I et nyopført rækkehus i Løkken bor Lissa Croshaw. Hun er en usædvanlig kvinde på 81 år, som jeg har kendt gennem ca. 15 år.
Er du vinterbader, morgenmenneske og bor i Løkken, har du måske hilst på hende. Hver morgen ved 5-tiden står hun op og begiver sig ned til stranden, sikrer sig hun er alene, og tager en hurtig dukkert. Hjemme igen tager hun en hurtig afskylning i et ugenert hjørne på terrassen. Sengen er knap blevet kold, før hun planter sig med morgenkaffen og iPad, hvor hun ser TV-avis og Deadline fra den foregående aften. Måske skal hun også lige se, om der er en hilsen fra Gordon, ”manden i hendes liv”, inden dagen for alvor starter.
Begyndelsen
Lissa blev født i Aalborg i 1942, og kort inde i vores samtale går det op for mig, at hverken hendes barndom eller ungdom var nogen dans på roser.
– Forholdet til min mor har altid været problematisk, og jeg har ikke så mange positive erindringer fra min barndom, fortæller Lissa.
Da jeg var 8 år flyttede vi til Sulsted, hvor min farfar var præstegårdsforpagter gennem 65 år. Min far var håndværker, og da han så muligheden for at bygge sit eget værksted, flyttede vi fra en toværelses lejlighed i Aalborg til et treetagers hus i Sulsted. Alle var glade undtagen mig, for det betød, at jeg skulle have mit eget værelse, hvorved jeg mistede den tryghed, som jeg havde så hårdt brug for.
Skoletiden i Sulsted blev heller ingen succes, jeg græd hver dag, når jeg skulle afsted, og min lærer påstod, jeg var så dum, at han ikke kunne lære mig noget. Min 17 måneder ældre bror fik lov at gå i skole i Aalborg, men for mig var flytningen et tab, bl.a. var der ikke råd til, at jeg kunne fortsætte med at gå til ballet og akrobatik, som jeg ellers havde været glad for. Nu længtes jeg bare efter at blive voksen.
Ung – på vej ud i livet
Jeg drømte om at blive barneplejerske, og efter at være fyldt 18 blev jeg uddannet på et børnehjem i Nørresundby. Dengang var der børnehjem overalt i Danmark, men for at komme hjemmefra valgte jeg at arbejde i København. Jeg håbede, det var vejen til at blive voksen, for det var jeg ikke på det tidspunkt.
Jeg led konstant af hjemve, når jeg var hjemmefra, om det så kun var for kort tid. Måske skulle der helt andre midler til, og en dag gjorde mor mig opmærksom på en annonce i avisen. Et dansk par, der boede i USA, søgte en ung pige for en treårig periode, bl.a. til pasning af familiens børn. Efter flere samtaler, bl.a. med børnenes bedstemødre i København, blev jeg ansat, og nu ventede en helt ny tilværelse på den anden side af Atlanten.
Endelig voksen
Kunne jeg klare det? Ja, det kunne jeg, selv om det holdt hårdt i starten. Jeg blev voksen og tilmed så forandret, at min mor ikke brød sig om den datter, der vendte hjem fra USA. Jeg var blevet 21 år, nu alt for selvstændig, jeg både røg og drak og lignede slet ikke den lille pige, de havde sendt afsted.
Tilmed var jeg blevet forelsket i en mand, der var dobbelt så gammel som mig. Men han snød mig og sagde, at han ikke var gift, men det var han. Og jeg blev en erfaring rigere.
I 1970 giftede jeg mig med Tony efter bare 10 dages bekendtskab, og vi fik en lille dreng. Tony var oprindelig socialrådgiver, men en kronisk sygdom gjorde det vanskeligt for ham at være i et fast job. Han arbejdede på en boreplatform, da jeg besluttede, at vi måtte rejse til Danmark, tilværelsen var blevet for usikker, især fordi vi havde et barn at tage hensyn til. Økonomien var dårlig, mange penge gik til diverse forsikringer, og vores søn gik i en dyr privat skole, for vi ville gerne give ham en ordentlig start i tilværelsen. I 1982 flyttede vi permanent til Danmark..
Hjemme igen
Jeg fik arbejde på Aalborg Sygehus på børneafdelingen, min søn kom i den nærliggende katolske skole, og vi fik en dejlig lejlighed nær sygehuset. Senere fik vi også råd til, at Tony kom til Danmark. Jeg skiftede arbejde og blev ansat som nattevagt på Hjørring Sygehus. Vi flyttede ind i det hus i Løkken, der i dag er kendt som ”Pandekagehuset”. Da Tony kom hertil, skulle han først lære dansk, siden fik han oversættelsesarbejde, først på Universitetet i Aalborg og senere på Museet i Hjørring.
Efterhånden fik vi ordnede forhold og købte en landejendom ved Vittrup.
Mit forhold til min mor blev aldrig godt, slet ikke efter hun blev dement og måtte tilbringe de sidste år på plejehjem.
Skilsmisse
Tony var et fint og et godt menneske, og jeg kan takke ham for, at jeg blev selvstændig og fik tillid til mig selv. Vi havde været gift i mere end 40 år, da vi besluttede at lade os skille, for de sidste mange år var ikke gode for mig. Jeg husker, jeg fik besøg af en mand, der plejede at levere brænde til os, og jeg meddelte ham, at han ikke skulle komme det følgende år, fordi vi skulle skilles.
”Skal I skilles i Jeres høje alder?”, spurgte han.
– ”Ja”, svarede jeg, ”livet er vel ikke slut endnu”.
Og det skulle vise sig, at Lissa fik ret.
Nyvunden frihed
– Efter at være bundet i så mange år, havde jeg lyst til at gøre noget for mig selv. Jeg ville ud at rejse og havde bl.a. hørt om nogle, der arbejdede med gadebørn i Nepal. Det lød spændende, og jeg søgte en rejseoplevelse, der også omfattede arbejde. På nettet fandt jeg det lille bureau, ”Rejsen for dig”, målgruppen var ældre, enlige samlet i mindre grupper på højst 5 – 8 personer, det var lige mig. Og i løbet af få år, deltog jeg i tolv rejser med forskelligt indhold. Jeg har plukket oliven i Spanien, været på malerkursus, deltaget i renovering af et slot i Frankrig og truffet mange spændende mennesker.
Caminoen og Gordon
Et år gik vi på Caminoen og skulle bl.a. overnatte på ”Casa Banderas”, et rart sted, som jeg fik lyst til at besøge igen. Derfor sagde jeg ja til at komme og arbejde det følgende år. Indehaveren, Gordon, talte jeg slet ikke med, det var stedet og de mange besøgende, jeg var fascineret af, og aftalen blev, at jeg skulle komme og arbejde der det følgende år i en treugers periode.
Det var i 2016, og denne gang arrangerede jeg selv min rejse. Jeg landede i lufthavnen i Santiago uden rigtig at kende til forholdene. Det var midt om natten og jeg skulle finde en bus til Logu, hvor Gordon ville hente mig.
Heldigvis kunne vi genkende hinanden, men jeg blev alligevel lidt betænkelig, da det gik op for mig, at jeg var den eneste, der skulle arbejde der på det tidspunkt. De overnattende gæster ankom først efter klokken 13, så vi var helt alene. Hvad havde jeg rodet mig ud i??
Kærlighed – ved næsten første blik
Senere har Gordon fortalt mig, at han forelskede sig straks vi mødtes.
Så hurtigt gik det ikke for mig, jeg skulle jo i gang med at bestille noget. Der var plads til 12 overnattende gæster, Gordon lavede mad til dem, og jeg hjalp til, også med rengøring, når gæsterne var gået om morgenen. Vi tog ind og handlede sammen, og da jeg var blevet fortrolig med forholdene lærte jeg også at indskrive gæsterne, tjekke deres pas osv.
Gæsterne anså mig for at høre til stedet, de syntes, vi lignede et par. Når gæsterne bad os stille op til et fotografi ved afrejsen tog Gordon altid om mig, og jeg mærkede, at det føltes varmt og helt naturligt.
En dag inviterede han mig på en date – det havde jeg aldrig oplevet tidligere, og vi kørte til et spændende spisested, der lå inde i en skov. Det var så romantisk.
Jeg var fyldt 74 og Gordon var jævnaldrende, men der gik bogstavelig talt ”ild i de gamle huse”. Han var så sød, og han ville gøre alt for mig.
Det var så vidunderligt og smukt, jeg havde aldrig forestillet mig,, at jeg skulle opleve så megen kærlighed. Og jeg sagde JA, for jeg havde jo besluttet, at jeg ikke ville gå glip af noget. Han mindede ofte om skuespilleren Robin Williams, og jeg var bare SÅ forelsket.
Efter tre uger, måtte jeg rejse hjem igen, men nu var der knyttet et ubrydeligt bånd til Gordon, og vi fortsatte hver især vores liv med de forpligtelser de indebar.
Gordon inviterede mig på kærlighedsferie i Portugal, hvor han havde lejet en lejlighed, kærligheden blomstrede og livet var så romantisk. Han måtte tilbage til Spanien og åbne sit hus for pilgrimme, og da vi ikke kunne undvære hinanden, tog jeg flere gange ned og hjalp. Senere besøgte Gordon mig, han blev rigtig glad for Løkken, og nød at gå ture langs stranden.
Jeg har virkelig været ”udsultet”, for aldrig før i mit liv har jeg fået så megen kærlighed og opmærksomhed. Jeg oplevede at få et helt nyt liv.
Gordon
Gordon havde skotske forældre, og familien havde boet i Cape Town i mange år. Hans tidligere kone, Judy, boede stadig i deres hjem i Sydafrika, og hun havde aldrig været interesseret i huset ved Caminoen. De var skiltes nogle år i forvejen i bedste forståelse, men for ham var det vigtigt at være fri, i tilfælde af, at han mødte en ny kvinde i sit liv.
Nyt år, nyt land, ny stor familie
Julen 2016 tilbragte jeg i Danmark, hvor gode venner kom på besøg. Men 31. december havde jeg pakket kransekage og champagne og fløj til Cape Town, hvortil jeg ankom 2 timer før midnat. Jeg blev modtaget af Gordon, hans ældste søn, Greg og barnebarn, samt Judy. Alle var så hjertelige og søde, og jeg følte mig straks velkommen i familien. En anden søn, Dan, er ugift og bor i London, mens Ben, den tredje søn, som jeg har nær kontakt til, bor i Nordirland med sin hustru og to børn.
Sygdom
Vi havde nogle dejlige dage, som vi nød ekstra meget i bevidstheden om, at Gordon nogle dage senere skulle gennemgå en firedobbelt bypass-operation. Allerede, da han besøgte mig i november stod det klart, at han havde dårligt hjerte, han havde åndenød og smerter i brystet.
Prognosen var god, lægerne i Cape Town fortalte, at kun 6 % ikke overlevede operationen, Gordon var pessimist og sikker på, at han hørte til de 6 %, så han fik travlt med at sortere papirer og ordne praktiske ting. Jeg var ulykkelig ved udsigten til at miste ham, men måtte stramme mig an, for Gordon kunne ikke klare, at jeg græd. Vi skulle hygge os, og det gjorde vi, mens jeg nød samværet med hans familie.
4. januar var dagen for operationen. Judy og jeg tog med på hospitalet, hvor vi ventede i spænding, de mange timer, Gordon var på operationsbordet.
Heldigvis viste det sig, at Gordon hørte til de 94%, der overlevede, og lægen stillede i udsigt, at han sagtens kunne have 10 gode år foran sig.
Lykken i Løkken
Nu begyndte en længere rekonvalescensperiode. Operationen var ganske vist lykkedes, men efter 16 dage på intensiv var Gordon ret dårlig. Judy kørte mig hver dag ind på hospitalet, og langsomt gik det fremad med hans helbred. Da han kom hjem, måtte han både lære at gå og tale igen, og jeg hjalp så godt, jeg kunne med hjælp fra en fysioterapeut og en talepædagog. Efter tre måneder med intensiv træning og lægebesøg, rejste vi omsider tilbage til Løkken.
Her ventede en ny hverdag. Gordon skulle træne daglig, men vi slappede af, hyggede os og gik mange ture langs stranden. Vi havde besøg af venner og familie, også min søn og hans familie holdt af Gordon, og fremtiden tegnede lys.
Vi begyndte at rejse igen til Irland, Cape Town og Spanien, hvor vi fejrede Gordons fødselsdag med hele familien.
På det tidspunkt friede Gordon til mig, og i mit hjerte sagde jeg ja. Men selv om vi begge havde papirer på vore skilsmisser, var det svært at få tilladelse til at blive gift, myndighederne ville se bevis på, at vi ikke siden var blevet gift, så det opgav vi.
Fælles liv, alt bliver næsten godt
Gordon fik 5 års opholdstilladelse i Danmark, og han begyndte at tage bussen til Hjørring for at modtage danskundervisning. Han fik nye venner og kontakter, men lærte ikke mere dansk end han kunne fortælle, hvor han boede, og jeg var hans kæreste. Sammen talte vi jo altid engelsk, som var mit andet modersmål efter mange år i USA.
Helbredsmæssigt gik det tilbage for Gordon. Han får problemer med at skrive og salget af huset i Spanien måtte han overlade til sin søn, Ben. Da han heller ikke længere kunne bestille flybilletter blev han både frustreret og vred, og selvfølgelig forstod jeg ham.
Vores dejlige lejebolig i Løkken bliver desværre sat til salg, så jeg må finde et nyt sted at bo, mens Gordon var i Cape Town for at konsultere de læger, der kendte ham.
Med gode venners hjælp flyttede jeg til et andet hus, og var klar til at tage imod, da han omsider kommer hjem igen.
Alvorlig diagnose
Gordon havde fået diagnosen ”vaskulær demens”, jeg talte med lægen og Gordons familie over Skype. Gordon var med hele vejen. Intet var skjult, og vi forstod alvoren.
I begyndelsen kunne vi fortsat nyde dagligdagene sammen, Gordon elskede Løkken og gåturene langs stranden. Men helbredsmæssigt gik det tilbage, og jeg kunne ikke blive ved at tage mig af Gordon, der blev stadig mere pasningskrævende. Spørgsmålet var også, hvor længe kunne jeg blive ved at passe ham, og hvad hvis jeg blev syg? Han kunne ikke falde til på et dansk plejehjem, når han ikke en gang kunne sproget
I fuld forståelse med familien besluttede vi, at Gordon skulle tilbage til til Cape Town, og efter nogle dejlige juledage rejste han til Cape Town sammen med sine sønner den 6. januar 2021. Han flyttede ind i en lejlighed i sit gamle hus, hvor han blev passet 24 timer i døgnet af en sygeplejerske. Senere er han flyttet på plejehjem, hvor der bliver passet godt på ham. Gordon og jeg mødes daglig på Skype, men han har ikke helt forstået, hvorfor vi ikke kan være sammen. Jeg besøger ham 3 – 4 gange årligt, og han har hele tiden tjek på, hvornår jeg kommer næste gang.
Jeg savner også ham, og selv om vi ikke fik den fremtid, vi drømte om, er jeg fuld af taknemmelighed over, at vi i vores livs efterår fandt kærligheden og hinanden, slutter Lissa, der ser frem til oktober og endnu et besøg i Cape Town.
Tak for billeder fra Lissas private album
