Louise Lange er tredje generation i Aalborgs kendte keramiker-familie. Hidtil har vi mødt hende på forskellige udstillinger, bl.a. Nørhalne viser Kunst og Dronninglund Kunstcenter. Nu har vi en aftale med Louise hjemme i hendes eget miljø i Aalborg.
”Slægt skal følge slægters gang” tænker jeg, mens jeg går de få skridt fra den pulserende Algade og ind i en helt anden verden. En tidslomme, hvor udviklingen tilsyneladende har stået stille og har skånet Hjelmerstalds fine, nænsomt renoverede huse og brolægningen, der automatisk sætter tempoet ned.
Målet er huset med porten for enden af gaden, den tidligere hestestald med smedje og værksteder til Aalborg Slot. I snart mange år har stedet dannet ramme om ”Langes Keramik”, en sand eventyrfabrik, præget af humor, kreativitet og stramt design. Det er her, Louise er vokset op.
Kristian Lange er Louises bror og uddannet arkitekt. Han har alligevel sat sit præg på virksomheden med den imponerende udsmykning, “en storm i et glas vand” i portrummet.
Udefra virker den 200 år gamle bygning anonym, og den lille butik i gadeplan er overskuelig. Men bagved gennem porten gemmer herlighederne sig, en smuk gårdhave omkranset af flere udstillingsrum og galleri, samt ikke mindst et kæmpeatelier med plads til udfoldelse af stedets tre individuelle kunstnere.
Louise, 3. generation
Overalt er der keramiske arbejder, hver eneste stykke er udtænkt og formet i menneskehænder, sådan har det været siden 1968, da Peter Langes forældre grundlagde det pottemagerværksted, han selv og hustruen Lisbeth siden har drevet i mange år, og 41 årige Louise bærer arven videre som garant for, at der længe endnu vil være keramik i Hjelmerstald.
Bygningerne gennemgår i øjeblikket en renovering, blandt andet skal 5 forskellige slags tagsten udskiftes til tagpap, som bygningerne oprindelig var forsynet med, og galleriet på første sal og forældrenes lejlighed trænger ligeledes til en renovering. Sådan er det at eje en gammel bygning: Man tager en ting af gangen. Louises farmor bor også i huset, mens Louise selv bor i en nærliggende lejlighed og møder ind på arbejde hver dag.
Nu er det mig, der skal øve mig i at fylde rammerne ud, selv om mine forældre stadig er aktive, forklarer Louise. Det tager tid, for udover den tekniske kunnen, har jeg skullet finde ud af, hvad der er mit eget personlige udtryk, og hvad jeg har arvet fra mine forældre. Lige nu føler jeg, jeg er nået i mål med en række personlige brugsting, som både kan lever op til mine egne og familienavnets krav og forventninger, og som kunderne heldigvis også sætter pris på.
Det begyndte med glas
Louise er oprindelig uddannet glaspuster.
– Som barn kom jeg i sommerferierne op til glaspuster Niels Olsen i Skagen , og her fik jeg lov at bevæge mig rundt i værkstedet og suge indtryk. I min gymnasietid tilbragte jeg fritiden hos Lene Højlund, der havde sit kendte glaspusteri her i nærheden.
Det førte alt sammen til, at jeg søgte og kom på glaslinjen på Engelsholm Højskole, hvorefter jeg videreuddannede mig i England. Hjemme igen gik turen til Hillerød, hvor Rikke Hagen dengang havde glaspusteri, senere tilbragte jeg en sommer i Ebeltoft hos den anerkendte glaspuster Tobias Møhl og Trine Drivsholm.
Således rustet besluttede jeg at starte på glas- og keramikuddannelsen på Designskolen på Bornholm. Men skæbnen ville det anderledes. I sommerferien blev jeg ramt af en salmonellaforgiftning og skrantede længe. ”Kom hjem”, sagde min far, og da jeg fulgte hans opfordring, var der samtidig landet en stor ordre herhjemme. Jeg besluttede derfor at give en hjælpende hånd med keramikken og udsætte Designskolen til det følgende år.
Men efter mit fravær oplevede jeg pludselig arbejdet med leret på en ny måde, og den mellemliggende tid havde givet mig nye ressourcer. Det havde været godt for mig at prøve kræfter i helt andre sammenhænge, og så havde jeg lært vigtigheden af at lære et håndværk fra grunden.
– For at man som voksen kan tegne en overbevisende ”børnetegning”, kræves også at man først lærer at tegne proportionerne rigtigt, der findes ingen lette genveje, konstaterer Louise.
Sammen og forskellige
Det store, alsidige udvalg i butikken afspejler, at her arbejder tre keramikere, tre temperamenter, som udtrykkes i de ting, de skaber.
– Vi er vidt forskellige, erkender Louise. Min mor er perfektionisten, der målbevidst arbejder med formen til den er præcis, som hun vil have den. Det er nok af samme grund, hun siger nej til bestillingsopgaver. Med min far er det omvendt, han laver i dag næsten udelukkende bestillingsopgaver og er kendt for at skabe fantastiske og eventyrlige figurer med tanke for den særlige person eller anledning, der skal symboliseres.
– Mødet med kunden betyder meget, for en snak og et par gode historier er en fantastisk inspirationskilde til en opgave, og vi oplever ofte, at modtageren af gaven efterfølgende kommer ind og siger tak til os, forklarer Louise og Peter, selv om det naturligvis først og fremmest er giveren, takken bør rettes til.
Byens keramiker
-Vi er utrolig heldige at bo i en levende by som Aalborg, hvor store virksomheder og Universitetet skaber et godt kundegrundlag for en virksomhed som vores. I øjeblikket er vi ”byens keramikere” og da vi i øjeblikket er de eneste, betyder det også at vi hele tiden skal leve op til både vore egne og kundernes forventninger til kvalitet.
Jeg selv holder også meget af at eksperimentere og laver både fabulerende og minimalistiske ting, hvor det er formen og ikke udsmykningen, der er i fokus. Jeg har altid gang i noget, og selv om der er dage, hvor kreativiteten er næsten ikke-eksisterende, arbejder jeg alligevel, for nogle gange er det mere det gode håndværk end fantasien, der er i fokus, f.eks. hvis jeg laver stel, hvor de enkelte dele skal være ensartede.
Når jeg arbejder til en udstilling eller en særlig opgave, er det altid i det, jeg kalder min ”fritid”, for normalt er dagene fyldt ud med de faste opgaver, forklarer Louise.
Kunder til det unikke
Butikkens utallige hyldemetre med skåle, krus, kander, kopper og tallerkener inspirerer kunder med glæde og smag for det individuelle til at sætte personligt præg på borddækningen.
Det handler ikke om penge, men om at finde en personlig stil og holde fast i den, også selv om 90 % af ens venner og familie dækker bord med porcelæn fra ”Den Kongelige Porcelænsfabrik”, som alle kender prisen på. Louises krus og kopper signalerer ikke økonomisk overskud, men et mentalt overskud til at gå egne veje, og det er der heldigvis flere og flere, der gør.
Begyndelsen
– Da min farfar købte huset, var her malerforretning, og han startede sent i tilværelsen som pottemager. Oprindelig var han sælger ved Toms Chokolade, men på et tidspunkt besluttede han at gøre sin tidligere hobby til sit erhverv, og sønnen, 15-årige Peter, var med på idéen og fik lov til at arbejde med for at finde ud af, om det nu også var den vej, han skulle. Og det var det, som bekendt.
Skolen eller keramikken? Han valgte rigtigt
– For mig var det bare lykken at slippe for skolen på det tidspunkt, indskyder Peter. – Jeg gik i realen, og her havde jeg lært Lisbeth at kende, hun blev senere min kone og kan bekræfte, at jeg aldrig lavede mine lektier. Hvis nogen i dag stiller spørgsmålet, om jeg traf det rigtige valg, kan jeg bare hente min karakterbog, så er de overbeviste.
Gennem mange år har jeg afprøvet næsten alle keramikkens udtryksformer, i dag er jeg så heldig at jeg har fundet en personlig stil, som kunderne synes om. Jeg elsker udfordringerne, når en kunde bestiller en ting til en særlig anledning. Allerede under samtalen dukker der billeder op i mit hoved, så vi snart er på bølgelængde, og kunden siger, ”jeg har tillid til, at du finder ud af det helt rigtige, Lange!” – Og så kan jeg jo bare gå i gang.
Vi arbejder hårdt og koncentreret i dagligdagen, forklarer Peter. For at koble af har Lisbeth og jeg behov for at komme helt væk. Og det gør vi så. Vi har rejst overalt i verden, og selv når vi holder fri, arbejder hjernen med. Kunsthåndværkeres sprog er internationalt, og det er fantastisk at stå overfor en ”kollega” i 6000 meters højde og udveksle idéer. Man kan føle sig helt fyldt op efter sådanne møder, og pludselig gælder det bare om at komme hjem og få fingrene i leret igen.
Musikken
Peter Lange er også musiker og har både spillet på Montmartre og Rytmisk scene på Roskilde Festival.
– Tilbage i 70’erne var jeg med i Chili, et 10 mands orkester fra Aalborg, der rejste ud og spillede overalt. Men musikalsk sluttede jeg i 1982. Lisbeth havde opfordret mig til at se mig selv i spejlet – og rigtignok, jeg var totalt smadret, erkender Peter.
– På det tidspunkt havde I jo også fået min lillebror, indskyder Louise, og pludselig stod mor der med 2 børn og et værksted og aftenskolekurser, det var nødvendigt at begrænse sig. Jeg kender det selv, for i dag er jeg selv alene med to børn.
Kunstner for livstid
Når man arbejder kreativt er det ikke dåbsattesten, men kræfterne, der begrænser udfoldelserne.
– Selv 90-årige kan jo tegne og dekorere, selv om kræfterne ikke er til at håndtere tunge ting, siger Louise, og Peter bekræfter.
– Ja, vi er et par dedikerede arbejdsheste, der næppe selv forstår, når tiden er inde til at sige stop. Men vi er gode til at holde hinanden i ørerne og sige ”det der, skal du holde op med”, hvis ting bliver for rutineprægede, så sjælen ikke rigtig er med.
Vi skal jo aldrig udvikle os til en fabrik, for vi står for det gode, personlige håndværk, og sådan skal det altid være.
