Mandag den 2. december klipper borgmesteren det røde bånd som tegn på, at ”Lægerne Søparken”, Laila Madsen og Thomas Olsen er klar til at tage imod patienter.
Billederne er fra den næsten færdige klinik og indgangen, der er tilgængelig for alle, også kørestole og bårer, når det er nødvendigt.
Vi mødte lægehusets foreløbig første medarbejder, Ditte Schrader Petersen, der skal fungere som både sygeplejerske, sekretær og laborant, indtil man finder ud af, hvilke øvrige medarbejdere, der skal ansættes.
Ditte bor i Pandrup og er oprindelig uddannet sygeplejerske. Hun har 15 års erfaring fra praksis og har tidligere arbejdet sammen med Thomas Olsen bl.a. i Falcks Lægehus i Brovst. Desuden kender mange patienter hende fra Lægehuset i Saltum og senere Lisbeth Holst i Pandrup.
– Jeg har valgt at gå ledig de seneste måneder, fordi jeg gerne igen ville arbejde sammen med Thomas her i det nye lægehus, og nu glæder jeg mig til at komme i gang, siger Ditte.
Thomas har indtaget sin plads i sit kommende konsultationsrum 4, også han ser frem til at få dagligdagen til at fungere i den nye klinik.
– Vi har allerede fået en fin modtagelse af søde naboer og kommende patienter og mærker, vi er velkomne. Huset opfylder alle vore forventninger, og vi er parate til at gå i gang.
Den 1. november åbnede kommunen for lægeskift og tilgang til det nye lægehus, og allerede den 3. var der 1600 tilmeldte patienter, og dermed er der midlertidig lukket for tilgangen.
– 1. marts bliver vi en læge mere, idet der tiltræder en medicinstuderende, Nadja Ditlevsen, der foreløbig skal være her i et år, men meget gerne længere. Hun er færdiguddannet fra universitetet, og skal nu have speciale i praksis, og umiddelbart ser det ud til, at vi alle får nok at lave.