”Nørhalne Viser Kunst”, årets store kunstudstilling, skabt af ca. 40 frivillige og 64 udstillere, er igen af høj kvalitet. Det er som altid ”IFNs Kunstvenner” og ”Idrætsforeningen Fremad Nørhalne”, der står for arrangementet.
I vores kommune deler naturen gavmildt ud af sin overflod. Vi har ALT strand, klitter, skov, Limfjorden og Vesterhavet og alt, hvad der ligger imellem. Den slags er værdsat af lokalbefolk ningen og områdets mange turister.
Jammerbugt Kommunes kulturbudget er ikke prangende, faktisk er vi blandt de danske kommuner med det laveste budget. Det er nogle naturligvis stolte over, mens andre synes, det både er pinligt og ærgerligt at måtte henvise kulturinteresserede besøgende til Hjørring, Aalborg, Frederikshavn og Thisted. Men den årlige januarudstilling i Nørhalne sætter virkelig Jammerbugten på landkortet.
Udstillingen har udviklet sig gennem årene, i dag har den fundet en fast form med udstillere af høj kvalitet, der kan være gengangere men sjældent flere år i træk. Fornyelse skal der til, og rygtet om udstillingen har nået kunstnere både på Bornholm, på Sjælland og i Sønderjylland, så mange i dag henvender sig for at ”få lov” at være med.
Sådan var det ikke de første år, hvor udstillingen havde ”plads til næsten alle”.
Men at det betaler sig at satse på kvalitet og være selektiv i udvælgelsen , vidner også det store besøgstal om.
De, der mener, at kunst kun er for de kloge, de rige og de, der ”tror de er noget”, bør møde op, når ”Nørhalne Viser Kunst” holder den årlige udstilling sidst i januar. I år er ingen undtagelse, flere tusinde har også i år lagt vejen forbi Idrætshallen i Nørhalne, som er et sandt overflødighedshorn af værker skabt af ”rigtige menneskehænder”.
De uundværlige frivillige
Ligesom hver enkelt kunstner er med til at skabe en varieret og flot udstilling, så bliver der heller ikke sparet på kræfterne, når den store idrætshal skal transformeres til et indbydende udstillingsrum. Et fast team på ca. fyrre frivillige løfter det ”tunge læs”. 12 – 15 seniorer starter allerede mandag morgen med at dække de 1500 m2 gulvflader med lange tæppebaner. Tirsdag samles yngre kræfter for at sætte de mange skillevægge op, så ”malerholdet” kan gå i gang med at friske pladerne op med hvid maling. Ca. 50 liter går der hvert år til den del af arbejdet. Herefter skal der sættes lys op, og så er vi fremme ved torsdag, hvor kunstnerne ankommer med de mange værker, der samlet udgør ”Nørhalne Viser Kunst 2020”.
Alle har en vigtig opgave, også de der står for caféen med servering af kaffe, vin, håndmadder og lækre kager til glæde for både udstillere, gæster. og Idrætsforeningen, der får del i overskuddet.
Og mens alle andre sover, passer to mænd på udstillingen, indtil tre andre seniorer morgenfriske møder ind for at støvsuge og sørge for, at alt ser pænt ud, når udstillingen åbner igen.
”Same procedure as every year”
Torsdag aften er alt på plads. Hvis nogle er trætte, kan det ikke ses, for nu ser alle frem til at vise endnu en flot udstilling. Vin i glassene, musikalsk underholdning ved Jens Hostrup og Per Gregersen, så kører det hele, mens forventningsfulde gæster siver ind ad døren efter at have fundet parkeringspladser ét eller andet sted i Nørhalne.
Glemmes skal heller ikke børnekunsten, 250 lokale børn fra dagpleje, vuggestue, børnehave og skole har hver malet et lille billede til udstillingen, og fordi intet heller her er overladt til tilfældighederne, er farveholdningen ens i de mange små værker, der samlet udgør en helhed. I år kan publikum også opleve Finn Kruses portrætter af 100 borgere i Jammerbugt Kommune, der alle er i alderen 0 – 100 år. Udstillingen har været vist flere steder i kommunen og kan snart ses på Aabybro Bibliotek.
Åbningstalen
I år var Lars Borberg inviteret til at holde åbningstalen. Lars, der bor på Gjøl, er mangeårig kulturjournalist, og hans tale var ligeså tankevækkende og aktuel, som mange af de udstillede værker. I stedet for at bringe brudstykker af Borbergs tale, har vi fået lov til at gengive den i sin fulde ordlyd:
Det er jo også en slags billedkunst, når Jyllands-Postens tegner lader corona-virus-symboler erstatte stjernerne i det kinesiske flag. Og det er billedkunst med en eksplosiv effekt.
Et klart billede på, at den billedlige fremstilling har en enorm styrke. En tegning kan koste liv, som vi har set det før – og kommer til at se det igen.
Så stærkt må man ikke håbe, at denne udstillings værker vil virke. Kunsten er jo mange ting. Kunsten kan være kritisk indtil det samfundsomstyrtende – og den kan være smuk, blid, forskønnende, harmoniserende. Den kan udfordre – og den kan åbne for indlevelse, refleksion og samtale.
Og den kan forgifte den enkeltes sind og bevidsthed, ja, den kan forgifte hele nationer. Det mente i hvert fald nazi-regimet i Tyskland for mindre end hundrede år siden. ”Entartete Kunst” kaldte de det og konfiskerede tusindvis af værker og forfulgte deres skabere med vold, udstødelse, indespærring og død.
Jeg tror faktisk godt, vi kunne gå rundt på denne udstilling også og finde nogle værker, der ville være kommet i den sorte bog i Hitler-Tyskland.
Det sluttede så ikke med krigen og tyskernes nederlag – der er stadig dybe kløfter. En af dem, vi altid har kendt som forfulgt og undertrykt, Emil Nolde, som jo næsten er dansk, viste sig pludselig at have temmelig grimt mel i posen, ikke spor undertrykt, men notorisk nazist og antisemit – OG i stand til at skabe myten om forfulgt uskyldighed med maleforbud i opposition til nazismen. Helteglorien forsvandt på et øjeblik, og selveste kansleren, Angela Merkel, fik straks nedtaget og returneret de værker af Nolde, hun ellers havde prydet sit kontor med.
Hun fik en anden billedkunstner op i stedet – men ak, få uger senere var også hans fortid afsløret som antisemitisk. Retur med ham også. Nu sidder hun blandt hvide vægge i sit store kanslerkontor. Som endnu et udsagn – et ”nok er nok” – hun vil ikke bedrages endnu engang.
Måske en noget drastisk beslutning. Hendes partifælle, kulturministeren i Slesvig-Holsten, Karin Prien, er gået den modsatte vej – og har bedt om at låne netop et stort Nolde-maleri til sit ministerkontor i Kiel. For hendes tilgang er en anden – Nolde kan være nok så slet en person, men det ændrer ikke ved, at han som kunstner er en af de største i århundredet. Man må kunne skelne værket fra kunstneren, stor kunst er stor, uanset hvad kunstneren har haft af meninger, siger Karin Prien. Hun er endda selv jødisk, og to af hendes oldemødre blev myrdet af nazisterne.
Hun har fat i noget. Herhjemme ville vi for eksempel være nødt til at sige farvel til Søren Kierkegaard, der også er dokumenteret som antisemit. Ligesom Luther, i øvrigt…
Sandheden har mange ansigter. I disse år hærges debatten og kunstpolitikken ganske voldsomt af den politiske korrekthed og identitetspolemikken. Selv Astrid Lindgren, Halfdan Rasmussen og den bundhæderlige Tintin bliver underkastet censur, ikke ad lovens vej, men af angsten for udskamning, fordømmelse og bandlysning ved folkedomstolen. En domstol, der har gennemslagskraft til at vælte både filmgiganter og kulturmastodonter som selveste Nobelkomiteen.
Og samtidig spares der over hele Europa voldsomme beløb på netop kulturen.
Under Anden Verdenskrig foreslog den britiske finansminister, at man skar ned på kunststøtten for at finansiere krigsindsatsen. Winston Churchills svar var: »Hvad er det så, vi kæmper for?«
Det er ikke længere holdningen i den britiske regering. Den har vedtaget en besparelse på kulturbudgettet på hele 24 pct. Og billedet er det samme i resten af Europa i varierende omfang.
Det er symbolpolitik at lade kunst og kultur holde for. Og det er en billig måde at vise handlekraft på, for det rykker jo ikke ved noget på det store budget. Det er en luns til flertalspopulismen.
Kulturbudgetterne er på under én procent af bruttonationalproduktet. Selv hårde besparelser batter ingenting i det store billede. Men man kan altid score billige point på at være hårdhændet over for kunsten. Mange i vælgerskaren klapper endda: Skal det nu være kunst! Mine unger kunne lave det samme. Hvorfor skal de have snabelen i vores skattekroner? De kan da bare få sig et rigtigt arbejde.
Men de glemmer, at kunsten har en fundamental funktion i et moderne samfund, for meningsdannelse, for vision og for innovation. Se jer bare om i dette rum!
Kunsten er samfundets eksperimentarium, og den er en seismograf for samfundsmæssige forandringer – på godt og ondt. Orbans Ungarn lovgiver nu om statsstyring af kunsten – indtil videre i skikkelse af teatrene, men vent bare.
Når diktaturet sætter ind, er det altid kunstnerne, der ryger først – sammen med journalister, advokater og studenter…
Nå, nu bliver det måske også lidt alvorstungt – vi er trods alt bare i Nørhalne.
Så lad os slutte på en lettere tone:
Jeg har fundet et par citater om kunsten, sagt af kloge mennesker – faktisk lutter ældre, etablerede hvide mænd, opdager jeg lige…
Storm P sagde i debatten om kunsts forståelighed: Når kunst kræver forklaring, er der altid noget muggent ved den.
Albert Einstein gik den anden vej: Det mystiske er det mest vidunderlige, vi kan opleve. Det er kilden til al ægte kunst – og videnskab.
Og Churchill, der jo selv også var en god maler, sagde: Kritik er let. Det svære er præstationen.
Og til det kan jeg så knytte en insider-nyhed fra avisverdenen:
NORDJYSKE Medier sparer mange millioner – sidste år, dette år og næste år. Det går meget hårdt ud over redaktionen, særlig papiraviserne. Mange af de ansigter, I kender, hvis I læser dem, forsvinder.
I forgårs afskedigede de vores kulturredaktør og kunstmedarbejder gennem de sidste mange år. Han stopper engang i sommerens løb. Avisen vil nedlægge kulturredaktionen helt – dens faste medarbejdere er enten afskediget eller har taget mod en fratrædelsesordning. I alt vil der være 55 journalister og fotografer færre i hele virksomheden, når dette år er gået.
Det betyder farvel til daglige kultursider – til det ugentlige kulturtillæg om torsdagen, og antagelig også til det meste af anmeldervirksomheden, formentlig allerede i løbet af februar. Det passer ikke ind i medievirksomhedens økonomiske rationale, kunne man læse på erhvervssiden forleden.
Og lad mig så slutte med et passende Jørgen Leth citat:
-Det er vigtigt for kunsten, at den har et element af noget ukontrollabelt, noget risikabelt. Det ideelle er selvfølgelig, når den rummer begge dele, både det onde og det gode.
Kunsten
Det er svært at vælge blandt 64 kunstnere, der hver er dygtige på sit felt og meget forskellige. Dermed skaber udstillingen også levende debat, ikke mindst blandt par på udkig efter et nyt ”sofastykke”, for smag og behag er som bekendt forskellig. Netop forskelligheden er også med til at gøre udstillingen i Nørhalne seværdig og spændende.
De værker, vi viser her, er tilfældigt valgt, og vi foreslår, at læserne selv lægger vejen forbi Nørhalne, udstillingen slutter først søndag, den 2. februar, klokken 17.
Louise Lange
Som medlem af den kendte keramikerfamilie i Hjelmerstald må Louise have ler og glasur i blodet. I Nørhalne viser hun en helt ny og spændende side, fordi hun også har bragt sit talent for tegning ind i fine lågkrukker og kopper med fuglemotiver.
– Tidligere var jeg optaget af at lave biller, men jeg kunne mærke, at mange kunder ikke brød sig om dem, hvorimod kopperne med fuglemotiver hurtigt blev populære, fortæller Louise, som også udstiller sine flotte krukker med blå dekoration, der passer godt sammen med klassiske, blå stel.
Dorte Visby
En af Nordjyllands kendte keramikere har værksted og udstilling i Lønstrup, få hundrede meter fra den tidligere Mårup Kirke. Dorte er en klassisk keramiker, der vægter det tidløse, enkle formsprog og det gode håndarbejde, og mange af hendes værker afspejler den omgivende rå natur og vælter ikke i stormvejr.
Dortes arbejder er enkle i udtryk og farveholdningen fortrinsvis grå, sort, hvid og jord.
Eva Bendt
er en anden nordjysk keramiker, der mestrer sit håndværk til perfektion. Hendes skåle, lågæsker og krukker i flotte former og bløde nuancer har karakteristiske, næsten silkeagtige overflader.
Eva, Dorte Visby og Louise Lange er blot tre af udstillingens spændende keramikere, der alle har et personligt udtryk og repræsenterer sider af dansk keramik, når det er bedst.
Nævnes skal også den bornholmske keramiker Simon Lund Kofoed. Én af hans papitynde, transparente skåle, pryder årets plakat, og han har naturligvis også en stand på udstillingen.
Jonathan Lillelund Andersen
”Platuglen” er hans kunstnernavn, og det er første gang han er med på udstillingen i Nørhalne. Jonathan er detaljens mester. Siden han var ganske lille, har han tegnet og konstant forfinet sin streg, og detaljerigdommen i mange af hans billeder betyder, at man bliver ved at finde nye historier. Jonathan er 24 år og videreuddanner sig i øjeblikket på en grafisk skole i Grenå.
Et talent som Jonathans kan åbne mange døre. Vil han være kunstner, illustrator, reklametegner eller noget helt tredje?
Mange af billederne viser ”sovende huse”, som måske drømmer deres egen historie?
”Det faldt ned i historien” er et tredimensionelt farvelagt billede, samlet af bittesmå elementer, en person (måske Jonathan) i frit fald ned mellem alle de muligheder, tilværelsen rummer.
Knud Bentsen
Han blev uddannet smed i 1969, men har siden arbejdet som skolelærer med speciale i billedkunst. Materialerne er natursten og metaller, han finder på genbrugspladser og i skrotdynger. Når tingene taler til Knuds kreativitet, kan de blive til alt muligt, insekter, fugle eller fabeldyr.
Tilsat håndværksmæssig kunnen, formsans og humor får kasserede og overflødige dimser og effekter helt nyt liv, og i tråd med tiden bliver genbrug til kunst.
Rasa Dzimidaviciute Olesen
Gensyn med Rasa, der tidligere har udstillet på ”Nørhalne Viser Kunst” og senest hos Danny Heinricht på Gjøl sidste efterår.
I år udstiller hun sammen med sin søster, Daina Dzimidaviciute Duksiene, der laver spændende keramiske arbejder, bl.a. fugle i smukke former. Deres mor, Konstancija Dzimidaviciene, udstiller også, hun er ligeledes keramiker og laver langt mere rustikke ting.
De tre kvinder repræsenterer hver et kunstnerisk udtryk, og de gør det rigtig godt….
Og så fik vi også en kærlighedshistorie med på vejen. For snart 21 år siden var Rasa knap 30 år og endnu ikke gift. Selv om det ikke lyder som om, det var et stort problem for Rasa, sagde hun ja, da lynet pludselig slog ned – i Danmark.
– Jeg skulle overnatte i en B&B i forbindelse med en fest. Ejeren af huset var ikke hjemme, men havde bedt en ven lukke mig ind, fortæller Rasa.
Det gjorde han, og fem måneder senere, den 30. december 1999 ringede bryllupsklokkerne, og Rasa kunne føje det – for os – mere mundrette ”Olesen” til sit efternavn.
– Dermed nåede jeg næsten at blive gift, før jeg fyldte 30, tilmed fik jeg en ”genbrugsmand”, der havde været gift før, men jeg har ikke et øjeblik fortrudt.
Rasa har en klassisk kunstnerisk uddannelse fra Litauen, og hun er en dygtig portrætmaler, som ofte lægger en historie ind i sine billeder.
Da hun sidste år udstillede på Gjøl, var der blandt gæsterne en otteårig pige, Mathilde fra Aalborg, som ramte noget i Rasa.
– Ikke kun fordi hun var køn, men fordi hun udstrålede en personlighed, som jeg blev betaget af. Jeg fik lov af hendes forældre til at tage et fotografi, og siden har jeg malet de to billeder, der er med her på udstillingen. Mathilde var selv forbi for at se billederne, og både hun og hendes forældre var heldigvis tilfredse med resultatet..
Christina Julsgaard
Er fuldtidskunstner med et moderne formsprog, der udmønter sig i både malerier og skulpturer i messing og keramik. Christina kommer fra Hørsholm, oprindelig arbejdede hun med mode, men med tiden blev det som billekunstner, hun fandt sit rette element. Pludselig at befinde sig i Nørhalne, synes hun er spændende, for hun har aldrig været her tidligere. Men sammen med et par veninder skal hun tilbringe aftenerne og nætterne i et sommerhus ”ved Vesterhavet”. Vi gætter på, at det er ved Blokhus og ser naturligvis gerne, at hun vender tilbage, måske som udstiller i et af Jammerbugtens mange gallerier.
Eva Cecilie Skak Lassen
Eva er lærer og bor i Silkeborg, og kunstnerisk har hun fundet sine helt personlige vej, ”slow art” sammensat af gamle fotografier og udklip, og inspireret af de engang så populære korsstings- broderier tilfører hun kollagerne endnu en dimension med nål og tråd. Resultatet ligner ikke noget, der før er set, broderi eller kollage, det er svært at sætte i en bestemt bås.
– Med min kunst gør jeg op med den flygtige hverdag, præget af effektivitet og hastighed. I stedet søger jeg langsomhed og fordybelse i papirklip og detaljeret broderi”.
Smukt og spændende ser det ud, og igen må vi fastslå: Kun fantasien sætter grænsen!
