Det gælder bl.a. for Elsbeth Burgwald Thostrup, som vi en sommerdag møder på landejendommen, ”Jenle” nær Fristrup, ikke langt fra Aabybro.
67-årige Elsbeth var allerede flyttet til Nordjylland og boede i Gistrup, da hun i moden alder mødte ægtefællen, Freddy.
– Han boede allerede i Birkelse, da jeg flyttede hertil. I dag er ingen af os længere på arbejdsmarkedet, men vi er så glade for livet på landet, at vi ikke har planer om at flytte foreløbig, forklarer Elsbeth.
Allerførst skal vi være enige om, hvor vi vil flytte hen. Freddy vil helst til Nørresundby og jeg til Aalborg, men mon ikke vi når til enighed? Truende kriser gør tiden usikker, men de kendte omgivelser giver følelse af tryghed, og foreløbig letter vi dagligdagen, blandt andet har vi ikke længere hund, efter vores dejlige Granddanois døde. Høns har vi heller ikke længere, og i dag må stedets tre katte udgøre dyrelivet.
Haven får heller ikke samme opmærksomhed som tidligere, men ”vild med vilje” betyder, at vi med god samvittighed kan lade en del af pasningen ske på naturens præmisser.
– Familien bor ikke i nærheden, Freddys 2 børn med deres familier bor i Fredericia og Viborg, og min datter bor med sin familie i København. Der taget jeg over så ofte, det kan lade sig gøre, med ”Kombardo Expressen” føles turen ikke så lang, for sejlturen er en kærkommen anledning til at strække benene undervejs.
Elsbeth kommer oprindelig fra Ribe, en dejlig by, som hun en gang imellem kan savne, især på grund af byens gamle historie, der skaber en særlig atmosfære.
– I dag har jeg ingen tilknytning til Ribe, for mine fire søskende er også flyttet fra byen. Til gengæld har jeg erfaret, at mit barndomshjem er blevet til ”bed & breakfast”, og engang vil jeg prøve at overnatte i huset, men det kræver planlægning, for det er ofte booket, og ekstra morsomt er det, at husets nye ejere er i familie med min tidligere klassekammerat.
Vejen til kunsten
Adskillige veje fører til kunsten, nogle er selvlærte, autodidakte, som det kaldes, og lærer ved at lade sig inspirere og øve sig. For andre, som Elsbeth, er det dygtige undervisere og kurser, der åbner vejen til kunsten og et personligt udtryk.
– Jeg blev slet ikke præget af kunst i mit barndomshjem, mine forældre må alligevel have fornemmet, at jeg havde en interesse. De købte en stak af de fine og populære kunstmagasiner ”Lousianna -revy”, som jeg havde stor fornøjelse af at lade mig inspirere af. Jeg har faktisk bladene endnu og kigger af og til i dem.
– Som ung var jeg i huset i Aarhus, senere rejste jeg meget bl.a. i Afrika, og jeg tilbragte også en tid i kibbutz og i Skotland, indtil jeg besluttede at læse dansk på AUC. Det var i den periode, jeg fik min datter og for alvor begyndte at tegne.
– Jeg havde altid interesseret mig for kunst, men min egentlige udvikling kan jeg takke Gjøl-kunstneren, Peter Skjøtt for. Den gang underviste han på FOF på Kjellerupgades Skole i Aalborg. Han åbnede bl.a. mine øjne for perspektiv og for at udtrykke mig todimensionelt på papiret. Det var en stor hjælp, at han for alvor lærte mig at SE. Senere kom jeg på malerlinjen på Vrå Højskole som optakt til to år på Kunstskole i Randers, hvor jeg fulgte både tegne- og grafiklinjen.
Og da Aalborg Kunstskole startede, ventede nye udfordringer til mig, bl.a. med maleren Per Strange som underviser, indtil jeg fik eget værksted sammen med to andre fra Kunstskolen.
Der var ingen varme i vores værksted, og jeg frøs så meget, at jeg måtte finde en anden løsning. I Svendsgade lå dengang ”Galleri Albert”, hvor jeg var heldig at blive ansat – og jeg kom tilmed i fagforening. Senere startede jeg på Pædagogseminariet, og i 1998 var jeg 41 år og uddannet pædagog, .
Elsbeth var senest ansat på Nørhalne Skole, indtil hun forlod arbejdsmarkedet i 2020. Det var en måned efter coronaen brød ud, som optakt til en aktiv pensionisttilværelse, og siden har hun for alvor helliget sig kunsten.
– Fagligt erhvervede jeg en overbygning som kunstpædagog, efter jeg i 2006 var heldig at komme på 5 måneders efteruddannelse på pædagogseminariet i Kolding. Det var fantastisk og på alle måder en givende tid. Vi kursister havde nøgle til værkstedet og kunne komme og gå døgnet rundt. Her opnåede jeg at få diplom i kunst, æstetik og pædagogik. Gennem årene forsvandt min oprindelige usikkerhed, og når jeg ser tilbage er det helt sikkert Peter Skjøtt, jeg kan takke for, at jeg kom på sporet af vejen til mit personlige udtryk.
Kunstnergruppen LIV
Elsbeth har i mange år været medlem af den kendte kunstnergruppe, LIV, der i år kan fejre 30 års jubilæum. Siden februar har hun tilmed været formand.
– LIV har pt. 26 medlemmer, og interessen for at søge anerkendelse er stor, fortæller Elsbeth. LIV adskiller os fra de malerklubber, der prioriterer samvær og hygge, for selv om vi også hygger os sammen, arbejder alle seriøst med den kunstneriske kvalitet. Mange søgte, da vi for nylig optog nye medlemmer, af dem optog vi to. Til bedømmelsen har vi altid en ekstern censor med, denne gang kunstneren Bruno Kjær, det signalerer, vi har ambitioner på gruppens vegne.
Vi har allerede booket udstillinger for hele næste år, og lige nu gør vi klar til efterårsudstillingen på Hirtshals Fyr, og allerede nu kan jeg afsløre, at vi næste år har en påskeudstilling i Øland Medborgerhus, og i 2025 skal vi udstille på Børglum Kloster i september/oktober.
Kritik
Vi samles også en gang imellem, bl.a. for at drøfte gruppens kunstneriske niveau. Vi er jo så forskellige og vel vidende, at ikke alle kan lide ALT, bestræber vi os på at skabe et godt helhedsindtryk i vore udstillinger.
Jeg har prøvet at komme ned med nakken. Det var i KUNSTAVISEN for nogle år siden. Vi havde haft en stor fælles udstilling, og skribenten havde overordnet positive ord om en række af udstillerne. Indtil mit navn blev nævnt: ”Rædselsfuldt” stod der bare, og det gjaldt samtlige mine værker på udstillingen.
Selvfølgelig bliver man lidt ked af det, på den anden side er det betingelserne. Selv om en kunstner har opnået anerkendelse af censuren, kan vedkommende efterfølgende have både gode og mindre gode perioder, vi er jo ikke maskiner. Det er ikke muligt at tilfredsstille alle mennesker, men om publikum kan lide værkerne afspejles bl.a. af, om de bliver solgt eller ikke solgt.
Jeg hører til de kunstnere, der har mange forskellige udtryk, og jeg er vist kendt som én, der er uforudsigelig, man ved aldrig på forhånd, hvad jeg kommer med.
Umiddelbart efter, jeg var gået på efterløn kørte Freddy og jeg en tur. Her så vi en flok fritgående grise og jeg blev så betaget af den måde, de åbenlyst nød tilværelsen, at jeg begyndte at male billeder med grise, og nogle af dem indgik i en udstilling om dyrevelfærd på Frederikshavn Bibliotek.
Jeg maler af lyst og ikke for at tilfredsstille publikum. Sådan har jeg det bedst, og heldigvis maler jeg ikke for at sælge, selv om det altid er rart.
Som kunstner kan man ramme tidsånden og male billeder, der er genkendelige og falder i mange menneskers smag. Eksempelvis er mange betaget af Kviums særlige persongalleri, men hvis han f.eks. begynder at male får, vil folk ikke købe dem, for de synes ikke, det er en ”rigtig Kvium”.
Det kan være svært at leve op til andres forventninger, så hvorfor ikke bare male som man har lyst til?
Grafik og Babelstårnet
Elsbeth er heldig at bo i et hus med masser af plads, for i den tidligere lade er mulighederne uendelige. Her kan hun bl.a. forme skulpturer og eksperimentere med sin nyerhvervede grafikpresse.
-Tidligere rejste jeg til Odense, når jeg skulle trykke, men det blev for bøvlet, synes jeg, så det er en lettelse, at jeg selv kan trykke.
Jeg har eksempelvis deltaget i et kæmpeprojekt med deltagelse af 329 kunstnere fra 19 lande, heraf 14 fra Danmark. Alle fik til opgave at skabe et grafisk tryk, inspireret af Bruegels Babelstårnet fra 1500-tallet, alle blev samlet på 3 store plader, der samlet måler 245 x 335 centimeter. Udstillingen blev vist i Galleri Valdal, Valby i august måned, tidligere har den været vist i USA og er nu videre til bl.a. Canada og Belgien.
Udfordringerne
Besøget rundes af med, at Elsbeth serverer en lækker frokost, mens jeg bliver mere og mere imponeret af, hvad pensionistlivet kan rumme for et kreativt menneske.
– Gennem hele livet har jeg søgt nye udfordringer, og der er kun et par ting, jeg fortryder, at jeg ikke fik gjort:
Da jeg var ung, foreslog min mor mig at søge ind på Kerteminde Husflidsskole. Jeg syntes det lød kedeligt, for jeg skulle ikke bruge tid på at vride karklude mv. Først senere fandt jeg ud af, hvilke muligheder jeg sagde nej til, for havde min mor vægtet udsigten til at lære alt om håndarbejde, havde jeg straks sagt ja. Men sådan blev det ikke. Siden har jeg modtaget undervisning i mange andre sammenhænge, så jeg er vist ikke gået glip af noget.
Senere spurgte en veninde, hvorfor jeg ikke havde været på Holbæk Kunstskole?
Jeg argumenterede bl.a. med fordomme om, at der nok var alt for megen konkurrence eleverne imellem, og så valgte jeg i stedet at tage på sprogskole i håb om at blive ligeså sprogkyndig som min søster. Jeg har valgt mine egne veje, og det har jeg slet ikke fortrudt, slutter Elsbeth
Navnets særlige stavemåde skyldes, hun er opkaldt efter en tante, som også altid må korrigere sit navn og stave,
– når jeg altså gider, mit barnebarn, Livia, må leve med samme problem, for folk tror, hun hedder O-livia…
