Vi besøger Lene Rasmussen, prisbelønnet billedhugger, tegner og grafiker, der i mange år har delt sit liv mellem Saltum og København. Hun er et stilfærdigt menneske, der ikke gør meget for at promovere sig selv. Alligevel har hun gennem årene sat mange spor i Jammerbugt Kommune, hvor adskillige granitskulpturer bærer hendes signatur.
Lene fylder 70 til november, og i den anledning har Vendsyssel Kunstmuseum siden april vist en fokusudstilling, der slutter med udgangen af oktober, desuden har hun i mange år været fast deltager i den årlige Vrå-udstilling.
Vi var heldige at få en aftale, da Lene for nylig opholdt sig i sit hus i Saltum – et lille, ganske særligt hus, der sammen med ét tilsvarende ligger på en blind vej med ryggen til byen og en fantastisk udsigt over landskabet omkring Faarup. .
Lene vil gerne dele sin historie med mig og læserne, og nu sidder vi i en stue, hvor kunsten og skulpturerne kappes med udsigten om min opmærksomhed, mens Lene fortæller, og der er kaffe og tærte på bordet.
Målet var en kunstnerisk karriere
Lene Rasmussen har altid satset 100 % på en kunstnerisk fremtid.
Jeg var ikke i tvivl om, at det var kunstner, jeg ville være, og efter realeksamen fik jeg job hos Avnby Skilte i Hjørring. I løbet af et par blev jeg uddannet tegner og lærte bl.a. at tegne vignetter og bogstaver, alfabetet rummer jo en mængde fantastisk formede bogstaver. Tiden var ikke spildt, men det var jo ikke dér, min fremtid lå. Samtidig ”lagde jeg op til” at komme ind på Akademiet. Jeg beundrede min søster, der var dygtig til at tegne, selv om hendes interesser mere gik i retning af design, men hun endte med at blive gymnasielærer.
Min mor var interesseret i smukke ting og kunst, uden dog selv at have været udøvende, så hvorfra min interesse stammer, ved jeg ikke. Jeg tror miljøet spiller ind, og måske betød det noget, at mor holdt ”Lousiana Revy”, som jeg også studerede ivrigt. Det nærmeste vi kommer en kunstner i familien var en ikke særlig kendt københavnsk landskabsmaler, Anton Johan Danielsen, der vist var fætter til min morfar.
Allerede tidligt var jeg en flittig gæst på museerne i Aarhus og Silkeborg, hvor Th. Langs Skole var kendt som foregangsskole indenfor kreative fag. Jeg husker en lærer, der bad eleverne tegne sig selv bagfra, mens de hængte en jakke på en knage. Svært, men lærerigt, og det betyder utrolig meget, hvilke lærere børn har under opvæksten.
Jeg kom ikke ind på Akademiet, første gang jeg søgte, men blev via min søster anbefalet at finde en dygtig tegnelærer, før jeg flyttede til København i 1971. Her lærte jeg for alvor at tegne på Glyptotekets Tegneskole, hvor jeg mod betaling blev undervist hver dag, sideløbende blev jeg undervist i formsprog af en billedhugger på Frederiksberg Tekniske Skole. Dermed fik jeg en klassisk uddannelse, som efterfølgende gav adgang til Det Kongelige Danske Kunstakademi Billedhuggerskole, hvor jeg afsluttede min uddannelse i 1980, og i en periode var jeg forøvrigt i erhvervspraktik hos guldsmed Bent Exner.
Baggrund
Lene er født i Horsens, som midterste barn i en flok på tre. Forældrene blev skilt, og mens moderen uddannedes sig til småbørnslærerinde på Th. Langs Seminarium i Silkeborg boede familien i Silkeborg.
– Hun fik sin første stilling ved Vittrup Skole, og jeg kom i skole i Løkken. Rigtig vendelbo har jeg nu først følt mig, efter jeg flyttede til Saltum, for selv om vi blev taget godt imod i det lille lokalsamfund omkring Vittrup, var det ikke sjovt at være skilsmissebarn på den tid
I dag har Lene stadig et nært forhold til sin søster, Lykke.
– Det betyder meget at have et mennesker at dele minder med, især efter min mor døde i 2005 efter nogle års sygdom.
Hugo
Ægtefællen Hugo døde som knap 91-årig den 1. januar 2018 på Bispebjerg Hospital.
– Han sov stille ind efter at have fået en blodprop den 23. december. Bortset fra problemer med hukommelsen havde han indtil da haft det godt, og lige til det sidste fik han rigtig god behandling.
Hugo kom oprindelig fra Bornholm, og som ung flyttede han fra Rønne for at uddanne sig til lærer på Jonstrup Seminarium. Efter en række vikariater rundt om i landet blev han af en tidligere lærer opfordret til at søge en ledig stilling på Løkken Realskole. Der gik ikke lang tid, før Hugo fandt ud af, at skolelederen var noget af en tyran, så da der kom en kommuneskole i Løkken, søgte han derover og fik nogle rigtig gode kolleger.
Efter 20 år som lærer i Løkken skete der en udskiftning af mange af lærerne, og Hugo boede allerede her i Saltum. Han havde altid haft flair for tal, og da den lokale Sparekasse havde en ledig stilling, blev han opfordret til at søge den, og dermed foretog han et karriereskift.
Tidligere havde han lavet selvangivelse for mange af de lokale, og han gjorde det gratis, fordi han syntes, det var hyggeligt at komme rundt til lokale folk. Senere var jeg også med, og da vi ofte blev honoreret med et måltid mad, var det en god måde at lære lokale folk at kende, og det var medvirkende til, at jeg faldt rigtig godt til her i Saltum. I virkeligheden var jeg blevet ensom i den tid, jeg gik på Kunstakademiet i København, så jeg trængte til at møde menneskelig varme.
Hugo havde boet i huset en halv snes år, før Lene flyttede ind i 1977, og parret blev gift i 1980, da Lene fyldte 30. Selv om kunsten fylder i huset, er der stadig mange spor efter en mand med interesser for matematik og fysik.
– Var jeg ikke kommet ind i billedet, havde huset garanteret været Hugos museum, for han lavede ikke om med sin gode vilje. Jeg fik dog plads til nogle af mine møbler og senere også mit værksted. Men med årene fik Hugo nogle reoler i lejligheden i København, hvor han især i sine sidste år opholdt han sig meget efter en blodprop i hjernen.
Savnet
Jeg er stadig påvirket af, at jeg ikke længere har Hugo. Han fyldte meget, mens han levede, selv om han også var et beskedent menneske, der f.eks. aldrig holdt sin egen fødselsdag. Det respekterede jeg naturligvis, men at miste ham var som at blive skåret halvt igennem. Gennem mange år var vi tæt forbundne, og nu skulle jeg danne mig selv på ny, for det er klart, at jeg ikke længere var den samme, som da vi fandt sammen, og jeg bare var 27 år.
Det letteste havde været bare at sige farvel og tak til det hele, men dertil er jeg alligevel for glad for livet, og heldigvis har jeg fortsat noget meningsfuldt at beskæftige mig med.
Det hænder, at velmenende folk spørger, hvad jeg ”får tiden til at gå med” – De skulle bare vide.. Selv om jeg ikke bryder mig om selve ordet ”kreativitet” – er det en slags garanti for beskæftigelse livet igennem. Og trods savnet sætter jeg pris på, at jeg efter mange år som sygepasser for først min mor og siden for Hugo, nu helt selv kan disponere over min tid.
Jeg har det fint med min alder, for jeg gider ikke længere bruge tid på småting, Og på den måde er tilværelsen blevet enklere, det taler min nabo, Stinne, og jeg ofte om. Man kan sagtens finde noget at irriteres over, men det er slet ikke besværet værd.
Med årene er bekendtskaberne i Saltum reduceret, bortset fra mine nærmeste naboer og Egnssamlingen kender jeg ikke mere så mange, og det skyldes selvfølgelig også, at jeg opholder mig så meget i København,
Skulle den dag komme, hvor jeg slet ikke kan bruge mine hænder, vil jeg tage høretelefoner på og bare lytte til musik, først og fremmest klassisk, men også gerne rock, hvis jeg er i humør til det.
Jeg glæder mig til søndag den 17. oktober, hvor jeg har købt billet til en koncert med pianisten, András Schiff i DRs koncerthus. Det er min fødselsdagsgave til mig selv, og jeg tror, det bliver en stor oplevelse, og jeg vil nyde fællesskabet og at være en del af et stort publikum, der hylder ham efter koncerten, hvor han sikkert også giver et ekstranummer.
Kunst overalt
I lighed med mange kunstnerhjem, er det ikke kun Lenes egne tegninger og skulpturer, der pryder væggene og hylder, for her er kunst overalt, også udført af nogle af Lenes kolleger. I tilknytning til boligen har hun sit atelier. I dag er det mere en udstilling af nogle af de mange skulpturer, der gennem årene er formet i rummet. Det hårde arbejde med ler og granit har sat sit præg på arme og ryg, og i dag arbejder Lene fortrinsvis med blyanten som redskab, for tegningen er ikke lagt på hylden.
Mange skulpturer har været bestillingsopgaver, blandt andet står her flere portrætbuster i gips, og en kvinde med et lille barn er fra det sidste år på Kunstakademiet, hvor en kollega, maleren Anne Thorseth, sad model med sin lille dreng, Anders.
– Ved at sidde model for hinanden sparede vi jo modelhonoraret, og Hugo har snedkereret stolen, for den slags var han rigtig god til.
– Hugo og jeg var enige om, at vi ikke skulle have børn. Han vidste, at for mig ville kunsten altid være det vigtigste, og jeg har oplevet kunstnerbørn, der blev lidt forsømte, fordi der i virkeligheden ikke var plads til dem.
Men det gælder selvfølgelig også børn i andre familier, hvor forældrene er stærkt engageret i arbejdet, f.eks. politikere, men jeg er ikke i tvivl om, at vores beslutning var rigtig. I dag ville jeg derimod gerne have haft nogle børnebørn……
Skulpturer
En modellerteknik er at opbygge en skulptur af små klumper ler, for det giver det færdige resultat en mere levende overflade, forklarer Lene.
Den abstrakte form er i virkeligheden hovedet af en lille færøsk lunte, som Lene for mange år siden fandt på stranden og gemte, fordi hun var fascineret af næbbets form
”Omfavnelsen” er en træskulptur, der endnu ikke er færdig. En del af træet var angrebet af råd, og det betyder, at kunstneren ikke styrer det hele, men må samarbejde med materialet.
– Helt anderledes end at forme i ler, hvor kunstneren bestemmer det hele, erkender Lene, der ikke afviser, at hun en dag arbejder videre på skulpturen.
Værktøjet, de fine billedskærerjern og en drejebænk, har Lene arvet fra en billedskærer i Frederikshavn.
København
For mange år siden fik Lene Rasmussen en lejlighed på en sidevej til Falkoneralle, centralt i København. Det er en kunstnerbolig, og ejendommens 10 lejligheder administreres af maleren Elisabeth Neckelmanns Legat. Ifølge fundatsen udlejes udelukkende til kvindelige malere, billedhuggere, forfattere og musikere og deres familier.
– Jeg er rigtig glad for at bo der, også selv om jeg bor alene, for der er masser af liv i huset også nogle, jeg deler interesser med. Flere af beboerne har familie og børn i skolealderen og gymnasieelever. Hugo boede der også, når han var i København. Huslejen er rimelig, og så er der tilmed en Metrostation tæt ved. Jeg synes, jeg er heldig, og har til gengæld gjort en del arbejde for ”Kvindelige Kunstneres Samfund”, som er Danmarks ældste fagforening for kvindelige kunstnere, en platform, der kæmper for os både fagligt og udstillingsmæssigt.
Det sociale engagement
Min mor var lærerinde, og jeg tror, jeg har arvet lidt af hendes sociale engagement. ”Man skal altid tage sig af dem, der sakker bagud”, sagde hun, og det levede hun selv op til.
Lene selv har også ladet sig inspirere af det nære samfund, befolkningen og naturen, som er gengivet i mange af hendes værker.
Relieffet viser forfatteren, Peder Jensen Kjærgaard, der bl.a. har skrevet ”Vinden tuder om Børglum”. Han var født i Øster Hjermitslev, hvor han også er begravet. Borgerforeningen i Øster Hjermitslev har hædret ham med en mindesten, hvori der er hugget et lille digt og indfældet et bronzerelief, som jeg fik til opgave at lave.
Skulpturen kalder jeg ”Aalborg Rutebilstation”, hvor jeg gennem en årrække har tilbragt rigtig mange timer.
Mennesker og dyr har altid fascineret Lene Rasmussen og det afspejles i en samling ”tilfældige skulpturer” på værkstedet.
Udsigt fra stuen til områdets fantastiske, uspolerede natur. I vinduet nogle af Lenes arbejder. Gipskatten til venstre var Lenes egen, en baggårdskat fra København, som fik nyt liv i Saltum og opnåede at blive hele 18 år.
Tegner og grafiker
Lene Rasmussens kunstneriske karriere startede og vil til sin tid også slutte med tegning og grafik. Siden begyndelsen af firserne var hun tilknyttet ”J. Chr. Sørensens Grafiske Værksted”, der i dag hedder ”Hjørring Grafisk Værksted”.
. I dag er jeg optaget af ”rum” som begreb, for det er gået op for mig, at det rumlige og farvecentret i hjernen er to forskellige ting. Rum er jo, hvad jeg i mange år har beskæftiget mig med både som tegner og billedhugger, hvorimod jeg kun har beskæftiget mig med maleri under min uddannelse på akademiet. Til februar skal jeg deltage i Corners årlige udstilling på Sophienholm. I år arrangeres en lille særudstilling med “grøn” som tema. Selv om jeg syntes, det lød spændende, har jeg besluttet at holde mig til det kendte. Ikke fordi jeg ikke kan lide farven, men tanken om at skulle arbejde med den virker alt for forstyrrende.
Sådan sagde hun, kvinden/kunstneren, der blot med en blyant som redskab er i stand til at skabe et væld af gråtoner på det hvide papir.
En dag er det slut
Lene har ikke lagt planer for, hvad der skal ske med den store samling tegninger og skulpturer, efter hendes død om forhåbentlig mange år.
– Den beslutning overlader jeg til eftertiden, men Hugo og jeg har i årenes løb gjort mange ture til genbrugspladsen med gipsskulpturer, der ikke levede op til mine forventninger. På lossepladsen bruger man ikke fine ord, her er gips slet og ret ”bygningsaffald”, når delene er slået itu.
Med disse ord in mente kaster jeg et blik på den smukke kvindefigur, der står i gangen ved siden af en gul sækkevogn. Håber aldrig den skal lide så kummerlig en skæbne.
Efter endnu et blik på den fantastiske udsigt tager vi afsked – for denne gang.
