Tegner, maler, skulptør, papirklipper, kunsthåndværker eller slet og ret multikunstner kan man kalde Lene Frederiksen, som gennem de seneste 30 – 40 år er blevet kendt i det nordjyske kulturliv.
Hun er et af den slags mennesker, der kan gøre alt til kunst eller kunsthåndværk. Bedst som Lene engang var ”hende med de tunge billeder sammensat af skifer, håndlavet papir, skrotfund og plexiglas”, blev hun pludselig maleren, der fylder store lærreder med farverige, abstrakte blomster- og plantemotiver eller pudsige, skulpturelle vogne i skifer og glas på hjul, gerne med gamle typografiske bogstaver som dekorativt element, en direkte reference til sætteriet på Frederikshavns Avis, hvor hun i mange år arbejdede som typotekniker.
Livslang læring
Jeg har i perioder fulgt Lene gennem mange år, siden hun i 80’erne begyndte at udfolde sit talent. Hun var dygtig til at tegne, men det var, da hun viste færdigheder som papirklipper (psaligraf hedder det vist i dag), det var åbenlyst, at hendes talent var ud over det sædvanlige. Og med næse for metallerne i skrothandlernes bunker gjorde hun genbrug til kunst på usædvanlig og raffineret vis, og gallerierne stod i kø for at få hendes værker til salg.
Men trods succes´en hvilede hun aldrig på laurbærene, men har løbende deltaget i kurser, der åbnede nye muligheder f.eks. digitalt, fototeknisk eller ”bare” som inspiration.
Nyt liv på landet
I mange år boede Lene i Frederikshavn, men det er ingen hemmelighed, at kærlighed kan vende op og ned på menneskers tilværelse. Det skete også for Lene, da hun mødte landmanden, Anders Bundgaard. De blev kærester, og Lene flyttede fra byen til gården ”Vadsholt” i nærheden af Ulsted. En smuk hvidkalket ejendom, der danner perfekte rammer både om parrets privatliv og Lenes værksted. Her er al den plads, der er behov for – også til ekstra udstillingsområde i påsken, da der ikke længere er dyr på gården, som drives fra den nærliggende ejendom, ”Klitgaard”.
Galleriernes jul
Endelig, efter to års coronalukning, kan Lene igen se frem til at holde en påskeudstilling. Højtiden, der også kaldes ”galleriernes jul”, er den tid på året, hvor kunstinteresserede lægger dagsruter for påskens fridage og kører fra udstilling til udstilling, mødes med ligesindede, får en snak og et par anbefalinger og så farvel og videre.
Der er en særlig stemning, og i lighed med kolleger har Lene naturligvis også savnet de skønne, travle dage med hyggelige gensyn – og gerne også lidt salg.
– Spændende, hvordan det går i år. Om folk er blevet mere forsigtige, eller om de netop synes tiden indbyder til lidt selvforkælelse, siger Lene. Jeg har da kunnet mærke en afmatning det sidste år, men det er ingen ulykke, for så har jeg billeder til mit lager og til udstillinger andre steder i landet.
Kunst – et vidt begreb
Selve ordet er ikke beskyttet og bruges flittigt, også af de, der efter et par weekendkurser gerne hænger billeder op i en butik eller en café med en bar væg. Det er også i orden, blot opleves en manglende respekt for selve ordet ”KUNST”, og da priserne af og til kan være højere end det kunstneriske niveau, er handel en tillidssag.
– Tidligere var udstillerne mere ydmyge, reflekterer Lene. Der gik mange år, før jeg selv vovede at kalde mine billeder for KUNST – bl.a. af respekt for de, der måske havde uddannelse eller mange års erfaring bag sig.
”Seriemaler”
Lene har altid været flittig, og hun har heller aldrig været bange for at træde nye stier, hvis hun pludselig bliver optaget af en ny teknik, som f.eks. bearbejdning af foto på computeren. Hun er som en ”kinesisk æske”, hver gang man åbner en ny, venter helt nye oplevelser.
– Af og til kan det genere mig, at jeg spreder mig så meget, i stedet for som nogle kunstnere at dyrke samme motiv gennem det meste af et liv.
Men sådan er jeg ikke, jeg finder ny inspiration overalt i nye former, farver, materialer ,og så lader jeg mig opsluge.
Måske virker det forvirrende, men det betyder, at jeg måske lader mig inspirere til 10 billeder i én serie og 10 i en anden, og så er det slut, for jeg har det bedst ved at følge mit hjerte frem for kundernes efterspørgsel.
Men hvad er jeg egentlig, hvis jeg skal beskrive mig selv? Svaret faldt mig ind, da jeg så en udstilling af den tyske maler Gerhard Richter, han kaldte sig ”seriemaler”, et ord jeg kan lide, og jeg synes også, det passer til mig.
På vej..
Mange af mine billeder er ladede med symboler, bl.a. har jeg ofte lavet vogne med hjul, ligesom jeg indimellem har lavet skibe. Når jeg ser tilbage, danner der sig et mønster, for i virkeligheden må jeg erkende, at jeg i mange sammenhænge altid har været på vej…
Påskeudstillingen
I år præsenterer seks kunstnere værker på udstillingen, det er kun halvdelen af hvor mange, der har været tidligere år.
Lene selv fylder væggene med enkelte billeder af Mogens Leander, der i mange år har været Lenes faste udstillingspartner, bl.a. fordi deres værker tiltaler de samme mennesker. Nævnes kan også keramiker Nils Møller fra Sæby, Rikke Stenholt med fantastiske glas, der er smukke polske kurve fra Ny Vraa og vinsmagning ved en lokal importør.
Som noget særligt udstiller ”Hyggetæpper” v/Hanne Magnussen , og som udover sine faste designs også har sat et par af Lenes billeder i produktion.
– Det er spændende at se faste former opløses og falde i bløde folder, fordi mønsteret forskydes, og bagsiden fremstår på grund af væveteknikken i en helt ny farveholdning, forklarer Lene. Det er en helt ny måde at opleve værkerne på, og gæsterne kan møde Hanne Magnussen her et par dage i påsken.
Udstillingen er ved at være på plads, nu mangler kun prismærkning og blomster i vaserne. Lene har mange års er faring i at syre metalplader og objekter til sine billeder, syren giver liv til en lidt for ”død” ensartet metalplade og kan skabe flot farvespil. og lige nu mangler hun at ”syre” kobberæbler, tulipaner og æg. De skal dels være påskepynt i galleriet, dels skal der være små ting til salg, for selv om galleribesøg er ”gratis underholdning”, hvor gæsterene er velkomne til at kigge uden at købe, så vil mange gæster gerne have et postkort eller en anden ting med hjem som minde eller gave.
