Huset er fra 70erne og godt indrettet, men vi har alligevel en række renoveringsprojekter, der gør, at vi ikke keder os i fritiden.
Et nyt liv
For fem år siden var jeg alene og vidste ikke, hvad jeg skulle lave resten af livet, men pludselig tog tilværelsen en helt ny og dejlig drejning. Men det passer godt til min impulsive natur, for er beslutningen først truffet, handler jeg, uden at se mig tilbage. Og det hele har bare føltes så rigtigt, slutter Annette.
”Henning” hedder foden, der er støbt i et plastmateriale, som en tro kopi af en rigtig fod. Og ham har Annette også fundet på nettet – Han var den billigste løsning, men på skolen viste han sig at fungere bedre end de, der var meget dyrere. 26 knogler har vi i vore fødder, og som fodterapeut skal man kende dem alle og deres indbyrdes relationer. Udover knoglerne skal vi kende blodårer, sener og muskler. Foden er i virkeligheden et indviklet stykke mekanik.
