Et særligt værk, en strikket ”Coronadagbog”, kan i øjeblikket ses på ”Dronninglund Kunstcenter”s forårsudstilling. Værket består af fire aflange billeder, som hver er sammensat af 36 strikkede firkanter, der alle fortæller en historie.
På udstillingen møder vi kunstneren, kvinden bag værket, Marianne Trenskow, og mens hun gennemgår billederne ét for ét, supplerer min personlige erindring og fantasi med minder om et år, hvor mange nyheder måtte vige pladsen for ”Dagens Corona-historie” med nye pressemøder, smittetal, restriktioner, mundbind, sprit, test, vaccinationer og liv, hvor alt det, vi kalder normalt, pludselig blev unormalt – ja ligefrem farligt. En tid, hvor selv børnehavebørn huskede at spritte hænder og fik et næsten familiært forhold til Mette Frederiksen og Torben Brostrøm.
Oplevelsen er fælles for mennesker i hele Danmark, Skandinavien, Europa, ja overalt på jorden har alle en personlig beretning om et liv, der pludselig blev sat i stå, enkeltes måske for altid, mens andres senere tog ny retning.
Tidligere gik bølgerne højt, når politikerne diskuterede holdninger for og imod håndtryk og tildækning af ansigtet. Med Coronaen var der pludselig ikke mere at tale om!
Vi lever i en epoke, som vil gå over i historien. Slutningen kender vi endnu ikke, men der vil blive produceret film, dokumentarudsendelser og skrevet bøger og artikler, som skal give fremtidens borgere en fornemmelse af, hvad der ramte os i begyndelsen af tyverne.
Og Mariannes værker fortæller hele beretningen, der i en forhåbentlig ikke fjern fremtid vil forekomme uvirkelig, men som stadig, i april 2021, præger danskernes hverdag.
Coronadagbogen
– Alle husker datoen: 11. marts 2020, da Danmark lukkede, og min første tanke var: ”Det her bliver en historisk periode, der garanteret kommer til at vare længe, og så besluttede jeg at føre dagbog”, fortæller Marianne Trenskow.
Jeg strikker, og efter et par dage kunne jeg godt mærke irritation over at skulle slippe strikketøjet for at skrive dagbog, men efter et par uger fik jeg en helt ny idé: Jeg ville strikke en dagbog, og så gik jeg i gang, fortæller Marianne Trenschow.
144 små billeder blev det til, alle inspireret af Coronaens indflydelse på vores hverdag, og mens vi nærstuderer motiverne, supplerer Marianne med ord som
Smittekurve, morgensang, påske, zoommøder, håndsprit, mundbind, Dronningen 80 år, 1. maj, folk satte bamser i byens vinduer, 4. maj med lys i vinduerne, nogle lagde puslespil, konfirmationer blev udsat, forårsblomster dukkede frem, og pludselig var det sommer.
– Her overvejede jeg at slutte, men kunne ikke, for hver gang, der skete noget, så måtte jeg kommentere med en ”ny klud”.
Sommeren kom med med isvafler og optimisme, jeg udstillede på Børglum Kloster og holdt åbningstalen den 5. september. Det amerikanske valg og Joe Biden, der sagde de uforglemmelige ord: ”Will You shut up man”, Closter 5, Vendsyssel, der lukkede, nederlag til Trump, mink måtte lade livet, og så blev det alligevel jul med mundbind.
God dag til 2021med vinterfarver, vaccine på vej, Brostrøm og Mette, test, test og Bernie Sanders, der fik en firkant i vantemønsteret, exit Trump, Netflix med Downtown Abbey, vi vandt i håndbold, og jeg strikkede, mens kampen stod på, så jeg havde både lagt sølv og guld på bordet.
Værket slutter med udstillingen på Dronninglund Kunstcenter, markering af påsken 2021 og en fødselsdagslagkage i anledning af 1 år med Corona .
KUNSTEN at udvikle et talent, også i ”den tredje alder”.
Interessen for kunst startede allerede, da hun var ung. Hun er født og opvokset i Jerup, i en tryg funktionærfamilie, hendes far arbejdede ved fængselsvæsenet og moderen ved Skagensbanen. Da Marianne midt i tresserne blev student fra Frederikshavn Gymnasium, lå det ikke i kortene, at fremtiden en dag skulle stå i kunstens tegn, for hidtil var fritiden gået med sang som aktivt medlem af Nordjysk Pigekor under legendariske Tage Mortensens ledelse.
– Med den baggrund tog jeg til Aalborg efter studentereksamen, og jeg var heldig at få et sommerferiejob på Nordjyllands Kunstmuseum samtidig med åbningen i 1972.
Da jeg begyndte at læse på Børnehaveseminariet, fik jeg aftenjob som picoline på Aalborg Teater, og her åbnede sig en helt ny verden. Jeg mødte min mand, Ebbe Trenskow, der var skuespiller og senere instruktør, vi var gift i 25 år og havde fået to sønner, før vore veje skiltes. Det var heldigt, at vi kunne blive boende i Aalborg. Ebbe fik hvert år sin kontrakt fornyet, så udfordringerne kom til ham, uden vi behøvede flytte, for det vat så heldigt, at hver gang han fik udlængsel, kom der en ny chef til teateret.
Min karriere lå i pædagogikken, hvor jeg tog imod de nye opgaver og avancementer, der bød sig til, og gennem årene har jeg været pædagog, børnehaveklasseleder og talepædagog. Jeg var lektor i pædagogik, da jeg gik på pension som 60-årig, og dermed sluttede jeg som underviser på det sted, hvor jeg mange år tidligere var uddannet.
Samtidig med, at jeg stoppede med at arbejde, købte jeg mine forældres hus og flyttede til Jerup. Men få år senere vendte jeg tilbage og bor nu i Nørresundby, og jeg er i øvrigt også vendt tilbage til KUNSTEN,
Nye døre åbner
Efter mange år med at undervise andre, var tiden inde til, at jeg selv videreuddannede mig. Gennem årene havde jeg mødt rigtig mange spændende og inspirerende mennesker dels via teatret, dels gennem mødet med forældre, børn og studerende via mit arbejde.
Nu stod jeg med nye muligheder i tilværelsen. Jeg havde en idé om at skrive en bog om børn og kunstpædagogik, men det gik trægt. I stedet lavede jeg nogle malerier, mens jeg indså, at det med at skrive ikke lå til mig.
Der gik nogle år med at male, og for at komme videre meldte jeg mig sammen med en veninde til et kursus på Aarhus Kunstakademi. Det var en helt rigtig beslutning, for det var både spændende og inspirerende, og forbavsende mange af deltagerne var mænd og kvinder på min alder.
Det gad jeg godt gøre igen. Tidspunktet var rigtigt, for jeg havde været lidt tyndslidt efter de mange år på arbejdsmarkedet.
Men nu var jeg parat til en ny begyndelse. Det betyder noget, at der hele tiden er nogen, der ser og prikker til én, for så opstår der ofte nye idéer. Et helt semester brugte jeg på at hækle små runde flakoner med et åbent mønster, der kaster skygger. Og det førte til, at jeg arbejdede videre med den runde form, som jeg skar ud i gipsplader.
Jeg begyndte at udstille og fik værker antaget på censurerede udstillinger, bl.a. på Dronninglund Kunstcenter og Gimsinghoved, jeg fik tilmed et maleri antaget på Nordkrafts censurerede udstilling. På Filosoffen i Odense fik jeg publikumsprisen, og alt i alt var det anerkendelser, der bekræftede, at jeg var på rette spor.
Undervejs gik det op for mig, at kvinders tekstilkunst ikke rigtig blev regnet for noget, og jeg besluttede at gøre en indsats for at være med til at bane vejen for, at tekstiler og garn som kunstnerisk materiale værdsættes på lige fod med en spand gips eller maling, forklarer Marianne, der selv er et inspirerende eksempel.
Alder ingen hindring
– Med tiden udviklede jeg mig, og pludselig var det ikke mere i maleriet, jeg fandt udfordringer men mere i grove materialer som bølgepap og gipsplader. Selv om jeg nu har passeret de 70, er jeg slet ikke færdig med at eksperimentere, erklærer Marianne.
– Man skal nemlig ikke lade sig begrænse af alderen, det har jeg lært af min mor, der blev student som 74-årig, selv om mine børn driller mig og siger, ”hold op, hvor du ligner mormor”.
Jeg holder meget af mine børnebørn og tager mig gerne af dem, når der er behov. Men jeg er ikke sådan en farmor, der får liv gennem børnebørnene, for jeg synes mit eget liv er rigtig spændende.
Mit barnebarn, Victoria, er dygtig til at tegne, og hun har tydeligvis lært at bruge sine øjne. Det glæder selvfølgelig hendes farmor. Ikke fordi jeg er ambitiøs på hendes vegne, men fordi jeg ved, hvilken gave det er at møde verden med åbne sanser.
Mariannes kunstneriske karriere startede, da hun havde forladt ”arbejdsmarkedet”, et tidspunkt, hvor mange af hendes jævnaldrende bliver en vigtig del af samfundets ”kulturbærende lag”, den trofaste skare af gråhårede, der fylder teater- og biografsale og mødes til fernisering i gallerier og kunstmuseer.
Kunst – en måde at opleve livet på
Mange opfatter den tredje alder som ”farvel til en nye muligheder”. Det er måske for sent at lære at danse ballet, lære russisk eller spille violin. Men Mariannes eksempel viser, at hvis man bare vil det nok, kan nysgerrighed og engagement rydde mange forbehold af vejen.
– Jeg føler mig privilegeret, fordi jeg altid, både arbejdsmæssigt og privat har mødt mange spændende og kreative mennesker, og jeg har nydt at lade mig inspirere til at udvikle min egen fantasi, og selvfølgelig håber jeg, at jeg kan fortsætte mange år endnu.
Jeg holder af mødet med kreative mennesker. Jeg minder mig selv om vigtigheden af at sige JA til nye impulser, bl.a. fordi jeg møder mange, især kvinder, der er gode til at bremse sig selv og springe over, hvor gærdet er lavest.
Jeg lagde billeder af et par af Coronadagbogsmotiverne på Facebook, og da nogen efterlyste en opskrift, svarede jeg ”nej”, ikke for at være uvenlig, men fordi der ikke findes nogen opskrift.
-Det er ens egne ”små grå”, der skal på arbejde, for måske er man heldig at overskride sine egne begrænsninger og dermed skabe det unikke, slutter Marianne Trenskow.
