Når arbejde bliver en lystbetonet livsstil, er det som om alderen ophæves. Kunstnere bliver ved med at arbejde, ikke af nød eller pligt, men fordi de slet ikke kan lade være, det er ligeså nødvendigt som at trække vejret.
Vi har besøgt Lene Palm Larsen, der i øjeblikket har en stor retrospektiv udstilling på Frederikshavn Kunstmuseum, og det var uden overdrivelse vanskeligt på ferniseringsdagen at se billederne for gæster.
– Da jeg før udstillingen blev spurgt, hvor mange jeg forventede, sagde jeg 35, for det er svært at forudse, hvor mange der dukker op sådan en fredag eftermiddag. Museet rundede tallet op til 75, men ingen havde forudset, at der kom 175!!! Vi var overvældede, ikke mindst jeg, der var glad, både på mine egne vegne og for Kunstmuseet, som flere gange har været ramt af sparekniven.
Da Lene var ung, var kunstnere et fjernt og næsten ukendt begreb. Såkaldt almindelige mennesker købte indrammede billeder hos glarmesteren eller hos rejsende ”kunsthandlere” – med mindre de var så heldige, at der fandtes en kunstmaler i familien. Gallerier fandtes kun i større byer som København, og kunstens verden forekom lukket, kun for særligt udvalgte.
Frederikshavn
Selvfølgelig har Frederikshavn et Kunstmuseum, det ville være utænkeligt andet i en by, der altid har været kreativ på sin egen facon. Rødspættebyen hed den for mange år siden, og selv om mange stadig forbinder byen med den lækre helstegte fladfisk med nye kartofler, så er det ikke den, byen markedsfører sig på i dag.
Da undertegnede var ung i tresserne, var det Cloostårnet og fodboldspilleren Harald Nielsen, der satte byen på landkortet, siden fulgte Krudttårnet, der blev flyttet, og Palmestranden, et projekt, der lød som en joke, men viste sig at være en god og original ide, for byen har altid haft en dygtig kommunegartner, og palmerne bliver passet efter årstiderne, kørt hjem i store drivhuse til vinteropbevaring og er med årene blevet én af byens attraktioner.
Knap så succesrige var planerne om Frederikshavn som et internationalt skisportssted, der skulle stå færdigt for en snes år siden. Ideerne og bakkerne var der, vest for Frederikshavn, men bl.a. klimaændringerne bremsede udviklingen. Som minde står i dag kun et vejskilt, ”Skicentervej”, som vi passerer på vej til Lene Palm, som for nogle år siden byggede sit moderne parcelhus på en bakketop med udsigt over byen og helt til Skagen i klart vejr. Her bor hun mellem alle sine billeder, her er altid nye motiver på staffeliet, og det er også her hun underviser sine elever.
Kunst overalt
Det er ikke alle Lenes værker, der er udstillet på kunstmuseet, hun bor med masser af kunst, både egne værker og keramik og billedkunst samlet gennem mange år.
Og med god kaffe i keramikkrusene er vi parate til at høre brudstykker af Lenes lange historie, en del kender jeg i forvejen, for jeg har kendt Lene siden sidst i 60erne, da hun åbnede Frederikshavns første butik med kunsthåndværk.
Vejen til kunsten
-Mine to ældre søstre var begge dygtige til at tegne, desværre var den yngste kun midt i trediverne, da hun døde. Den ældste, Kirsten Petersen, var skrap til at tegne tøj, mens hun i mange år drev danseskole i byen, fortæller Lene.
Jeg nåede ikke at få en uddannelse, før jeg til omverdenens forargelse blev gravid som 16 årig. Jeg nåede at blive gift med barnets far, Bjarne, på kongebrev. Min sidste skolebillet brugte jeg på vores bryllupsrejse, der gik til Aalborg og Silkeborg, før jeg fødte vores ældste datter, Anette. Jeg var 21, da jeg fik Ulla, vores yngste datter. Vi boede i starten hos mine forældre, mens Bjarne var inde som soldat, og jeg skulle vænne mig til at være voksen, hustru og mor. Men nogen egentlig uddannelse fik jeg ikke.
Undervisning
I tresserne var det populært at male porcelæn, og jeg var så dygtig, at jeg blev opfordret til at undervise i AOF.
For at kvalificere mig som underviser gik jeg hver lørdag i to år på Seminariet i Hjørring, og fagligt gennemgik jeg fire forløb på Kerteminde Husflidshøjskole.
Det fik jeg rigtig meget ud af.
Bjarne passede pigerne, mens jeg underviste og tjente rigtig godt, 75 kroner i timen, til sammenligning tjente en butiksansat den gang 10 kroner i timen.
26 uger á 15 timers undervisning gav lige så meget, som hvis jeg havde et fuldtidsjob med rengøring, og jeg var jo ikke i tvivl om, hvad jeg havde mest lyst til.
Senere begyndte jeg også at undervise i stoftryk og batik, som var vældig moderne sidst i tresserne. Vi var flyttet i hus i Elling, og da jeg gerne ville sælge mine ting, hængte jeg tøjet ud i garagen, hvor folk så kunne komme og kigge og gerne købe det. Jeg var frygtelig genert dengang og kunne slet ikke finde ud af at møde kunderne.
Da salget heller ikke gik så godt, foreslog Bjarne, at vi fandt en rigtig butik til mig. Lokalet viste sig at ligge på Ny Torv i Frederikshavn i en tidligere antikvitetsforretning. Vi betalte 18.000 kroner for nøglen, hvilket var mange penge dengang, men da jeg stadig var genert, måtte vi ansætte en medarbejder til at passe forretningen, så noget stort overskud blev der ikke i starten.
Jeg stod jo selv for at producere varerne, men havde samtidig øje for tidens mode indenfor kunsthåndværk. Derfor udvidede jeg sortimentet med keramik, glas og træarbejder, mange af de ting, man mest så i blade som Bo Bedre og Alt for damerne. Alt sammen nyt i Frederikshavn, og pludselig kom der gang i butikken, mens jeg overvandt min generthed.
Nu med eget hotel
På et tidspunkt fik jeg behov for mere plads, og da byens missionshotel i Danmarksgade blev til salg, købte vi det for 500.000 kroner og flyttede ind i hotellets lejlighed. Det var lidt pudsigt, for min mor havde som ung været servetrice på hotellet, og da min far havde været drager, betragtede han det som et avancement, når han lejlighedsvis på sine ældre dage var portier på hotellet, der nu hed ”Mariehønen”.
En stor butik blev indrettet i stueetagen, hvor der også var morgenmadsrestaurant. Selv om vi ansatte personale til værelserne, har jeg redt adskillige senge i årenes løb. Vi arbejdede meget, men vi tjente også penge, og til Bjarnes ærgrelse kom dagen, hvor jeg havde større omsætning end han havde i sin VVS-virksomhed. Men jeg havde altid hans opbakning – også til mine kunstneriske drømme, der hele tiden lå og ulmede
Vi var også gode til at bruge penge, bl.a. havde vi en stor motorbåd liggende i lystbådehavnen, men sjældent tid til at sejle. Desuden købte vi et hus i Sydfrankrig, som vi satte i stand med gode venners hjælp på hyggelige arbejdsferier og senere bare ferier. Det var et vidunderligt sted, fra grunden var der udsigt til Saint Tropez, og havde jeg beholdt huset, havde det været en formue værd i dag.
Men det var en travl tid med både butik og hotel og de mange fritidsaktiviteter, og en del af prisen var ægteskabet, måske fordi vi havde for travlt, eller måske fyldte jeg for meget med mine idéer?
Huset brænder
I den periode købte vi et gammelt hus ved Kyllesbech mellem Råbjeg og Aalbæk. Det var stråtækt, og der må have været fejl ved inddækningen af skorstenen, for en dag, da vi tændte op i pejsen, gik det galt. Ilden bredte sig, der gik en time før brandvæsenet kom, og imens var huset brændt ned, og vi havde mistet alt. Jeg havde ikke en gang et par rene trusser at tage på. Og noget af det, jeg husker, var de mange mennesker, der bare stod og gloede, mens vores tilværelse gik op i røg. Det var forfærdeligt, men oplevelsen gjorde noget ved mig, bl.a. at jeg ikke mere havde forhold til ting og sager. Det er livet, der tæller, men branden blev på en måde også optakten til, at vores ægteskab gik i opløsning.
Bjarne og jeg blev skilt, og jeg beholdt hotellet med den ændring, at jeg, der altid har været god til at lave mad, gav mig selv en ny udfordring som hotellets kok, så gæsterne også kunne spise i restauranten om aftenen.
Og så begyndte jeg at realisere en gammel drøm.
Nyt liv
Samtidig med min skilsmisse var der igen sket en masse. Jeg fik mit første barnebarn, og jeg meldte mig til et kursus på Aarhus Kunstakademi. Her traf jeg Ulla Bille, som siden har været min bedste veninde, og som jeg senere gik på malerskole sammen med.
Fra jeg var ganske ung, har kunsten været den røde tråd, og allerede før, jeg begyndte at male porcelæn, tog jeg et tegnekursus pr. brev. Men i skuffen gemte jeg i mange år adressen på Aarhus Kunstakademi, som en drøm, der måske en dag kunne gå i opfyldelse.
Mens jeg uddannede mig på Kunstakademiet flyttede jeg til Aarhus, tiltrukket, som jeg var, af kulturen og det aktive kunstnerliv byen bød på. Men efter fire år stod det klart, at jeg ikke rigtig trivedes i Storbyens larm, og da jeg havde købt hus i Tuen og lavet mit sommergalleri ”Det gule hus”, rykkede jeg tilbage til Nordjylland, og her har jeg været siden.
Venskaber og kærlighed, der forsvinder
Jeg har aldrig giftet mig igen, men gennem næsten 40 år havde jeg en ”ung ven”, 13 år yngre end mig og kun tre år ældre end min ældste datter. Det skulle jeg lige vænne mig til, og i starten brød jeg forholdet af samme grund. Men han blev ved med at komme her, også da jeg flyttede hertil, og efter han giftede sig med en anden.
Han døde desværre som bare 68 årig af kræft for nogle år siden. Vi boede aldrig sammen, men jeg savner ham, for han var klog på mange områder, og vi gjorde noget godt i hinandens liv.
Det er en gave at møde et menneske, der udfordrer én, så man bliver lidt klogere end, man i virkeligheden er.
Sådan én var også min veninde, forfatteren Inge Eriksen, som jeg gennem årene har rejst meget sammen med, bl.a. på krydstogt fra Kiev til Sevastopol. Syv gange har vi ferieret på La Comera, én af de Kanariske Øer. Vi har også været sammen på et slot i Luxembourg, hvor hun skulle holde foredrag, og jeg udstillede billeder. Det blev en uforglemmelig oplevelse, fordi jeg solgte for 150.000 kroner i løbet af de få dage, udstillingen varede.
Efterfølgende lagde jeg vejen forbi Luxembourg, når jeg kørte sydpå, for så at hente penge, når jeg kørte hjem igen.
Vores venskab startede, da vi begge var på ophold i legatboligen Valparaiso i Spanien. Inge havde voldsom trang til en whisky, men det fandtes ikke på stedet, til gengæld havde jeg en flaske cognac, så jeg skænkede en kop og bankede på hendes dør. Hun blev så glad, og det blev starten på et årelangt venskab med rigtig mange gode samtaler og oplevelser.
Der er nogle mennesker, man kommer tæt på, fordi man umiddelbart er på bølgelængde og taler godt sammen. Én jeg også vil fremhæve er forfatteren Claus Rifbjerg, som jeg ligeledes mødte på Valparaiso, hvor han sad i bestyrelsen. Mange år senere mødtes vi tilfældigt i Skagen, hvor han til min overraskelse stadig kunne kende mig. Vi havde rigtig gode samtaler og var ikke altid enige, men overraskende nok, kunne jeg også lære ham et og andet.
Når man kommer i min alder, må man indstille sig på, at mennesker pludselig ikke er der længere, og så må man bare værne om minderne.
Lenes scrapbøger vidner om et aktivt kunstnerliv gennem snart 40 år.
En artikel viser et par pokaler, tydeligvis af fransk oprindelse og fra det område, hvor hun selv havde hus. Pokalerne modtog hun efter en udstilling i Nice, og uhåndterlige var de, så hun havde dem under armen, da hun steg ombord i flyet.
– Her blev jeg vurderet med særlig interesse af stewarden, for han kunne godt se, at det ikke var pokaler, jeg havde løbet mig til.
Inspirationen finder jeg ofte i de begivenheder, der optager mig i øjeblikket. For nogle år siden malede jeg gitre ind i billederne, det var under coronaen og symboliserede den distance, vi pludselig havde til omverdenen.
Også 9/11 inspirerede mig, jeg husker, jeg havde gæster i galleriet i ”Det gule hus”, jeg kunne næsten ikke slippe de forfærdelige billeder af tvillingtårnene på TV, men til min overraskelse var de mere optaget af mine malerier. Om jeg solgte eller ej, var på det tidspunkt ligegyldigt.
En ligbrænding på Bali gjorde stort indtryk. Oplevelsen forstærkedes, da det viste sig, at Thorkild, en gammel ven, tilfældigvis også var blandt publikum. Begivenheden inspirerede mig til et billede, der også er med i Kunstmuseet, og da min ven for nylig deltog i én af rundvisningerne, kunne han supplere med en dramatisk beretning fra begivenheden.
Billedet har jeg stadig, for når det går op for folk, hvad det forestiller, vil de ikke have det. Jeg har heller ikke lyst til selv at have det hængende. Det er lidt for makabert.
Men jeg har besluttet, at jeg også skal brændes, og min aske skal strøs nær Hirsholmene.
Alder er jo bare et tal
Lene er 81 år og har som kunstner mange berøringsflader. Siden udstillingen åbnede har hun haft adskillige arrangementer på Kunstmuseet, bl.a. for en flok ”gamle damer”, som hun kalder dem, fordi alderspræsidenten var 92. Men alderen er i virkeligheden uden betydning, for interessen for kunst havde de fælles.
– Vi er en gruppe meget forskellige mennesker, som gennem nogle år er samlet hver 3. måned, og trods alderen er der ikke én, der taler om sygdom. Til gengæld kan vi have svært ved at huske hinandens navne, men pyt med det.
Fremtiden?
Jeg maler bare videre, for jeg kan slet ikke lade være, bl.a. fordi mine billeder ofte er kommentarer til begivenheder, der optager mig.
Jeg vil ønske, at jeg dør med penslen i hånden, slutter Lene.
